Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19222Visninger
AA

14. 14.

Domino

Kapitel 14

Han var bange for at vågne op. Bange for at hun ikke ville være der, hvis han gjorde. Bange for at det hele havde været en drøm, at hun ville sidde og snakke med sin kæreste, og fortælle ham, hvor meget hun elskede ham. Han åbnede svagt øjnene per refleks, og kneb dem så hurtigt i igen.

“Hej,” sagde en stille stemme så. Hans sind ville - nej, kunne - ikke tro det, men han vidste, hvad han havde hørt. Hvem, han havde hørt.

Han åbnede øjnene.

“Maya?” hviskede han. Hun smilede til ham. Han kyssede hende, og hun lagde en hånd bag hans nakke. Da han trak sig væk, storsmilede han. Han pillede ved en af hendes hårlokker, og snoede den mellem sine fingre.

“Er du glad?” spurgte hun.

Han smilede skævt.

“Jeg er mere end det,” sagde han og kyssede hende. “Jeg er lykkelig…” - han kyssede hende igen, og hun lo...”- jeg har aldrig haft det bedre - ... jeg elsker dig…”

Hun stirrede bare på ham.

“Michael,” hviskede hun. “Det har du aldrig sagt før.”

“Jeg har tænkt det,” svarede han. “Flere gange. Jeg har taget mig selv i at skulle til at sige det. Dengang, det startede, troede jeg, det bare var på en… venlig måde. Nu ved jeg, jeg tog fejl.”

“Åh, Michael.” Hun smilede og kyssede ham, “Jeg elsker dig.”

Han smilede endnu større, og blinkede til hende.

“Min trøje klæder dig,” sagde han grinende.

“Jeg havde ikke andet!” forsvarede hun.

De satte sig langsomt op, uden at Michael gav slip fra hende. Hun lo imod hans brystkasse, og lod sine arme hænge slapt ned af sine sider. Ashton må have hørt dem, for pludselig stod hans skikkelse i døren. Man kunne se Jasmine sidde i køkkenet ude bagved.

Han rømmede sig, hvilket fik Michael og Maya til at rette deres opmærksomhed mod ham.

“Nå, jeg kan se at parret er vågnet?” jokede han, og rejste øjenbrynene.

Michael gav langsomt slip fra Maya.

“Hold din mund, Ash,” grinede han tilbage.

Ashton smilede, slog undskyldende ud med armene, og gik tilbage til køkkenet.

“‘Parret’?” grinede Maya, og kiggede igen på Michael.

Han smilede skævt til hende.

“Det er vi vel,” sagde han.

Hun grinede igen. Hans smil stivnede.

“Maya,” begyndte han, en smule mere alvorlig i stemmen. “Har du tænkt mere på, om… Om du skal med os på turneen?”

Hun kiggede ned og bed sig i læben, bange for at se ham i øjnene. Han sukkede, og vidste godt, hvad svaret var.

“Maya…” hviskede han, og løftede hendes ansigt op, så hendes blanke øjne mødte hans. “Jeg… Jeg har brug for dig. Husker du?”

“Michael, vær sød at lade være… Jeg bliver nødt til det. Jasmine og Nillie…” hviskede hun, forsigtig med, at Ashton eller Jasmine ikke kunne høre hende. “Det ville ikke være fair, hvis der skete dem noget på grund af mig. Og dig” hendes øjne blev røde. “De kan spore mig, Michael. Det ved du også godt. De vil ikke kunne finde dig, resten af drengene, Jasmine, eller Nillie, hvis bare jeg bliver her. Hvis der skete dig noget… Hvordan skulle jeg kunne leve med mig selv?”

Han svarede ikke, men kiggede blot bedende og desperat på hende. Hun tog igen fat i hans hånd, og løftede den op til sine læber, og kyssede den blidt. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den snart efter igen.

---

 

Fuglefløjt lød fra træerne omkring dem. Græsset var ikke længere vådt, men dog stadig en lille smule fugtigt. Hun kunne høre Calum snorke bag hendes ryg. Nillie åbnede stille sine øjne og mødte den skrigende sol, der var godt i gang med at stå op. Hun lagde en hånd, for at skygge for den. Hun kunne mærke noget omfavne hendes talje. Det var Calums arm, der havde fundet sin vej i løbet af natten.

Hun tog sin anden hånd og flettede den sammen med hans. Det blev til et gab, og lidt bevægelse, men dog stadig ingen rigtigt aktivitet.

Nillie rykkede sig tættere på ham og kunne mærke hvor varm han var. Det var en underlig følelse at ligge ved siden af en, og rent faktisk føle sig tryg.

Der gik en lille mariehøne hen af et af græsstråene.

“Godmorgen” hviskede Calum og klemte med den hånd, der var flettet i med Nillies.

Nillie vendte langsomt sit blik indtil et skævt smil mødte hende.

“Godmorgen,” hviskede hun stille tilbage.

Calum gned sig i det ene øje, og strakte sig så, stadig med en hånd flettet sammen med hendes.

Hele natten i går, havde de kigget på stjernerne, og de havde endda set nogle få stjerneskud. Calum havde fortiet det fra Nillie, men det han ønskede hver gang et skud fløj hen over den evige nattehimmel, var at han i morgen ville vågne til et smilende ansigt med ray bans på.

“Har vi virkelig sovet her ude i nat? Du må da have frosset,” sagde Nillie.

“Så længe jeg lå ved dig, var det hele tiden varmt,” svarede Calum flirtende og kærtegnede hendes kind.

“Måske skulle vi tage hen til hotellet igen, bare for at tjekke op på de andre turtelduer,” sagde han, efter noget tid hvor de bare havde kigget hinanden i øjnene, og strakte sig en gang mere.

“Okay, men før vi gør, synes jeg at vi skal have noget at spise,” sagde Nillie “og hvis du virkelig kan lide mig, så giver du!” sluttede hun og skar en grimasse.

“Nåh, okay så!” sagde Calum med et skævt smil.

---

 

“OMG! Det er Calum fra 5SOS!” skreg en fan, der havde opdaget Nillie og Calum, da de var på vej hen til den specielle café hvor de kunne være i fred fra alle de forskellige fans.

“Fuck, lad os løbe” hviskede Nillie og begyndte at løbe, men Calum hviskede bare,

“Lad hende bare få en autograf, så lader hun os være,” og fik Nillie til at stoppe op. Pigen kom løbende, mens hun fumlende fandt nogle ting frem fra hendes rygsæk. Calum tog imod en kuglepen og en lille mappe fra den overglade fan.

“Oh my gosh, oh my gosh, oh my gosh!” sagde hun om og om igen, mens at han signerede mappen, hurtigst muligt for at komme videre. Men da Nille og Calum begyndte at gå, så de at pigen fulgte efter dem, med 20 meters mellemrum. Hver eneste gang han kiggede tilbage, lod hun som om at hun læste i sin mappe, men hun havde tit vendt den på hovedet så det var ret nemt at se.

“Når jeg kigger tilbage igen, skynder vi os ind ad den der gyde deroppe, og så håber vi hun mister interesse,” hviskede Calum og satte planen i værk. Han kiggede direkte på pigen og hun gjorde som altid, ved at kigge i hendes mappe (endda vendt rigtigt denne gang), hvorefter Nille trak Calum med ind i gyden. Der var meget klemt derinde, så de måtte stå helt oppe af hinanden, men det var ikke fordi det var noget problem.

---

 

“Hvad vil i gerne have at spise?” spurgte en servitrice, ingen af dem havde set før. Emma var ingen steder at se, hvilket var fantastisk når man tænkte på hendes indblanding i det hele.

“Giv os bare nogle pandekager til at guffe på. Glem endelig ikke siruppen!” tilføjede Calum og tog fat om Nillies hænder. “Håber virkelig at du kan lide pandekager,” sagde Calum stille og kom med et skævt smil.

“Hvem kan ikke det,” smilede hun skævt.

“Åh, det ved jeg snart ikke.” Han så tænkende ud, og hun lo højt.

De sad og smalltalkede lidt, da pandekagerne blev serveret. Calums’ svømmede nærmest i sirup, og hun lo igen.

“Hva’ griner du af?” spurgte han og lavede et surt ansigt.

“Ej, undskyld,” sagde hun, og prøvede forgæves på at lade være med at grine.

Men latteren sluttede brat, da en bekendt stemme trængte igennem deres nyfundne (uopdagede) lykke.

“Hej søde,” sagde Emma, og satte sig ved en bås, nogle meter væk fra parret. Nillie strakte hals for at se, hvad der skete. Hun vendte hurtigt tilbage på sin plads igen.

“Hvad er der?” spurgte Calum.

“Det er Emma,” hviskede hun. “Hun sidder med en dreng. Hun kyssede ham.”

“Hun hvad for noget?!”

Kyssede ham.”

“Hun kunne ikke have fundet sammen med en på…” - han tjekkede sit ur - “... ti timer.”
“Med mindre hun lige har fundet ham,” tilføjede Nillie.

“Og så bad hun ham vendte her.” Han hævede et øjenbryn. “Nej, hun har været sammen med ham længere. Så hun var ham utro. Med mi - os. Drengene... og… jeg…”
Nillie smilede skævt. “Skal vi ikke spise, og så kan vi tage os af det bagefter.”

Han trak på skuldrene.

---

 

Som Calum skovlede det sidste af sine pandekager ind, havde Nillie stadig en tilbage. Den var dækket af klistret sirup.

“Skal du ikke spise den?” spurgte han og pegede på den med sin gaffel.

“Nej,” sagde hun, skævede lidt til tallerkenen og skubbede lidt til den.

“Skal jeg så ikke spise det for dig?” Han rakte ud efter den, men hun trak den til sig igen med et ondskabsfuldt smil på læberne.

“Jeg har planer for den,” sagde hun.

Han trak på skuldrene og kaldte på en tjener. Nillie skyndte sig at tage pandekagen og gemme den under bordet. Calum skød et øjenbryn i vejret, men sagde ikke noget til det.

De betalte for morgenmaden, men på vej ud, stoppede Nillie ved Emma og mysterieboys bord.

“Emma!” sagde hun i et glad tonefald. “Hvor er det godt at se dig igen.”

“Øh, ja,” sagde Emma, og krympede sig lidt.

“Er det her din kæreste?” spurgte hun.

“Det her?” Brunetten skævede lidt til manden overfor hende. “Det, øh… det er det vel.”
“Mike,” introducerede manden med et smil. Han rakte sin hånd ud, men ingen tog den. Den røg tilbage under bordet igen.

“Jamen det er da kun et halvt døgn siden du var sammen med drengene,” sagde Nillie. Hun så ikke sur eller vred ud.

“M-med hvem?” spurgte Emma.

“Du ved, Michael, Ashton og Calum her. Luke ville ikke, forstår du nok. Hans kæreste bliver ret let jaloux.”

“Undskyld mig,” sagde Mike og lænede sig lidt fremad. “Var du sammen med nogen?”

“Nej jeg var ej!” forsvarede Emma.

“Jo jo,” sagde Nillie. “Kan du ikke huske det? Først dansede og kyssede du lidt med Ashton. Så gik du over til Michael. Det fik ham heldigvis sammen med Maya, men… i hvert fald, gik du så ikke ud til Calum og mig?”

“Nej,” sagde den anden pige og rystede på hovedet.

“Jo du gjorde,” sagde Nillie og kiggede kort på Calum. “Det var der, hvor du røg den der cigaret. Nå ja, du forsvandt i hvert fald igen. Ashton sagde, du dansede lidt med ham, og så prøvede du på at kysse ham igen, og så kom Jasmine og hun var ret fuld. Det var ikke en sjov aften for hende, men hun er i det mindste ikke vred på ham mere. Han fik hende hjem, skrev Maya til mig. Hun har det fint. Ashton fortalte dem det hele, og det lykkedes i slutningen.”

“Det var da godt.” Emma tog akavet en lang slurk af sin juice.

“Jeg har forresten en gave til dig.” Nillie lod som om hun ledte efter noget i sin taske. Da hun ‘fandt’ hvad hun ledte efter, lod hun armen svinge, så pandekagen ramte Emma lige i hovedet. Hun gispede forfærdet.

“Åh Gud,” sagde hun. “Her, lad mig hjælpe dig.” Hun tørrede sine fedtede fingre af i hendes hår, og dyppede dem i hendes juice, hvorefter hun tørrede dem i hendes kjole. Hun smilede falskt, daskede til håret, og gik mod udgangen.

“Hyggeligt at snakke med dig,” sagde hun og gik ud, efterfulgt af en grinende Calum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...