Slettet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Igang
Det er en gyserhistorie. Jeg vil meget gerne høre jeres mening om den (Både kritik og ros) jeg har ikke rettet komafejl endnu.

0Likes
7Kommentarer
132Visninger

1. Slettet

~~Jeg ånder ud, og mærker den kølige dis samle sig om mit hoved. Jeg ser op, hvor kraterne på fuldmånen, er endnu tydeligere end før. Jeg stikker mine hænder i lommerne på min frakke, og stikker hovedet godt ned i halstørklædet. Det er som enhver anden november aften. Og dog. Jeg har på fornemmelsen af, at der foregår noget. At noget ikke er som det plejer. Men den tanke har jeg for længst skudt væk, for jeg er ikke den hårde type. Jeg bliver alt for nemt bange når jeg er alene. ’Alt er som det plejer’ gentar jeg inde i mig selv. Jeg drejer ned af en øde sti, der føre ned til vandet. Sneen på stien er urørt. Længere fremme ser jeg en lang skygge komme til syne.
Jeg vågner, endnu engang et sted jeg ikke kan huske at have befundet mig. Denne gang kan jeg dog huske en smule. Jeg husker især slutningen før min hukommelse gik ud som et lys.
Jeg åbner mine øjne og kan nu erkende at jeg sidder i hjørnet af et fugtigt rum, hvor lyset fra lampen i loftet netop ikke kan trænge igennem. En hvid mus med røde øjne, piler hen over det beskidte gulv og smutter ud gennem den halv åbne dør. Spørgsmålene som jeg ikke kan besvare sidder fast inde i mit hoved. Det med at ens hukommelse slår fra, har jeg læst at den gør det for ens egen skyld. Så den må jo havde slået fra af en grund.

Jeg åbner døren ud til en lang gang. Jeg prøver at finde en vej udenfor så jeg kan klare mine tanker. Men pludselig bliver jeg svimmel. Jeg støtter mig op ad sidevæggen for ikke at vælte.

Mit hjerte begynder igen at banke lidt hårdere i brystet på mig. Skyggen bevæger sig tættere og tættere på. Jeg er lige på vej til at vende om, da en hånd med lange krumme finger, er ved at gribe fat om mit håndled. Der opstår en tanke i mit hoved. Hvad er det nærmeste objekt jeg kan bruge som våben.

Jeg kommer til bevidsthed og tager fra fra væggen. Det var sgu underligt, at noget af min hukommelse, bare sådan kom tilbage. Jeg bevæger mig videre mod udgangen for enden, i et lidt hurtigere tempo.
Da jeg endelig kommer udenfor slår vinden mod mit ansigt. Luften er kold og fugtig. Stille bevæger jeg mig over mod et træ og sætter mig op af dens rubuske bark. Jeg prøver at holde kroppen oppe, men mister besindelsen.

Angst og panik fylder mit hoved med spørgsmål. Inden hun kan nå at gøre noget sparker jeg til hende så hun lander på sneen neden under sig. Jeg når lige at finde en lommekniv frem i min taske, inden hun har rejst sig op og går direkte imod mig med raske skridt og flammer ud af hendes øjne.

Jeg sætter mig op med et sæt. Der flyver billede frem og tilbage inde i mit hoved. Nu da mere af min hukommelse er kommet tilbage. Kan jeg huske hvert et sekund. Hvordan jeg er havnet her, og hvad jeg gjorde. Jeg ku’ da umuligt have gjort det. Jeg mener, jeg ville da aldrig gøre sådan noget. Og det ærger mig en hel del, at jeg bliver nød til at erkende at det virkelig skete.
Det står nu klart i minde tanker at jeg er flygtet, og har gemt mig på en skole, hvor ingen vil lede efter mig. Men jeg kan ikke leve i skjul hele livet og være alene. Den evige angst og ensomhed vil langsomt slå
mig ihjel.
Jeg rejser mig op med en stor hast og går målrettet mod vejen som kun ligger få meter væk. Jeg står på den brede bulede belægning mens det stille og roligt bliver mørkere omkring mig. Vinden rusker i mit tøj og det er så koldt, at det føles som om mine øre er ved at falde af. Jeg står lidt og tripper med fødderne, og venter på at alt vil være ovre. Jeg ser ud af øjenkrogen to lysende lygter, og hører en utrolig høj fremadkørende lyd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...