The Blair Witch Project - Heather's dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
HVIS DU VIL VIDE MERE OM BLAIR WITCH KAN DU BESØGE HJEMMESIDEN OM DEN. http://www.blairwitch.com/mythology.html I 1994 forsvinder Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael (Mike) Williams da de er igang med at filme en dokumentar omkring Blair Witch, som er en gammel myte om et overnaturligt væsen der spøger i skoven ved Burkittsville. Et år efter deres forsvinden finder man en taske med kameraer, båndoptagere og Heather's dagbog i. De unges lig bliver aldrig fundet og klippene og Heather's iagttagelser bliver det tætteste man kommer på hvad der skete ude i den skov for 20 år siden... JEG HAR IKKE SELV SKREVET DENNE DAGBOG! TEKSTEN ER DEN ORIGINALE TEKST FRA DEN ORIGINALE DAGBOG. JEG HAR BARE OVERSAT DEN TIL DANSK. Det kan ske at der mangler kommaer, men det gjorde der i den originale dagbog, så det er derfor med vilje. Det skal fremstå som om at det er skrevet hurtigt i hånden og derfor er kommaer ikke så væsentlige.

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

9. De sidste dage

Det er frysende koldt og vi er stadig herude. Vi er faret fuldstændig vild. Vi har besluttet os for bare at blive ved med at gå mod syd, men vi får ikke rigtig noget ud af det og mærkelige ting bliver ved med at ske. Jeg sidder i et telt med sweater og vanter på (drengene sover) og hele situationen begynder at skræmme mig.
Jeg er sulten. Jeg fryser. Jeg vil se hvad vi har fået filmet. Vi lavede ikke et bål i aften.
Der er ikke mere mad tilbage. Jeg føler at vi snart må finde et eller andet. Det er jo ikke fordi at Maryland har skove der forsætter for evigt. Vi bliver nød til at komme ud herfra. Lige meget hvor meget jeg vil finde ud af hvad det er der følger efter os. Jeg tror at vi har nok film – meget mere mærkelige hændelser end vi havde regnet med. Jeg ønsker bare at vi alle kommer hjem i sikkerhed.
Vi kom forbi nogle voodoo-dukker i dag. De var uhyggelige. Jeg filmede dem alle sammen, og jeg skar en ned. Det skulle jeg nok ikke have gjort, drengene flippede lidt ud da jeg gjorde det, men jeg vil have muligheden for at studere den når vi er hjemme.
Vi vil grine af de her hændelser på et tidspunkt når vi er hjemme. (Efter at vi har været i bad, fået en øl, et kæmpe måltid og, lad mig sige det som det er, sex ville også være godt.
Godnat. Please, Gud eller noget, lad os komme ud herfra i morgen. De dummeste, mindste og mest ubetydelige lyde virker monumentale her i skovene.
Dagslyset fik voodoo-dukkerne til at virke mindre skræmmende end de gør nu, hvis jeg tænker tilbage.

Hvis jeg stopper med at skrive, bliver jeg nød til at slukke lommelygten og lægge mig til at sove. Jeg føler mig alt for vågen til at kunne sove, men der er ikke andet at gøre. Jeg kan ikke filme for jeg vil høre klager om at blitzen er på, og jeg føler allerede skyld for hvordan denne tur har udviklet sig. (Selvom at glemme kortet var den største bommert.) Jeg vil ikke pisse dem mere af ved bare at VÆRE her. Så jeg skriver bare en masse i den her dagbog, og intet giver sikkert mening. Skriver bare for at lave et eller andet. Jeg kan slet ikke forstå hvordan de kan sove.

…Tænk engang at Josh ville stoppe i dag midt i det hele på en bakke og lave et bål så vi kunne få kontakt med et fly. Han er så UREALITISK nogen gange. Min næse løber og hver gang jeg tørrer den med min vantebeklædte hånd, inser jeg hvor beskidte de må være for de stinker.
Shit, jeg nævnte ikke engang bunkerne af sten (3) som var rundt om teltet i morges – det føles som om det skete for flere dage siden. Hvem ville gøre sådan noget? Og hvordan var det nu Mary Browns historie fra Biblen om bunker af sten lød? Jeg kan ikke FUCKING huske hvad hun sagde fordi jeg fokuserede på at interviewet ikke måtte vare for lang tid. Måske har vi optagelsen et sted? Det var noget med hvad det betyder når Herren rækker dig en bunke af sten. Jeg ville ønske at jeg kunne huske det. Jeg har brug for alt den indsigt jeg kan få. Jeg har bare brug for at slappe af. Rolig.
Vi skal bare have os selv og optagelserne ud af skoven. ”Ud af skoven” er det ikke det man siger når folk ikke længere er i fare? ”Ud af skoven”. Hvor passende. Godnat, igen, men denne gang passer det. Jeg mener det virkelig, jeg ligger mig ned nu. Jeg joker ikke. Jeg gør det. Jeg gør det, virkelig.

Jeg flipper lidt ud.
Bil i morgen.
Må.
Vil.

Sammenbrud. Udmattelse. En kæmpe cirkel. Vi vandrede i 11 TIMER i dag i en kæmpe cirkel. Vi har ingen mad. Sulten. Desperat. Udmattet. Skiftevis hader og elsker hinanden hele dagen lang. Er ved at lægge mig til at sove nu. Klart. Efter det der skete sidste nat. Lydene af børnestemmer. Frygt og udmattelse. Hvem vinder? Jeg beder for udmattelse. Hvad end der kommer, kommer. Vi sover, det vækker os. Der er ikke rigtig nogen idé i at en af os holder vagt. En af os er altid vågen og ved at skide i bukserne af skræk. Det er koldt. I det mindste er vi tørre. (I hvert fald fra knæene og op.) Forfærdelig vandring gennem en mose i dag.
Jeg prøver virkelig på at samle mig selv sammen imens Josh og Mike falder fra hinanden. Så længe jeg filmer føles det som om at alt det her har en mening. Måske ikke lige nu, men det vil det have. At filme er den eneste måde at gøre situationen god, når vi kommer ud herfra i hvert fald.
Vi vil komme ud her fra.
Jeg kan stadig ikke regne ud hvordan vi vandrede rundt i en cirkel i dag. Jeg havde kompasset fremme hele tiden. Vi tjekkede det hvert 5 minut, alle 3. Vi gik mod SYD hele dagen. Hvordan kommer vi ud hvis vi bliver ved med at gå i cirkler? Hvad er plan B? Plan B. Jeg har kun et par tørre sokker tilbage. Jeg er sulten. Jeg har haft de samme underbukser på siden vi tog af sted. Hvornår skulle jeg kunne skifte dem? Hvornår har jeg 2 sekunder for mig selv når jeg ikke forfølger eller jagter nogen? Jeg vil hjem. Der må være folk der leder efter os. I det mindste må der være nogen der undrer sig over hvad der er blevet af det udlånte udstyr. Burde vi vente til de finder os? Hvilke bær kan man spise og hvilke er giftige? Vil et bål tiltrække den eller det som følger efter os? Eller vil det hjælpe med at folk finder os? Lige meget hvad gør det os synlige. Er det hvad vi ønsker? Jeg ved det ikke – jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.

Josh er væk. Det er bare Mike og jeg nu. Alene. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at filme. Det er lidt sygt. Hvem vil se optagelserne? Vil jeg? Har stadig masser af batteri. Jeg båret rundt på den i en uge nu, så jeg kan lige så godt bruge den. Har også CP’en på ryggen. Ekstra kilo på min ømme ryg.
Jeg er bange. Jeg ved ikke hvad der er efter os. Det eneste jeg ved, er at jeg ikke vil ende i en grav under en bunke af sten. Det er så mørkt og så stille at det mindste egern laver høje lyde.
Jeg kan mærke at jeg bryder mere og mere sammen trods mine forsøg på at forblive rolig.
Frygt, sult og kulde overtager. Hvor er Josh? Måske prøver han at finde hjælp, som Mike siger. Men hvorfor har han efterladt alt hans ting midt om natten? Og hvorfor var det hans ting vi fandt spredt rundt om teltet, dækket til med alt muligt. Der er ikke tid til at finde en forklaring. Jeg skulle aldrig have taget den dukke ned fra træet. Jeg tror at jeg gjorde det for at bevise over for drengene at jeg ikke var bange.
Jeg tror ikke engang at jeg indså hvad jeg så. Mit hoved er så optaget af den dokumentar, at jeg ikke har haft tid til frygt, indtil i morges hvor Josh forsvandt. Jeg var bange for at være faret vild, men jeg havde ikke indset at vores liv kunne være i fare. Jeg tror at jeg kan klare det. Hvad det end er der jagter os må  bare filmes. Jeg er i en situation hvor der ikke er andet valg. Hvis noget vil gøre mig fortræd som jeg ikke kan slå ihjel, er det mindste jeg kan gøre at filme det, så folk kan se at det er sandt.
Der er ikke nogen logisk forklaring på hvordan 3 personer kan gå mod syd hele dagen og ende samme sted som de startede. Et eller andet foregår her og det skræmmer mig. Jeg kunne godt græde nu. Jeg har grædt. At græde vil ikke hjælpe på noget. Det her er et forfærdeligt mareridt. Den vil ende. Den skal ende. Josh har måske fundet nogen der kan hjælpe og måske er de allerede på vej.

Det samme problem som før – gemmer vi os eller gør vi os selv så synlige som muligt. Lige nu gemmer vi os. Jeg er i teltet og jeg tør ikke tage mine støvler af fordi jeg vil være klar til at gå. Jeg vil forblive vågen så jeg kan holde vagt men min krop vil noget andet. Jeg føler at jeg er ved at miste grebet om virkeligheden. Min lommelygte er gået ud for strøm, og jeg er sikker på at det er noget ondt der har forårsaget det.
Hvad skulle jeg ellers tro? Når man kan høre børn der griner midt om natten, vågne op og finde ud af at din ven er væk, hvorfor skulle lommelygten så ikke også have noget med det at gøre.
Jeg er sikker på at jeg har det bedre i morgen. Okay, jeg omformulerer det. Jeg VIL have det bedre i morgen. Hvorfor kan jeg ikke huske hvad man må og ikke må spise fra skoven? Hvorfor ser alt ens ud uden at være det? Hvorfor græder jeg igen?
Et dyr laver dyrelyde i skoven og jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn vi kunne høre. Jeg skriver. Jeg skriver. Jeg skriver. Jeg er okay. Hvis jeg var en pizza ville jeg have oliven, løg, pepperoni, champignon og ekstra ost på. Jeg savner Greg. Jeg savner ham så meget. Jeg savner varme og nærvær og putteri og rent undertøj. Jeg griner nu. Godt. At grine er godt. Det var det med rent undertøj. Tanken om mit undertøj fik mig til at grine. Jeg hører ting og de er alle sammen inde i mit hoved. Blade knaser hele tiden. Naturligt. Hvis et træ vælter midt ude i skoven og ingen hører det, laver det ingen lyd. Det er kun fordi at jeg er her, at der er lyde. Okay. Okay. Okay. Mike og jeg er okay. Alle lemmer, knogler og øjne er i orden. Det giver mening, ikke? Jeg bekræfter at jeg er her.
12.30 am
Hver gang vi falder i søvn sker der noget dårligt. Vi hørte Josh. Det lød virkelig meget som Josh. Vi vil så gerne høre ham, men ikke på den måde. Han skreg som om nogen gjorde ham ondt. Måske er det kun inde i vores hoveder. Jeg kan skrive og jeg vil ikke falde i søvn. Jeg tænkte at vi bare skulle blive ved med at filme men vi har ikke så meget batteri. Vi har stadig en del, men vi havde også en del mad på et tidspunkt. Rumlen fra vores maver er høje. Hvis jeg ikke falder i søvn er vi sikre. Han sover igen og jeg bruger hans lommelygte. Måske lader han bare som om han sover, men lige meget hvad så skal jeg ikke tage hans fred fra ham. Selskab ville være godt. Min mor og far ville være godt. At skrive er godt, men jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Sult er en stærk ting. Det er svært at forblive stærk når ens mave skriger.
Hvordan filmer jeg hvad der foregår så folk ved det… hvor mange optagelser af træer i mørket kan en person have? Det meste af det er lyde, men Mike vil ikke ud og optage og jeg er nået dertil hvor jeg ikke længere spørger. Jeg kan føle mig selv synke i dag. Håber at nogen vil hive mig tilbage så jeg igen kan flyde. Jeg kan ikke falde i søvn. Kan ikke. Kan ikke. Kan ikke. Selvom min krop er svag, kan min vilje stadig være stærk. Det bliver den nød til. Alt på mig gør ondt.

Jeg er ved at miste håb. Faktisk har jeg vidst allerede mistet det. Jeg troede ikke at det var muligt at være hvor jeg er nu. Stirrende. Ventende. Jeg har ikke mere at sige. Optage optage filme filme filme. Vi bliver forfulgt og hvad end det er så bliver det filmet. Please gud, lad nogen finde vores optagelser. Please. Til alle dem jeg elsker, jeg elsker jer. Så simpelt er det. Jeg elsker jer med hele mit hjerte og mere til. Hvis der sker mig noget vil jeg altid finde jer og hjælpe jer. Til Josh og Mikes forældre – Undskyld. Undskyld for hvad der skete med jeres sønner. Jeg har ikke kræfter til at holde på kuglepennen. Alt der kan fremkalde et lille grin er velkommen, især lige nu. Jeg vil grine.
Jeg vil grine.
Jeg vil grine.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...