Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19220Visninger
AA

13. 13.

Domino

Kapitel 13

Så Luke tog Jasmine med til festen, som musikklassen alligevel ikke skulle spille til, på grund af manglende øvelse. Drengene blev sat til at spille nogen af deres sange, så der blev i det mindste stadig en koncert. De havde også bedt om, at få den rykket frem, så de kunne nå det, inden de skulle på turne igen.

Jasmine flirtede ukontrollabelt med Luke hver gang, Ashton var i rummet. Hun havde hevet ham med ud og vælge den perfekte kjole, og han forstod virkelig ingenting (don’t judge him, he’s blonde).

Nillie og Maya ignorerede de andre drenge totalt. De tog til festen sammen i to helt perfekte kjoler, og granskede dem ikke så meget som et blik.

Men festen kom, som festen skulle. Nillie havde en mintgrøn, puffet kjole på uden stropper, men et bredt, sort bælte om livet. Maya havde en lårkort, sort kjole med korte, blonde ærmer. Jasmines kjole var bodorød. Den gik til lidt over knæene, havde lange blondeærmer og et udsnit på ryggen. Ashton kiggede efter hende, da hun svingede med sit hår og gik lige forbi ham.

Emma var der sammen med ham. Hun nægtede at forlade hans side, siden ulykken i onsdags. Hun klæbede sig op af ham, og hver gang, han skulle til at gå hen til Jasmine, holdt hun ham tilbage og kyssede ham på munden, selvom han voldsomt prøvede at skubbe hende af.

Koncerten startede tyve minutter efter, dørene lukkede. Drengene gjorde sig klar på scenen, og pigerne satte sig på forreste række, hvis ikke andet bare for at gøre dem nervøse.

---

 

Drengene var gået på scenen, og piger fra hele skolen stod og heppede og klappede af dem.

Every day it's the same, love and games that you play; back and forth, round and round, kinda like it this way...’ sang Michael deroppe fra. Emma stod nede ved siden af scenen, og kiggede et par gange dræberagtigt på Jasmine, som stadig sad på forreste række sammen med Nillie og Maya.

“Sikke en bitch,” mumlede Nillie, som også havde lagt mærke til blikkene fra hende. Maya sukkede.

“Endelig,” sagde Jasmine. “Endelig sagde du det.”

“Utroligt, hvordan de kan se så glade ud,” sagde Maya så, og kiggede op på scenen.

De talte ikke mere sammen efter det. Der gik ikke længe før sangen afsluttede, sammen med resten af koncerten. Drengene sagde tak, og forlod scenen, mens publikum rejste sig fra deres sæder, og gik tilbage til hvad end de nu lavede til festen før.

“Åh Ashton,” sukkede Emma. “Hvor spillede du altså godt.”

“Åh Ashton,” efterlignede Jasmine så højt, at de kunne høre det. “Please don’t stop. Oh God!”

Pigerne kiggede grinende over på dem, og drengene, minus Ashton, som så helt fortabt ud, smilede skævt. Ashton prøvede at gå over mod dem, men Emma stoppede ham.

“Kom så,” sagde hun, og trak ham ud på dansegulvet. “Jeg vil danse.”

Ingen af dem lagde mærke til figuren i hjørnet, som studerede hvert af deres træk.

---

 

Nillie skævede forsigtigt til Jasmine, som ikke sagde noget, men bare gik over for at sætte sig ned. Nillie satte sig over for at snakke med hende. Maya så sig omkring, og prikkede Nillie på skulderen.

“Jeg henter noget at drikke,” sagde hun, og vendte sig om for at gå.

Hun gik op imod baren, og satte sig på en af stolene, og ventede på at det blev hendes tur. En skikkelse satte sig ved siden af hende.

“Du ser godt ud,” sagde en stemme. Det var Michael.

“Er det virkelig alt, du har at sige?” spurgte hun, og rettede sig op for at kigge på ham.

“Jeg skulle jo sige et eller andet.”

“Hvorfor går du ikke hen og snakker med Emma i stedet?” spurgte hun koldt, og kiggede væk.

Han smilede skævt.

“Hvorfor snakke med hende, når jeg kan snakke med dig?”

Maya rullede med øjnene. “Jeg har ikke tid lige nu. De andre venter på mig.”

“Kom nu med,” sagde han, og tog fat i hendes arm. Han trak hende op at stå, og førte hende over til et mere mennesketomt sted.

Han slap hendes arm, og vendte sig imod hende. Hun rejste øjenbrynene, som tegn til, at han skulle fortsætte.

“Hvad vil du?” spurgte hun endelig. Hans hånd bevægede sig op ad hendes arm, og hun opdagede, hvor rart det føltes. Hun lukkede øjnene.

“Jeg vil gerne undskylde,” begyndte han.

“Åh, lad mig gætte hvorfor,” sagde hun sarkastisk og åbnede øjnene igen.

“Hvorfor er du overhovedet vred på mig?” spurgte han frustreret.

“Hvorfor undskylder du, hvis du ikke ved hvorfor?” gav hun igen.

“Fordi du betyder noget for mig!” indrømmede han endelig.

Hun sukkede, og rystede hans hånd af.

“Du betyder også noget for mig,” hviskede hun.

“Hvad er så problemet?!” råbte han irriteret. “Hvad end det er, som jeg har gjort, der er så slemt at du ikke vil fortælle mig det… Så må du meget, meget undskylde.”

Hun tøvede, og sagde så endelig; “Michael, jeg kan ikke klare det her lige nu, okay? Vi må snakke når vi er færdige her.”

“Men-”

“Nej! Hvorfor går du ikke bare over, og er sammen med ‘din elskede’, indtil festen er slut?” spurgte hun sarkastisk.

“Det er jeg jo allerede,” svarede han.

Hun stirrede vantro på ham. Dog blev det perfekte øjeblik ødelagt, da en lav brunette stoppede sin dans med Ashton. Hun gik hen imod Maya og Michael, med lange, hastige skridt.

“Michael!” udbrød hun grinende og svang sine arme om ham.

“Øh, Emma.” Han kiggede desperat på Maya, som skulle til at sige noget, men Emma trak Michael væk. Hun greb fat i hans trøje, og trak ham tæt ind til sin krop, imens de gik mod dansegulvet. Han blev ved med at se sig over skulderen. Maya kiggede væk, og gik mod udgangen.

“Emma!” råbte Michael, ligeglad med, hvem omkring dem, der hørte ham. “Slip mig!” sagde han, og vred sig fri fra hende. Hun kiggede på ham, med et såret udtryk malet på ansigtet.

“Men, Michael,” sagde hun. “Jeg elsker dig jo…”

“Ligesom du elsker Ashton?” Han hævede et øjenbryn, og da hun ikke svarede, fnøs han og kantede sig gennem menneskeflokken.

“Michael Clifford!” skreg hun bag ham. “Dit svin!”

“Hvem er nu en kælling?” råbte han over skulderen.

Han løb hen mod udgangen, hvor dørene stadig svingede, efter Maya havde forladt rummet.

Hun løb et stykke nede af gangen, på vej til døren der ledte udenfor.

“Maya!” råbte han, og satte igen i løb imod hende. “Maya!”

Hun kiggede sig over skulderen, men stoppede ikke.

“Vent!” råbte han, og løb op foran hende.

“Hvad fanden vil du?” spurgte hun, med krydsede arme. “Det må sørme være vigtigt, siden du gik fra hende!”

“Hvad?!” udbrød han. “Nej. Hun er ikke vigtig for mig, slet ikke!”

“Det så ellers sådan ud!”

“Jeg er ligeglad med, hvordan det så ud!” nærmest skreg han. “Jeg er ligeglad med hende…”

“Og hvordan kan det så være?”

“For fanden, Maya!” råbte han, og slog armene ud til siderne. “Jeg kender hende jo ikke! Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad med hende!”

“Du kender heller ikke mig!”

Han så vantro på hende. “Så det gør jeg ikke?” spurgte han.

“Nej,” sagde hun. “Det gør du ikke.”

“Jeg ved hvad dine forældre hedder,” listede han. Hun fnøs.

“Jaså?”

“Pia og Killian Larson.” Han tog et skridt tættere på hende. “Du har tre brødre, Sean, Simon og Marcus.”

“Skulle det være at kende mig?”

Endnu et skridt. “Jeg ved hvad dit første kæledyr hed,” sagde han. “Det var en snehvid kanin med sorte poter. Du kaldte den Cira efter din bedstemor, fordi hun lige var død, og hun havde elsket den snehvide farve.”

Maya svarede ikke.

“Jeg ved, hvad din første og nuværende kæreste hedder,” fortsatte han. “Jeg ved, hvordan han er.”

“Han er ikke min kæreste,” hviskede hun hæst.

“Åh virkelig?” spurgte han med et skævt smil. Hun stod nu op af væggen, og han støttede sin ene arm mod den. “Jamen, så vil det her jo ikke gøre noget.”

Og uden varsel stoppede han hendes næste ord, ved at plante et langt og inderligt kys på hendes kolde læber. Og alt, hun kunne tænke på, var, hvor rigtigt det føltes.

---

 

Nillie gik ud af hoveddøren og lænede sig op af væggen ved siden af. Månen fyldte størstedelen af himlen og stjernerne var spredt som sandkorn på den største strand i universet. Hendes telefon vibrede, men hun valgte at slukke den. Et par kom grinende ud af døren, pigen med drengens arm hen over hendes skulder. Det mindede Nillie om den aften hvor hende og Jasmine fortalte drengene om Maya, og hvor Calum havde omfavnet hende. Han var varm og beskyttende når han lagde sit hoved over hendes. Der faldt en tåre ned af hendes kind og hun tørrede den stille væk ved hjælp af hendes tommelfinger.

“Det er en smuk nat i aften, hva’?” lød en stemme en meter bag hende.

“Ja.. Ærgerligt at den ikke kan ses hver aften.” svarede Nillie trist og kiggede ned i jorden.

Calum lagde en hånd på Nillies skulder, uden reaktion fra modparten. “Nillie.. Jeg,” startede han men blev afbrudt af Nillie.

“Bare.. Lad være Calum..” sagde hun.

“Hey, Nillie” hviskede Calum hurtigt og fik hende til at vende sig om. “Hvad er grunden til alt det her?” Han tog fat om Nillies arme og kiggede ind i hendes øjne.

“J-Jeg.. ved det ikke.” sagde hun og kiggede ned i jorden igen.

“Uanset hvad, så vil jeg gerne sige undskyld.. Jeg vil bare gerne vide hvad grunden er?” Calum lagde stille sin ene hånd på hendes kind og kørte den op og ned. Det gav en varm følelse i kinden på hende.

“Hvis du virkelig vil undskylde, så ville du vide hvad grunden er!” småråbte Nillie af ham og gik et skridt tilbage, væk fra omsorgen og ømheden.

“Nillie, jeg siger bare at nogen gange, kan jeg være en kæmpe idiot og slet ikke tænke over hvad jeg gør og siger! Lad ikke det gå ud over os!” råbte han og tog fat i hendes arm.

“Men hvad er ‘os’!?” råbte Nillie af ham og vred sin arm til sig. Calum åbnede sin mund, men lukkede den hurtigt igen.

“Bare.. Bare lad mig være!” hviskede hun og satte i løb hen af skolegårdens hårde asfalt. Først var der stille bag hende, men så hørte hun hurtige skridt komme tættere og tættere på. Nillie satte i spæn og tårer løb hurtigere og hurtigere ned af hendes kinder, men hun var ligeglad. Så længe at hun kom længere væk fra smerten, og den uforventede kærlighed.

---

 

“Nillie!” hørte man i området. Hun sad i det våde græs med benene helt op til brystet. Brillerne lå ved siden af hende, sådan at de ikke ville gå i stykker.

“Nillie?” hviskede Calum og dukkede op bagved. Han satte sig ved siden af hende, og rystede lidt af kulden i jorden. Han lagde en arm om Nillies skuldre og satte sig tættere på hende.

“Vil du tale om det her?” spurgte han lige så stille. Nillie rystede på hovedet, og lagde sit hoved på Calums skulder.

En dør lød og fik begges opmærksomhed. En skygge gik tættere og tættere på.

“Hva? Er det her en ‘lovestory 101’ lige nu, eller hvad?” spurgte hun og lænede sig op af den nærmeste væg. Hun røg på en cigaret, mens hun kiggede op på de evige stjerner.

“Kan du ikke bare lad os være i fred, Emma?” spurgte Calum og klemte Nillie en lille smule. Emma satte sig ved siden af Calum.

“Hvorfor skulle jeg?” spurgte hun og kiggede flirtende på Calum. “Sådan en stærk tyr som dig skal da ikke holde sig til én kvinde, det er lov og ret!”

Emma begyndte at filtre med Calums hår. Nillie løftede hovedet og rejste sig derefter helt. Hun gik hen foran Emma og gik ned i hug. Hun kiggede ind i hendes øjne og rykkede sig lidt tættere på, med et selvsikkert smil på læben. Hun blinkede til Calum og krammede derefter Emma. Nillie gik ud af krammet med den stumme Emma og kiggede igen ind i øjnene på hende. Derefter lænede Nillie sit hoved tilbage og kastede det så frem. Emma lå lamslået i det våde græs, lige ved siden af den grinende Calum. Nillie kiggede dybt ind i hans øjne, hvilket fik ham til trække sig sammen. Hun kluklo og satte sig derefter ved siden af ham igen.

“Nillie? Ved godt at du ikke ville snakke om det men...” sagde Calum efter lang tids stilhed.

Nillie kiggede undrende på ham.

“J-Jeg vil rigtig gerne undskylde, så...” Han vendte sig væk fra Nillie og da han kiggede på hende igen havde han den smukkeste rose i hånden. Nillie grinte stille og tog imod rosen. Hun studerede den lidt nærmere, og satte så rosen i Calums hår, ved støtte af hans øre. Calum kom med et skævt smil og kiggede så Nillie i øjnene.

---

 

Emma kom gående ind af døren til gymnastiksalen, hvor festen primært blev afholdt. Jasmine sad i baren. Hun havde fået en drink for meget, og stirrede ondt på alle de grinende par, der gik direkte forbi hende, som om hun var usynlig.

Da hun var yngre og gik i anden klasse, blev hende forældre, som sagt, skilt. Det tog hårdere på hende dengang, end det nogensinde gjorde nu, hvor hun nærmest slet ikke mærkede noget til det. Det var jo bare en del af dagligdagen.

I hvert fald blev hun mere indelukket dengang, følte, at hele verden var imod hende. Fra tredje til sjette klasse var hun næsten usynlig, ud over de få sammenbrud hun fik af og til midt i timerne. Fra syvende og op efter gjorde hun noget ved det. Hun nægtede at lade sig selv have det på den måde, og blev simpelthen bare… tja, den hun var i dag.

Men nu, måske til hendes sidste skolefest nogensinde, følte hun sig atter usynlig. Og drengenes opførsel (især Ashtons) overfor Emma gjorde det ikke just bedre.

Det var da, at hun fik øje på hende. Hendes feminine gang, hendes høje ben, hendes ribbenstynde liv, hendes ækelt kønne ansigt, hendes fucking alting… men hun svajede, lagde Jasmine mærke til.

“Hey, Jas,” sagde Helen. Hun sad ved siden af, og var den, der blev ved med at bestille alle de drinks.

“Ja?” spurgte Jasmine fraværende. Hun stirrede efter brunetten, der bevægede sig ind imellem den dansende flok studerende.

“Hvad ville du sige til, at jeg fik en tatovering?”

“Klart,” svarede hun bare. Helen løftede et øjenbryn.

“Og en piercing i næsen?”

“Selvfølgelig.”

“Og begynder at ryge.”

“Du gør bare, som du vil,” sagde Jasmine, og Helen lugtede lunten.

“Du hører ikke efter, gør du?” spurgte hun.

“Niks.”

Hun gryntede irriteret. “Jas,” sagde hun. “Er du stadig vred over Ashton? Er han virkelig det værd?”

“Overhovedet ikke.”

“Så forstår jeg altså ikke, hvorfor du ikke bare får en champagneflaske mere, og glemmer alt om ham? Det gør altså virkelig ondt, at se dig sådan der.”

“Det må du nok sige,” sagde Jasmine, lidt mere lystigt, end hun burde. Hun hoppede ned fra den høje barstol, vaklede lidt og bevægede sig ind mod centrum af farezonen - dansegulvet.

---

 

Ashton så sig forvirret omkring. Han ledte efter den høje, blonde skikkelse, som Emma hele tiden trak ham væk fra.

“Der er du,” sagde en stemme bag dig, og han vendte sig om fuld af håb.

“Oh,” sagde han skuffet. “Det er dig.”

Emma smilede skævt. “Ja, sukker,” sagde hun. “Det er mig.” Hun viklede sine stankelbenstynde arme om hans nakke, men han skubbede hende voldsomt fra sig.

“Oi!” råbte en stemme lidt væk fra dem.

“Jasmine…” hviskede han. Han så op, og minsandten om det ikke også var hende. Hun gik med en flaske i hånden.

“Hvad fanden tror du lige du laver?” spurgte hun og trak Emma væk.

“Jeg kysser min kæreste,” sagde hun irriteret.

“Din hvad nu?” Ashton så forvirret ud.

“HA! Undskyld, sweets, men Ashton her har altså standarder, og jeg er sikker på, en hjernedød kælling ikke høre til ind under dem.”

“Så du tror altså,” gav Emma igen, “at en fuld halvhjerne gør?”

“I det mindste er jeg kun en halvhjerne, når jeg er fuld,” sagde Jasmine med et skævt, veltilfreds smil om læberne. “Det må være hårdt at være hjernedød hele tiden. Jeg føler med dig. Eller gør jeg?” Hun trak på skuldrene og tog en slurk af flasken, men Ashton tog den hurtigt fra hende.

“Rolig nu,” sagde han og lagde en arm om hende. Han gav Emma flasken og manøvrede sig og udenom hende.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Jasmine. Hun lød som et lille barn.

“Jeg tror det er på tide, du kommer hjem,” sagde han og løftede hende op, så han bar hende i sine arme.

Emma stirrede efter dem, før hun vendte sig mod Luke, og gik mod ham med faste skridt. Da han så hende, stirrede han forfærdet.

“Lukeguin forever!” skreg han og stormede væk.

---

 

“Kooom så,” sagde Ashton, da de nåede hotellet. Han bar hende stadig og fik med besvær døren åbnet. Han bar hende ind i soveværelset, fandt en af sine store T-shirts frem og hjalp hende med at få den på. Han var meget opmærksom med ikke at være for opmærksom på hendes mere… kvindelige former, men hun lod ikke til at tage sig af det i øjeblikkets situation.

Efter hun fik den på, hjalp han hende med at børste tænder og komme i seng. Han kyssede hende på panden og skulle til at gå, da hendes stemme stoppede ham.

“Vil du ikke blive?” spurgte hun. Han kiggede forbløffet på hende, men smilede så og nikkede.

“Selvfølgelig,” sagde han. Han ville sætte sig i stolen i hjørnet, men hun klappede på pladsen ved siden af sig i dobbeltsengen. Han lagde sig der i stedet.

Hun lå vågen lidt, og han faldt i søvn før hende. Hun tjekkede efter, før hun snoede sig ud af hans greb om hendes liv. Hun vaklede ud på badeværelset og fandt noget i lommen på de bukser, Ashton havde hentet, før han bragte hende hertil. Det var pakket ind i køkkenrulle. Hun havde haft det i nogle år nu, efter en af hendes venner havde bedt hende om, at få den væk fra hende.

Med rystende hænder pakkede hun det ud. Hun tog en af dem op, studerede den. Aldrig i hendes liv havde hun gjort det, og hun havde heller ikke regnet med at gøre det.

Hun satte sig på gulvet, op af muren. Gulvet var koldt mod hendes bare ben. Hun ignorerede gåsehuden på sine arme, og lagde det kolde metal mod huden på hendes venstre håndled. Hun trykkede forsigtigt uden noget skete. Så fjernede hun bladet, og lidt efter lå det atter mod huden igen. Sådan blev hun ved et par gange, imens uhørte tårer trillede ned af hendes runde kinder.

“Du kan godt,” hviskede hun til sig selv. “Du får det bedre.”

“Gør du virkelig?” spurgte en stemme fra døråbningen, og hendes blik farede op. Ashton stod lænet op ad dørkarmen med armene krydsede.

“Ashton?” sagde hun forbavset.

Han satte sig overfor hende, tog sine armbånd af, og viste hende sin arm. Hun gispede forfærdet. Utydelige ar dækkede hans håndled. Han tog hendes hånd, og trak den ned til armen, så metallet hvilede mod hans hud.

“Skær i mig i stedet,” hviskede han. “Jeg har prøvet det før. Jeg kan bedre tage det.”

“Det… det kan jeg ikke.” Hendes stemme vaklede. “Jeg kan ikke såre dig på den måde.” Og så forstod hun det hele (advarsel, ideen er ikke min egen, jeg er ikke klog nok til at finde på sådan noget, please don’t judge me for using it).

Han tog metallet ud af hendes rystende hænder og lagde det på gulvet. Hele hendes krop rystede nu, og tårerne fik frit løb. Han trak hende ind til sig og rokkede hende frem og tilbage.

“Undskyld,” hviskede hun. “Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg flippede ud. Jeg var en kælling. Jeg fortjener det her. Oh my God, jeg er en forfærdelig person.”

Han tyssede på hende. “Nej du er ej,” sagde han. “Du er vidunderlig, og jeg var et svin. Jeg skulle aldrig, aldrig have sagt de ting til dig, som jeg gjorde.”

“Jo, du skulle,” hulkede hun stille. “Jeg fortjente det. Jeg fortjener alt det, jeg får. Udover dig.”

“Du behøver ikke, at fortjene mig,” forsikrede han hende. “Det gør du, men du behøver det ikke. Du kan få mig, hvis du har brug for det. Betingelsesløst.”

Hun kluklo. “Det lyder rart,” sagde hun. Så hulkede hun endnu dybere igen, og trak sig længere ind til ham. “Jeg er en forfærdelig person,” hviskede hun igen.

Han trak hende lidt ud fra sig, tørrede hendes tårer væk med tomlen og så hende direkte i øjnene. “Hør her,” sagde han. “Du fortjener hver en lille god ting her i livet. Du fortjener at være lykkelig. Du fortjener én, der vil passe på dig, én der kan se det smukke i dig. En som får ro bare af at høre din stemme. En… en der vil… vil se dine åndssvage disney film med dig…” Hvert et lille ord stak, men han fortalte sig selv, at det var af en anden grund, end det egentlig var.

Hun smilede svagt. “Sådan en som dig?” spurgte hun.

Hans hjerte sank, og han bed sig i læben. Hun er fuld, mindede han sig selv om. “Ja,” sagde han så. “Sådan en som mig.”

Hun nikkede og lænede sig mod ham igen. Hans stærke arme viklede sig rundt om hendes rystende krop.

“Jeg elsker alt ved dig,” sagde han. “Jeg elsker din latter, dine meninger, dit hår, dine øjne, din fucked up attitude… jeg elsker den måde du ser verden på, og hvordan du holder hovedet højt, selv når alle andre er onde og lede og… og… og modbydelige mod dig. Jeg elsker hvordan du siger andre imod, hvis du er uenig, hvordan du bander dig igennem alt, og mest af alt, hvordan du ikke dømmer folk. Hvordan du finder det bedste i dem, ser ind i dem, i stedet for dem.”

“Hvordan ved du så meget om mig?” spurgte hun.

“Jeg kan bare se det på dig.” Han smilede skævt til hende. Hun trak sig selv ud i armslængde og kiggede smilende på ham. Hendes næse var rød, og hendes øjne puffede.

“Du er ikke selvisk,” sagde han. “Du er ikke en kælling. Dine forældre elsker dig, og det gør Maya og Nillie og drengene også. Du har en udadgående personlighed, som jeg er helt vild efter at lære bedre at kende. Folk går ikke udenom dig, de beundre dig. Og hvis de ikke accepterer eller holder af dig, så kender de dig enten ikke, eller også er de hjernedøde, blinde fjolser, som ikke kan se hvor fucking fantastisk du er. Jeg elsker alt ved dig, og du skal aldrig lade nogen, end ikke mig, fortælle dig noget andet!”

Hun stirrede på ham. Så lænede hun sig op og kyssede ham på kinden. Han smilede til hende, trak hende igen ind til sig og kyssede hende i håret. De vuggede lidt frem og tilbage.

En time senere faldt hun i søvn. Han bar hende i seng anden gang den nat, og han ventede med at falde i søvn, til han var sikker på, hun allerede sov dybt. Hun er fuld, sagde han igen til sig selv. Hun kan ikke huske noget i morgen. Det gjorde mere ondt, end det burde.

---

 

Men da morgenen kom, lå hun stadig hos ham. Hun sov, og havde sin hånd oven på hans, som var viklet om hende. Han havde holdt hende tæt ind til sig, så hun ikke forsvandt igen. Det havde hun gjort alt for mange denne her uge allerede.

Han kyssede hende på kinden, fik sig viklet ud af dynerne og hendes hvilende hånd, og steg ud af sengen. Han gik ind i stuen, hvor Michael lå. Maya var der også, og hendes hoved hvilede på hans bryst. Hun havde jeans og en af hans rødternede skjorter på.

Nillie og Calum var stadig ikke kommet tilbage.

Ashton gik ud i køkkenet, og dækkede bord til toast. Han ville ikke vække parret i stuen, så han dækkede kun op til Jasmine og ham selv. Hun havde vel også brug for at komme op alligevel.

Men han behøvede ikke at vække hende. Hun stod i døråbningen og smilede skævt til ham. Hendes hår var uglet, men stadig en smule glat fra igår aftes. Hendes makeup, som ikke havde været særlig meget, var nu vasket af. Hans trøje var alt for stor til hende, men hun så sød ud i den.

“Godmorgen,” sagde hun og satte sig på køkkendisken. Han smilede til hende.

“Godmorgen,” sagde han, og vendte tilbage til opdækningen.

Hun havde et kæmpe smil på læberne, og han løftede et øjenbryn.

“Hvorfor smiler du sådan?” spurgte han.

Hun trak på skulderen og hoppede ned fra sin plads på disken. “Jeg elsker vel bare alt ved dig,” sagde hun og gik mod soveværelset igen for at skifte til nogle jeans og T-shirt.

Ashton stirrede efter hende, og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne lade være, med at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...