Fuld af løgn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig

0Likes
2Kommentarer
185Visninger

1. Fuld af løgn

Det var en kold november morgen, da vi begav os af sted mod byen. Vinden var isnende, og fik de visne blade til at svæve rundt omkring os. Det var ret øde på denne tid af morgenen, men det var kun til vores held. De første butikker var ved at åbne nu, men ingen af medarbejderne lagde mærke til to piger med sportstasker, som egentlig burde have været i skole. Vi gik målrettet mod Jensens Guld og Smykker.
 Da vi stod foran den gamle butik, der engang havde været et apotek, samlede Leo en løs brosten op, og jeg kunne mærke, hvordan mit mod begyndte at svinde. Var det her virkelig det rigtige at gøre? Førhen havde alt det med at stjæle bare været som en leg for mig, og jeg havde ikke tænkt over konsekvenserne. Men nu blev det pludselig seriøst for mig, det var kriminelt det her, man kunne blive straffet for det. ”Er du sikker på, at det her er en god ide?” spurgte jeg forsigtig Leo, ”Seriøst? Svigter du mig nu, efter alt hvad jeg har gjort for dig?” svarede hun vredt. Jeg måtte indrømme at hun skræmte mig lidt en gang imellem. Men hun havde ret, jeg kunne ikke stoppe nu, ikke efter alt det hun havde lært mig, og hjulpet mig med. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre af sted i min brystkasse, men alligevel samlede jeg også en brosten op, og nikkede som tegn på at jeg var klar. Stenen var ru mod min hånd, som begyndte at ryste ukontrolleret, mens Leo talte. På tre kastede vi begge to vores sten mod den gamle rude, og glasskårrene fløj omkring os. Jeg tog min arm op, for at beskytte mit ansigt og i et kort øjeblik kunne jeg ikke lade vær med at tænke at det var smukt. Glasskår i alle mulige størrelser, der fangede november solens tidlige stråler inden de faldt til jorden. Jeg kom til mig selv igen, og fik fat i de nærmeste ure, der stod udstillet vinduet, sammen med et par guldhalskæder, som jeg proppede ned i tasken. Og så løb jeg.
Verden omkring mig blev utydelig, og jeg kunne ikke tænke på andet, end at jeg skulle væk. Jeg kunne høre Leo, der løb bag mig, selvom hun altid havde været hurtigere end mig. Det gjorde ondt, hver gang jeg trak vejret, og jeg havde det som om, mine ben kunne falde sammen under mig hvert øjeblik. Men jeg blev ved med at løbe. Indtil der pludselige stod fire politimænd et par meter foran os, og jeg stoppede brat op. Leo råbte bag mig, at jeg skulle blive ved med at løbe, men det var som om, at hun var langt væk. Selv da den ene politimand kom hen til mig for at give mig håndjern på, og de to andre løb efter Leo, gjorde jeg ikke modstand. Jeg kunne ikke få mit blik væk fra den sidste politimand, som også stirrede på mig. ”Isabella?” sagde han, selvom han ikke burde være i tvivl om at det var mig. Jeg var trods alt hans datter. Efter et par sekunder tog han blikket væk fra mig, kom hen og tog tasken ud af min hånd, og førte mig hen mod politibilen, uden at kigge mig i øjnene en eneste gang.
Hene på politistationen blev jeg sat på en stol, hvor jeg skulle vente på, at min mor kom. Heldigvis havde jeg fået håndjernene af nu, for de var ret ubehagelige at have på. Overfor mig sad en politimand ved et skrivebord, og skrev på en computer. Han virkede ret ligeglad med mig, men det gjorde ikke noget. Man kunne vel ikke ligefrem regne med, at han ville sidde, og hyggesnakke efter det jeg havde gjort. Men han kunne da i det mindste have fortalt mig om de havde fået fat i Leo, eller om hun var sluppet væk, da jeg spurgte ham pænt om det.
Mor kom ind til mig omkring en halv time senere, og hun begyndte at råbe af mig, om hvordan jeg havde svigtet hende og far, og at jeg virkelig ikke kunne være bekendt at gøre sådan noget imod dem, efter alt det, de allerede havde været igennem med min lillebror, Theodor, som har muskelsvind. Bagefter dæmpede hun stemmen, til et mere normalt toneleje, men det var tydeligt, at hun stadig var vred, og hun blev da også ved med at snakke om, hvor uansvarligt det var af mig osv. Jeg hørte ikke rigtig efter, hvad hun sagde, for alle de ting hun fortalte, vidste jeg jo allerede godt. I stedet for kom jeg til at tænke den dag, jeg mødte Leo. Det var nu næsten en måned siden, hun trådte ind i klassen allerførste gang. Vores lærer rynkede på næsen af hendes sortfarvede hår, og gothtøj, og de andre fniste, men for første gang i flere år var jeg ligeglad med hvad de syntes. For Leo var anderledes, og hun syntes ikke, at det var pinligt at blive set sammen mig. Lige fra den første dag havde jeg set op til Leo, og det var nok også grunden til, at jeg gik med til at stjæle sammen med hende. I starten havde det kun været slik og tyggegummi og andre små ting, indtil Leo en dag havde foreslået, at vi skulle prøve og lave et rigtig stort tyveri. Og så blev vi selvfølgelig taget, selvom det nok også var det bedste.
Jeg kunne mærke, at mors enetale var ved at stilne af, så jeg gjorde mig klar til min undskyldning, om hvordan den eneste grund til at jeg havde gjort det, var at det også var hårdt for mig, at Theodor var handicappet, og at jeg havde følt mig svigtet af hende og far, fordi de aldrig havde tid til mig.
Mit blik faldt på far, der kom ind i rummet og satte sig træt ned på en stol. Han kiggede på mig, og jeg kunne se skuffelsen i hans øjne. Og lige der gik det op for mig, at jeg ikke bare havde stjålet, jeg havde også løjet over for dem. Lige siden jeg mødte Leo, havde jeg ikke gjort andet end at lyve over dem, løjet om hvor jeg var, løjet om hvem jeg var sammen med og løjet om hvad jeg lavede. Jeg var fuld af løgn.
Jeg fortrød virkelig at jeg overhovedet var begyndt at stjæle. Lige der kunne jeg ikke engang huske den dårlige undskyldning, jeg havde brugt for at overbevise mig selv, om at det var okay at stjæle. Jeg ville ønske jeg kunne overbevise mine forældre om at jeg var ked af det, men de ville nok aldrig komme til at stole helt på mig igen.  Og lige pludselig føltes min planlagte undskyld meget værre end jeg før havde syntes, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt.
Jeg vidste at det kun var et lille ord, som på ingen måde ville få dem tilgive mig. Men jeg blev nødt til at sige det, da det var mere sandt end noget andet jeg havde sagt til dem, den sidste måned.
”Undskyld…” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...