The Blair Witch Project - Heather's dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
HVIS DU VIL VIDE MERE OM BLAIR WITCH KAN DU BESØGE HJEMMESIDEN OM DEN. http://www.blairwitch.com/mythology.html I 1994 forsvinder Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael (Mike) Williams da de er igang med at filme en dokumentar omkring Blair Witch, som er en gammel myte om et overnaturligt væsen der spøger i skoven ved Burkittsville. Et år efter deres forsvinden finder man en taske med kameraer, båndoptagere og Heather's dagbog i. De unges lig bliver aldrig fundet og klippene og Heather's iagttagelser bliver det tætteste man kommer på hvad der skete ude i den skov for 20 år siden... JEG HAR IKKE SELV SKREVET DENNE DAGBOG! TEKSTEN ER DEN ORIGINALE TEKST FRA DEN ORIGINALE DAGBOG. JEG HAR BARE OVERSAT DEN TIL DANSK. Det kan ske at der mangler kommaer, men det gjorde der i den originale dagbog, så det er derfor med vilje. Det skal fremstå som om at det er skrevet hurtigt i hånden og derfor er kommaer ikke så væsentlige.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

8. 23 oktober

Søndag. Vi er ikke hjemme. Alle gik i panik i dag. Jeg er sikker på at jeg ved hvor bilen er, det tager bare længere tid end jeg havde troet. Jeg ved det ikke. Stort set alt hvad der sker er blevet filmet, og at skrive bruger lys og lys bruger batterier og batterier er penge. Jeg føler mig stadig lidt alene, men vi tager hjem i morgen. Det sværeste ved at være her ude er at være sammen med folk. Jeg tror at jo færre der er, jo sværere er det for så er du sammen med dem hele tiden. Men jeg kan faktisk godt lide dem. Mike er virkelig cool, og Josh, tja, Josh overrasker mig altid. Han arbejder altid hårdt, men han er hård at arbejde med. At få deres tillid (og respekt) har været mit største problem lige fra starten, jeg er så forskellig fra dem, ikke kun fordi jeg er af andet køn. Det gør det svært at relatere til hinanden og kommunikere helt uden problemer. Men jeg tror at det hele går fint nu. Så vidt jeg ved var mine motiver fuldt berettigede i går aftes, men mine metoder manglede raffinementer.
Der er noget ved at blive hevet ud af dyb søvn grundet mystiske lyde fra skoven, som gør det meget svært at tænke klart.
I det mindste stoppede regnen, det var en utrolig smuk nat. Vi fik nogle gode billeder i dag (ja, flere!), nu skal jeg bare skrive beretningen til dem. Måske bruge nogle af interviewene. Billedet i mit hoved af den lille pige der putter sine hænder over sin mors mund da hun fortalte hvad hun vidste om Blair Witch-historien skræmmer mig stadig.
Skørhed. Total skørhed.
3.00 am
Vi hørte noget igen. Denne gang troede drengene at det var en hjort. Jeg tror at det er fordi at de er bange for lydene at de siger at det er noget så lille og ufarligt som en hjort. De kan ikke i bare et sekund indrømme at der er en chance for at det er Blair Witch. Jeg siger ikke at det er den. Jeg siger kun at det er muligt. Jeg var meget rolig i aftes. Så jeg har ikke brug for at gennemgå endnu en dag med at fikse skrøbelige drenge-egoer fordi jeg har brug for at få filmet min film. De tog med mig alligevel. Måske lytter de alligevel nogen gange til mig? Jeg kan ikke forstå hvordan de kan falde i søvn igen. Jeg tror faktisk ikke at de sover. Jeg tror bare at de undgår at få mit kamera i ansiget med spørgsmål om hvad de mener om lydene de lige har hørt. Det var IKKE en hjort. Og jeg finder det svært at tro at det er bondeknolde der jagter os rundt i skoven hele dagen og nyder at stampe rundt i vores lejr klokken 2 og 3 om natten.
Sandheden er: Jeg ved ikke hvad det er.
Sådan som det lyder kunne det være alting. Men det kan ikke være alting. Det er svært for mig at være specifik og sige at det ikke er hende, jeg tror at dybt indeni er det det jeg tror. Det er den eneste forklaring på hvorfor jeg ikke pisser i bukserne herude. Hvad ville vi gøre hvis bondeknolde skød på os? Det ville være slemt. Men lige meget hvad, så skal vi hjem i morgen. På en måde ville jeg gerne blive længere, en aften til, for at se hvad der sker. Men jeg misser i forvejen en dag på arbejdet og drengene ville aldrig snakke med mig igen. (Ikke at det er et KÆMPE problem, der er tider hvor jeg ikke er særlig glad for dem. Men de arbejder hårdt og GRATIS.) Nå tilbage til pointen som er, selvom jeg ikke er specielt bange for lydene, at jeg ikke vil være herude alene. Selv deres selskab er bedre end intet selskab overhovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...