Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19237Visninger
AA

53. 53.

Domino

Kapitel 53

“Mr….”

“Hemmings.”

“... Selvfølgelig. Vil De følge med mig et øjeblik?”

Luke så på de andre, der nikkede, og fulgte så efter. Doktoren ledte ham væk, og vendte sig mod ham. Han så dødalvorlig ud, og Lukes ansigt blev gråt.

“Hvor er hun?” spurgte han, uden at tænke. “Hvor er hun? Hvor fuck er hun?!”

“Slap af, Mr. Hemmings,” sagde han. “Miss… Olson har det fint. Og det har miss Larson og mr. Clifford også.”

“Hvad er det så?”

Doktoren viste ham en skærm med nogle mærkelige grafer og tal og hvad ellers, og Luke vidste virkelig ikke hvad det betød.

“Se her,” sagde han. Han trykkede på et DNA tegn, og to snoede, identiske tegn kom op.

Lidt efter gik det op for Luke, hvad det betød. Doktorens ord blev fjerne.

Vi har kysset.

---

 

“Michael… Michael….”

Maya? Han kunne mærke hende, høre hende, se hendes hånd række ud efter ham.

“Maya?”

“Michael… Michael…”

“Maya? Maya!”

“Micha..!”

Et skrig. Smerte.

Og så…

Intet.

Maya var væk.

---

 

“Michael?” hviskede en skikkelse svagt. Han spærrede sine øjne op og greb ud mod personen ved siden ham.

“Maya!” udbrød han højlydt, hvilket skræmte den anden i rummet.

“Michael, er du okay?” spurgte Nillie bekymret og lagde sin hånd svagt på hans.

Michael sukkede skuffende, men slap ikke sit greb omkring hendes arm.

“Jamen, jeg elsker da også dig,” grinte hun stille kørte sin finger stille hen over overfladen af Michaels hånd.

Michael så op på hende.

“Jeg…” mumlede han. Så sukkede han og kørte en hånd over sit ansigt. “Undskyld,” sagde han. “Jeg… har bare ikke været sammen med hende. I rigtig lang tid. Ikke ordentligt.”

Nillie smilede forstående. “Det ved jeg,” hviskede hun og bøjede sig ned over ham. Hun kyssede ham på panden, og han faldt i søvn med følelsen af hendes læber mod hans hud.

--

 

Maya, på den anden side, vågnede op, kold og følelsesløs. Hun mærkede noget holde sig nede, noget bundet om hendes håndled og ankler. Det tog hende et øjeblik at lægge mærke til noget som helst. Og så. Så kom al lyset tilbage, alt blev hvidt, og det eneste hun registrerede, var, at hun blev holdt nede, og i det øjeblik kæmpede hun for at komme fri.

Hun skreg op, bange for den fængslende fornemmelse for enden af hendes arme og ben. Små svedperler formede sig snart og løb ned af hendes kinder sammen med de tårer som der også krøb frem. Hendes skrig skar i selv hendes egne ører, men det fik hende ikke til stoppe.

Hun hørte ikke døren til rummet gå op, og heller ikke de hastige trin der kom tættere. Hun hørte ikke hendes navn blive kaldt med bekymrelse og mærkede ikke de hænder der lagde sig på hendes overarme. Det var først da hun mærkede den stille finger på hendes kind at hun stoppede brat op. Tårerne i hendes øjne slørede hendes syn, men selv da kunne hun genkende de sand blonde krøller.

“Maya?” lød det stille fra hendes side. Hun lukkede sine øjne i, for at fjerne de fleste tårer, og åbnede dem så for at kunne se hans ansigt mere klart. Hun prøvede at sige noget, men selv den mindste hvisken var ikke mulig.

“Maya? Maya, det er okay. Du er okay.”

“Du forstår det ikke, Ashton,” græd hun. “De… de slår os ihjel. Ashton. Du bliver nødt til at flygte.”

“Nej, Maya,” sagde han beslutsomt. “Du bliver nødt til at huske. Du er okay.”

“Ashton,” græd hun.

“Du er i sikkerhed. I er reddet.”

En ny kom igennem døren, og begyndte atter at skrige og fortælle Ashton, at han blev nødt til at flygte.

“Så giv hende dog noget beroligende,” stønnede Horden.

Ashton tyssede stille på Maya igen, og prøvede at få hende til at slappe af igen, inden han henvendte sig til Horden.

“Hun har nu også været igennem meget lort her på det sidste,” spyttede han. “Det er kun normalt at reagere sådan her.” Han sukkede stille.

Maya var endelig ved at slappe af igen, og på nippet til at falde i søvn. Ashton strøg hende stille over håret og tyssede igen. Han rørte kort hendes kind, kyssede hende på panden og rejste sig op. Han så på MI6 direktøren.

“Giv mig nogle svar,” sagde han.

“Svar?” spurgte Horden.

“Psykopaten…”

“John Goodman.”

“Så monsteret har et navn?”

Horden gik hen mod vinduet, ryggen mod ham, og Ashton stirrede på ham.

“Det er kun normalt, som du siger, at du er så vred over, at din kæreste blev lemlæstet,” sagde han.

“Hun…”

“Fortalte du ikke hendes far det? At du var hendes kæreste?”

Horden så sig over skulderen, og Ashtons blik rettedes mod gulvet. Direktøren smilede skævt og vendte sig igen mod udsigten over Paris.

“Hvad ved du om min far?” spurgte Ashton.

Horden svarede ikke.

“Hvad ved du om ham?” gentog drengen. “Om Jasmine. Luke. Maya og Michael. Hvad ved I egentlig?”

“Vi ved, hvad vi har fortalt jer.”

“Løgner. Der er noget, I ikke har fortalt, og indtil jeg ved, hvad det er, kan jeg kun gå ud fra, I har løjet om alt.”

Der gik et øjeblik i fuldkommen stilhed. Så åbnede den ældre mand endelig sin mund igen.

“Din far.” Horden sukkede tungt. “Din far er en længere diskussion.”

“Og én, vi har tid til.”

Direktøren vendte sig om. “Du er en… utrolig mand,” sagde han. “Du vil gøre alt for dem, du elsker. Ligesom ham. Mister Clifford, Miss Larson, Miss Olson og resten af dine venner er kun eksempler. Intet er tilfældigt, alt er skæbnebestemt. Det er noget en af mine gamle venner troede på. Det er gået videre til hendes datter. Kender du nogen, der er på den måde?”

Ashton tænkte et øjeblik. Så tændtes hans øjne med et vist lys.

“Jasmine,” mumlede han.

“Præcis,” sagde Horden. “Og det kræver endnu en forklaring. Og én, jeg tror, vi bliver nødt til at sidde ned for.”

---

 

Luke lyttede opmærksomt til sin mors blafren, alt det hun fortalte ham. Intet er, som I tror. Nej, intet overhovedet. Og Liz undskyldte gang på gang, for hvis hun bare havde fortalt ham, hendes søn, om det hele, så var han ikke den her situation.

Og endelig blev der lagt på. Liz forsikrede ham om, hvor meget hun elskede ham, og Luke, med tårerne trillende ned ad kinderne, nikkede og sagde det igen. Han lagde mobilen væk og rejste sig op. Han gik hen mod Jasmines seng, tog hendes hånd.

“Hey,” hviskede han.

Jasmine, der var faldet hen, åbnede søvnigt sine øjne, og hun smilede, da hun så ham. Han var den eneste, hun rigtig følte sig tryg omkring, så derfor var han også den eneste anden i rummet.

“Hej,” mimede hun.

Luke rynkede panden. “Har du mistet stemmen?” spurgte han.

Jasmine rystede på hovedet, og han forstod af en eller anden grund, hvad det betød.

“Han skræmte dig?”

Den her gang nikkede hun.

Luke sukkede og satte sig på kanten af sengen. Han tog hendes hånd, flettede deres fingre sammen.

“Du er i sikkerhed,” forsikrede han hende. “Du er i sikkerhed.”

“Lover du det?” mimede hun.

Luke smilede svagt og nikkede. “Det lover jeg,” sagde han. “Jeg vil aldrig lade sådan noget ske for dig igen.”

---

 

“Maya!”

Michael vågnede pludseligt op, og det første, han tænkte, var på hende. Maya. Maya Larson.

“Maya! Maya!”

“Woah, fuck, Michael! Michael, slap af.”

“Maya! Maya!”

“Michael, din fucking tard, slap af!”

“Maya! M-... Ma… Nillie?”

Nillie havde fat om hans ansigt, og det beroligede ham at have et genkendeligt ansigt til stede.

“Nej, Obama,” sagde hun irriteret. “Selvfølgelig er det Nillie. Og du, ja du, Michael Gordon Clifford, skubbede mig ned fra sengen i søgen efter din one true love.”

“Lå du i sengen?”

“EgoMichael,” mumlede Nillie og gav slip. Hun satte sig ved siden af ham og så på ham.

“U-undskyld.”

“Det er sjovt. Det er anden gang, du forveksler mig med hende. Hvad fanden skete der lige imens I var væk?”

Michael løftede op i sin trøje (de havde alle sammen fået nyt tøj på, da Horden insisterede på, at de ikke kunne blive længe, og derfor ikke ville have brug for hospitals kjoler), og alle arrene og sårene kom frem. Adskillige stiksår, brandmærker, indebrændte lænker.

Nillie stivnede. Hun kørte forsigtigt en finger over et af arrene.

“Oh,” mumlede hun.

Michael nikkede.

“Det er… det er godt at have dig tilbage,” sagde hun lavmælt.

Han nikkede igen.

---

 

“Hvad nu?” spurgte Calum senere.

“John Goodman og Emma Carson er døde, I vil fortsætte mod Itali…”

“Vent, vent, vent,” afbrød han. Leah så på fra sin mappe. “Er de døde?”

“En vagt skød Carson lige efter i flygtede. Goodman døde i krydsilden, der derefter begyndte,” forklarede hun.

Calum følte et hul indeni sig. Måske ikke ligefrem fordi han sørgede, men fordi det her betød begyndelsen på enden. Emma var død i deres sted, og hun ville ikke være den eneste, så meget var Calum sikker på.

“Som jeg sagde,” fortsatte Leah, “så vil I fortsætte mod Italien. Der vil I snakke med to af vores agenter, Martha Leone og Gerrard Donati. De er ‘allieret’ med Aamir Ali, eller det tror han i hvert fald. Han er allieret med Goodman, men så vidt vi ved, ved Ali intet om Goodmans personlige liv og familie, så vi vil bruge det til vores fordel.”

“Hvordan?” spurgte Calum.

“Mr. Hemmings vil forestille hans nevø,” forklarede hun. “Du vil tage med som hans bodyguard. Miss Olson vil være Mr. Hemmings’ søster…”

“Søster?” Calum hævede et øjenbryn. “Ingen vil nogensinde falde for det. De ligner overhovedet ikke hinanden.”

Leah hævede selv et øjenbryn og sukkede så.

“Mr. Irwin vil deltage som en af vores agenter sammen med mig. Vi vil overvåge jer, sørge for, intet sker.”

“Hvad med Maya og Michael?”

“Leone og Donati har fået kendskab til et våben,” sagde Leah. “Miss Larsons forældre var med til at udvikle dette våben. De har før mødt Ali, og han vil måske være mere villig til at handle med et genkendeligt ansigt.”

“Og Michael?”

“Mr. Cliffords onkel, Henry, var også indblandet i skabelsen af våbnet.”

“Og hvilket våben er det?”

Leah så endelig op, men hendes blik fandt ikke Calums før et øjeblik senere.

“Det er en virus,” sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...