Hel - En Connor Franta fanfiction

Homoseksuelle Dash Phillips er psykisk ustabil, det siger lægerne i hvert fald. Han lever, men alligevel føler han sig så afkræftet, som om der ikke er noget formål i livet for ham. Han føler sig tom. Dash bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, for anden gang, efter at have sat sig imod kravene for, at han kunne udskrives. Her føler han sig, endnu engang, tom og afkræftet. På samme afdeling er Connor Franta indlagt med en depression. Dash mærker hurtigt en speciel forbindelse imellem dem, som Connor ikke ligger mærke til. Der er bare noget over Connor, noget der gør ham speciel for Dash...

15Likes
4Kommentarer
744Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg er indlagt på et psykiatrisk hospital, det går så småt op for mig. Jeg hader det, dybt og inderligt. Jeg er træt af de kedelige vægge på mit værelse, hvorpå jeg har tilladelse til at hænge én plakat eller tegning op, ikke mere. Gangene er også kedelige, nærmest forfaldne. Jeg føler ikke, at jeg kan tænke kreativt dette kedelige sted. Vi har adgang til en elkedel ude på gangen, såfremt vores kontaktperson er der til at observere, at vi gør det hele ordenligt. Vi skulle jo nødigt hælde kogende vand på os selv eller noget lignende. Jeg husker, at hun fortalte mig, at en fyr, der hedder Connor, har brændt sig selv med vilje med en elkedel som en form for selvskade. På grund af det havde de ændret reglerne om brug af elkedlen. Jeg mindede mig selv om, at hvis jeg nogensinde kom til at møde ham Connor, skulle jeg konfrontere ham med hans brug af elkedelen.
Nok er jeg indlagt på et psykiatrisk hospital, jeg skal også overvåges med hver eneste lille ting, jeg foretager mig, hvilket virkelig går mig på. Jeg har brug for at være alene nogle gange, men det vil de ikke lade mig være. De mener nemlig, at hvis jeg er alene, er der øget risiko for, at jeg vil dræbe mig selv. Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Jeg har ikke en depression. I følge mig selv, er jeg faktisk en helt normal fyr på tyve år, som bare har oplevet lidt mere end de fleste. Det mener lægerne dog ikke.
De mener, at jeg skal overvåges konstant uden tilladelse til at tænke selv. Jeg må ikke bevæge mig udenfor dette område, medmindre det er noget de arrangerer. Det kan for eksempel være en fælles gåtur, de beslutter sig for at lave. Der er ingen mulighed for at gå en tur alene, der skal minimum være én, der kan gå med mig. Nogle gange arrangerer de da også, at man kan tage ud på nogle fælles løbeture. Så er problemet bare, at de deprimerede mennesker her, slet ikke løber ligeså hurtigt som jeg gør.
Før jeg blev indlagt her, trænede jeg til et maraton, og jeg skal derfor flere gange under en lille løbetur stoppe op for, at de kan følge med. Hvis ikke jeg gør det, brokker de sig som små børn.
Da der er en lille risiko for, at jeg skulle løbe væk fra dette sted, må jeg ikke tage ud på en løbetur alene. Det tillader de ikke, også selvom jeg har brug for at være alene. På dette sted er der ingen mulighed for at være alene, og jeg kan mærke hvor trættende og overskudsdrænende det er, at jeg ikke kan være mig selv.
Jeg er introvert, nogle gange har jeg brug for at være alene for at lade op og blive klar til næste dag, det er der bare ikke mulighed for. Oftest når jeg virkelig har brug for at være alene, går jeg ud på toilettet og sætter mig på gulvet. Der kan jeg samle tankerne i ti minutters tid. Eller indtil dem, der arbejder her, spørger efter mig. Hver gang jeg sidder derude, håber jeg på, at jeg kan få styr med de ting, der går mig på, men samtidig tænke på de positive sider i min indlæggelse. Desværre bliver mine tanker altid draget det samme, negative, sted hen. Grunden til min indlæggelse...

 

Jeg husker det så tydeligt. Jeg var på vej hjem efter en vellykket tur i byen med mine venner, da jeg ser en mand stå og råbe af sin kone. Da jeg kom til at tænke på, hvordan min mor selv var blevet så fatalt mishandlet af min stedfar, besluttede jeg mig for at observere situationen på kort afstand. Jeg husker det så tydeligt, det var så voldsomt. Manden råbte op om, hvordan han ville gennembanke kvinden, når de kom hjem. Jeg husker, at han sagde, at hun bare kunne vente sig. Jeg husker de hviskende mennesker, der gik forbi dem. Ikke en af dem kom kvinden til undsætning, ikke en af dem prøver at hjælpe. Det irriterede mig så meget, og der gik ikke længe, før jeg havde besluttet mig for, at jeg måtte prøve på at hjælpe. Da jeg nærmede mig manden, lagde jeg mærke til, at han stank af alkohol. Det gjorde Michael også, når han tævede min mor. Det stoppede dog ikke min reaktion. Uden at tale, gik jeg hen til manden og lagde ham ned. Jeg slog løs, jeg kunne ikke genkende mig selv i situationen. Min vrede styrede mig og jeg var ikke engang klar over mine egne bevægelser, jeg kunne ikke styre dem. Jeg husker, da jeg slog nogle tænder løs. Følelsen af tænderne, der løsrev sig fra tandkødet er ikke til at glemme. Når jeg tænker tilbage på det, får jeg skyldfølelse, men i situationen kendte jeg intet til skyld, jeg syntes, at han havde fortjent det. Til sidst da jeg havde slået ham bevidstløs, gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg rejste mig op og løb, men forbipassende personer, havde allerede ringet til politiet, som hurtigt fik fat på mig...

 

_______________________________________________________________________________________________________________________

 

Dette kapitel har desværre ikke været så langt. For mig er det vigtigt, at du, som læser, får en idé om, hvem Dash er, før vi kan gå videre i det hele. Her mener jeg bare, at Dash' tanker og følelser er så væsentlige, at de altså får et kapitel for sig selv. Og bare rolig, Connor kommer indenfor alt for længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...