Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19201Visninger
AA

49. 49.

Domino

Kapitel 49

Dominobrikker blev stillet op, ryggen mod hinanden. Det var et virvar af sort og hvidt marmor. Mesteren fløjtede stille, imens han pænt satte brikkerne op. En efter en.

En mindre rystelse fik snavs til at frigøre sig fra loftet, og et fint lag støv fløj ned over ham. Han så op og hans fløjten stoppede, munden stadig truttet ud til endnu en tone.

Bordet havde rystet, og syv af brikkerne faldt over hinanden. Da rækken kom til den ottende, væltede den ned på gulvet og krakelerede, knækkede midt på. Den niende og sidste brik stod der endnu. Mesteren så skråt på den.

Så rejste han sig og viftede med hånden. Vagterne fulgte efter ham ud.

Den knækkede brik lå der stadig.

Og vi er ikke faldet endn

---

 

Hvordan det var lykkedes Leah at snige dem med ombord, det forblev et mysterium for Luke, men hun klarede det.

Ingen af dem sagde en lyd hele turen. De sad klemt godt sammen i lastrummet, og det var hulens koldt, men ingen vidste, hvordan de skulle løfte humøret. Så det hang bare laset og gjorde turen endnu mere uudholdelig.

Det var først da Leah fik dem sneget ud af flyet og ud i natten, og da hun målrettet fulgte dem hen mod Horden (Luke gik ud fra, at hun havde en plan), at Nillie åbnede sin mund.

“Det er Michaels fødselsdag,” sagde hun stille.

Ashton åbnede munden for at sige noget, men han kunne ikke komme med nogen hjælpende kommentar, så han forholdt sig stille.

Men stilheden blev brudt, da Horden så dem.

---

 

Michael havde hende bakket op mod muren, men hvad der måske skulle have været hedt og voldsomt, var stille og kærligt, og hans læber bevægede sig perfekt med hendes, præcis som de altid gjorde.

Hendes hænder var i hans hår, og han holdt hende så tæt ind til sig som muligt. Hun mærkede tårerne, der sneg sig ned af hans kinder, smagte salten i dem, og lige pludselig gik det op for hende, hvor meget hun endda havde savnet hans gråd, selvom hun normalt ville insistere på, at hun hadede at se ham græde.

“Mikey,” hviskede hun.

“Maya.”

“Jeg…”

Loftet over dem rystede, og snavs og støv dryssede ned. De rettede begge deres blikke opad, og så mod døren, der blev flået op.

Mesteren stod med sine håndlangere, og én af dem havde fat i Emma.

“Undskyld,” mimede hun til dem.

Snart efter var parret revet fra hinanden.

Igen.

---

 

“Hvad fanden tror du lige, du har gang i!?” råbte Horden. “Merde!”

“Jeg tænkte, de skulle have retten til at prøve på at redde deres venner, og dø om muligt,” sagde Leah roligt. “De er ikke mit ansvar, så det er lidt lige meget for mig.”

Han løftede truende sin hånd og åbnede munden, men hun afbrød ham.

“Hvad vil du gøre? spurgte hun. “Sende dem tilbage og bruge folk og tid på det, eller lade dem komme med os. De skal jo dø på et eller andet tidspunkt.”

Marcus, Ashton, Nillie, Calum og Luke rettede alle blikket mod hende med et ‘hvad-skal-det-betyde’ udtryk. Leah trak bare på skuldrene.

Horden åbnede og lukkede munden lidt. Så sukkede han tungt og lod sin hånd dumpe ned.

“Fint,” sagde han opgivende. “Men de er dit ansvar, forstået?”

“Som i, jeg skal få dem ud i live, for det kan jeg ikke love.”

“Som i, du skal prøve. Og drengen bliver her.”

Horden knipsede med fingrene, og to agenter greb Marcus’ arme og hev ham op, trods hans anstrengelser for at komme ned. Han blev båret tilbage til flyet, alt imens han råbte om, hvor uretfærdigt det var, og om hvordan han bare gerne ville redde sin søster. Ashton fik en dårlig fornemmelse af, at der ventede noget mere bag de mure, og at det ikke var noget sted for en femtenårig.

De fire vendte nu blikket mod ham med det samme, dog mere dømmende og uforstående udtryk.

“Kom så. Vi har nogle børn at befrie.”

---

 

“Det viser sig,” startede Mesteren, “at I har flere venner, end først forventet. Men, men, men.” Et ondt smil voksede på hans læber. “Det har jeg også. Aaron!”

Michaels ansigt blegnede, og han sendte Maya et forvirret blik. Jasmine stod og stirrede på tilsyneladende ingenting.

Et høj, mørkhåret mand kom ind i rummet, og han smilede skævt.

“Michael!” sagde han strålende og slog ud med armene. “Godt at se jer igen.”

“Måske skulle vi alligevel have slået ham ihjel,” mumlede Maya.

Aaron gik over mod hende og lagde en finger under hendes hage for at løfte hendes blik. Hun stirrede ham direkte ind i øjnene, ryggen rank, og hun udviste en form for styrke, som Michael sjældent havde set i sådan en lille krop som hendes. Bare endnu en grund til at elske Maya Larson.

Aaron lagde sit hoved på skrå. “Det er næsten en skam at slå hende ihjel,” sagde han.

Hun spyttede ham i ansigtet, og han lukkede øjnene og tørrede det væk.

“Du har været heldig, Michael,” sagde han, stadig med hans øjne rettet mod Maya. “Ikke alle kan få en ilter pige, men alle går efter det.”

“Det ved jeg,” sagde Michael sammenbidt.

Aaron smilede skævt.

Taget rystede igen, støv faldt ned. Igen, og igen, og igen.

En eksplosion blev genlydt igennem de lange, kolde haller, og selv Mesteren blev så overrasket, at han vendte sig om, lige i tide til at se røgen fylde rummet.

---

 

Horden var ikke ligefrem glad for, at han nu skulle sørge for de fire, men i det mindste var de Leah’s problem.

Calum holdt Nillies hånd, og Ashton så længselsfuld ud.

Luke sad på hug ved siden af Leah, og han skulle flere gange til at lægge sin hånd på hendes skulder, men det var ikke før, hun så på ham med et løftet øjenbryn, at han fik taget sig sammen til at sige noget.

“Tak,” mumlede han. “For at tage os med. Det betyder en del.”

“Du skal ikke takke mig endnu,” svarede hun og vendte blikket tilbage mod de andre hold, der var ved at undersøge et gammelt lagerrum. “Jeg regner ikke med, at de fyrer mig, hvis I dør, så for min skyld gør det ikke så meget.”

Luke sank en klump. Hun var åbenbart ikke den letteste at komme tæt på.

Igen åbnede han munden, tøvede, og sagde så: “Hvorfor kyssede du Ashton?”

Hun trak på skulderen.

“GPS,” svarede hun simpelt. Men det var ikke alt.

“Hvorfor gjorde du det rigtigt?”

Hun vendte sig om, og Luke lagde mærke til, hvor tæt hun var på ham.

“GPS,” gentog hun.

“Og?”

Hun tøvede, som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre.

“De var--er forelsket,” svarede hun. “Og måske har jeg en underlig forståelse af kærlighed, men i min verden er det fair at gøre folk jaloux for at vise dem, hvad de rigtig føler.”

“Du ville hjælpe dem?”

Leah svarede ikke, men så væk.

“Kærlighed er besværligt,” mumlede hun.

“Og du har aldrig oplevet det?” foreslog han.

Igen så hun på ham, men det var strengt og hadefuldt, og måske var der også noget gemt bag det, en form for smerte, som hun gemte, så godt hun kunne bag en arret maske.

“Måske,” svarede hun og vendte tilbage til opgaven, i samme øjeblik som de blev vinket over mod indgangen til varehuset.

---

 

Michael spildte ikke noget tid. Han greb hurtigt Mayas hånd og trak hende, så godt som hans svage og blodige arme kunne holde til, væk, som røgen spredte sig og gemte dem fra deres fangevogtere.

“Vent!” hørte de en svag stemme råber, og snart var Emma op på siden af dem.

“Kom nu!” hissede Michael, og han støttede Maya, da de løb mod en indgang til endnu en kold og fugtig gang. I takt med at luften blev tungere og skridtene en efter en blev svære at tage, var Michaels tanker placeret på et mål; At komme ud herfra, med Maya uskadt.

“Vent på mig,” lød Emma bag dem igen. Men Michael strammede kun hans greb om Mayas hånd.

---

 

Det hele gik så stærkt. Det ene øjeblik havde Calum beskyttende sin hånd om Nillies skuldre, og det næste holdt Luke hende i hånden, imens de styrtede ned af lange, fugtige gange og kolde og snørklede korridorer. Hvad der var sket med de tre andre, var de ikke helt sikre på, men de havde mistet synet af dem, da de hurtigt og i sidste øjeblik drejede om et hjørne, lige som mindst ti fjendtlige vagter stormede forbi dem. De vidste, at de var her, og de var klar.

Luke holdt Nillie tæt ind til sig og talte lavmælt de mænd, der løb forbi. Nillie kunne mærke en varm tåre rende ned ad hendes kind, og hendes greb om Luke blev stærkere. Hun lukkede øjnene, forberedte sig på det værste. Luke vendte ryggen mod korridoren, holdt hende ude af syne.

Men de blev ikke opdaget, og snart var Lukes hånd lukket om hendes igen. De fortsatte ned af gangen, der holdt dem skjult.

---

 

Ashton kunne kun tænke på én ting: Jasmine. Han var ikke sikker på, om hun var i live eller ej, men han ville finde hende uanset hvad.

Det blev dog ikke svært. For der stod hun. Hun stirrede på en væg, anede hverken op eller ned. Ashton faldt næsten ned på sine knæ, men han kæmpede sig frem, råbte og skreg hendes navn, men det virkede ikke til, at hun kunne høre ham.

Endelig nåede han frem til hende, og han kunne ikke lade være med at smile, for endelig var han sammen med hende igen. Han tog fat om hendes skuldre, vendte hende mod sig, fik den største trang til at kysse hende.

Og hun skreg.

---

 

Calum anede ikke, hvordan han og Nillie lige pludselig bare blev splittet op, men han fortsatte alligevel ned af de lange gange, imens han råbte på de andre, hvem som helst, Maya, Michael, Jasmine, Ashton, Luke, Nillie, endda Leah.

Røg snoede sig omkring ham, slangede sig op af hans arme og ben, og han hostede.

“Calum?! Calum!”

Det kunne ikke passe. Men det gjorde det.

Calum så op, kun for at se Michael og Maya der kom humpende/løbende (han kunne ikke helt beslutte sig for, om det var det ene eller andet) imod ham. Maya slyngede armene om ham.

“Maya? Michael? Hvad fuck er der sket med jer?!”

“Lang historie kort,” sagde Maya.

“De er fucking syge i hovedet her!” afsluttede Michael.

“Og Jas kan ikke huske nogen af os!” udbrød pigen igen. “Hun er blevet… zombificeret!”

“Burde vi ikke komme ud herfra?”

Først da opdagede Calum pigen bag dem.

“Emma!? Hvad fuck laver du her?!”

“Hun er god nok,” forsikrede Maya. “Vi skal bare finde de andre og komme ud herfra!”

Calum nikkede en enkelt gang, lagde Mayas arm om ham og så gik det ellers langsomt (så hurtigt, som de kunne) fremad.

---

 

“Den her vej!” råbte Luke og trak Nillie med ind af en bue med nogle få sten trin ned til gulvet.

Nillie hev efter vejret, men hun nåede knap at læne sig forover, inden Luke havde fået hende vendt om, på vej op af trinene igen.

“Ikke den vej,” mumlede han.

Men det var for sent.

“Stop!” råbte en vagt.

“Når jeg siger løb,” hviskede Luke i hendes øre, “så løber du. Tre, to, en, løb!”

Nillie stormede op af trappen, men en vagt fik fat i hendes arm og trak hende ned. Hun slog hovedet mod gulvet, før hun blev samlet op og smidt over skulderen. En anden af vagterne havde løftet Luke op, og han sprællede med benene.

“Nillie!” råbte han. “Nillie!”

---

 

Jasmine skreg højt. Rigtig højt. Ashton gjorde det eneste, han kunne komme i tanke om; han greb hendes arm og trak hende med. Hun sagde ikke noget, men hun strittede imod. I den grad. Det tog ikke lang tid før to vagter stod foran dem, og Mesteren smilede skælmsk, hans læber bredt ud i et smørret grin.

“Du er ikke den klogeste, Ashton,” sagde han. “Hun går ikke nogen steder.”

“Hvad har I gjort ved hende!?”

“Jeg gjorde hende perfekt.”

Mesteren nikkede mod hendes arm, den arm Ashton holdt om. Han opdagede øjeblikkeligt de røde, tydelige mærker, og han gav hurtigt slip på hende. Hun gik hen til vagter, som tog fat om hende, og Ashton kunne kun stirre på sin hånd rødt. En smule rødt væske var spredt over hans hånd. Ikke meget, men det skræmte ham alligevel fra vid og sans.

“Jeg slettede hendes hukommelse,” fortalte han. “Der er ikke noget ved at holde hende som fange, hvis hun er forelsket i en anden.”

Ashton så øjeblikkeligt op på ham.

“Luke er også en nydelig ung dreng,” sagde den ældre mand. “Det er bare en skam, at…” Han så ud til at tænke et øjeblik. Så smilede han ondt. “At det ikke var dig.”

Ashton kunne ikke gøre noget. Han stirrede bedende på Jasmine, men hun så væk og dækkede sine ar.

“Tag ham med,” sagde Mesteren.

---

 

Calum opdagede det knap nok. Det ene øjeblik havde han fat i Maya. Det næste løftede Michael hende besværligt op og bar hende væk, men der blev taget fat om ham bagfra, og han tabte hende, alt imens han skreg hendes navn.

“Maya! Maya! Fuck, nej! Slip mig! I skal fucking ikke røre hende! Maya!”

En vagt tog fat om Calums overarm, og da han trak sig væk, blev han bare væltet af sine fødder, løftet op og smidt over skulderen.

Emma sprang op på ryggen af vagten, der holdt Michael. Det resulterede i, at Michael et kort øjeblik var fri, og han kæmpede sig frem mod Maya, men han blev grebet igen, og det samme blev hun. Emma fik et slag i hovedet, og de var igen på vej tilbage til det modbydelige rum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...