Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19216Visninger
AA

15. 15.

Domino

Kapitel 15

Maya og Michael lå i dobbeltsengen. Hendes hoved var på hans skulder, hans øjne var lukkede, og han pillede ved hendes hår. Hendes hånd var placeret på hans brystkasse, og hun lyttede til hans hjerteslag. Hun ville på en måde være sikker på, han stadig var der. Hun vidste, hvad hun blev nødt til at gøre, men hun havde stadig brug for at vide, han var i live, og et eller andet sted derude.

Det var ikke hende, som var til fare for dem alle sammen. Det var Michael. Men han kunne i det mindste flygte ubemærket. På grund af sine forældres arbejde, var det sværere for hende. Hun kunne blive fanget, tortureret, og til sidst kunne det være, hun gav efter. Selvom hun for intet i verden ville lade noget som helst røre Michael, var hun heller ikke lige så stærk som ham. Hvis der var noget, han nægtede at fortælle, ville det forblive sådan. Intet kunne tvinge det ud af ham, det vidste hun. Hun kunne bare ikke holde til lige så meget.

Sandheden var, at hun frygtede døden. Hun havde aldrig kunnet lide at tale om den, og skiftede altid emne, når sagen kom op. Alene tanken om, at hun ville dø en dag… Michael ville dø en dag...

Hun lukkede øjnene i, spærrede tankerne ude og fokuserede udelukkende på hans vejrtrækning, hans fingre, hans åndedræt. Han var der stadig. Han var der stadig.

“Hey guys,” kaldte en stemme fra gangen. Parret åbnede øjnene. Ashton stod i døråbningen.

“Hvad er der?” spurgte Maya.

“Callie er kommet tilbage,” svarede Ashton.

“Callie?” Michael smilede skævt. Det skar i hjertet. Han anede ikke hvad der ville ske, og efter i dag, kom hun måske aldrig til at se hans smil igen…

“Calum og Nillie,” svarede trommeslageren bare med et smil. Michael trak på skuldrene, og faldt tilbage på sengen.

---

 

De befandt sig endnu engang på cafeén. Anden gang for Calum og Nillie den dag, anden gang for Michael og Maya overhovedet, og første gang for både Ashton, Jasmine og Luke. Eller, det vil sige, første gang for Ashton og Jasmine sammen. Og Luke… tja Luke er noget af en outsider.

“Jeg vil gerne snakke med jer om noget,” sagde Maya.

“Fyr løs,” sagde Calum og lænede sig tilbage i stolen.

Hun tog en dyb indånding, og Michael lagde en arm om hende. Hun smilede til ham. Hun kunne se, at han var lige så oprevet over det, som hun var. Men han holdt det inde, for hendes skyld.

“Jeg kan ikke tage med jer,” sagde hun endelig. Der blev helt stille ved bordet, og hun følte, hun burde fortsætte. Det kunne hun bare ikke.

“Hør venner,” sagde Michael derfor. “Hun har det bedst med det. Efter det der er sket… efter hun fandt ud af det med sine forældre… de vil ikke længere kun være efter mig… de vil være efter hende, på grund af, hun ved noget, hun ikke burde vide.”
“Hun er sikrere med os,” skændte Luke. “Du skal jo også med. Hvordan er det meget anderledes?”

“Hendes forældre arbejder for MI6,” fortsatte Michael. “Der er en større chance for, at de finder hende, end mig. Hun er lettere at spore.”
“Hvordan helt præcis?” spurgte Jasmine. Hun krydsede armene.

“De vil sende folk efter os begge to,” sagde Maya.

“Jamen så er det jo også lige meget, hvis de går efter jer begge to alligevel,” sagde Ashton.

“Nej.” Hun sukkede. “Hvis jeg tager med, og de finder mig, så finder de også Michael. Han kan lettere forsvinde end jeg kan.”

“Siger hvem?” spurgte Nillie.

“Det er for farligt for os begge at tage med,” sagde Michael. “Hun er også sikker med sine forældre. De kan gå under jorden. Hvis de der psykopater går efter hende, så kan vi lettere komme væk.”

“Så du er villig til at ofre hendes sikkerhed?” spurgte Jasmine skeptisk.

“Det er ikke det, jeg siger,” sagde han og sukkede. “De er efter mig, men Maya ved noget, hun ikke burde vide, de vil først og fremmest gå efter hende, og så vil det ikke være sikkert for nogen af os at være sammen.”

“Så de vil altså have dig,” sagde Calum. “Men de vil gå efter Maya? Det giver jo ingen mening!”

“Jeg tror ikke, det skal give mening.” Luke så alvorligt rundt på dem alle sammen.

“Det er jo ikke fordi, vi ikke kan skrive med hende,” sagde Michael så. “Vi vil stadig være sammen, ik’ Maya?” Han så ned på hende, og hun tøvede. Hun nikkede svagt.

“Kan vi lige snakke sammen?” spurgte hun.

“Ja klart.”
Hun rejste sig op og trak ham med hen mod badeværelserne.

“Hvad er der?” spurgte han.

“Jeg tror bare ikke…” startede hun. Hun fik aldrig sagt sætningen til ende, for i det samme brød et brag igennem lydmuren, og væltede dem omkuld. Vinduerne splintredes, og skuddene begyndte.

---

 

Det næste, Michael huskede, var, at Maya blev revet fra ham. Hun greb ud efter ham, skreg hysterisk, men noget trak hende væk. Han skreg hendes navn, og tårer samlede sig i hans øjenkroge. Han tørrede dem hysterisk væk.

Folk løb rundt i panik, og en grå tåge havde fyldt cafeén. Maskinpistoler fyrede skud af over det hele, og adskillige glas knustes. En krop faldt ned foran Maya, og hun skreg. Ansigtet var drejet mod hende, blod flød ud af kvindens mund og pande. Hendes øjne var døde og de stirrede nærmest igennem hende.

En eller anden havde taget fat om Mayas liv og trukket hende bagud, væk fra Michael. Hun vendte sig og kiggede. Det var Johann.

“Ma’am,” sagde han, og beskyttede hende mod skuddene. Han fik hende trukket med bag et bord, hvor han undersøgte hende for sår.

“Giv slip!” skreg hun af ham. “Jeg må hen til Michael.”

“Det kan jeg desværre ikke lade dig,” sagde Johann.

En stemme skar igennem deres lille samtale.

“Johann!” råbte Dragon fra den anden side af cafeén. “Luke er herovre.”

Tågen udtonede sig lidt, så de lige kunne se hans blonde hoved, der lå mod gulvet.

“Luke!” skreg hun. Hun sprang fremad, men Johann holdt hende tilbage.

“Lad mig,”  sagde han, og bevægede sig derover af. Det skulle dog ikke holde hende tilbage, og Maya kravlede væk derfra for at finde sin kæreste.

---

 

Michael så sig om i alle retninger, men han kunne ikke finde Maya. Han havde hørt hendes stemme på et tidspunkt, men det var det.

“Michael!” hørte han hende så skrige igen, og han vendte sig mod lyden. Og der! I tågen stod Mayas figur, og han styrtede mod hende.

“Maya!” udbrød han og holdt hende i sine arme.

“Tag dig ikke af mig,” sagde hun.

“Hvad!?”

Hun gjorde et kast med hovedet mod en bekendt dreng, der lå på gulvet.

“Tag dig af ham.” Og så var hun væk igen.

“Maya!” skreg han, men hun var forsvundet.

Michael vendte sig mod drengen og styrtede derover.

“Hvad er der sket?” spurgte han. Han frøs til is, da han så, hvem det var. Luke lå næsten ubevægelig på gulvet. Hans øjne var lukkede, og han sitrede en smule. Han havde en hånd i siden. Den var mørkerød, lagde Michael mærke til.

“Han er blevet ramt,” sagde Johann. “Hvis vi ikke finder noget, der kan lindre blødningen, tror jeg, han dør.”

---

 

Ashton havde fornemmet, noget var galt. Han havde en enkelt gang kigget ud af vinduet, og en underlig skikkelse havde stået på den anden side af gaden.

Det næste, der skete, var, at et brag fyldte deres ører. Han havde automatisk kastet sig over Jasmine, trukket hende ned på gulvet og lagt sig ovenpå hende. En skarp smerte skar sig over hans ryg, men han ignorerede det. Hun klæbede sig fast til ham, holdt om ham, skreg så højt, hun kunne. Hun gav ikke slip, og det gav ham en form for tryghed.

“Hold fast,” hviskede han.

Hun nikkede med hovedet mod hans brystkasse.

Han fik et blidt men fast tag om hende, og han fik dem trukket om bag et væltet bord. Ved siden af dem lå en dreng. Han var vel nok syv-otte år, og hans ansigt var udtryksløst. Hans øjne var åbne, og Jasmine lukkede sine og bed sig i læben for ikke at græde.

Skuddene, der have holdt en kort pause, begyndte igen, og hun skreg op. Ashton fik hende trykket  mod gulvet, og han lagde sig beskyttende over hende.

“Johann! Luke er herovre!” hørte de Dragon råbe ikke så langt fra dem.
Ashton vidste kun alt for godt hvad det betød, og han indsnusede Jasmines duft og indtog hendes figur.

Hun overlever, tænkte han. For alt i verden. Hun overlever.

---

 

Støv fløj rundt i rummet og skrig fyldte det trykkede rum. Nillie kunne ikke se nogen af de andre. Eller? Hun kravlede panisk hen mod en skikkelse. Var det mon en hun kendte? Hun viftede støvet væk med sin ene hånd. Et menneske kom til syne, men hun vidste ikke hvem. Hun studerede nærmere, til at opdage at han var blevet skudt i panden op til flere gange. Hun sprang tilbage, da en kvinde lidt væk fra hende, hostede blod op i takt med at skuddene gik af. Hun skreg.

“Nillie!?” udbrød en stemme et eller andet sted i tågen. Det var Calum.

“Calum!” skreg hun og rejste sig op. “Jeg er her!”

Han så hende og hun styrtede øjeblikkeligt imod ham. Hun satte også i løb, men da de kun var et meter fra hinanden, blev de voldsomt trukket væk. Johann havde løftet Nillie og og Dragon havde fat om Calum.
I samme øjeblik gik en bombe af, lige der hvor de skulle til at omfavne hinanden.

“Slip mig!” skreg Nillie og prøvede at sparke Johann. Men han var stærk og holdt hende for godt fast til at hun kunne slippe væk.

“Nillie!” råbte Calum af sine lungers fulde kræft. Han måtte se hende, beskytte hende! Skuddene fra udenfor ramte og væltede en bjælke. Den fløj ned og ramte Nillie og Johann, der havde søgt tilflugt bag disken. Der lød et kæmpe klask, samtidig med et skrig. Dragon og Calum havde set det fra nogle meters afstand. Calum sparkede og slog, han ville hen til hende. Tårer løb ned af hans kinder. Hvorfor fanden kunne de ikke bare lade ham?!

“Du bliver her! Det er for farligt, du kunne dø!” råbte Dragon.

“Hellere løbe risikoen, end at hun kommer mere til skade!” skreg Calum og sparkede Dragon igen.

Calum var frustreret, det her kunne ikke ske. Han måtte gå indtil mere ‘drastiske’ metoder. Han åbnede sin mund og bed derefter så hårdt han kunne i Dragons arm. Der lød et råb fra Dragon og lidt efter var Calum fri. Han sked på at der blev skudt, han skulle bare hen til Nillie! En stikkende smerte bredte sig i hans højre arm. Han smed sig ved siden af Nillie og så blod strømme ned af hendes pande.

---

 

Hun var blevet slået bevidstløs, eller også var hun faldet i søvn da verden atter lå stille. Uanset hvad, så vågnede hun op til et skarpt lys og en tung krop der lå beskyttende ovenpå hende. Et varmt åndedræt ramte hendes hud, og det gjorde hende roligere.

Jasmine åbnede forsigtigt øjnene, og krøllet, blondt hår ramte hende svagt. Hun nøs kort da en smule støv trængte igennem luften, og Ashton vågnede og kiggede på hende med et smil. Så opdagede han, at han lå ovenpå hende og han flyttede sig hurtigt. Han satte sig på gulvet og hun satte sig op ved siden af ham.

“Øh,” sagde han stammende. “Det må du undskylde.”

“Hvorfor?” spurgte hun med et skævt smil.

“Øh, fordi… Ja altså… Jeg synes bare der var noget… galt…”
“Og det første du tænkte var…” sagde hun prøvende.

“Dig,” svarede han ligeud, uden at tænke over det. “Og at beskytte dig.”

“Kan jeg så sige, at jeg var så tæt…” -- hun pressede tommel- og pegefingeren rigtig tæt sammen -- “... på at kaste mig hen til dig. Ved du hvorfor, jeg krammede dig inde midt i det hele?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet og hun smilede skævt.

“Fordi jeg vidste, du ville redde mig.”

“Jeg troede ikke, du havde brug for at blive reddet.”

“Tja.” Hun trak på skuldrene. “Du må gerne redde mig, hvis du har lyst.”

Han grinede. “Det er intet problem.”

Hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. Han stivnede.

Hun rejste sig op og gik hen for at kigge på en ung kvinde, der lå bevidstløs på gulvet. En hånd fløj op til hans kind og han smilede til begge ører.

---

 

Luke var blevet båret væk, for at nogen kunne tage sig af ham. Calum og Nillie sad ovre i et hjørne, også på gulvet, i gang med at tjekke, at hinanden var okay. Ashton sad op ad væggen. Jasmine sad ved siden af, og han havde sagt noget, der fik hende til at læne hovedet tilbage og grine højt.

Michael og Maya sad på en af sofaerne, eller, det der var tilbage af den.

Utallige uskyldige mennesker blev båret ud side om side med Luke, uden liv i deres øjne.

Michael holdt Maya tæt ind til sig.

“Du kan ikke blive her,” sagde han, med sit hoved hvilende ovenpå hendes. “Du bliver nødt til at tage med.”

“Jamen hvad så med mine…” startede hun, men afbrød sig selv. Hun stirrede på væggen med forfærdede øjne, før hun hoppede op og stormede ud af døren.

“Vent, Maya!” skreg han og styrtede efter hende.

Hun snublede over noget på vejen, og et rødt mærke spredte sig på knæet, men hun ignorerede det og fortsatte mod sit hus.

Hun løb ned af vejen, skubbede til menneskemængden, ligeglad med alt omkring hende.

“Maya!” Hun hørte ham gentagne gange bag sig, men ignorerede det.

---

 

Hun nåede snart efter sin gade, og det første hun så var ikke et normalt syn. Halvdelen af huset var blæst væk, og sort røg steg op fra det. Men det værste syn var de to kroppe, der lå på fortovet.

Maya stormede derover og kastede sig på knæ. Hun vendte den mandlige figur, og et kønt ansigt væltede omkring, så fedtet, sodet hår klistrede sig fast til hans ansigt.

“Marcus?” hviskede hun. Hun så over på den anden krop. Det var Michelle. Han havde ligget ovenpå hende, beskyttet hende.

“Maya!” råbte en stemme bag hende, og hun så op. Hun lagde sin brors krop fra sig, og styrtede ind af hoveddøren.

Indenfor var der ikke meget, som sagde ‘hus’ tilbage. Det hele var ødelagt; vægge, møbler, det hele. Hun gennemsøgte alle rummene, og da hun gik ovenpå, hørte hun igen en stemme kalde på hende. Hun så to skikkelser ligge et par meter fra hinanden, den ene med et møbel væltet ned over sig. Hun løb hen til dem, og kastede sig for anden gang ned på knæ, og løftede besværligt det tunge møbel af.

“Far?” hviskede hun, og rørte forsigtigt ved hans arm, som om hun var bange for ham.

Hans øjne var halvt åbne, og hun vidste at det var for sent for ham.

En hosten lød fra den anden skikkelse.

“M-Maya,” sagde personen hæst, næsten uhørligt,

Hun kiggede op, og tørrede sine øjne.

“Mor?” Hun kastede sig over til hende. Hendes ansigt var også sodet, blodigt.

“Kom væk,” hviskede Pia, og hostede igen.

“H-hvad?” stammede Maya, og mærkede igen tårer forme sig i øjnene.

“Det er ikke sikkert,” sagde hun, nu meget svagt. Hun kiggede sin datter bestemt i øjnene. “Tag med væk, og kom ikke tilbage.”

“Men,” argumenterede hun, “Marcus…”

“Han klarer sig,” hviskede hun. “Han skal nok klare det.”

Pia lukkede øjnene.

“Mor?” sagde hun igen, og ruskede i hendes arm. Intet svar.

“Mor?!” råbte hun, og lænede sig ind over hende.

“Maya…” lød en stemme fra trappen. Ikke længe efter mærkede hun et greb om hendes overarm.

“Vi er nødt til at komme væk,” sagde stemmen desperat. Hun kiggede på ham, hendes syn var sløret. Det var Michael. Han trak hende op og stå, og med ned af trappen, ud af huset, ned af gaden. Flere og flere mennesker forsvandt fra vejene, men der var stadig et kaos.

“Jeg har ringet til en ambulance,” forklarede han. “Men lige nu må vi altså væk.”

Hun nikkede og fulgte lydigt med, imens hans arm var viklet om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...