Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10439Visninger
AA

3. Værelseskammerater

 

Værelset er stort, når man ser bort fra de to skabe, skriveborde og køjesenge, der optager det meste af pladsen. På min venstre hånd er der endnu en dør, formeneligt et badeværelse. Lige over for indgangsdøren er der placeret et vindue med udsigt over en kæmpestor græsplæne på skolens bagside.

Jeg er den sidste, der træder ind på værelset. To af personerne genkender jeg med det samme, Victoria og Lisa, men den sidste person har jeg ikke set før. Pigen er lav, hun når mig kun lige til skuldrene, og hendes gyldne hår går til lige under skulderbladene. Pernille Itallo. Det fjerde navn på døren.

Den høje lyd af døren, der lukkes efter mig, tiltrækker de andres opmærksomhed. Magiker, siger mit instinkt mig, da Pernilles blik lander på mig. Lisa bryder ud i et stort smil og byder mig velkommen.

”Vi var lige ved at tro, at du var faret vild på vejen,” griner hun, jeg sender hende et forsigtigt smil. Den ene underkøje er tom, den anden tilhører den lyshårede. Magikerne sover nederst, lader det til. Jeg lader mig dumpe ned på min seng, mine fødder støder på min taske.

”Amelia, ik? Jeg er Pernille, magiker.” Hun smiler til mig, så jeg kan se hendes kridhvide tænder.

”Jo. Magiker,” siger jeg, selvom ordene ikke er meget for at forlade min tunge og klynger sig fast med modhager i min mund. I et snuptag griber jeg min taske og går hen imod det ene af skabene.

De tre andre kigger på mig, inden de følger mit eksempel. Skabslågen glider op med en knirkene lyd, og de mørkebrune træhylder er blankepolerede. Det grove stof, der udgør mit tøj, kradser imod fingrene, da jeg lægger det ind på en af de nederste hylder. Farverne er ikke noget at råbe hurra for, men stoffet er varmt og solidt, godt at rejse i. Grå, grønne og brune nederdele, trøjer og strømpebukser. Et par vinterstøvler og en jakke, det er alt.

”Hvor fanden havde de tænkt sig, at jeg skulle have mit tøj?” spørger Victoria vrissent ud i luften, imens hun med et spekulativt blik betragter skabet med hænderne i siden. Jeg hiver tasken op og går tilbage til min underkøje. Lisa prøver at undertrykke en latter uden det store held.

”I skabet, går jeg ud fra. Du kan tage resten af min plads, jeg skal ikke bruge den,” siger jeg og smider tasken oven på dynen. En velkendt duft slår op fra sengetøjet, men uplacerlig. Victoria begynder at fylde sit tøj ind på min tilovers blivende plads i skabet, men det tager hende stadig flere minutter at blive færdig. Både Pernille og Lisa bliver færdig før hende. Jeg binder de slidte læderstrimler op, der udgør mine sko, og smider dem ned i tasken.

Fra dens sorte dyb drager jeg et vindspil og tre drømmefanger frem, jeg lægger dem blidt på sengen. Det er godt, at jeg ikke fik en overkøje, det ville have gjort mit forehavende meget mere besværligt.

”Sind,” hvisker jeg og hænger den første drømmefanger op under overkøjens lameller.

”Sjæl.” Jeg hænger den anden op tre håndsbredder fra den første. 

”Krop,” hvisker jeg og hænger den sidste op tre håndslængder væk fra de to andre, så de danner en trekant, der når jeg ligger ned, peger på mine tæer.

”Underbevidsthed.” Vindspillet klirrer blidt, da jeg hænger det op midt i trekanten og derved fuldender ritualet. Da jeg er færdig, lægger jeg tasken ind i bunden af skabet, imens Pernilles blik er klistret til min ryg.

”Hvad gør de?” spørger hun og vifter med pegefingeren i retning af min seng. For tredje gang i dag hviler tre blikke på mig, de får myrekrybene til at liste ned af min ryg. Jeg vender mig lidt på sengetæppet og flytter blikket fra skemaets felter.

De to formskiftere har besat skrivebordstolene, imens Pernille har slået sig ned på sin seng. Skemaet daler ned på min madras, jeg løfter mig lidt op på albuen. Lisa sænker også sine skolepapirer, så alles opmærksomhed er vendt mod mig.

”Drømmefangerne? De beskytter kroppen, sjælen og sindet” forklarer jeg, imens jeg udpeger de forskellige drømmefangere for dem. ”Og vindspillet værner om underbevidstheden.”

Der er mere end et løftet øjenbryn på spil. De får ansigterne til at fortrække sig i nogle skeptiske grimasser, der ærligtalt ikke klæder dem. ”Det siger man i hvert fald, at de gør,” siger jeg for at bringe øjenbrynene ned fra de rynkede pander.

”Du tror virkelig på det, gør du ikke?” spørger Lisa henne fra det ene bord. Jeg kigger på hende, nu har hun lagt sine papirer helt fra sig.

”Jo,” svarer jeg kort og trækker blikket til mig. Hun tænker over det, samler sine papirer op igen og læser videre. Med blikket studerer hun kortet over skolen, men hendes tanker kredser om drømmefangerne, indtil hun trækker mentalt på skuldrene og lægger tankerne fra sig.

 

Lisa og Victoria havde siddet fordybet i en samtale, der omhandlede emner, hverken Pernille eller jeg kunne følge med i. Pernille fandt en bog frem og begyndte at læse, men da jeg ikke har nogle bøger, var jeg tvunget til at høre på dem. Nu er deres stemmer imidlertid blevet udskiftet med regelmæssige åndedrag.

Deres vejrtrækninger er dybe, de sover tungt, men hos mig vil søvnen ikke indfinde sig. En lav snorken snor sig op fra køjen ved siden af mig, den følger pænt de andres åndedrag. Tankerne bliver ved med at flakse rundt i mit hoved, og hver gang en er faldet til ro, begynder en ny at flakse rundt og forhindre mig i at sove.

Hvad nu hvis han finder mig? Bare en ud af mange tanker og hurtigt får den selvskab af den næste. Du kan ikke gemme mig forevigt, men muligvis i et stykke tid. Mine øjne spærrer sig endnu mere op, da den næste tanke gør sin entre. Hvad vil han gøre, hvis han finder mig? Når han finder mig. Han vil være rasende, det er jeg sikker på. Hvad vil jeg gøre, når han finder mig? Jeg borer neglene ind i håndfladen. Det er en håbløs plan, jeg har sat i værk.

Endnu flere tanker flakser forvildet rundt i mit hoved. Jeg kan gemme mig i et par måneder, hvis jeg ikke bruger for meget magi, så han kan spore mig. Hvis jeg sover under trekanten, så han ikke kan opsøge mig i mine drømme, for hvis han gør, så er jeg på den.

Med en kraftanstrengelse sparker jeg alle bekymringerne ind bag en solid dør og slår slåen for. Langsomt falder mit hoved til ro, jeg bliver bare nødt til at tage det, som det kommer. Mit blik stirrer blindt op på lamellerne. De danser for mit blik og bliver erstattet af tre alt for velkendte genfærd.

Jeg lader mit sind glide hen over de familiære ansigtsudtryk, inden jeg trækker mig tilbage. En ensom tåre glider ned over min kind, jeg tørrer den væk med en arrig bevægelse. Så lukker jeg øjnene, vender mig om på siden og prøver at falde i søvn med den uplacerlige duft hængende i næseborene. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...