Hel - En Connor Franta fanfiction

Homoseksuelle Dash Phillips er psykisk ustabil, det siger lægerne i hvert fald. Han lever, men alligevel føler han sig så afkræftet, som om der ikke er noget formål i livet for ham. Han føler sig tom. Dash bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, for anden gang, efter at have sat sig imod kravene for, at han kunne udskrives. Her føler han sig, endnu engang, tom og afkræftet. På samme afdeling er Connor Franta indlagt med en depression. Dash mærker hurtigt en speciel forbindelse imellem dem, som Connor ikke ligger mærke til. Der er bare noget over Connor, noget der gør ham speciel for Dash...

15Likes
4Kommentarer
746Visninger
AA

4. Kapitel 2

Den værste følelse jeg kender til, er når jeg går op til nogle fra afdelingen, og de så bliver helt stille. Så er jeg sikker på, at de taler om mig hver gang. Det er netop, hvad der sker her i hvert eneste rum, jeg går ind i. Grunden til min indlæggelse er åbenbart blevet et af de helt store samtaleemner for de andre psykisk syge patienter, både i gangene og i spisesalen. Jeg tænker, at det er fordi, at der aldrig kommer noget nyt sladder sådan et sted. Den eneste, der har været ligeglad med hvad jeg har gjort, er ham den syge fyr med elkeddelen, Connor. Jeg har endnu ikke talt med ham, men jeg har flere gange overhørt ham prøve at stoppe snakken om mig, han har hele tiden forsvaret mig, selvom han slet ikke kender mig.
Jeg er så småt ved at vænne mig til hverdagen herhenne. Dagligdagens rutiner. Jeg deltager mere og mere i fællesaktiviteterne, jeg kan også finde på at spise min frokost sammen med de andre i spisesalen, dog sidder jeg oftest på et bord alene. Jeg har egentlig ikke lyst til at bruge min tid med folk, der allerede dømmer mig på en fejl jeg begik for lang tid siden. Nogle gange kigger Connor hen på mig, han ser faktisk meget sød ud. Jeg har tænkt i et stykke tid, at jeg burde henvende mig til ham. Han er den eneste der sender mig venlige blikke og bare virker som en, der gider tale med mig. Connor er den første dreng, jeg har haft interesse i at tale med siden Mathias, og alligevel har jeg endnu ikke haft modet til at tale med ham. Jeg har bare aldrig været god til at henvende mig til andre mennesker. Det er sådan en indre frygt jeg aldrig kommer til at slippe af med. Jeg vil altid være bange for, at jeg taler til nogen og de derefter vender sig om og griner af mig, fordi jeg talte til dem. Det virker så absurd, når jeg tænker på det, men det er en reel frygt, og derfor venter jeg altid på, at folk henvender sig til mig, hvilket de ikke altid gør. Dette resulterer i mange spildte potentielle venskaber.
Endnu engang bevæger jeg mig til dagens mest nervepirrende aktivitet - frokost. Hver gang jeg går derned, virker de lange livløse gange uendelige. Som om de aldrig stopper. Det gør de dog selvfølgelig altid, det er bare desværre ikke altid, at det er godt. Jeg vil hellere være i de tomme gange alene med mine tanker, end sidde, alene, i et larmende rum. Men denne gang virker det anderledes. Spisesalen virker pludselig mindre larmende, mindre irriterende og mere til at holde ud. Pludselig kan jeg klare at være der. Jeg bemærker, at Connor sidder ved et rundt bord alene, det jeg plejer at sidde ved. Jeg beslutter mig for at sætte mig hen til ham. Jeg har ingen intentioner om at tale til ham, han skal bare ikke tro, at han kan sidde på mit bord. Jeg griner lidt af, hvor latterlig jeg lyder. Bordet er jo ikke mit alene, og i princippet har alle ret til at sidde ved det, jeg har bare siddet der, siden jeg ankom første gang. Jeg sætter mig så langt væk fra ham som muligt, ikke for at virke arrogant, jeg har bare mest lyst til at være alene. Connor smiler med sit latterligt søde smil til mig. Jeg prøver at smile igen, uden at virke interesseret i at tale. Jeg tror, at Connor forstår min hentydning, ellers er han ikke selv så snakkesaglig. Han taler i hvert fald ikke til mig og kigger ned i sin tallerken.
Jeg prøver at spise min spaghetti så langsomt som muligt. Betaget af Connors udseende, prøver jeg, så meget som muligt, at betragte ham, så han ikke bemærker det. Jeg lægger mærke til hans smukke grønne øjne, og ser ikke en eneste fejl i dem. Jeg ser hans kindben, ikke for markerede, men de er alligevel tydelige. Jeg lægger mærke til, at de er blevet langt mere fremtrædende efter han ankom her, en uge efter jeg selv gjorde. Hans hår, som har siddet på samme måde siden han ankom, ser ud til at sidde endnu mere fejlfrit i dag, hans tænder ser hvidere ud og han ser, i det hele taget, bare langt pænere ud i dag. Efter at have stirret i lidt længere tid, lægger jeg mærke til hans ar over øjenbrynet. Jeg tænker, at det gør hans ansigt letter genkendeligt, selvom han er nem at genkende, når han er så meget pænere end alle de andre. Jeg ser alle de fejl i hans ansigt, som for mig ikke var fejl. Han ser så perfekt ud.
Jeg lægger mærke til, at jeg stirrer for meget på ham, og kigger derfor ned i min mad. Da jeg kan høre folk tale om, hvordan jeg stirrede på Connor, kan jeg mærke varmen i mine kinder stige. Jeg skynder mig op, vasker min tallerken af og sætter den i opvaskemaskinen, derfra skynder jeg mig ind på mit værelse. Hvordan kunne de så nemt bemærke det? Var det virkelig så tydeligt? har Connor også set det? Var det derfor han kiggede ned i sin tallerken? Fordi han syntes, at jeg var mærkelig? Flot Dash, eneste potentielle venskab på dette sted er nu ødelagt, fordi du overstirrede... Stadig rød i hovedet, lægger jeg mig i min seng og hører musik. Der går ikke lang tid, før jeg føler mig helt væk.
Jeg vågner ved, at Connor kommer ind på mit værelse. Hvad vil han her? Jeg kommer hurtigt i tanke om, hvordan jeg overstirrede ham til frokost. Han kommer for at sige, at han ikke vil tale med mig. Gør han ikke?

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

Jeg undskylder virkelig ventetiden, jeg har ikke haft så meget overskud i juleferien. Der kommer snart flere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...