Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19203Visninger
AA

48. 48.

Domino

Kapitel 48

“Clifford? Clifford? Clifford?!”

Michael vågnede, da nogen voldsomt rystede ham og kaldte ham ved hans efternavn. Havde de ikke været fanget et eller andet fucked up sted, havde det været en fucked up Jasmine. Men selvfølgelig var der jo så bare det problem, at Jasmine nu ikke kunne huske hans efternavn.

Michael åbnede øjnene, kun for at se Emmas mørke skikkelse. Han gryntede irriteret.

“Gå din vej, Emma,” sagde han.

Hun rullede med øjnene og gik om bag ham. Hun låste de kæder, der holdt ham tilbage, op. Han mærkede dem løsne sig, og han kom hurtigt på benene, men eftersom han var udsultet, stærkt blødende og på randen til døden, væltede han omkuld.

Emma satte sig på knæ ved ham, og trak i hans overarm.

Han brugte de sidste kræfter, han havde, til at slynge sin knytnæve, så den ramte hendes kind. Hun faldt ned i en siddende stilling og tog sig til det røde mærke.

“Av,” sagde hun, på en mærkelig sarkastisk-overdreven måde, der mindede ham om måden, Jasmine sagde det på. “Jeg fortjente det nok, men av.”

Hun kom op at stå og hjalp så ham op. Hun holdt fast i ham, indtil han kunne gå selv uden at vælte.

“Kom,” sagde hun og vinkede ham mod døren.

“Midnatstortur?” foreslog han sarkastisk.

“Ha ha,” grinede hun falskt. “Nej. Ikke denne gang.”

“Hvad skal vi så?”

“Det… det får du at se.”

Hun ledte ham ned af lange, snævre gange, indtil de kom til en stor, tyk trædør. To vagter vogtede den.

“Holdt,” sagde den ene. “Hvad skal du?”

“De to turtelduer skal have nogle falske forhåbninger,” sagde hun. “De bliver lænket fast til hver deres væg, så de ikke kan nå hinanden. Mesterens ordre.”
Nå, så det er hendes plan. Snedigt, tænkte Michael.

Vagterne tog hende for hendes ord og lod dem ind. De lukkede døren bag dem.

Maya ventede derinde i komplet mørke. Hun så skræmt op og krøb øjeblikkeligt sammen, da hun så Emma. Michael havde mest af alt lyst til at slå hende igen, hvis det var måden, hans elskede Maya reagerede på, når hun så hende.

Så opdagede hun Michael, og hun så ud til, at hun ville sige noget, men ikke kunne.

Emma gik hen til væggen og tændte en fakkel. Det gjorde hun hele rummet rundt, indtil det var helt oplyst.

Synet var ikke, hvad han havde forventet.

Der lå behagelige puder og tæpper på gulvet, og stenene, der omringede dem, så heller ikke lige så klamme og fugtige ud, som de gjorde i de andre rum.

Der stod tilmed et badekar og rent tøj og rensemiddel til alle deres ar.

Michael så på Emma, der havde et lille (undskyldende, ville han sige, hvis han ikke vidste bedre) smil på læberne. Så så han på Maya og tilbage.

“Kom nu,” sagde hun. “Gå hen til hende.”

Michael var hos hende i løbet af et sekund. Han tjekkede hendes ansigt for de værste skrammer og trak hende så ind i et langt kram. Han havde ikke lyst til at give slip, og hans fingre viklede sig ind i hendes fedtede hår.

“Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,” hviskede han.

Tårer faldt ned af hendes kinder, og hun virkede for overvældet til at sige noget.

“I kan få en nat,” sagde Emma. “Rummet er lydtæt, hvis I nu har savnet hinanden meget. Få jer et bad og noget rent tøj, og få gjort noget ved de ar. I må forstå, at jeg ikke kan få her ud, jeg kan ikke få jer væk. Det ligger over min magt. I kunne måske have håbet på, at Lia kunne have hjulpet jer med det, men hun er her ikke og hun… hun ville nok heller ikke have taget straffen for det her. Jeg kan heller ikke gøre noget for… Olson, og jeg kan slet ikke få hendes hukommelse tilbage. Men hun har en behagelig seng at sove i, selvom hun… hun bliver straffet lige så meget som jer. Bare på en anderledes måde. Det her er det bedste, jeg kunne gøre. Jeg kommer for at hente jer ved daggry.”
Hvis de ikke tog meget fejl, så kunne det nemt have været en tårer, der gled ned ad hendes kind, men hvad vidste de? Det kunne have været en fejl.

Emma vendte sig for at gå, da Michael kaldte efter hende. Hun så sig tilbage.

“Hvorfor?” spurgte han.

Igen var der det lille smil.

“Fordi…” Hun lød som om, hun ikke havde et ordentligt svar. “Fordi du lærte mig, jeg stadig er menneskelig, og at det her ikke er et rigtigt liv.”

Igen skulle hun til at gå.

“Og Emma.” Han stoppede hende igen.

Hun så på ham, bad ham fortsætte.

“Tak.”

Hun så helt overrasket ud, som om hun ikke var vant til at blive takket.

“Selv tak,” smilede hun tilbage.
Hun gik uden videre, og efterlod dem. Sammen. Endelig.

---

 

Ashton og Luke fandt dem på hotelværelset. Der var 32 timer til afgang, og de skulle have lagt en præcis plan for, hvordan de kom ombord på flyet, hvordan de fandt frem til Maya, Michael og Jasmine, og hvordan de fik dem fri. Calum og Nillie var stadig ikke kommet tilbage, og de blev urolige.

Luke låste op og trådte indenfor, tæt efterfulgt af Ashton. De så sig lidt om, indtil de fik øje på dem.

De lå på gulvet foran badeværelsesdøren. Calums arm var om hende, og hendes hoved var på hans bryst. De fik det næsten helt dårligt over at vække dem.

Luke satte sig på hug foran Calum og rystede ham let i skulderen. “Calum,” hviskede han. “Mate. Cal. Cal-Pal. Palum. Loverboy. Calum, mate, undskyld.”

“Det var alt, jeg behøvede at høre,” sagde Calums svage stemme, et skævt smil om hans læber. Han åbnede dovent øjnene.

De rettedes næsten øjeblikkeligt mod Nillies blonde skikkelse, og hans smil gik fra at være kæphøjt til at være åndeløs. Som når man vågner op med sin drømmepige, og indser, hun er ens og ingen andres.

Han kyssede hende i hovedbunden.

“Jeg elsker hende,” fortalte han nok mere sig selv end Luke og Ashton. Han så op på dem. “Det gør jeg virkelig.”

“Det ved vi, lad,” smilede Ashton. Han efterlignede Lukes handling og satte sig på hug. “Derfor har vi også indset, at du aldrig ville gøre noget for at såre hende. Og du elsker også Mikey. Og Jas. Og Maya. Og du ville aldrig udlevere dem. Vi er kede af det, undskyld.”

“Vi var vel bare… vi havde vel bare brug for en grund,” sagde Luke. “En grund til, hvorfor de blev taget fra os. Og du blev så den grund. Undskyld, vi er virkelig kede af det.”
“Hey,” sagde Calum. “Det er okay.”

Han puffede lidt til Nillie for at vække hende.

“H-hvad?” spurgte hun grødet.

“Vi skal op,” forklarede han hende. “Vi skal få vores venner tilbage. Eller, Ashton skal vel have lidt mere end en ven.”

Han blinkede til ham, og den blonde dreng rullede med øjnene, men han smilede indvendigt.

---

 

“Det her er rart,” sagde Maya og lænede hovedet tilbage, så det hvilede mod Michaels bryst.

“Ja,” smilede han, for første gang i alt for lang tid. Hans arme var om hende, noget han havde savnet så ufatteligt meget.

De lå i badekarret, omringede af varmt, beroligende vand. Hun lå imellem hans ben, ligesom hun burde. Hun var i sikkerhed hos ham, ligesom hun burde være.

Måske i et andet liv, så ville de ikke være i konstant fare. Måske i et andet liv, så ville han kunne elske hende, uden nogen farlige, fucked up konsekvenser.

“Jeg elsker dig, Mikey,” sagde hun.

“Jeg elsker også dig, prinsesse.”

Han begravede ansigtet i hendes hår.

Hun var hans igen, selv hvis det kun var midlertidigt.

Hun var hans.

Han var hendes.

De var sammen.

---

 

16 timer til afgang.

Klokken var seks om morgenen, da Lukes mobil ringede.

Han fumlede med den, før han endelig fik trykket på den grønne knap.

“Hallo?” sagde han grødet.

Hvis du sladre til Horden, så er du en død mand,” sagde en genkendelig, feminin stemme som det første.

“Hvem er det?”

Hør godt efter,” hun ignorerede hans spørgsmål. “Jeg kan få her med ombord på flyet i aften.”
Pludselig var han lyst vågen og fuldkommen bevidst om, hvem det var.

“Det er det bedste, jeg har hørt i lang tid.”

Mød mig ved indgangen til hovedkvarteret klokken halv ti. Kom til tiden, ellers bliver I efterladt tilbage, og efterhånden har jeg godt regnet ud, hvor meget I vil med.”
Hun lagde på. Men Luke var ligeglad. Han havde hørt, hvad han havde brug for at høre.

Han vækkede de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...