Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19209Visninger
AA

52. 52.

Domino

Kapitel 52

John Goodman grinede. Han stod nu med en halv pistoler rettet mod sig selv og sine mænd, og han grinede. Resten af vagterne havde rettet deres egne pistoler imod de ‘korrupte’, men ingen turde gøre noget, for Emma var uforudsigelig, og ingen af dem turde nægte, at hun kunne finde på at skyde deres leder.

“Emma, kære, vil du virkelig gøre det her?” spurgte Goodman.

Emma, der selv stod med en pistol løftet, svarede ikke. I stedet nikkede hun mod Ethan. Goodmans vagter gjorde alle klar til at skyde ham, men Emma greb fastere om sin egen pistol og Ethan gik hen imod gruppen og skar en efter en deres reb op. Han sukkede tungt da han nåede Luke, og Luke fik øjenkontakt med ham et øjeblik, da han gik forbi ham for at gå hen til Jasmine. Luke var næsten sikker på, han havde set ham før. Han mindedes Mayfield skolefesten for to måneder siden, men han rystede hurtigt tanken af sig.

Ethan løftede Jasmines arm og lod en finger køre over arrene, der dækkede hendes hud. Også hun fik øjenkontakt med ham.

“Du skuffer mig,” sagde Goodman, “du skuffer mig virkelig. Hvor længer har du planlagt det her?”

“Siden i aftes,” sagde hun koldt.

“Og du fik næsten alle med på den?”

Emma nikkede, dog en smule tøvende.

“Uden at tænke på, at du kunne blive skudt hvert eneste øjeblik det skulle være?”

“Du kender mig, jeg skyder altid hurtigst. De tør ikke.”

“Hvad gør du så nu?” spurgte han.

Som svar så Emma over på Ethan, og han nikkede forstående og gennede gruppen mod udgangen. Jasmine bevægede sig ikke rigtig, og det endte, med at Ethan smed hende over skulderen. Hun gispede af overraskelse, men ellers forholdt hun sig stille.

Goodman grinede lige så snart de var ude.

“Og hvad nu?”

“Nu…”

Hun nåede ikke at afslutte sætningen, før et skud lød i luften, og hun faldt til jorden med et bump, hendes krop livløs. Hendes øjne var stadig åbne, da krydsilden gik i gang.

---

 

“Luke! Luke den her vej!”

Ethan trak i den blonde dreng og hev ham afsted, og Luke gjorde tegn til de andre om at følge med.

“Hvorfor gør du der her?” spurgte han, som de blev ledt hen ad en kold gang.

Maya havde lagt Michaels arm om sig for at støtte ham. Calum holdt fat om Nillies hånd, som var den det sidste, han havde. Ashton havde armen om Jasmine og holdt hende tæt ind til sig, og hun kunne ikke gøre andet end at følge efter; hun kunne ikke rigtig gøre andet end at parere ordre, og det skræmte Luke mere end noget andet.

“Fordi…” Ethan havde ikke ordene, så han hev dem bare videre.

Gangen blev smallere og smallere, men til sidst nåede de enden. De kunne høre høje råb fra hvor gangen begyndte, men ingen kom nærmere, så Luke gik ud fra, de ikke fulgte efter.

For enden lagde Ethan sig på knæ (ikke fordi de rigtig kunne stå op, så de andre gjorde det samme) og børstede støv væk fra gulvet. Så tog han fat om en metalring og løftede. Han var dog ikke stærk nok selv, så han så sig over skulderen, og Luke forstod. Han kom op ved siden af ham. Det tog tre træk, men de fik den løftet til sidst. De to mænd kravlede til side, og Maya, Michael, Calum, Nillie og Ashton kravlede ned. Ashton tøvede, da Ethan tog fat om Jasmines hånd, men Luke nikkede.

“Luke… Jasmine…” hviskede han. “I to… I er vokset så meget. I er blevet så modne og stærke. Jeg er stolte af jer. Og det er jeres forældre også”

Luke rynkede brynene, og Jasmine skævede endda til ham. Måske var alt håb alligevel ikke ude for hende.

“I er… at se dig sådan…” Ethan vendte sig mod Jasmine. “... men han havde ret. Du ligner virkelig din mor. Og du har din…”

Luke var ikke sikker, men han troede for et øjeblik han hørte hende gispe noget i stilen med ‘fars øjne’. Han kunne dog tage fejl.

“... Jeres forældre elsker jer. Maya, Michael, Liz, Andrew.”

Nu hørte Luke råbene ved starten af gangen, og Ethan hørte det vist også, for han gennede dem ned i lemmen. Han tog fat om Lukes arm i sidste øjeblik.

“Pas på hende,” sagde han. “Og husk på, intet er, som I tror. Alt er ved at ændre sig. John er ikke den eneste psykopat derude.”

“Hvorfor går du det her?” spurgte han igen.

“Jeg… jeg er én af jeres forældres venner,” sagde han. “De vil snart fortælle jer alt, I har brug for at vide.”

Luke nikkede og løftede sig ned, men Ethan stoppede ham igen.

“Det her handler om jer alle sammen,” hviskede han. “Ikke kun Maya og Michael. Jasmine er ikke kun en pæn ting at se på for ham, for John. I er alle sammen indblandet. Det har I altid været.”

Luke forstod det ikke, men han nikkede alligevel og hoppede ned på et stengulv. Ethan lukkede lemmen og forsvandt.

---

 

Halvvejs mod udgangen fandt Luke Jasmine siddende på gulvet. Hun må være faldet og være for svag til at komme op. Eller måske var hun bare for bange for, hvad var for enden af gangen. Han knælede ved siden af hende, og hun gispede og kravlede tilbage indtil hendes ryg ramte den rå mur bag dem.

“Jasmine,” sagde han roligt. “Jas, kom nu.”

Hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt. Hurtigere. Hurtigere. Hurtigere. Hendes øjne var skrækslagne, og Luke gispede indvendigt.

“Du hører ikke hjemme her. Du hører hjemme med os. Med Maya. Med Nillie. Michael. Calum. Dragon og Johann. Med Ashton… Med mig. Du hører hjemme med mig.”

Hun slappede stadig ikke af, tværtimod, hun blev måske mere urolig. Luke kunne virkelig ikke komme i tanke om andet. Han havde set det på TV.

Han greb hendes ansigt og kyssede hende.

Og et eller andet i ham fortalte ham, at det ikke var rigtigt - om det var på grund af Ashton eller noget andet, vidste han ikke - men hun slappede af, og da han trak sig væk, løftede han hende op i sine arme og bar hende videre ned ad gangen.

En dør stod åben, og udenfor ventede Calum. Der var cirka en meter ned til jorden. Han rynkede brynene.

“Er hun okay?” spurgte han.

Luke rystede på hovedet. Så rettede han blikket mod hende.

“Det her er Calum,” hviskede han. “Ham kan du godt huske, ikke?”

Jasmine kiggede hurtigt på ham og rystede så på hovedet.

“Ham er du sikker hos,” forsikrede Luke.

Jasmine slyngede armene om hans nakke og holdt bedre fast.

“Han er din ven,” sagde han stille. “Det er vi alle.”

Luke så op og fik øjenkontakt med Ashton. Den ældre dreng nikkede og gik over til dem. Han rakte en hånd op og tog hendes i hans. Hun trak hurtigt sin væk, og ingen ord kunne beskrive smerten i hans blik.

“Jasmine,” hviskede han. “Fuck, Jasmine, jeg…”

“Jasmine,” sagde Luke, og hun så op på ham. “Det er okay. Du skal ned nu. Og ud. Væk herfra. Du kommer aldrig tilbage.

Hun åbnede munden, men ingen lyd kom ud. Hun mimede en sætning, men Luke fik kun fat i ét ord, som han fik til ‘lover’. Han gættede hvad det betød nikkede. Han smilede svagt.

“Det lover jeg.”

Hun nikkede, og Luke løftede hende ned til Calum. Hun krympede sig lidt, men slappede ellers af, da Calum beroligende kørte sine fingre igennem hendes hår. Han førte hende ud af gyden, de var havnet i, og hen mod en ventende ambulance.

Luke kravlede ned.

“I er nogle… fucking idioter!” råbte en stemme lidt derfra. “I komplet uduelige… idioter!”

Ashton og Luke vendte sig mod brunetten, der stampede hen imod dem.

“Hvis I var døde…”

“Er det bekymring, jeg hører?” spurgte Ashton.

Leah nåede hen til dem og lagde en hånd i siden.

“Bekymret for mit job, ja.”

Luke og Ashton så på hinanden og så på hende. Hun rynkede panden og rakte op mod blondinens pande. Hun strøg håret væk derfra.

“Hvad i fucking helvede har I fucking lavet?” spurgte hun, men der var ikke noget hårdt over hendes stemme.

“Mindre snakken, mere ambulance kørening,” sagde Luke, og Leah nikkede. De vendte sig mod køretøjet og gik hen til den.

Nillie græd på Calums skulder, og Jasmine, Maya og Michael blev ledt ind i en ambulance..

“Og de undrer sig ikke engang,” sagde Calum.

“De er vores folk,” forklarede Leah. Hun tøvede, før hun fortsatte: “Hop I bare ombord.”

Luke kiggede hurtigt på hende, smilede og hoppede ind med de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...