Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19250Visninger
AA

34. 34.

Domino

Kapitel 34

Luke holdt Jasmine tættere ind til sig end han havde gjort de andre nætter, de havde tilbragt i bussen.

“Du skal ikke være så paranoid,” sagde han til sig selv, inden de gik i seng. “Hun har det fint. Hun er ikke så dum.”

Han mærkede hendes åndedræt, og han kyssede hendes nøgne skulder. Den var fregnet vidste han. Hendes hud var kold mod hans varme læber, og han smilede for sig selv. Når hun endelig indså det åbenlyse, så ville Ashton være den heldigste mand i verden.

---

 

Ashton havde trukket gardinet en smule fra. Han stirrede ned på Jasmines figur. Luke havde en arm om hende, og han holdt godt fast, så hun ikke ville stikke af i løbet af natten. Han så ham kysse hendes skulder, og det stak indeni.

Fortæl hende det nu bare, tænkte han. Hun bliver nødt til at vide det.

Jamen hun er jo tydeligvis forelsket i Luke.

Ikke nødvendigvis.

Det er så tydeligt.

Det tror jeg så ikke.

Så må du være dum.

… det må jeg vel.

Hvis du ikke snart siger det, så kan det være, Luke bliver forelsket i hende også.

Det ville han ikke.

Han kan ikke gøre for det.

Ikke imod mig.

Det kunne du jo heller ikke.

Han ved jeg…

Han ved du hvad?

… han ved jeg elsker hende…

---

 

Maya lå med ansigtet mod Michael. Han legede med hendes hår, og hun smilede stort. Hun lagde en hånd mod hans kind. Han tog den og kyssede den, og hun puttede sig tættere ind til ham.

“Tror du, Jasmine klarer sig?” spurgte han.

“Det har hun gjort før,” sagde hun med et skuldertræk.

“Ja, men…”

“Jeg tror Ashton holder hende i live,” afbrød hun.

“Hvordan det?” spurgte han.

“Han… han kan få hende til at grine, smile… han har en anden effekt på hende end nogen nogensinde har haft før. Hun virker så… så stærk og… og glad hele tiden. Det er hun bare ikke. Hun er lille og bange og hun kan ikke holde til alverdens. Han elsker hende, hun elsker ham… hun kan bare ikke se det, fordi…”

“Fordi hun aldrig har prøvet det?” foreslog Michael.

“Præcis,” sagde hun. “Hun har aldrig haft en kæreste, så hun ved ikke hvordan man… man kan se det.”

“Du kunne da heller ikke se det,” grinede han.

Hun slog ham på armen. “Det kunne du heller ikke.”

“Det kys var sådan set også improviseret.” Han smilede skævt. Hun lo, og han tyssede på hende, mens han selv var ved at grine højt.

“Jeg elsker dig, ved du det?” sagde hun.

“Du har nævnt det et par gange,” kluklo han. Han kyssede hende inderligt.

De faldt i søvn med flettede fingre.

---

 

Calums varme åndedræt ramte Nillie. Deres ben var flettet ind i mellem hinanden, og han holdt hende tæt ind til sig.

Luke mumlede et eller andet, og hun kunne kun lige høre Jasmines navn. Hun bed sig i læben.

“Er du okay, love?” spurgte Calum. Hans øjne var lukkede, men han kunne altid fornemme det, når noget var galt.

“Nej, nej,” sagde hun. “Jeg tænkte bare på… på alt det der med Ashton.”
“Hvad er der med ham?”

“Seriøst?” spurgte hun og løftede et øjenbryn. Han åbnede øjnene.

“At han er forelsket i Jas? Hun skal nok se det en dag.”

“Jamen, der er det måske for sent.”

Calum sukkede. “Hun elsker også ham,” sagde han. “Hun ved det bare ikke. Hun finder ud af det. Og mit gæt er, at han er villig til at vente på hende for evigt.”

Hun nikkede. “Det tror jeg ikke er helt løgn,” sagde hun. “Men stadigvæk. Det gør ondt, at se ham helt mut og trist.”

“Han er ikke helt trist,” grinede han. “Når bare hun er der, er han glad. Hun får ham til at smile.”

“De to er vanvittige.” Nillie rystede på hovedet. “Nej, nej, nej. Hun er godt gal i hovedet, hvis hun ikke kan se de hints, han giver hende. Og han er blind, hvis han stadig ikke kan se, hun også elsker ham, men at hun bare ikke ved det.”
“Så er det altså også lidt svært at se det,” kommenterede Calum.

“Jamen, stadigvæk…”

Hun nåede ikke at sige mere, før en eksplosion væltede bussen omkuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...