Har ingen titel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
“Kom her” sagde stemmen. “Kom til mig”.

2Likes
4Kommentarer
164Visninger

1. Oneshot.

Har ingen titel.


“Kom her” sagde stemmen. “Kom til mig”.

Jeg vågnede med en sæt, og satte mig op. Jeg hev efter vejret. Jeg fik vejret igen og trådte ud af sengen. Trægulvet var koldt og hårdt under mine fødder, men det gjorde ikke noget, for jeg elskede følelsen af koldt trægulv.  Jeg kiggede mig omkring, der var mørkt i mit store værelse, men det gjorde heller ikke noget, for jeg elskede mørket. Jeg gik hen til mit skab og fandt en par jeans og en T-Shirt på. Jeg åbnede døren og gik ned af den endnu mørkere gang, og jeg lukkede øjnene. Gulvtæppet var blødt og ubehageligt at træde på, så jeg løb ned af trappen som jeg plejede at gøre. Jeg styrtede ind i køkkenet og fandt en post it seddel.

 

 

Kære far.

Jeg går en tur i skoven.

Har brug for en pause.

Hilsen din datter.


 

Jeg trak min brune støvler. Egentlig hadede jeg jeg have sko på, det havde jeg altid gjort. Min mor kaldte mig mig en grissebasse da jeg var lille og da hun var i live. Grunden til hun er død var vel min skyld. Jeg dræbte hende. Jeg hang hende. Du skal ikke spørge mig hvorfor, jeg mistede kontrollen over mig selv. Jeg har altid vidst jeg var anderledes, for jeg har altid elsket mørket, kulden og skoven. Alle de uhyggelige steder i Canada har jeg været. Jeg så alle ånder.

Den dag  jeg fandt ud af det, var en dag hvor min mor og jeg gik en tur i skoven. Jeg begyndte at se folk der var bundet til træerne, hængt og dræbt. De skreg til mig, og jeg blev så bange at jeg løb ud af skoven med min mor luntende bag mig.. Sidan da har jeg holdt mig væk fra skoven, men den dag havde jeg en god grund til at gå tilbage.

Jeg trak mine støvler af igen og gik ud i haven, og fortsatte hen i skoven. Jeg fortsatte længere og længere ud i skoven. “HJÆLP!”, var der en der skreg. Jeg kiggede væk, men så flere. Jeg skreg, og der blev helt stille, de kiggede bare på mig. Jeg mærkede en kold hånd på min skulder. Den føltes ikke som kød, bare som luft, men jeg kunne stadig mærke den. Jeg vendte mig med en sæt, men det var ingen. Jeg mærkede hånden på min skulder igen. Jeg vendte mig ikke, jeg begyndte bare at gå. Jeg fortrød hurtigt at jeg var gået derind, men der var en jeg skulle finde. Min mor. Jeg ville snakke med hende. Jeg skulle på kirkegården, og for at komme derhen skulle man igennem skoven. Jeg lukkede øjnene, men jeg kunne stadig høre de mange grådfulde, smertede skrig. Jeg kunne stadig mærke de kolde ånder i min nakke. Jeg ignorerede det. Det blev jeg nødt til. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kunne skrige, men hvad ville det hjælpe? Alting er som en drøm, et levende mareridt som jeg aldrig ville komme ud af. Jeg gøs ved tanken. Jeg følte at tusind fingre rørte min krop. Jeg hadede det, så jeg begyndte at løbe, spurte, sprinte også selvom mine lunger skreg efter luft blev jeg ved med at løbe. Jeg fortrød jeg gik derud, men jeg skulle. Jeg blev nødt til det. Jeg skulle finde hende, lige meget hvad det kostede af mig. “Tænk på noget godt, tænk på noget godt, tænk på noget godt…” Jeg frøs, og gnubbede mine hænder op og ned af mine arme. Jeg gøs da jeg hørte “Pas på hvad du laver unge dame. Du vil snart j vi store problemer.” Stemmen var helt henne ved mit øre, den var ækel og ulækker. Næsten smaskende. Jeg ville ikke kigge på den, så jeg gik bare fremad helt uberørt. “Gå væk! Skrid! Du hører ikke til her!” hvæsede en anden ækel stemme. Jeg lukkede øjne og begyndte at løbe, men jo mere jeg løb, jo mere følte jeg at de fulgte efter mig. Jeg løb hurtigere og hurtigere helt ind til jeg ikke kunne mere, og mere til. “Farvel” tænkte jeg og stoppede. Jeg faldt om af udmattelse, jeg kunne ikke mere. Kunne ikke leve mere mener jeg. Det var min verden for kompliceret til. Jeg rejste mig op og vraltede hen til en træ. Jeg prustede forpustet. “Tag mig!” Skreg jeg. “Tag mig, så jeg ikke behøver at leve mere!” blev jeg ved. Pludselig følte jeg en mærkelig kulde inde i mig. De var ved at tage mig. Trække alt mit liv ud. Jeg gjorde ikke noget. Mit syn flimrede, men jeg kunne se nogen lige foran mig. “Hvad laver du her, skat?” Det var en stemme jeg kendte, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvem det var. “LØB!” råbte stemmen, og pludselig vidste jeg hvem det var. “Mor?” spurgte jeg, men der kom ikke noget svar. Jeg var ligeglad selvom jeg faktisk ønskede at tale med hende. “Farvel” sagde jeg. Måske var hun gået, måske var hun ikke. Jeg faldt i søvn, og jeg vågnede aldrig igen …

 

SLUT PRUT.

 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...