Pigen i spejlet [Oneshot]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
En stil, jeg skrev i skolen, som jeg bare gerne vil tage og ligge herind :) Ehm ja.. Coveret passer ikke rigtig til historien, men... xP Det er egentlig lidt en genskrivning af min anden historie "Spejlhelvede"

1Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

1. Pigen i spejlet.

Jeg står i en skov. Over mig er trækronerne tætte og lige på nippet til at blive brune. Det er koldt og klart i vejret. Det må være omkring september. Jeg kender den her skov. Jeg plejede at komme her og samle kastanjer med min mor, da jeg var lille. Her er meget smukt.

Fugle synger over mig. Jeg står og lytter. Det er en sørgmodig sang. Pludselig opdager jeg, at det ikke er fugle, og at det ikke er sang. Det er gråd. Fra en lille pige. Jeg stivner. Hun er tæt på mig. Jeg kigger ud af min øjenkrog og ser hende. Hun sidder på en træstub med albuerne i skødet og ansigtet i sine hænder. Overfor hende står et spejl, som er lige så højt som mig. Pigen har en hvid kjole på. Hun har bølget og ildrødt hår. Hun er meget bleg. Næsten lige så hvid i huden, som kjolen. Jeg nærmer mig langsomt. Jeg har på fornemmelsen at jeg ikke burde, men jeg får sådan medlidenhed med hende. Jeg stiller mig ved siden af hende, men hun har ikke set eller hørt mig. Jeg betragter hende. Hun er ikke så gammel. Måske syv år. Hun er sådan en petit type. Lav og spinkel. Hun er meget smuk.

Jeg stiller mig bag hende og lægger en hånd på hendes skulder. Min hånd rammer kun hendes kjole, som er lavet af blødt silke. Det giver et gib i hende. Hun kigger op på mig. Hendes blanke øjne er meget grønne, og hendes blege ansigt er fuld af fregner.

“Hey,” siger jeg så roligt, jeg nu kan og sætter mig ved siden af hende. “Hvad er der i vejen?” Hun kigger på mig. Hun er skræmt. Selvom hendes krop er rolig, kan jeg se det i hendes blanke øjne. De skriger af frygt.

“Hvad er der?” Jeg kigger ind i hendes øjne. Hun sænker blikket og siger stadig ikke noget. “Du er jo bleg som et lagen.”

Jeg vil tage hendes hånd, men hun trækker den til sig. Jeg lægger min hånd på hendes arm i stedet. Den er iskold. Jeg river den væk. Jeg stirrer ind i hendes øjne. De er stadig skræmte. Og så taler hun. Hendes stemme er stille og hæs, som om hun ikke har talt i meget lang tid.

“Det... er fordi…” hun trækker sine arme væk fra sin mave, som ellers var dækket før. Jeg må holde mig for munden for ikke at gispe højt.

Der sidder en langbladet kniv spiddet tværs igennem hendes krop. Den når helt om på den anden side. Hendes hvide kjole er dækket af blodpletter, som før var skjult af hendes arme  Hun smiler til mig.

Jeg bakker væk. Falder over en rod. Fortsætter. Jeg kommer til at kaste et blik ind i spejlet. Men jeg ser kun skoven og mig selv. Hun er der ikke. Hun lægger hovedet på skrå og stirrer på mig.

“... Jeg er allerede død.”

 

 

Jeg gisper og vågner. Mit hjerte banker og blodet strømmer igennem min krop. Jeg sætter mig op og tænder lyset. Min vejrtrækning er roligere nu. Det var bare endnu mareridt. Det er altid den samme drøm. Jeg kigger rundt og lytter. Jeg kan høre alle knirkende gulvbrædder så højt som geværskud. Og Bornholmeruret ude i gangen. Tik-tak tik-tak tik-tak. Jeg er ikke bange. Jeg er rædselsslagen. Jeg vil ikke kigge på spejlet. Det vil jeg bare ikke. Det hænger ovre i hjørnet. Mine øjne flakker og vil gerne se derover. Nysgerrighed. Det bliver min død en dag…

Der er intet i spejlet. Selvfølgelig ikke. Men alligevel gør det mig utryg. Jeg står op og gyser, da mine bare fødder træder på det kolde gulv. Det knirker. Jeg går stille hen til spejlet for at komme det ned i min kommode. Jeg stirrer ind i det. Pigen, som stirrer tilbage er bleg og slank. Hun har blå øjne og langt, blondt hår, som er i en fletning på ryggen. Det er mig. Der er intet at være bekymret for. Jeg går hen til min kommode i den anden ende af værelset, og åbner en skuffe, hvor spejlet skal ligge. Jeg går tilbage efter det og er klar til at ligge det ned i skuffen, da jeg kommer til at kigge ind i det igen.

Det er ikke mig, der er derinde.

Det er en smuk lille pige på omkring syv år med bleg hud, blanke øjne og ildrødt hår.

 

Jeg mærker frygten skylle ind over mig. Men det er ikke bare frygt. Det er mørke. Et mørke, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg taber spejlet, og det går i stykker, men hun er her stadig. Ikke i fysisk form, men hun er her. Jeg kan mærke hende ånde mig i nakken.

Spejlet larmede, da det gik i stykker. Min familie er vågnet. Jeg kan høre dem kalde på mig. Jeg kan høre lys, som bliver tændt. Men jeg kan ikke se. Alt er sort.

Jeg mærker lange, kolde fingre om min hals. Jeg skriger, men min stemme bliver bare til en lille hvisken. Blodet bruser i mine ører. Jeg kan ikke tale, jeg kan ikke se, kan ikke engang mærke at jeg falder sammen på gulvet. Jeg ved det bare. Fingrene lukker sig tæt om min hals, og jeg kan ikke få vejret. Mine forældre kommer ind. Det ved jeg bare. De rusker garanteret i min livløse krop og kalder mit navn. Men nu er alle mine sanser lukket ned. En tåre klemmer sig ud af min øjenkrog og fortsætter ned af min kind, men der er ingen, der ser den. Et chok går gennem min krop. Et stød af en ubeskrivelig smerte. Den er der kun i et splitsekund. Så forsvinder den. Ligesom mig. Jeg forsvinder også. Jeg ved ikke hvorhen. Jeg er bare væk. Og man vil aldrig finde mig. Aldrig nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...