Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19195Visninger
AA

23. 23.

Domino

Kapitel 23

Luke var omringet af skygger. Mørket var tungt, pressede ham mod bunden som olie. Problemet var bare, at der ikke var nogen bund. Hullet fortsatte, og fortsatte, og fortsatte. Der var ingen ende på mørket, der omringede ham, slugte ham. Knive svævede rundt omkring og efterlod dybe ar i hans hud. Han trak sig sammen i smerte, men de fortsatte med at skære i ham.

Langt væk lød et skrig. Det var ikke af forskrækkelse eller fysisk smerte. Et sted derude var der en, som så hvilken smerte han var i. Hvilken smerte han følte. Og det var et skrig han var bekendt med. Han vidste, hvem det var.

“Luke!” hun skreg hans navn. Hun lød så… bedende. Som om han for intet i verden måtte dø…

---

 

Luke vågnede ved lyden af sit eget gisp. Sved drev ned af hans pande, og han inhalerede. Han satte sig op i sengen, og tog en slurk af det vand, han havde sat frem aftenen før.

Han rystede, og sad lidt på madrassen indtil det gik over. Så slog han dynen til side og kastede benene ud over kanten. Han rejste sig op for at finde Michael. Han hjalp altid efter et mareridt.

Michael og Maya lå på en madras i den lille stue. Luke fulgte væggen, lod sin hånd køre mod tapetet.

I det samme stødte han ind i noget. Eller nok mere nogen.

Jasmine gispede, da Luke kom gående fra hjørnet. Hun havde haft et glas i hånden, men nu lå det på gulvtæppet.

“Jasmine?” hviskede han.

“Luke?” hviskede hun tilbage.

“Hvorfor er du oppe?”

“Hvorfor er du oppe?”

“Godt spørgsmål.”

Hun satte en hånd i siden. “Luke, hvorfor er du oppe?” spurgte hun igen.

“Øh, jeg skulle have et glas… vand…”

“Er du sikker på, du ikke skulle hen til Michael?” Hun løftede et øjenbryn.

Han så forvirret ud. “Hvorfor tror du det?” spurgte han.

Hun sukkede. “Kæmpe fan nummer et, husker du nok,” sagde hun. “Siden du var tretten, har du haft de her mareridt, og Michael synger den her sang for dig, og så får du det bedre.”

Han pressede brynene sammen. “Okay, det er bare creepy,” sagde han. Hun trak på skuldrene.

“Lige nu er det nyttig info,” sagde hun bare.

Han sukkede. “Fint,” gryntede han. “Jeg… jeg havde bare et mareridt.”

Hendes udtryk ændrede sig til noget medfølende. “Han sover,” sagde hun. “Men skal jeg se, om jeg kan hjælpe i stedet?”

“Ja. Klart,” sagde han og smilede.

De gik tilbage til soveværelset. Ashton sov fredfyldt. Luke lagde sig ned på madrassen, og Jasmine lagde sig i sengen. Hun rakte en hånd ned mod ham.

“Vil du synge for mig?” spurgte han.

“Jeg synger ikke særlig godt,” sagde hun og bed i sin underlæbe.

Han rystede svagt på hovedet. “Vil du ikke nok?” spurgte han.

Hun tøvede lidt. Så sukkede hun. “Hvilken én?” spurgte hun.

Han trak på skulderen. “Det ved jeg ikke,” sagde han.

Hun tænkte lidt over det. Så smilede hun og strøg hans håndryg med tomlen. “It started out a weekend in May,” sang hun. “I was looking for attention, needed intervention.

“Hvem har nogensinde fortalt dig, du ikke kan synge?” spurgte han. Hun smilede.
“Min søster,” sagde hun.

“Jeg vidste ikke, du havde en søster.”

“Vi har ikke rigtig snakket om vores… liv. Faktisk ved vi ikke særlig meget om hinanden.”

“Måske skulle vi ændre det,” smilede han. Hun mærkede blodet stige til sine kinder og var glad for, han ikke kunne se hende.

“Det skulle vi måske,” sagde hun.

“Men teknisk set er det mig der skal vide noget om dig,” sagde han. “Du ved jo allerede alt om mig.”

Hun kluklo lidt, men holdt øjeblikkeligt mund, da hun hørte Ashton bevæge sig en lille smule ved siden af hende.

“Tja,” sagde hun. “Mine forældre er skilt. Min mor bor i Skotland. Min bedste bor i London. Jeg har en søster. Jeg har aldrig haft en kæreste, og mit første kys var dig. Så meget ved du.”

Og at din yndlingsfarve er grøn,” tilføjede han.

“Nemlig.” Hun smilede svagt. “Men altså. Mine forældres navne er sjovt nok Michael og Maya.”

“Hva’, er der noget jeg er gået glip af?”

Hun grinede. “Jeg har ikke engang rigtig tænkt over det før nu.”

“Fortæl videre.” Han lød oprigtigt interesseret.

“Min søster hedder Kianna, og jeg har tre stedsøskende. Jonathan, Sacha og Magnus. De er allesammen ældre end mig, så jeg har altid været den yngste.”

“Det sucks,” sagde han.

“I det mindste er du det ikke længere,” lo hun. “Det er jeg.”

“Årh ja, men stadigvæk.”

“H-hvad...?” mumlede en søvnig stemme ved siden af dem. Det var Ashton, som kun var halvvågen. De kiggede ned på ham.

“Ash,” hviskede Luke. “Er du der?”

Ashton vendte sig om og så på dem, der stadig holdt i hånden. Hans øjne vænnede sig stille til synet.

“Nej, nej,” sagde han, nærmest hviskede han. “Snak I bare videre. Stop ikke på grund af mig.”

Han steg ud af sengen, trak nogle bukser, sko og jakke på. Han skyndte sig ud i stuen og ud af døren. Jasmine fulgte efter ham. Michael var vågnet og havde sat sig op.

“Ashton!” kaldte hun og fulgte efter ham. Men han var væk.

---

 

Ashton løb som om helvede var efter ham, med Jasmines stemme lige bag ham.

“Ashton, stop nu!” råbte hun efter ham.

‘Nej,’ tænkte han. ‘Det kan jeg ikke.’

Hun løb hurtigere, og kom tættere på ham. Han satte blot farten op.

“Hvad er der dog med dig?!” bad hun, og stoppede op. “Stop nu så vi kan snakke om det!”

Han vendte sig imod hende.

“Du forstår det overhovedet ikke, vel?” Han stod nu et par meter fra hende.

“Forstår hvad?! Du har opført dig så... mærkeligt på det sidste,” begyndte hun, tydeligt frustreret. “Ash, vær nu sød...”

Han gik tættere på hende, med et desperat blik i øjnene. “Jeg kan ikke, Jasmine... Bare... Bare hold dig fra mig,” hviskede han.

Hun gik tættere på ham, tæt nok til at kunne røre ham. Hans øjne blev slørede.

“Nej. Jeg har ikke tænkt mig, at holde mig fra dig,” begyndte hun. “Ikke før vi finder ud af det her.” Hun lagde sine arme om ham, og trak ham ind til sig. “Ashton, j-jeg… jeg kan ikke klare det her uden dig,” hviskede hun mod hans hals. Han holdt hende ud i armslængde, og kiggede hende i øjnene.

“Jasmine,” startede han forsigtigt. “Jeg kan bare ikke… jeg ved ikke hvad der sker, men jeg kan… kan ikke…” Han sukkede. “Dig. Og Luke. I… jeg kan bare ikke se jer sammen… I er… I er for forskellige.”

“Hvordan det?” spurgte hun.

Han tøvede. “Det er I bare,” sagde han endelig. “Eller måske er det bare mig. Jeg tror jeg har brug for noget luft.”

Hun nåede ikke at sige mere, før han havde vendt sig om og løb ned af gangen. Han forsvandt forbi hjørnet.

---

 

Da Ashton nåede ud, slog han en knytnæve mod muren.

“Damnit!” bandede han. Han hamrede håndfladerne mod murstene i lang tid for at komme af med sin frustration. Endelig sukkede han og lænede sig mod muren.

Why don’t you love me?” sang han stille for sig selv imens uhørte tårer gled ned ad hans kinder. “Touch me? Tell me I’m the only one, the air you breathe. Why don’t you love me? Baby? Open up your heart tonight, ‘cause I could be all that you need. Why don’t you love me?” Han gled lige så stille ned, viklede sine arme om sine knæ og gemte hovedet.

I remember tears streaming down your face

Han sang sig selv i søvn, og alle billeder, der dukkede op, var af hende, der holdt i hånden med Luke.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...