Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19195Visninger
AA

39. 39.

Domino

Kapitel 39

Ashton vågnede på noget gruset og ubehageligt. Han åbnede øjnene. Tusmørket mødte ham. Han rejste sig op og så sig omkring. Så hørte han et genkendeligt grin lidt fra ham.

Luke gik i parken. Jasmine gik ved siden af, og deres fingre var flettet sammen. Deres arme svingede frem og tilbage, og et smil var klistret på hendes læber.

“Hvad er der?” spurgte han.

 Hun så smilende på ham. “Jeg er bare glad,” indrømmede hun.

“Hvorfor?”

Hun stoppede op, tog hans anden hånd og så ham i øjnene. “Luke,” hviskede hun og lænede sig ind imod ham. Hendes hænder bevægede sig fra hans til hans mave, op over hans bryst, hals og op til hans kinder. Hun trak ham ned til sig og…

 

Ashton faldt igennem et hul. Han landede hårdt på det mørke gulv. Han fik sig rejst op og han så sig om. Der var helt mørkt omkring ham.

Og så kom der et lys. Et enkelt spotlight, der lyste ned på en bekendt krop.

Jasmine lå sammenrullet på gulvet. Hendes hud var bleg, næsten hvid. Hun rystede svagt, og tårer gled lydløst ned af hendes kinder.

“Jasmine!” skreg han og styrtede mod hende, men noget holdt ham tilbage. En form for kraft der hev i ham.

“Jasmine,” hviskede en stemme så. Ashton så forfærdet op. Luke kælede stille med hendes hår. Han sad ved siden af.

“Luke,” sagde hun grødet og så op på ham. Han smilede til hende og trak hende op at sidde. Han skubbede nogle hårlokke væk fra hendes ansigt og lagde blidt sin hånd mod hendes kind. Han trak hende tæt på sig og kyssede hende.

Ashton så hjælpeløst til. Han bankede i gulvet, og prøvede på at tvinge sig selv frem, men han var fanget hvor han stod. Luke, hans bedste ven, kyssede Jasmine, som Ashton udmærket godt vidste var forelsket i hende.

Jeg sagde jo, du skulle have fortalt hende det,’ sagde en stemme.

‘Hold kæft,’ mumlede Ashton imens han gled længere og længere ind i mørket, væk fra Luke. Væk fra Jasmine.

---

 

“Ashton?” Luke ruskede sin ven i armen. “Ashton?”

“Hv-hvad?” mumlede Ashton. Han åbnede søvnigt øjnene.

“Du græd,” sagde Luke. “Drømte du om hende? Om Jasmine?”

Han nikkede. “Det tror jeg,” sagde han. “Og om…” Og om dig, der kyssede hende, fordi du så åbenlyst også er forelsket i hend…

“Jeg er ikke forelsket i hende,” sukkede Luke, som om han havde læst hans tanker. “Hun er bare en virkelig, virkelig god ven, og jeg savner hende. Mere end noget andet. Jeg har brug for hende, men ikke lige så meget som du har.”

Ashton åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud.

---

 

“Så hvad skal vi helt præcis?” spurgte Michael. Emma smilede skævt.

“Du skal svare på nogle spørgsmål,” sagde hun.

To vagter havde fat i ham, og de ledte ham nu ind i et lille, lukket rum. Der hang en lænke fra en sten i loftet. En sort ramme omringede den, og Michael gættede på, at den kunne rykke sig opad. Samtidig var der en lænke i gulvet, med endnu en ramme om den.

Men Michael blev ikke lænket fast. I stedet bandt de ham fast til en stol med skærende og brændende reb. En dør blev åbnet og ind kom manden, med Jasmine lige efter. Hun havde et blankt udtryk i øjnene, og da de gik forbi ham, for at krydse rummet, skænkede hun ham ikke så meget som et blik.

Fulgt efter dem, med vagter til at slæbe hende, kom… kom Maya.

Michael mistede vejret et øjeblik. Hun var svag og grålig, og hun kunne knap bære sig selv.

“Svin!” skreg han, og gjorde alt hvad han kunne for at komme fri, men rebene skar sig ind i hans hud, og en af vagterne stak ham en øredøvende lussing. Noget vådt løb ned af hans kind.

Manden smilede. “Jeg tror aldrig, vi er blevet ordentligt præsenteret,” sagde han. “Jeg er John Goodman, eller Mesteren, om du vil.”

“Fandme om jeg vil!” mumlede Michael bittert.

Mesteren smilede bare. Så nikkede han mod en af vagterne, der stod omkring Maya. Han løftede op i hendes slappe krop. Han bandt lænkerne om hendes hænder og fødder.

Og i det indså han, hvad der ville ske. “Nej,” hviskede han. “Nej!” Han skreg, vred sig, gjorde sit bedste for at komme fri. For at komme over til Maya. For at redde hende.

En ny lussing kom flyvende, og igen sad han stille med sved dryppende ned af hans ansigt, som små, fuldkomne perler.

“Men fordi jeg er en respektabel mand,” sagde Mesteren og stillede sig op foran ham, “vil jeg starte ud i de små.” Han vinkede Jasmine over, og hun fulgte trop. “Ser du,” startede han igen. “Jeg har brug for svar. Om dig og dine… venner. Ja, de andre du var sammen med i hvert fald. Og jeg gætter på, at du ikke reagere på tortur. Ikke fysisk for dig. Men… psykisk, måske. Og fysisk for en anden. Så derfor skal du enten svare på mine spørgsmål, eller også må søde Jasmine her skære lidt i sig selv. Og var det ikke det, I var så bange for?”

Michael stirrede olmt. Han sagde ikke noget, og Mesteren sukkede.

“Tror du ikke på mig?” spurgte han. “Nuvel.”

Han knipsede med fingrene, og en vagt kom op til ham. Han rakte ham en kniv og gik væk igen. Mesteren rakte Jasmine kniven, og hun skar en lang linje fra håndleddet til albuen.

“Stop det! Stop det!” skreg Michael.

“Du kan stoppe det,” sagde Mesteren. “Svar på mine spørgsmål, og jeg skal bede hende stoppe.”

“Hvilke spørgsmål?” spurgte drengen bittert.

“Hvor er resten af dit lille, usle band?”

“Det ved jeg ikke.”

Mesteren knipsede med fingrene, og Jasmine lavede endnu en streg.

“Jeg mener det, jeg ved det ikke!”

“Og jeg mener det også; hvor. Er de?”

“Jeg… jeg ved det ikke…”

---

 

“Hvornår bliver Nillie udskrevet?” spurgte Luke.

“I morgen tidlig,” svarede Ashton uden at se op. Han pakkede en taske med de mest nødvendige ting.

“Og lige så snart vi har hentet hende,” sagde Calum, “så tager vi til lufthavnen, og så skal vi videre til London.”

“Og i London skal vi finde MI6,” tilføjede Luke.

“For at finde ud af, hvordan vi redder Jas, Michael, og Maya,” afsluttede Ashton med et nik. “Vi skal have hende væk fra de svin.”

Og Michael og Maya,” sagde Calum med en løftet pegefinger. Ashton rettede øjeblikkeligt blikket mod ham. Så sukkede han, og fortsatte med at pakke.

“Og vi fik aldrig lavet nogen fast koncert i Sverige, vel?” spurgte Luke. Calum rystede på hovedet.

“Jeg har sørget for det hele,” forsikrede han.

---

 

Jasmine svimlede lidt, og hun kunne knap holde sig stående. Hun blev nødt til at støtte sig op af en vagt. Under hende havde en lille pøl af blod samlet sig. Blod fra hendes åbne ar, som hun selv havde lavet; frivilligt.

Michael var selv blevet slået nogle gange, og han sad foroverbøjet, forpustet og med sved og blod dryppende. Emma stirrede på scenariet foran sig, men hun gjorde ikke noget forsøg på at stoppe det. Dog blev hun flere gange nødt til at kigge væk.

Et par gange havde Maya mumlet hans navn, og det havde fået ham til at skrige efter hende i desperat længsel. Det var alt for længe siden han havde hørt hendes stemme helt tæt på, mærket hendes åndedræt mod hans hud, mærket hendes læber mod hans, varmet hendes kolde hænder, haft sine arme om hende. Det var alt for længe siden, han havde fået hende til at føle sig tryg, og hendes løfte om, at hun aldrig ville forlade ham, virkede pludselig så fjernt.

“Så jeg spørger dig igen, for Gud ved hvilken gang,” startede Mesteren igen, med ansigtet helt nede ved ham. “Hvor. Er. De?”

“Og jeg svarer igen, for Gud ved hvilken gang,” spyttede Michael. “Jeg. Ved. Det. Ikke!”

Mesteren rettede sig op igen. “Sikke en skam,” sagde han. “Jeg må indrømme, at hun ellers var noget af en… smuk rose.” Han sukkede, knipsede med fingrene, og noget blev sat i gang oppe mod taget. Stenen med lænken flyttede sig opad, og Michael opfattede først rigtigt, hvad der skete, da Maya skreg i smerte.

Fuck rebene, fuck lussingerne, fuck sveden, smerten, alt. Han blev nødt til at komme fri, var nødt til at komme hen til hende. Hun betød alt lige nu. Det havde hun altid gjort. Hun var den eneste, der betød noget for ham. Hun var hans alting, og der skulle være et helvede før han lod hende dø.

I hans anstrengelser væltede stolen, og et af benene knækkede af. Han landede på siden med et hårdt klask på skulderen. Han blev hevet op i håret, op på knæene. Hans hoved blev revet tilbage, så han kiggede ind i Mesterens glaslignende øjne.

“Michael!” hørte han Maya skrige, før det blev erstattet af et nyt smerteskrig.

“Du skal fucking ikke røre hende!” skreg Michael og rev sig fri. Han kom op på benene, men hans hænder var stadig bundet på ryggen, og en vagt tog fat i hans ene håndled og hev ham ned igen.

Mesteren sukkede og knipsede med fingrene. Stenen holdt op med at bevæge sig opad og sank tilbage til dens oprindelige plads. Han gik hen til Michael, satte sig ned på et knæ og hev hans hoved tilbage med et fast tag i hans sveddrevne hår.

“For sidste gang, dreng,” sagde han. “Hvor er dine venner?”

“For sidste gang, svin,” svarede Michael trodsigt. “Jeg ved det ikke.”

“Det undrer mig, du vil sige mig imod, nu hvor du har set, hvad jeg kan gøre.” Mesteren sukkede for Gud ved hvilken gang. Han nikkede mod en af vagterne. Han trak en pistol frem og rettede den mod Maya.

“Nej!” skreg Michael og kom op på sine knæ.

“Jeg giver dig tre sekunder. En.”

“Jeg ved ikke hvor de er!”

“To.”

“Det er rigtigt!”

“Tre. Simba, sky…”

“Nej!” Michael hoppede op og skulle til at kaste sig ind foran pistolen, men han blev hevet tilbage. I samme øjeblik, Simba skulle til at skyde, brød han endelig sammen.

“De er i Sverige,” indrømmede han med sænket hoved.

“Sverige?” Mesteren så tankefuld ud. Så smilede han skævt og ondt. “Var det så svært?”

Maya blev hægtet ned og ført væk, og Mesteren forsvandt ud af døren efterfulgt af Jasmine.

“Undskyld,” græd Michael, før han selv blev slæbt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...