Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19213Visninger
AA

30. 30.

Domino

Kapitel 30

Ashton gik ud af soveværelset, og så Luke, Jasmine, Nillie, og Calum sidde ved bordet. Han gabte, og satte sig på en ledig plads.

“Jeg kan se, at du har valgt at slutte dig til os, frem for at sove,” grinede Jasmine. “Hvad skyldes det?”

“A ha ha ha,” grinede han falskt, og så sig omkring. “Hvor er Michael og Maya?”

“Det ved man aldrig,” sagde Luke og bevægede øjenbrynene.

“Oh god,” grinede Nillie.

“I skulle nødig snakke for højt,” udbrød han og pegede anklagende på hende og Calum. Hun rullede med øjnene.

“Så hvad skal I lave i dag?” spurgte Mama M.

“Ashton og jeg skal i byen,” sagde Jasmine.

“Alene?”

Ashton nikkede. “Jas ville gerne have noget nyt tøj, og jeg tilbød at tage med.”
“Vi skal ned til floden,” sagde Nillie og skævede smilende til Calum.

“Jeg… ved det faktisk ikke,” sagde Luke skamfuldt og så ned i bordet.
“Jamen heldigvis har jeg brug for hjælp til vasketøj, og James og Magnus er stadig hjemme hos Sasha, så de kan ikke hjælpe med det,” smilede Maya Sr. Luke sukkede dybt.

“Bare husk på,” grinede Calum stort, “at hvis I hører nogle lyde ovenpå, så er det fordi Michael og Maya ikke havde aftalt noget for i dag.”

---

 

“Ashton!” kaldte en grinende Jasmine. “Du er så langsom!”

“Nå virkelig?” Han smilede skævt, satte i løb og løftede hende op. Hun grinede og sprællede med benene, imens han drejede rundt.

“Ashton, sæt mig ned!” beordrede hun.

“No can do, princess,” lo han. Han stoppede og hun viklede sine ben om hans liv. Hun lagde hovedet tilbage og grinede højt.

Da hun endelig så på ham igen, smilede hun. Indtil de begge opdagede, hvad de lavede. Han gav hurtigt slip på hende, men hun havde stadig en hånd på hans bryst.

“Sådan,” sagde han lidt akavet. Hun smilede og tog hans hånd og førte ham ud af parken og tilbage i byen.

---

 

“Har du set udsigten?” spurgte Nillie beundrende.

“Mmm,” var Calums eneste svar. Hans arme strammedes omkring hendes liv, og hun kluklo.

“Jeg mente den der,” grinede hun og pegede ud over byen.

“Og jeg mente dig.” Han kyssede hende ved tindingen og længere ned af halsen. Hun grinede og tog fat om hans arm.

“Du ramte ved siden af,” hviskede hun, da hans ansigt igen var ved hendes hoved. Hans øjne var lukkede og han snusede til hendes hår, som om han aldrig igen ville få lov at mærke hendes fingre om hans igen. Eller at høre hendes stemme, der vækkede ham om morgenen. Eller at smage hendes bløde læber og bare vide, hun var hans.

“Hvad mener du?” spurgte han.

Som svar pressede hun sine læber mod hans. Han løsnede sit greb om hende, og vendte hende, så de stod med fronten mod hinanden. Hans hænder bevægede sig over hendes ryg, op til hendes hår.

De havde ikke haft lang tid sammen som et par, og de vidste ikke hvor meget de havde tilbage. De vidste ikke om det hele ville ende i morgen, om terroristerne ville finde dem, eller om de ville dø eller leve. Han vidste bare, at han ville tilbringe sine sidste dage med hende lige ved siden af sig. At han ville høre hendes stemme som det sidste, føle hendes læber som det sidste, indsnuse hendes duft som det sidste. Hun skulle være hans sidste, det var han sikker på.

“Hey, Calum!” råbte en stemme så. Calum brød irriteret kysset og stirrede på personen bag Nillie. Det var en papparazzi.

“Åh gud,” mumlede Nillie.

Calum stod lidt i sine tanker. Så smilede han. Da hun spurgte hvorfor, trak han hende bare med over til manden.

“Hey,” sagde han. “Jeg er Calum Hood, og det her…” -- han trak Nillie med foran kameraet. “... er min vidunderlige, smukke kæreste, Nillie Pawn.”
Med det kyssede han hende direkte på læberne. Først vidste hun ikke helt, hvad der skete. Så viklede hun sine arme om hans hals. Paparazzien filmede dem intenst, og de to elskende lagde ikke mærke til det, da han gik med deres video.

---

 

“Michael?” spurgte Maya.

“Maya?”

“Elsker du mig?”

“Mere end jeg har elsket nogen anden. Hvorfor?”

“Ikke for noget.” Hun trak på skuldrene. “Jeg ville bare sige… jeg elsker også dig.”

Han kyssede hende i håret, og trak hende ind til sig. De lå på gulvet med benene oppe på sengen. De andre var allerede væk, da de vågnede.

“Maya,” hviskede han. De så intenst på hinanden. “Hvis der er noget galt… hvis der er noget der går dig på… så fortæl mig det. Du er ikke den eneste, de leder efter. Vil de ikke hellere have fat i mig?”

Maya svarede ikke.

“Du skal ikke bekymre dig. De går ikke efter dig…”

“Det er det, jeg er bange for,” afbrød hun ham.

“Hvad mener du?”

“Jeg mener, at hvis det er rigtigt, det du siger… så kan det være… at de… at de tager dig fra mig.” Hendes stemme var kun en hvisken nu. Den var grødet, og hun var på randen til at græde.

Han tyssede på hende og kyssede hende igen i håret. Hun lod nogle tårer falde, og han tørrede dem væk med tomlen.

“Jeg kan ikke miste dig,” hviskede hun.

“Det ved jeg.” Han lukkede øjnene.

“Jeg vil ikke miste dig.”

“Det ved jeg.”
“Jeg… jeg kan ikke komme igennem det her uden dig.”

Han rynkede brynene, trak sine ben til sig, og fik dem begge sat op. Han tog fat om hendes skuldre og fik hende til at se på ham.

“Hør her,” sagde han. “Du kan godt klare dig, med eller uden mig. Du er meget stærkere end du tror. Du er smuk, sjov, klog, fantastisk. Du kan komme igennem alt. Du er så, stærk. Du har ikke brug for én til at passe på dig…”
“Jeg har brug for dig,” udbrød hun og kastede sine arme om hans liv. Hun lagde sig halvt ned, og han tyssede på hende og filtrede hendes hår, snoede det mellem sine fingre, kærtegnede det.
“Maya, jeg elsker dig,” sagde han. “Jeg elsker dig mere, end jeg nogensinde har, gør eller vil elske nogen. Du er mit et og alt, mit liv. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis der sker dig noget. Uden dig er der bare ikke nogen mening. Maya Larson, jeg elsker din latter, din humor, de… mærkelige frekvenser, ansigtsudtryk, som kun du og Jasmine kan forstå. Jeg elsker din personlighed og den måde, hvorpå du altid er glad. At du aldrig bare er ked af det eller vred uden en god grund. Og jeg ved, vi har været igennem en svær tid. Jeg ved, du er blevet trist og vred og næsten sindssyg af alle de ting, der er sket. Men du har klaret det så flot, og jeg er så stolt af dig.”

Hun smilede næsten. “Michael Clifford,” hviskede hun svagt. “Jeg elsker dig mere end nogen anden. Før, nu og for altid. Jeg elsker alt ved dig. Jeg elsker din personlighed, din latter, din humor, dine… perverse tanker. Jeg elsker dine mærkelige hårfarver, dine øjne, din To the Moon tatovering. Jeg elsker at jeg bare kan snakke med dig om alt, og at du altid er der for mig. Jeg elsker at du kan få mig til at grine, og at du synger for mig, når jeg ikke kan sove. Jeg elsker dig så højt, at jeg er ved at skrige det, hver gang du kysser mig. Jeg hader det når folk skriver alle mulige ting om dig på nettet, som slet ikke, overhovedet ikke passer. Jo, klart. Du bliver sikkert skaldet indenfor det næste år, men du vil stadigvæk være min Mikey. Og hvis nogen siger du er grim eller synger dårligt eller… eller andet om dig… så skal du bare vide, at jeg altid vil synes du er perfekt. At jeg altid vil elske dig, og at jeg aldrig, aldrig vil skilles fra dig.”

Han kunne ikke holde det store smil tilbage. Han kyssede hende, og snart lå hun med ryggen mod gulvet. Der var ikke nogen form for lyst over det. De havde bare brug for hinanden, og at vide, de stadig var sammen.

---

 

“Hvad siger du så om… den her?” spurgte hun og udvalgte en grå sweater fra stativet. Han nikkede anerkendende.

“Tag den på,” sagde han.

“Midt i butikken? Nej tak.” Hun gik mod prøverummene.

“Jamen, du skal jo bare tage den ud over.”

“Jeg tager et prøverum. Det er derfor, de er der.”

Han smilede skævt og så efter hende.

---

 

“Luke, søde,” sagde Mama M. “Kan du høre nogle… lyde fra ovenpå?”

“Næh, jeg kan ikke høre nog…” stoppede han. En skramlen og en stemme afbrød ham.

“Michael,” hørte han en svag stemme fra ovenpå. Big Maya smilede.

“Nu er de sgu på den igen,” sagde hun og gik lystigt videre. “Jeg kan huske da jeg første gang var kærester med James. Åh, vi var så unge og vilde. Kianna og Jasmine siger altid, jeg havde så mange kærester dengang. Men hvis du vil snakke om kærester, så skulle du møde min bror. Han havde hele tiden en ny, og så…”

---

 

Det virkede til, at hun gav ham alt i de øjeblikke. At hun ville miste sig selv i ham uden at gøre den mindste smule modstand.

Han trak sig kun væk fra hende for at få hendes trøje af. Han lagde hende mod de kolde brædder. Hun sitrede svagt, men varmen fra ham bredte sig.

Han kyssede hende ned af halsen, ned af brystet, og hun legede stille med hans hår. Han trak hendes hånd op og pressede sine læber mod dens kolde overflade. Han bevægede sig op så han var på niveau med hende igen. Han stod over hende, og hans ørering dinglede. Hun skubbede forsigtigt til den, og han smilede skævt. Hendes hænder bevægede sig langs hans kind, hans kæbe, mod hans bryst, hvor hun begyndte at knappe hans skjorte op. Han satte sig op og tog den helt af. Han krydsede sine ben og trak hende med op. Han placerede hende på sit skød, fjernede hendes hår og kyssede hende ned af halsen.

“Michael,” hviskede hun.

Han bed svagt i hendes hud, og hun sitrede. Hans læber bevægede sig op ad hendes kæbe. Hun tog fat om hans ansigt og løftede det, så de så hinanden i øjnene. Hun kyssede ham og åbnede sig fuldt ud for alt han ville give hende. For i det ene øjeblik glemte hun alt, de gik igennem. Der fandtes kun ham og hende.

---

 

“Hvad er dit bedste minde herfra?” spurgte Ashton.

“Øh, det ved jeg ikke helt,” sagde Jasmine og tog en bid af pizzaen.

“Er der ikke noget der… står bare en lille smule klarere end det andet?”

Hun tænkte sig om. Så smilede hun for sig selv. “Jo,” sagde hun. “Der var faktisk engang… mor var lige flyttet hertil, og det var en af de første gange, vi besøgte hende. Om søndagen inden vi skulle hjem… hun sad ude i køkkenet. Og jeg kan huske… jeg kan huske at hun græd. Jeg gik ud til hende, tog hendes hånd. Jeg sagde ikke noget, og hun trak mig op på sit skød.”
“Det lyder ikke ligefrem godt,” sagde Ashton og tog hendes hånd. Hun så på ham. Det var anden gang han virkelig så, hvor meget hun gik igennem hver dag, hvor stærk hun egentlig var.

“Det kommer an på så meget,” sagde hun. “Dengang var jeg kun otte. Hun rokkede mig frem og tilbage, sang en vuggevise for mig. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor svært det hele måtte have været for hende. Jeg forstod ikke rigtig noget af det og… og hun var… hun var stærk. Det vidste jeg allerede i forvejen. Men… men da jeg så hende græde så… så lærte det mig, at selvom du går igennem en hel masse… især når du går igennem en hel masse… selvom du er stærk, så… så er det okay at græde. Det er okay ikke hele tiden at være glad og smile og grine. Nogle gange må du gerne bare… græde og… og komme af med det hele. Og folk vil ikke tænke anderledes om dig. Du har bare holdt fast så længe, at du har brug for bare at give slip.”

“Så grunden til, det er dit bedste minde, er fordi hun lærte dig noget?” spurgte han. Hun nikkede.

“Jeg er vel egentlig også ret mærkelig på det punkt.” Hun trak på skuldrene og så ned i bordet.

“Åh Jas.” Han klemte hendes hånd, og hun løftede blikket mod ham igen. Han smilede varmt, opmuntrende til hende. Hun lænede sig ind over bordet, drejede hovedet en anelse…

“Ashton Irwin og Jasmine Olson,” sagde en svagt genkendelig stemme. De trak sig hurtigt fra hinanden.

“Leah?” spurgte Ashton overrasket.

“Jeg kommer om lidt,” gryntede Jasmine irriteret.

---

 

“Fuck, hvor er det dejligt at være tilbage!” udbrød Calum og drejede om på hælen. Han landede med røven i sofaen og spredte ben og arme ud over det hele.

“Nå, så det syntes du?” spurgte hun forførende. Hun kom løbende hen imod ham og hoppede med et ned i sofaen ved siden af ham og rykkede så langt op af ham, som overhovedet muligt. Han lagde sin arm om hendes skulder og kyssede hende i håret. Ønsket om, bare at kunne være der for evigt, voksede hvert sekund. Om at blive krammet og kysset af ham, til dagenes ende. Om bare-. Stilheden blev brudt af en telefon der ringede. De fumlede begge med deres lommer, og indså så at ringe-lyden kom inde fra køkkenet.

“Jeg skal nok tage den!” udbrød en stemme, efterfulgt af en mandlig skikkelse, der kom gående ned af trappen.

“Hey Luke, havde du brug for en pause fra vaskeriet?” spurgte Calum, med en efterfølgende grinende Nille ved siden af. Luke skulede efter dem, da han gik ind af døren til køkkenet.

“Hallo, Stane Crow residence!” lød det derinde fra. Han kom gående ud. “Ja, hun er lige her, vent lige,” han rakte telefonen til Nillie.

“Den er til dig,” Nillie tog imod den og kiggede mod Calum.

Tager den med ind i køkkenet, if you don’t mind,” hviskede hun, og hun rejste sig. “Hallo?” sagde hun ind i telefonen og gik igennem døren.

Hvis Hood hører noget af den her samtale, så er du død,” sagde en genkendelig stemme. Hun gispede.

“Er alt okay, søde?” spurgte Calum fra stuen.

“Øh, ja ja,” sagde hun og vendte tilbage til telefonen.

“Aaron, jeg troede at vi forbød dig at rin-” hviskede hun, men blev afbrudt.

Søde, jeg har altid vidst, du kun gør, hvad du bliver bedt om,” sagde Aaron. “Det er derfor du ikke er så god i sengen. Du improviserer aldrig, og jeg må gøre alt arbejdet.

“Fanden tag dig,” mumlede hun.

Jeg har lige set en video,” sagde han. “En meget interessant video.

“Hv-hvilken video?” stammede hun.

Hun kunne nærmest høre hans skæve smil. “Én af dig. Og Hood. I har åbenbart et eller andet… kørende.

Hun svarede ikke.

Så fortæl mig. Hvornår startede det? Hvor længe har du været mig utro?

“J-Jeg...”

Se selv, du er alt for skyldfyldig til bare at ende én. Enkelt. Sætning!

“Hvad vil du med mig? Hvorfor kan du ikke bare lade mig være?!” udbrød hun ind i telefonen, men ikke højt nok til at de andre ville kunne høre det. Der lød grin inde fra stuen.

Se, det ville jo bare være for nemt, ville det ikke, Nillie?” Hun rystede, men holdt godt fat om telefonen.

Jeg vil have dig til at møde mig ved Det Skotiske National Museum om en halv time... Forstår du det?!” udbrød han til sidst.

“Hv-hvad hvis nu jeg ikke kommer?”

Så kommer jeg til den lille, fine, lalleglade koncert med jeres 'drenge'!

“D-de vil være der til at beskytte mig!” En tårer faldt ned på det kolde marmor gulv.

Ikke hvis de har travlt med at synge og spille på en fucking dødssyg scene! Forstår du hvad jeg fortæller dig?” råbte han. Tårer nummer to og tre faldt.

Og hvis du gerne vil have størstedelen af din krop i god behold bagefter, foreslår jeg at du kommer!” Man kunne høre, at han glædede sig. Bare husk på, at du kan ikke løbe fra mig, jeres næste trin er ikke skjult for mig! Og jeg får ALTID det jeg går efter.” Og med det sluttede samtalen. Hendes hånd rystede og var lige ved at tabe telefonen. Hun satte den stille i holderen, og begravede sit ansigt i sine hænder.

“Nil, er du ved at være færdig med at snakke?” råbte Calum til hende. Hun gik hen imod døren. Hun åndede ind og tørrede de værste tårer væk. Hun gik ud af døren og drejede så øjeblikkeligt til sin højre.

“Jeg går lige på toilettet...” sagde hun med en så normal stemme som overhovedet muligt. Hun gik hen af gangen og kunne høre små fniselyde fra soveværelset. Hun gik yderligere hen, indtil hun mødte døren til den endelige destination.

---

 

Ashton kiggede efter hende, da hun forsvandt indenfor. Så vendte han sig mod Leah, der havde sat sig ned på Jasmines plads.

“Hun er altså ikke meget for, at folk tager hendes ting,” sagde han koldt.

“Jeg regnede også kun med at låne dig.” Hun blinkede til ham.

“Hvad laver du her?” spurgte han.

“I Edinburgh?”

“Hvorfor følger du efter os?”

Hun sukkede og rullede med øjnene. “Vi skal jo stadig lave det interview,” sagde hun matter-of-factly.

“Ingen journalist er påtrængende,” sagde han.

Hun smilede skævt. “Okay,” sagde hun. “Du fik mig. Jeg kom egentlig bare på grund af dig.”

“På grund af hvad!?” Pizzastykket faldt af gaflen og han måbede.

Hun lænede sig ind over bordet, lagde en hånd mod hans kind…

---

 

“Okay,” sagde Jasmine til sig selv. “Hun er en kælling. Ashton er ikke interesseret i hend… hvorfor fanden bekymre du dig om, om Ashton er interresere -- fokuser!” Hun gav sig selv en lussing, lige da en kvinde kom ud fra en bås. Hun stirrede på hende som om hun var vanvittig, og hun smilede forlegent. Hun ventede til kvinden var gået med at sprøjte lidt vand i ansigtet.

“Kom så, Jas,” sagde hun. “Du kan godt. Du kan godt konfrontere hende.”

Hun pressede neglene mod huden, og pressede til. Hun gav sig selv et par lussinger til og slog sig lidt på armene, inden hun rystede det hele af sig og gik ud.

Hun gik udenfor, men synet, der mødte hende, var ikke hvad hun havde regnet med.

---

 

Leah lænede sig ind over bordet, lagde en hånd mod hans kind og kyssede ham. Ashton prøvede at trække sig væk, men hendes anden hånd fandt vej om til hans nakke og holdt ham fast. Han fik hende endelig skubbet af sig.

Jasmine stirrede på dem, som om hun havde set det værst tænkelige. Hvilket, som hun aldrig ville indrømme, hun også havde.

Hun vendte sig væk og gik ned mod taxaerne. Han rejste sig op, og skulle til at styrte efter hende, da en flok teenagepiger og papparazier omringede ham. De dækkede for udsynet, og han kunne ikke længere se hende. Han vendte sig mod Leah og stirrede olmt på hende. Hun trak bare på skuldrene.

---

 

Calum lo af noget, Luke havde sagt. Nillie lo også med, men hun havde kun hørt halvdelen. Hun havde ikke turdet møde Aaron, og hun havde tilbragt resten af dagen så tæt på Calum som muligt.

Michael og Maya så ekstra glade ud, og hun havde hans skjorte på. Jasmine var kommet forholdsvist tidligt hjem, og hun var gået direkte i seng, med undskyldningen: ‘Jeg har det ikke så godt’. Da de spurgte, hvor Ashton var, havde hun skyndt sig ovenpå.

“Er der noget galt, snuskemus?” spurgte Calum, der endelig havde opdaget hendes fravær.

“Hvad kaldte du mig?” spurgte hun leende. Men han så stadig lige så bedende ud. Hun sukkede.

“Kan vi snakke sammen… i køkkenet?” Han nikkede, og fulgte efter hende.

“Hvad er det?” spurgte han.

Hun tog en dyb indånding. “Kan du huske ham, der ringede tidligere?” spurgte hun.

Han nikkede igen.

“Det var Aaron,” sagde hun.

Han var mundlam, men hans udtryk skiftedes til noget… noget hun ikke kunne kende.

“Calum, tag det roligt,” sagde hun.

“Nej, fandme om jeg vil tage det roligt!” udbrød han. “Det svin ringede til dig! Truede han dig?!”

Hun svarede ikke, bed sig bare i læben og så ned.

“Ja han gjorde,” halvt hviskede han.

“Nej, Cal, du må ikke…”
“Må ikke hvad!? Må jeg ikke gøre ham noget?! Og hvorfor så ikke?!”
“Fordi jeg er bange for, han gør dig noget,” græd hun. Han så bedende på hende.

Han trak hende ind i et kram, og hun begravede sit ansigt mod hans bryst. Han tyssede på hende og strøg hendes hår.

“Der sker mig ikke noget,” hviskede han. “Og han vil heller ikke gøre dig noget. Det lover jeg.”

---

 

Ashton prøvede igen at ringe til hende, og denne gang tog hun den.

Ashton, jeg vil ikke snakke om det,” var det første hun sagde.

“Hør nu bare på mig…” prøvede han.

Kan vi ikke tage den senere? Jeg er træt.

“Tror du ikke også jeg er træt?!” udbrød han, uden at kunne holde det tilbage længere. “Tror du ikke også, jeg bare gerne vil være et andet sted? At jeg er træt af, at vi er i fare fordi der er nogen efter Michael og Maya? Tror du ikke at jeg er træt af, altid at skulle skjule hvad jeg føler?” Ordene var ude før han nåede at stoppe dem.

Og hvad er det, du føler?” spurgte hun. Han tøvede.

“Jeg vil bare ikke være uvenner igen,” sukkede han. “Kan du huske hvordan, det gik sidst? Du var ved at gøre det mest forfærdelige, du overhovedet kan gøre mod dig selv.”

Der var stille lidt.

Det… det kan jeg godt huske,” sagde hun så endelig.

“Hør, jeg er på vej hjem,” sagde han. “Kan vi så ikke bare glemme det? Jeg lover dig, intet skete imellem os. Mig og Leah. Hun kyssede mig, og jeg skubbede hende væk.”

Han hørte et snøft, som han regnede med, var en forgæves latter. “Hvorfor skændes vi altid som et par?” spurgte hun. Han bed sig i tungen for ikke at skrige ud. Hvorfor fanden gjorde det også så ondt?

“Venter du på mig?” spurgte han.

Et øjebliks stilhed.

Ja,” svarede hun så og lagde på.

---

 

“Hey, Ash,” kaldte Maya fra spisestuen. Han gav hende et lille smil.

“Hey,” sagde han. Han kyssede hende på kinden, og Michael skævede til ham med et skævt smil.

“Kom nu ikke for godt i gang,” sagde han grinende.

Ashton rullede med øjnene. “Uh,” sagde han så. “Hvor er Jasmine?”

“Hun er ovenpå,” sagde Mama M med et smil. “Hun var træt og havde ikke rigtig lyst til noget at spise. Ja jeg kan huske, da hun var yngre. Sikke en appetit hun havd…”

Ashton forsvandt ovenpå. Han fandt soveværelsesdøren og skubbede den op. Jasmine lå på sengen. Hun lå med blikket rettet mod væggen, og han gik ud fra, at hun sov. Han smilede for sig selv, uden egentlig at vide hvorfor.

Han lagde sig ned ved siden af hende, så de lå i ske. Han viklede sin arm om hende og kyssede hende på kinden.

Han vidste ikke, at hun stadig havde åbne øjne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...