Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19247Visninger
AA

47. 47.

Domino

Kapitel 47

Mesteren så langt fra tilfreds ud.

Han kiggede ned på Jasmine, der sad på sengen med en blodig arm. Hun tabte kniven efter sjette snit, og den gamle havde udstødt et suk af foragt og skam.

“Kan du ikke se?” sagde han og stillede sig overfor hende. “Du bliver pænere af det. Du kan umuligt blive grimmere end det der, jeg gør dig fuldendt.”

Jasmine sagde ikke noget, så ikke op.

“Du får det bedre af det,” forsikrede han.

“Gør jeg virkelig?” hviskede hun i en lav undertone.

“Hvad sagde du?”

Hun svarede ikke, men så nu op.

“Hvad. Sagde. Du. Til. Mig?” gentog han, nu lidt mere truende.

Hun sagde ikke noget og så igen ned på sine hænder, men han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes blik. Han gav slip, men snart efter landede en lussing på hendes kind og farvede den rød. Han blev ved og ved og ved, og hun vidste efterhånden ikke, om hun bare hørte syner, når stemmerne fortalte hende, de elskede hende. Hun var i tvivl om hun nogensinde var blevet elsket.

---

 

“Maya, fortæl mig hvor de er,” sagde Mesteren. “Jeg har ikke tænkt mig at spørge to gange.”

“Godt,” svarede hun og spyttede noget blod ud. “For jeg ville hade at afvise dig to gange.”

“Nuvel,” sagde han bare og viftede med hånden.

De var inde i et stenrum, og et nedhugget kar var blevet fyldt med brændende kulstykker. Vagterne, der holdt Michael oppe, løftede ham igen ned mod stenene, og han trak vejret dybt ind og drejede ansigtet. Han var akkurat lige nede at røre, og han skreg op. Han havde efterhånden adskillige brandmærker over hans bare bryst, og Maya kæmpede imod rebene, der holdt hende bundet. Men forgæves.

“Hvad hvis nu jeg fortæller jer, vi fik et tip om, hvor I var?” spurgte Mesteren så.

“Hvad mener du?” Maya lagde hovedet på skrå.

“Jeg mener, at den forfærdelige, forfærdelige nat, hvor I tre blev… fundet,” forklarede han. “Hvordan tror I, vi fandt frem til jer? Vi kunne… have fået et tip. Fra én, som vidste, hvor I var på vej hen.”

Hverken Maya eller Michael sagde noget.

“Tænk over det. Hvem ville hverken miste sine to bedste venner eller sin kæreste?”

De tænkte lidt over det. Så så Michael forfærdet op.

“Calum…” sagde han. Mesteren nikkede med et ondt smil smørret over sit ansigt.

“Den forbistrede, lille…” begyndte Maya.

“Ikke bande,” sagde Mesteren. “Det her er trods alt et gammelt kirkerum.”

“Som I torturerer folk i?” spurgte Michael målløst.

Den gamle viftede igen med hånden, og vagterne løftede ham igen mod flammerne.

“I skal ikke trodse mig på nogen som helst måder,” sagde han roligt. “Mit ord er lov. Og det skal I lære at leve efter. Selvom, jeg tror miss Olson har lært det.” Han smilede kækt, og Michael var klar på at slå ham ihjel. Hvis ikke han havde været så tæt på gløderne.

---

 

“Jeg kan ikke klare alt det her pis lige nu,” lød det trist fra Nillie, hvilket brød den lange stilhed i bilen. Opmærksomheden blev sat på hende, og hun kiggede op fra sine blege hænder. “Tre af vores bedste venner bliver tortureret, pint til fucking døden, og alt hvad vi kan gøre er at sidde og lave ikke en skid. For at gøre det værre, valgte jeg at vende mig mod min fucking kæreste.”

Hun rystede uroligt på hovedet og vendte tilbage til de ‘fascinerende’ håndflader.

“Det er ikke din skyld Nil,” beroligede Luke hende med en stille, men dog vred stemme, efter at have hørt Calum blive nævnt.

“Men jeg skulle have været der for ham,” mumlede hun.

“Nillie,” sagde Ashton. “Måske skulle du tage hen til hotellet og snakke med ham. Han skulle være roligere nu.”

Hun nikkede stille, og Dragon kørte hende fra Mayas bedstemor og hen til hotellet, hvor Calum forhåbentligt ville lytte nu.

---

 

I takt med at hun gik ned af den smalle gang, fløj tankerne rundt i hendes hoved. Hvad ville han sige? Hvad ville hun sige? Alt sammen var lappet over hinanden, forvirrende som den endelige eksamen i Matematik.

Hun gik forbi de mange værelser og endte til sidst foran døren. Bag den opfandt han sig, men hendes underbevidsthed holdt hende fra at åbne den lukkede portal til helvede. Hun lagde stille sin hånd på døren, klar til at banke. Men hun kunne bare ikke. Var han overhovedet derinde? Der var forholdsvis stille. Hun lagde sit øre mod det kolde træ.

Pludselig forsvandt den plade af træ, hun havde støttet sig imod, og landede med et mindre bump i et par varme, stærke, genkendelige arme. Hun så op kun for at møde de brune øjne, hun kendte så godt. Han lavede en lyd, som hun tænkte nok var et dæmpet suk. Han hjalp hende op at stå, før han vendte sig væk.

“Hvad laver du her?” spurgte han hårdt, uden at vende blikket mod hende.
“Jeg-” stammede hun. Det lød slet ikke som den Calum hun havde kendt. Den Calum hun havde krammet. Den Calum hun havde kysset. Den Calum hun var blevet så ellevild med.

“Ved du hvad? Jeg er ligeglad!” mumlede han og gik bag døren for at lukke den.

“Calum, din fucking idiot, du kan ikke bare være sådan der!” udbrød Nillie, brudt ud af sin nervøsitet.

Han stod bare. Lammet. “Hvorfor lukker du døren i ansigtet på den pige, der åbenlyst vil løse problemerne imellem jer?!” fortsatte hun og gik et frustreret skridt imod ham.

“Fordi, jeg ved at det ikke kan løses!” råbte han af hende, hårdt. Tårer trillede stille ned af Nillies kind. Calum prøvede at lukke døren i, foran hende, men mislykkedes da hun forvirret satte sin fod imellem døren, og karmen.

Hun fik sin spinkle krop klemt ind, og satte begge fødder stabilt på jorden.

Hun kunne mærke øjne bore sig igennem hendes kranie, og hele vejen ind til sin hjerne. hun tog en dyb indånding, og undlod at vende blikket mod ham. Et suk mere lød, efterfulgt af lyden af døren. Hun mærkede et stød i sin ene side, og endte med et på gangen.

“Lad os ikke gøre det her,” sukkede han vredt og lukkede døren i.

“Calum! Du kan ikke bare flygte fra problemerne på denne her måde!” skreg hun til døren, åbenlyst om at han ikke ville svare. Men, til hendes overraskelse, åbnede døren knirkende op.

“Jeg flygter ikke!” mumlede han som svar. Nillie skubbede frustreret til hans bryst.

“Hvad vil du så kalde det? En løsning?” råbte hun af ham.

“Lad vær med at råbe!” udbrød han, og greb hårdt fat om hendes ene overarm. Smerten mindede alt for meget om hendes fortid. De hårde ord. Det stramme greb. Aaron.

“Calum... Du skader mig,” mumlede hun smertefuldt.

“Det var dig, der ville det her! Dig der ville have en løsning, og nu skal du fandme få den!”

Grebet forblev stramt, da han trak hende ind i rummet og lukkede den forbandede portal til helvede.

---

 

“Så hvad gør vi?” spurgte Luke.

“Vi… sniger os med?” foreslog Ashton.

“Hvordan?” sagde Marcus, og de så begge på ham.

“Du skal ikke med,” sagde den ældre.

“Hvorfor ikke?”

“Du er for ung,” sagde Luke. “Og så har du en familie, du skal passe på, hvis… hvis der er sket noget med Maya.”

“Hvilken familie?” gav han igen. “Den der ligger tilbage i Mayfield?!”

De stirrede på ham. “Marcus…”

“Ved I hvad?” afbrød han. “Maya er ikke den eneste, der er fan af jer. Og jeg skammer mig ikke engang over det. I skulle forestille at være superhelte. At redde dem, I holder af. Så hvorfor må jeg ikke redde min søster, min eneste søster? Og Jasmine. Hun har også altid været familie. Så fortæl mig. Hvordan kan det være I, hendes kæreste og venner, gerne må gå imod ordre prøve på at redde hende, når jeg, hendes lillebror ikke må?”

Ingen af dem svarede, så Marcus fortsatte.

“Maya har altid været der for mig,” sagde han. “Men jeg har ikke altid været der for hende. Jeg ved, hun har været igennem en svær tid. Men jeg ignorerede det og lod hende være. Det var Jasmine der hjalp hende. Ikke mig. Ikke hendes bror. Jeg skulle have været der for hende dengang. Så vil I ikke nok lade mig være der for hende nu?”

Luke og Ashton så på hinanden, før de sukkede.

“Hvis den mindste ting går galt, så styrter du ud derfra,” sagde Ashton.

“Og hvis du bliver taget, så skal du gøre alt, du kan, for at slippe væk,” tilføjede Luke.

“Og du kan lige vove på, at tage Michelle med.”

---

 

Hvad sagde du lige?” udbrød Nillie, som gik frustreret imod den anden skikkelse i rummet.

“Jeg sagde at det ville være bedre, hvis du bare kunne holde kæft fra tid til anden!” angreb Calum hæst. Han gik forbi hende, undvigende overfor øjenkontakt. “Det kunne have hjulpet dig, sådan at du havde hørt hvad jeg sagde til at begynde med!”

“Calum, jeg er tæt på at forlade dig lige nu, hold du hellere bare kæft, okay?!” truede Nillie og vendte sig mod ham.

“Så er der bare endnu en grund til at fortsætte!” hvæsede han af hende.

De havde kørt frem og tilbage med dette i, hvad føltes som, timevis.

“Jeg kan fandme ikke tro dig!” skreg hun i hans ansigt. Calums bryst rejste sig tungt, i takt med hans åndedræt. Vreden bredte sig i hans øjne, og næverne blev hurtigt knyttet.

“Ved du hvad?” sagde han, stemmen mere kontrolleret. Man kunne dog ikke sige det samme om hans temperament. “Jeg er så fucking træt af dig. Jeg er så fucking træt af, at du altid skal opføre dig som om, du er så meget klogere end mig. Jeg er så fucking træt af dig og alt dit pis, så nu holder du fandme din kæft. Jeg er så fucking færdig med dig.”
Hun var på randen til tårer, men hun nægtede at lade dem falde.

“Din fucking idiot, Calum,” mumlede hun.

“Hvad fanden sagde du lige til mig?!”

“Jeg sagde din. Fucking. Idiot. Hvorfor fuck tror du, du har retten til at svine mig til på den måde, når jeg kommer her for at sige undskyld til dig?! Hva?! HVA?! Hvorfor tror du, du er så højt hævet over mig?! Du tror altid det er din opgave at passe på mig, og ærlig talt er jeg ved at være godt træt af det!”
“Jeg passer på dig, fordi du er en ynkelig, lille pige, som ikke engang kunne slå op med en dreng!”

Tårerne faldt nu, i stride strømme. Hun løftede sin hånd, men han kom først.

Et rødt mærke blev efterladt på hendes kind, og hendes kolde fingre rørte stille ved det opsvulmende slag. Det føltes som en million giftpigge fra brandmænd i et sted. Hun så op på ham, og han opdagede hvor langt han egentlig var gået, og han huskede Ashtons ord.

For uanset hvad, du gør, så vil du aldrig blive accepteret og du vil aldrig have nogen til at holde af dig’.

“Undskyld!” skreg Nillie, som et sidste forsøg. “Det er det ord du vil høre, ikke? Det ord du så desperat vil have ud af mig, ikke?” snøftede hun hæst, men stadig med en hård tone i stemmen. “Jeg ville ønske jeg havde sagt det til at begynde med, men det er for sent nu! For nu har det her ‘forhold’ virkelig ramt lortet.” afsluttede Nillie, gned sit øje og gik stille mod badeværelset. Calum stod tilbage, lammet af øjeblikket og af de pludselige ord. Lyden af badeværelsesdøren lukke sig, trak ham ud af trancen. Han løb mod døren. Trak i det gyldne håndtag. Låst. Man kunne høre stille snøften, og snart senere, fuld gråd komme indefra det aflukkede rum. Han bankede frustreret på døren, med mellemrum hvor han igen tog i håndtaget, selvom at han vidste dens tilstand.

“Nillie!” råbte Calum. “Du bliver nødt til at lukke mig ind!” Han kunne mærke den brændende fornemmelse i sine øjne.

“Skrid nu bare af helvedes til! Det har du gjort så mange gange før!” skreg den kvindelige stemme og et bump lød på den hvide trædør. Calum sukkede tungt, begravede sit ansigt i hans hænder, og gled stille ned af døren.

“Nillie,” hviskede han. “Jeg elsker dig.”
---

 

Han måtte være faldet i søvn, for da han vågnede, sad Nillie overfor ham. Hendes overarm havde et rødt mærke, fire røde, lange fingre. Der hvor han havde haft sit greb om hende. Hendes kind var hævet og rød og blå. Han mindedes et billede af hende dengang hos Jasmines mor. Da hun havde ligget på sofaen, skræmt, såret. Men denne gang var det ikke noget værk af en sindssyg ekskæreste, der ikke forstod hvornår nok var nok. Denne gang var det en sindssyg kæreste, der havde glemt, hun allerede havde været igennem det her. Denne gang var det ham. Denne gang var det Calum.

“Undskyld,” hviskede han grødet, og tårer løb ned af hans kinder. “Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg elsker dig så meget, Nillie. Jeg var vred over, at I allesammen troede på det den… den fucked up mand sagde, men jeg skulle aldrig have såret dig. Og jeg… jeg forstår, hvis du gerne vil hjem. Efter vi har reddet Jas og Michael og Maya, kan vi finde dine forældre og løse alt det her…”
“Calum,” afbrød hun og lagde sin hånd mod hans kind, “der er ingen steder, jeg hellere vil være, end hvor du er.”

Han græd for alvor nu, og han trak hende ind til et kram.

“Undskyld,” græd han. “Undskyld, jeg elsker dig, undskyld.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...