Det Brændene Juletræ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2014
  • Opdateret: 11 dec. 2014
  • Status: Igang
Amelie er 15 år gammel, og har angst. Angst for jul. Hvert år plejede familien at rejse til Gran Canaria, for at komme væk fra julen. Men i år havde de ikke penge til at rejse til Gran Canaria, og Amelie skal kæmpe sig igennem julen.

1Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

1. Det Brændene Juletræ

Lørdag den 30. november 2014 klokken 16.49

Det var den 30. november. En dag til den 1. december. Jeg fik kuldegysninger ved tanken. Jeg trak gardinerne for, låste døren, og lagde mig ned i min seng. Min mor bankede på døren. "Amelie, må jeg komme ind?". Jeg låste døren op. Hun kunne godt se at jeg havde grædt. Hun satte sig ned på sengen, ved siden af mig. "Jeg beklager virkelig at vi ikke kan rejse til Gran Canaria" sagde hun, og kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede væk. Jeg rystede over hele kroppen, og sveden dryppede ned ad panden. "Hvad med at tage i skole igen? Du har jo ikke set dine venner siden den 12. maj". Jeg ville ikke i skole. Tanken om pakkeleg, julepynt, og folks stirrende blikke gav mig kuldegysninger. Min mor sukkede, og rejste sig fra sengen. Hun vidste godt at der ikke var noget at gøre. "Hvis du har brug for noget, skal du bare sige til" sagde hun, og lukkede døren. 

Det værste ved at have angst er at folk ikke forstår. Når de siger at de godt kender følelsen, tager de fejl. Jeg er alene om at have angst for jul. Jeg kan godt prøve at forklare hvorfor. Men tro mig, du forstår ikke. 

Grunden til at jeg synes jul er uhyggeligt:

1) De røde farver (jeg har også en smule angst for farven rød)

2) Man er meget social i julen (julefrokoster, gave indkøb, og selve juleaften)

3) Levende lys (juletræet, lucia, og bare normal julehygge)

Så du kan vel gætte dig frem til at det er svært for min familie at undgå alle de ting. Jeg kan huske da jeg var 12 år gammel, og min far klædte sig ud som julemand på Gran Canaria. Jeg skreg, og begyndte at græde. Min far fik så dårlig samvittighed, og jeg fik også dårlig samvittighed fordi han havde dårlig samvittighed. 

Jeg lagde mig ned på sengen. Og faldt i søvn.

Julemanden kom gående hen mod mig. Jeg foldede mig sammen til en kugle, og græd. Der var julehjerter pyntet op over det hele. "Amelie, er der noget galt?" spurgte julemanden. "Hallo? HALLO?"

"AMELIE SVAR MIG!" sagde min far, og jeg vågnede op. "Vi spiser aftensmad nu. Vil du spise med?". Jeg rejste mig op, og gik ind i stuen. Der var ingen julepynt. Ingen spor af jul. Det var fantastisk.

 

Torsdag den 5. december klokken 07.23

Jeg åbnede øjnene, og fjernede dynen fra min krop. En kold brise blæste igennem vinduet. Min mor havde åbnet vinduet i går aftes. Jeg så på min kalender, med små kattekillinger på. Det var allerede blevet den 5. december. Jeg havde regnet med at det var meget værre at blive hjemme til jul. Jeg havde slet ikke været ude fra huset siden den 17. november. Det lyder måske sært, men jeg er vant til det. Jeg gik ind i stuen, og så min mor sidde i sofaen. "Amelie, vi har tænkt på... ville det gøre noget hvis vi købte et juletræ? Vi skal nok lade hver med at pynte det". Jeg mærkede et sus gennem kroppen vær gang nogen sagde ordet "jul". Det er bare sådan et... skræmmende, du ved, ord. "Mor, vil du ikke godt lade hver med at sige ordet jul?". Hun gik over til mig med et undskyldende blik. "Undskyld Amelie. Jeg tænker slet ikke over det. Så "du-ved-hvad-træet" er droppet?". "MOR, lad hver med at sige referencer fra Harry Potter!". "Du skal til psykologen på tirsdag. Jeg har allerede bestilt din tid" sagde min mor. Hvordan kunne hun sige det? Hun vidste at jeg ikke ville. Det var som om hun straffede mig. Men hvorfor? Hvor dårlig en mor er man lige når man har et barn med angst, og så sætter hende ud i angstfyldte situationer? "Hvorfor?" hulkede jeg. En tåre trillede ned af min kind. Hun rystede på hovedet, og gik ind på sit værelse.

 

 

Tirsdag den 10. december klokken 16.19

Der var under et kvarter til at jeg skulle til psykologen. Jeg sad i et dilemma. Et dilemma min mor havde sat mig i. Jeg spekulerede over hvordan jeg skulle komme der over, uden at se julepynt og juletræer på gaderne. Jeg måtte cykle derover. Jeg løb ud af døren, uden at sige noget til mine forældre. Jeg tog min cykel og cyklede af sted.

Jeg forsøgte at kigge ned i jorden, for ikke at få øje på alt pynten. Jeg cyklede rimelig langsomt. Der var vel under en kilometer til psykologen. Jeg ville kigge op, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg blev ved med at kigge ned i jorden. Men det var dumt... jeg kom til at cykle direkte over for rødt, og en bil kørte ind i mig. Jeg lå på jorden. Jeg lå og kiggede op i himlen. Snefnuggene dalede langsomt ned. Lyden af sirener skar i mine ører. Var dette det sidste jeg skulle se? Den dalende sne? Jeg tænkte det var det bedste. At slutte. Jeg lukkede langsomt øjnene.

 

 

Onsdag den 18. december klokken 04.09

Jeg åbnede langsomt øjnene. Min mor og min far sad inde i det hvide rum jeg var i. Det var vel på hospitalet. De snakkede sammen, og havde slet ikke opdaget at jeg var vågnet. "Det er alt sammen min skyld" hulkede min mor. Jeg havde aldrig set min mor græde så meget. Min far holdt om hende. En sygeplejeske kom ind i rummet. "Det ser ud til at Amelie er vågnet" sagde hun langsomt. Mine forældre kiggede på mig. "Mor, det er altså ikke din skyld. Jeg burde have kigget op da jeg cyklede. Jeg burde ha' kigget min største frygt i øjnene. Men ved du hvad? Det er ikke min største frygt. Min største frygt er at miste jer. At miste min elskede forældre som gør alt hvad det kan for at hjælpe mig. Det er bare først gået op for mig nu. Mor, du må gerne købe et juletræ. Og far, du må gerne have din yndlings-sweater på. Så længe i bliver hos mig". Mine forældre græd. Jeg håber det var glædestårer. "Sødeste Amelia" sagde min mor. De rejste sig op, og krammede mig.

 

 

Tirsdag den 24. december klokken 18.39

Det var juleaften. Og for første gang holdte vi rent faktisk jul. Det var ikke så slemt. Jeg havde overvundet min angst. Med en ingrediens: Kærlighed. Vi spiste både and, flæskesteg, og risalamande. Det bedste ved julen var at være sammen med familien. Jeg har lært at elske hver dag sammen med min familie. Siden den dag på hospitalet har livet været en gave. Man skal bare lære at tage imod gaven, og sige tak. Og huske at give en gave til nogle andre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...