Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19195Visninger
AA

42. 42.

Domino

Kapitel 42

Mesteren nikkede. Eliot havde netop fortalt ham om situationen. Han klappede mobilen i, tog en dyb indånding og vendte sig om. Clifford sad igen bundet til en stol, Olson stod loyalt og ventede på en ordre. Larson hang i kæderne og så svag og grålig ud.

Mesteren gik hen til drengen og løftede hans blik. “Du løj for mig,” sagde han.

Clifford hævede et øjenbryn. “Hvad mener du?”

En lussing fløj igennem luften og farvede hans kind rød.

“De er ikke i Sverige,” sagde han.

“Og hvordan fanden skulle jeg vide det?! Det var ikke mig, der valgte at kidnappe mig, så jeg ikke har nogen mulighed, for at vide hvor de er!” gav han igen, og en ny lussing blev placeret.

“Hvor. Er. De?”

“Jeg. Ved. Det. Ikke.”

Mesteren sukkede. “Heldigvis skal kære Maya ikke gå igennem de samme ting, som hun gjorde før.”

Han nikkede mod en af vagterne. Vagten tog en fjernbetjening og trykkede på en knap. Samme øjeblik blev en elektrisk ladning ført gennem kæderne i loftet og gulvet, og Maya blev tilført en enorm mængde stød. Hun skreg.

“Maya!” skreg Michael.

“Fortæl mig, hvor de er?”

“Jeg ved det ikke!”

“I så fald.” En ny chokbølge kom, og Michael indså hurtigt, at hun ikke kunne holde meget længere.

---

 

De kørte på hospitalet tidligt om morgenen. Nillie blev udskrevet, og de tog til lufthavnen med det samme.

De landede i London omkring middag. De checkede ind på et hotel, og Dragon og Johann sørgede for at holde sig foran dem hele vejen til MI6 hovedkvarteret. De ville ikke tage en bil, i tilfælde af, at noget gik galt.

De holdt sig nogenlunde ud af øjesyn; Lukes hår glattet og solbriller til at dække hans øjne, Ashton havde en hat og solbriller på, og Calums arm lå blidt om Nillies skulder. Johann og Dragon holdt sig et stykke foran, men ikke for meget.

Og så gik det galt.

“Nillie?” spurgte en stemme. De vendte sig om, og så en blond dreng kigge på dem. Han holdt i hånden med en platinum blond pige. Hans øjne var grønne, og Nillie var frygtelig bevidst om, hvor hun kendte ham fra.

“Marcus?” sagde hun. “Hvad laver du her?”

“Siden… ulykken,” startede han. “Vores bedstemor bor her i byen, så jeg tog hertil og inviterede Michelle med. Hvor er Maya?”

“Maya er…” Men Ashton kunne ikke slutte den sætning.

“Og Jasmine? Og Michael? Hendes bedste har spurgt efter hende, og hendes far ringer konstant.”

Jo, Michael Olson havde ringet adskillige gange, men telefonen var ikke blevet taget. Ashton ville ikke igennem den samme samtale, som han havde med hendes mor.

“Vi forklarer det senere,” sagde Nillie. “Tag hjem. Begge to. Vi kommer, når vi lige har… ordnet noget. Det lover jeg.”

---

 

Mesteren lagde en finger under Mayas hage, og Michael følte sig syg af at se ham røre hende. Hans tanker strejfede Jasmine, og hvordan hun desperat havde skreget efter hjælp, nogle af de første nætter, de var der. Hun havde råbt efter Ashton, efter Calum, Michael, dem alle sammen. Men ingen hjælp kom.

“Tænker du på dine brødre?” spurgte Mesteren. “Eller dine forældre? Er det ikke uretfærdigt? De var så unge. Og vi slog dem ihjel. Tænk på Marcus. Han døde næsten. Og han aner ikke, hvor du er. Tænk på hans kæreste. Du var hendes ven, før de to fandt sammen. Tænk på Simon og Sean. De har virkelig ingen anelse om, hvad der virkelig skete. De ved bare, at deres forældre døde i en eksplosion, deres lillebror og hans kæreste kom på hospitalet, og deres søster, deres eneste søster, forsvandt efter det. De havde ingen anelse om, hvor du var, indtil de så dig i avisen.”

“Gå ad helvedes til,” sagde hun og spyttede ham i ansigtet. Han tørrede det væk, og nikkede mod vagten igen. Han trådte et skridt tilbage, og Mayas krop blev igen svagt oplyst af stødet.

“Tænk på jeres venner,” fortsatte Mesteren. “De kommer til at dø, bare for at redde jer. Det vil ikke lykkes dem. Det kan jeg love jer. Jeg vil altid være her. I to… I skulle ikke have involveret dem. I ville være blevet dræbt, ja, men se på stakkels Jasmine.”

Han gik hen imod den blonde skikkelse. Hun bevægede sig ikke.

“Skulle hun virkelig slæbes med ind i det her? Se på hendes arm. Hendes hud. Hun kan ikke huske noget, hun kan ikke være glad. Hun er et offer, som I så selvisk ofrede.”

“Du skal fucking ikke tale om at være selvisk!” skreg Michael, og tvang sig selv fremad. Dog blev han holdt tilbage af nogle vagter.

“Slap nu af, Michael. Det er ikke fordi, jeg slår hende ihjel. Endnu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...