Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19237Visninger
AA

41. 41.

Domino

Kapitel 41

Simba lagde frustreret på. Lia hævede et øjenbryn og så på ham.

“Noget galt?” spurgte hun.

“Jeg har ringet til alle tænkelige hoteller, de små fnatmider kunne bo på,” forklarede han. “Men de er ikke tjekket ind på nogen af dem.”

“De vil sikkert ikke risikere at blive fundet,” opmuntrede hun og tog et magasin. “I Edinburgh boede de med hende den blondes mor. Og det virker til, hun har familie over alt. De bor højst sandsynligt med en af hendes tolv tusind fætre.”

“Jeg ringede også til John Feldmann, og han aner ikke noget om en Sverigetur,” fortsatte Simba.

“De fortæller aldrig nogen, hvor de tager hen.”

“Det virker bare lidt… mistænkeligt.”

Hun lukkede magasinet og hævede igen et øjenbryn. “Tror du den dreng løj overfor os, når hans kærestes liv stod på spil? De andre havde ret. Du er virkelig dum.” Hun sukkede og fortsatte med at læse.

---

 

Telefonen vibrerede fra hans lomme, og han fiskede den op. Uden at tjekke displayet trykkede han på den grønne knap.

“Hallo?”

Jasmine!?” udbrød en desperat stemme. Ashton tabte næsten mobilen, og han måtte bide sig i læben. Han tjekkede coveret, for at se, hvis mobil det var. Let’s be Unpredictable var skrevet hen over en sort baggrund med svungne bogstaver, selve mobilen var en Samsung. Det var Jasmines. Det kunne regnes ud bare ved at kigge på mærket. Jasmine var ikke en Iphone type.

Han havde den hele tiden på sig. Det fik ham til at føle hun stadig var der. At han havde taget den og gemt den, og at hun stadig ikke vidste, hun manglede den. Det havde han gjort flere gange, men nu ville hun bare ikke opdage det og komme løbende og hoppe op på hans ryg, indtil han gav hende den.

Ashton så på displayet. Mor stod der over et billede af en yngre Jasmine, der sad på sin mors skød med is ud over hele ansigtet. Han tog en dyb indånding og tog mobilen op til øret igen.

“Det er ikke Jasmine,” sagde han. “Det er Ashton.”

Ashton?” spurgte Maya. “Hvor er Jasmine?”

“Jasmine…” Hendes navn var nærmest kun en hvisken, et spøgelse, på hans pludselig så kolde læber. “Hun… hun…”

Jeg så det i nyhederne,” forklarede kvinden i den anden ende. “I sagde, Michael, Maya og Jasmine ikke længere var sammen med jer, og at hun var hos sin faster. Men jeg ringede til hende, og… og hun var der ikke. Jeg ved ikke... jeg forventede vel, at hun selv havde sin mobil, men... Ashton, fortæl mig, hvad der foregår. Vær nu sød. Hvor er min datter?”

“Jeg ved det ikke,” hviskede han.

Der var stille et øjeblik.

Hvad mener du med, at duikke ved det?! Hvordan kan du ikke vide det?! Hvad er der sket med hende?!

“Hun er væk, okay!” Han havde fået nok. Han kunne ikke holde ud at tænke på det. “Hun er væk, hun er væk, hun er væk!”

Hv-hvordan væk?”

“Død,” sagde han bare. “Vi… jeg tror hun er død.”

Men… hvordan?”

“Hun blev kidnappet, vi ved ikke hvor hun er, og jeg er ret så sikker på de har slået hende ihjel, medmindre hun kunne tilfredsstille den fucked up psykopat som har tænkt sig at fucke lidt rundt med hende, indtil hun ikke kan længere. Men din datter… hvis hun ikke tilfredsstiller ham, så ved jeg ikke hvad vil. Hun er det mest perfekte til nogensinde at gå på den her fucked up jord. Men lige nu… lige nu tror jeg, det ville være bedre for hende, hvis hun var død…”

Røret blev lagt på i den anden ende. Ashton sad med en rystende hånd, telefonen stadig presset mod øret. Han lagde den stille ned.

Der blev banket på. Luke åbnede forsigtigt døren.

“Hey, Ash,” sagde han med et lille smil. Han satte sig ved siden af ham på sengen. Johann og Dragon havde ryddet op, imens Calum og Luke lagde planerne for turen til MI6, og Ashton… tja, det var vel bedst, hvis Ashton fik et øjeblik alene.

Det øjeblik blev til to, og snart efter sad han på badeværelset, rystende hænder med små metal blade liggende, i færd med at gøre, hvad han engang havde stoppet Jasmine fra at gøre.

“Hey,” sagde Ashton. Han tog en dyb indånding og så så på Luke med det bedste smil, han kunne fremtvinge.

“Calum er ved at lave mad… eller, han prøver i hvert fald.”

“Hvis han nogensinde bliver gift med Nil, så tror jeg godt hun kan regne med selv at lave det,” sagde Ashton, og Luke kluklo.

“Hun vil tigge og bede om at få lov,” grinede han.

“Til hvad?” spurgte Krøllen med et glimt i øjet. Luke faldt tilbage på sengen og tog sig til maven, og Ashton lå grinende ved siden af, det første rigtige grin siden Jasmine forsvandt.

“Men altså,” sagde den blåøjede så, nu meget mere alvorligt. Han vendte blikket mod sin ven, og Ashton gjorde det samme.

Så satte han sig op og begravede ansigtet i hænderne. Luke lagde en hånd på hans ryg.

“Vi finder hende,” opmuntrede han.

“Og hvad hvis det så er for sent?”

“Det er det ikke.”

“Hvordan ved du det?”

“Jasmine er en fighter,” svarede han. “Hun kæmper for sit liv, og hun har ikke tænkt sig at lade dem tage hende ned. I hvert fald ikke uden at hive nogle af dem med sig ned.”

“Jeg ved det,” sukkede Ashton. “Når jeg finder de svin, slår jeg dem ihjel.”

“Det er du ikke ene om,” sagde Luke.

I samme øjeblik hørte de et brag fra køkkenet, efterfulgt af et ‘jeg er okay’. De skyndte sig derud, inden en ny ulykke forekom.

---

 

Simba snoede sig elegant ind og ud mellem den tykke menneskemængde. Han kunne stadig se det mørke hår lige fremad, og han smilede til sig selv.

De var ankommet til lufthavnen i Malmö, Sverige, og Lia havde øjeblikkeligt sat efter en blond dreng med krøller og en bandana. Selv havde han fået øje på en dreng med mørkt hår med en lys highlight.

Så snart mængden af mennesker tyndede lidt ud, satte Simba farten op. Hans fingre strakte sig ud efter den mørkhåredes arm…

Han hev ham med om bag et hjørne, trak pistolen op ad lommen og sigtede på manden. I samme øjeblik blev løbet skubbet nedad, så skuddet ramte mandens lår. Han skreg ud i smerte, og Simba, per refleks, gav ham en lussing, der slog ham ud.

Simba rev sin telefon op af lommen. Han ringede til Lia, der snart efter tog den.

Hallo, Simba?” lød det i den anden ende. “Det er ikke den rigtige dreng.”

“Hvad mener du med ‘det ikke er den rigtige dreng?!” spurgte han forarget. “Hvem er det så?!”

Tror du, de…”

Det sidste han hørte, inden røret blev lagt på, var Lias desperate stemme, der lød som om, hun prøvede at slippe fri.

“Lia? Lia?”

Simba fornemmede nogen kigge på sig. Han vendte sig langsomt om, og foran ham stod ingen ringere end Remi Horden, agent for MI6, som længe havde set frem til at hugge hovedet af ham. Han havde en pistol hævet mod ham og et skævt smil klistret på læberne. Bag ham stod to andre agenter. Simba sukkede og løftede armene over hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...