Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19228Visninger
AA

11. 11.

Domino

Kapitel 11

“Hvor er de andre blevet af?” spurgte Nillie og scannede området.

“Der skete noget drama med drama på, så de skulle lige være for sig selv,” svarede Calum og gik et skridt hen imod hende. Nillie kiggede lidt surt på Calum. Han tog armene ud til siden, som tegn til at han ville give et kram. Nillie tog imod, og klemte hårdt. Calum holdt hende ud foran sig, for at se hende i øjnene. “Undskyld at jeg snakkede med sådan en kælling, jeg skulle ikke have gjort det.. Kan du tilgive mig?”

“Putzmittel...” hviskede Nillie bare, og kom med et skævt smil.  

“Hvad?” spurgte han hviskende, efterfulgt af et lille grin. Nillie lænede hurtigt sit hoved tilbage, og ramlede det derefter direkte ind i Calums pande med et kæmpe klask. Calum slap hurtigt hendes arme for at tage sig til panden. Michael spærrede sine øjne op, af ren overraskelse. Nillie vendte om på hælen og daskede til sit hår og hviskede lige så stille ‘bitch’, i takt med at hun gik ned af gangen. Jasmine kom hurtigt gående ud af den ene gang, med et selvtilfredst smil på læben.

Nillie gik hurtigt hen til hende.

“Hvad skete der?!” nærmest råbte hun. “Du gik jo helt amok på hende!”

Jasmine stoppede op, og placerede sin ene hånd på sin hofte.

“Hun kyssede Ashton,” begyndte hun.

“Hvad?! Hvorfor smiler du så?!” råbte Nillie, forvirret.

“Jeg var rasende først, slap af! Jeg stod og fortalte ham, hvordan jeg havde det, og så kom den lille kælling kraftedme bare og kyssede ham. Men jeg fandt ud af det,” sagde hun, og fik igen det lille, selvtilfredse smil.

“H-hvad gjorde du?” stammede Nillie, nærmest som om hun var bange for at høre det.

Jeg kyssede Luke,” forklarede hun, nærmest stolt.

“Du hvad?!”

“Nemlig. Luke kom ind for at snakke med mig. Da jeg gik ud, fulgte han efter mig. Jeg så at Ashton var vågen, så jeg vendte mig om, og kyssede ham.”

Der lød et brag fra det rum, Jasmine var kommet fra, og det afbrød Nillie og Jasmines samtale. Ud kom Ashton, efterfulgt af Luke, som desperat prøvede at holde ham tilbage. Han så Jasmine, og stormede imod hende.

“Hvad fanden tænkte du på?!” rasede han. Det var tydeligt, at han var rasende.

“Hvorfor så vred, Ashton?” spurgte hun, med en falsk overrasket attitude.

“Jasmine, nu må du holde op!” råbte han, og var nu tæt nok på til at kunne røre hende. Luke havde opgivet at holde ham tilbage. “Jeg har jo - hun kyssede mig. Jeg skubbede hende af!” forsvarede han.

Jasmine løftede det ene øjenbryn, tydeligt stadig vred på ham.

“Jeg… Jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige. Jeg er ked af det, Jas. Det er jeg.”

Jasmine vendte sig og gik, og efterlod Ashton og Luke stående tomhændet tilbage.

Ashton kom løbende imod hende. “Du går fandme ikke igen!” råbte han og greb fat i hendes arm.

Hun vendte sig om, og kiggede ham i øjnene, derefter på sin arm.

“Jeg har gjort alt hvad jeg kunne! Jeg har undskyldt, bedt og ventet!” råbte Ashton af hende.  “Men du forbliver en bitch og kysser Luke!” afsluttede han.

Hvad kaldte du mig?!”

“En bitch,” svarede han bare. “For er det ikke det, du er? Lige nu? Overfor mig?”

Hun rev sig fri fra hans greb. “Hør her, mr. Irwin,” sagde hun truende og løftede en finger op i ansigtet på ham. “Hvis der er en ting, jeg ikke er, så er det en…”

“En hvad? En kælling?” spurgte han prøvende. “Er du nu også helt sikker på det?”

Farven forsvandt fra hendes kinder. “Du skal ikke kalde mig det!”

“Hvorfor ikke? Du havde jo ikke et problem med at kalde Emma det. Eller mig et svin.”

“Det er fordi, du fortjente det,” gav hun igen, men hun rystede en anelse og hendes stemme var usikker.

“Ashton,” sagde Luke bag dem. Han vidste godt hvor det her ville ende. Men de to ignorerede ham.

“Og hvordan kan det så være, at du ikke fortjener at blive kaldt en bitch, når du opfører dig sådan?” spurgte Ashton. “Har du tænkt på, at det nok er derfor, du aldrig har haft andre venner end Nillie og Maya?” Han gik truende imod hende, og hun bakkede tilbage, imens tårer samlede sig i hendes øjenkroge. “Og hvor meget skal vi vædde med,” fortsatte han, “at de heller ikke kan lide dig? Måske blev dine forældre skilt, så de ikke hele tiden skulle være sammen med dig. Måske har du aldrig haft en kæreste, fordi ingen kan holde din fucked up personlighed ud. Måske går folk væk fra dig, fordi du er en selvisk. Lille. Kælling. For uanset hvad, du gør, så vil du aldrig blive accepteret og du vil aldrig have nogen til at holde af dig.”

Hun bakkede ind i en væg, og han stod nærmest i hendes ansigt. Hun rystede voldsomt, og tårer faldt i stride strømme. Først da, opdagede Ashton hvor langt over stregen, han var gået. Hun snoede sig uden om ham og var væk i løbet af et øjeblik. Han stod fortvivlet tilbage, med hånden mod muren. Han kiggede på det sted på gulvet, hvor hun lige havde stået, imens han fortalte hende alle de ting ved hende, hun aldrig havde troet, hun skulle høre fra hans mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...