Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19195Visninger
AA

37. 37.

Domino

Kapitel 37

“Jasmine,” mumlede han. “Jasmine.”

Ashton vågnede og glippede med øjnene. De var på et hotel. Nillie var på hospitalet, men de tre drenge havde tjekket ind på et hotel.

“Jasmine.”

Ashton vendte blikket. Han delte en seng med Luke, og han kunne tydeligt høre ham sige hendes navn, og det værste var, at han sov. Han drømte om hende. Han… var måske ved at forelske sig i hende, og hun var godt på vej til at forelske sig i ham. Og så ville hun glemme alt om Ashton og om hvor meget han elskede hende. Han var ved at miste hende, og han kunne ikke gøre noget ved det.

“Jasmine.”

“Luke,” sagde Ashton, og ruskede sin ven i armen. “Vågn op.”

Luke vågnede langsomt.

“Ash,” hviskede han. “Jeg havde en… en virkelig forfærdelig drøm.”
“Tell me ‘bout it,” mumlede den ældre dreng.

“Jeg drømte… jeg drømte at vi var i bussen,” forklarede Luke. “Og at der var en eksplosion. Bussen væltede og… og der kom en eller anden mand. Han tog Michael og Maya og Jas… vi prøvede at redde hende, men… men det kunne vi ikke… han tog hende. Han fucking tog hende. Og Nillie endte på hospitalet og… hvor er Jasmine? Burde hun ikke ligge her i stedet for mig? Eller i stedet for dig? Eller… Ashton, fortæl mig det bare var en drøm,” bad han. Ashton bed sig i læben og så væk. Luke fældede en tårer, og Ashton var på grådens rand.

“Nillie,” hørte de en stemme sige. Calum måtte være vågnet. “Nillie!”

De to drenge satte sig op. Calum sprang op fra sin seng, sparkede, slog og smed rundt med dynen.

“Calum, tag det roligt!” råbte Ashton og smed benene over kanten. Han tog fat om Calums arme, og fik ham til at falde ned. Den yngre dreng smed armene om den anden, og hulkede mod hans skulder.

“Jeg savner hende,” hviskede han. “Jeg har brug for hende.”

Hverken Luke eller Ashton ville nævne det faktum, at Jasmine manglede, og de følte sig komplet fortabte uden hende.

---

 

Drengene tog til hospitalet for at se til Nillie. Hun så stadig svag ud, og hendes hud var grålig.

“Hvorfor skal hun igennem sådan noget her?” sagde Calum bedende. Han holdt hendes hånd, der var blå og hævet, på grund af en blodsamling i overfladen.

“Calum,” hviskede Ashton bag ham, og lagde stille en hånd på hans skulder. “Hun skal nok klare sig…”

“Jamen,” afbrød han, uden at fjerne blikket fra hende. “Det er bare ikke fair. Hvad har hun overhovedet med det her at gøre?”

“Hun er med for at beskytte Maya, husker du nok,” argumenterede Luke, og satte sig på sengekanten.

“Jeg ved det,” sukkede Calum, og klemte hendes hånd. “Undskyld, jeg…”

“Vi ved det godt,” sagde Ashton, og prøvede at smile. “Du elsker hende.” Calum smilede skævt, og kiggede op på de to drenge.

---

 

Efter lidt tid lød der mumlen fra Nillie.

“Ca-... Calum…” Hun åbnede stille sine øjne. Hendes ene hånd blev holdt af ham. Den var opsvulmet, og synlige blodårer fyldte overfladen. Hun fulgte stille armen med sine øjne, og mødte så en sovende skikkelse. Hun lagde sin hånd på hans lår, hvilket fik ham til at spjætte.

“Du må aldrig gå igen,” mumlede han stille. Hun smilte og krammede stille hans hånd. Hendes hoved gjorde forfærdeligt ondt, næsten ikke til at bære, men så længe han var her, var hun ligeglad.

“Nillie, jeg vil være der for dig…” mumlede han videre. “Du kan ikke forlade mig sådan her!” Hun smilte svagt. og mødte hans øjne.

“Jeg forlader dig ikke,” hviskede hun. “Ikke igen.”

Døren bag dem blev stille åbnet, og to drenge kom ind.

“Du er vågnet,” sagde Luke med et smil. “Hvordan har du det?”

“Jeg har aldrig haft det bedre,” sagde hun sarkastisk, hvilket fik Ashton til at grine. Han satte sig på sengekanten, og lagde en hånd på hendes skinneben.
“Vi er virkeligt kede af det, Nillie,” sagde han. “Men du skal nok klare det.” Han smilede stadig, men han så samtidig såret ud. Calum pressede øjenbrynene sammen, og gned sit ene øje. Det første han mødte var hendes hånd på hans lår. Han spærrede sine øjne op og kiggede hurtigt hen på Nillie.

“Godmorgen sovetryne,” sagde hun smilende.

“Nillie?” udbrød han, samtidig med at en tårer samlede sig i hans øjenkrog. Han gik ind for et kram og klemte til. han kørte sine fingerspidser langs hendes rygrad. hun lagde selv, svagt, sine arme om ham. Han kyssede hende på skulderen, og kiggede så ind i hendes øjne. Han satte sig ved siden af hende, på sengekanten.

“Hvor er de andre?” spurgte hun undrende, og støttede sig på på sine albuer.

“Hvem?” spurgte Luke.

“Hun så det ikke,” sagde han stille, nærmest hviskende. “Hun blev slået ud inden…”

“Inden hvad?”
“Michael, Maya… Jas,” startede Ashton tøvende, og stirrede ud i luften. “De blev taget.”

“Hvad fanden mener du med ‘taget’?!” startede Nillie, og satte sig helt op.

“Efter bussen blev væltet,” startede Calum, og lød opgivende, “kom en mand ind. Han sagde at han var kommet efter Michael… Han tog også Maya, derefter Jasmine. Vi vidste godt at Maya havde noget med det at gøre, men Jasmine…”

Ashton rejste sig, og forlod rummet. Luke kiggede sukkende efter ham.

“Det er hårdt for ham,” sagde han så stille.

“Jeg kan slet ikke forestille mig det,” sukkede Nillie. “At Jasmine ikke er her. Hun fik altid det bedste frem i ham.”

“Øh, der er måske også… noget andet,” sagde Calum og skævede til Luke.

“Hvad er det?”

“Jo, altså,” sagde Luke, “Ham, manden… han… han var så’n lidt… seksuelt tiltrukket af Jas… og vi mistænker det værste.”

“Åh Gud.” Nillie så ned. “Hun har aldrig haft det.”

“Nej, det gættede vi,” sagde Calum.

“Hun… har jo aldrig haft… en kæreste,” tilføjede Luke.

“Selvom Ashton ser frem til den dag, hun får det.” Kiwien smilede skævt. Så lænede han sig ned og kyssede sin kæreste på panden.

---

 

Ashton sad i en stol udenfor sygeværelset. Hans albuer støttede mod knæene, og hans ansigt var gemt.

“For fanden,” mumlede han. Han rev sig i håret og bankede på siderne af hovedet.

“Øh, undskyld mig,” sagde en stemme så. Han så op. En blond pige stod overfor ham. Hun havde en blok og kuglepen i hånden.

Han sukkede. “Hvem er den til?” spurgte han. Hun satte sig ved siden af ham.

“Skriv den til Lauren,” sagde hun.  Han skrev sin autograf, men da han ville give den tilbage, opdagede han noget mærkeligt.

Han rakte ud efter hendes øre, men hun trak sig væk.

“Hvad laver du?!” spurgte hun.

“Jeg tror nu rettere det er, hvad laver du?!” Han fik fat i noget i hendes øre. I hans hånd lå en lille øresnegl. “Du skal slet ikke have en autograf, vel? Hvad ved I om Slangens Øje?”

“Det var ikke meningen, du skulle have set det.” Hun kløede sig i nakken.

“Så skulle du nok have skjult dit øre bedre.”

Hun sukkede. “Du skal ikke blande dig i vores efterforskning,” sagde hun.

“Arbejder du for MI6 eller sådan noget?” Han hævede et øjenbryn og hun så sig nervøst om.

“Jeg kan godt høre, du ikke lader mig slippe. Ja, jeg arbejder for MI6. Vi leder efter Slangens Øje, og vi ved godt, din kæreste og ven og hans kæreste er blevet kidnap…”

“Jasmine er ikke min kæreste,” mumlede Ashton.

“... pet, men I skal ikke blande jer i det. Vi fikser det. Vi har ikke brug for… amatør hjælp. Det sinker os kun, og så går der endnu længere tid, inden vi finder dem.” Pigen rejste sig og gik uden at sige et ord mere. Ashton sad alene tilbage og så ned på sine hænder, imens nattens hændelser hvirvlede forvirret rundt i hans tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...