Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10415Visninger
AA

42. Umbra Thróren

 

Som en del af landskabet dukker Umbra Thróren op ud af den blå luft, da vi ikke er mere end nogle få hundrede meter fra det, men det er ikke kun klosteret, der stjæler min vejrtrækning. De imponerede silhuetter af Thróren Bjergene tårner sig op i horisonten som to kæmper, der holder vagt og kaster deres kæmpe skygger hen over alt, der befinder sig for deres fødder. Resterne af solstrålerne kaster et varmt, gyldent skær på de ibenholdts sorte bjergsider.

”Stop her,” siger jeg, og min stemme har endelig genfundet noget af sin tidligere selvtillid. Under min taskes vægt bøjer græsstråene sig så let som ingenting, og det samme sker, da min røv ender på jorden.

”Hvad?” udbryder Victoria. ”Amelia, der er et hus lige derovre. Et hus!”

Jeg læner mig udmattet tilbage i vejkanten og trækker min sorte taske hen, så jeg kan lægge hovedet på den. Den er langt fra blød, men den går an. Modvilligt sætter Victor sig ned ved siden af mig, og Lisa er ikke engang modvillig, hun er bare fuldkommen udmattet.

Victoria stirrer på mig med foldede arme, men går ingen steder. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre, hun venter på, at nogen siger, hvad hun skal gøre. Pernille står få skridt bag hende, men heller ikke hun gør mine til at sætte sig ned eller gå hen til klosteret. Jeg retter lidt på tasken, så mit hoved støttes bedre af den.

”Sæt jer nu,” siger jeg og gaber let. ”De lukker os alligevel ikke ind før i morgentidlig.” Jeg klør min hovedbund og smiler, da vi alle sammen sidder ned i vejkanten.

”Lad os i det mindste tænde et bål,” siger Lisa med klaprende tænder.

”Nej,” sukker jeg. Vi kan ikke tænde et bål, eller jo vi kan godt, vi må ikke. For det første, ville det være uhøfligt og for det andet, ville det gøre det nemmere for Nur og Septus at finde os. Det må være nok med, at de ved, hvor vi er på vej hen, vi behøver ikke råbe; Her er vi!

”Læg jer nu bare til at sove,” siger jeg og retter mig op. ”Her, tag det her Lisa.” Jeg rækker hende Nurs tæppe, og uden tøven tager hun imod det og vikler det stramt om skuldrerne som for at udnytte det bedst muligt. De kigger alle sammen mere end opgivende på mig, men i løbet af den næste halve time er de alligevel alle sammen faldet i søvn puttet tæt ind til hinanden.

 

Trip, trap, trip, trap. Lyden kommer og går. Nogle gange er den øredøvende, andre gange er den knap nok hørlig, men jeg ved, den er der. Den vækker mig. Mørket er altomfattende og lader ikke mine øjne se igennem natten. Til sidst lukker jeg dem og anstrenger min hørelse ekstra meget. To par skridt. Forsigtigt kommer jeg på benene.

Skridtene kommer tættere og tættere på, de kommer fra samme retning, som vi ankom fra tidligere på natten. Energien bliver trukket længere ind i min hånd, men så roligt, at det ikke efterlader nogle krusninger, der afslører mig. Da jeg stopper, danner energierne en lille bold, der hurtigt kan gå fra harmløs til livsfarlig, selvom jeg ikke håber, at det bliver nødvendigt.

Ud af mørket træder to skikkelser. De går så meget i et med de omkringliggende omgivelser, at det er umuligt at afgøre, hvem det er. Jeg trækker vejret ind så stille som muligt og knuger hånden lidt hårdere sammen. Skikkelserne stopper, og den ene af dem lægger en lille bylt fra sig på jorden.

Trip. Trap. Trip. Trap. Endnu et par fodtrin kommer ud fra mørket. Min hånd løsnes, jeg slapper lidt mere af. Det er ikke Septus og Nuradin. Den ene skikkelse begynder at snakke, og min mund trækker sig op i et ufrivilligt smil. Jeg genkender straks stemmen.

Jeg træder et skridt til siden og sørger for at træde på mindst en halvsnes visne grene på vejen. Ganske langsomt lader jeg den lille energikugle i min hånd lyse op. Lange skygger danser igennem nattemørket, og lyset lægger mit ansigt i et uhyggeligt hvidligt lys. Jeg smiler blidt.

De vender sig om imod mig, inden det er gået op for dem, at jeg ikke er fjenden, står de allerede klar til kamp. Kvinden står beskyttende foran Zea, der stadig sover trygt på jorden. Luften suser ned igennem mine ærmer, da mine hænder bevæger sig op ad med håndfladerne fremad. Den lille, lyshårede pige vender på sig i søvne, og kvinden drejer rundt for at være sikker på, at hun har det godt.

”Bare læg jer til at sove,” siger jeg og sænker mine hænder igen. ”Jeg holder vagt.”

De tre voksne skyggejægere ser skeptisk på mig, men til sidst giver de op. De falder ud af deres kampklar positioner, og pludselig ser de fuldstændigt udkørte ud. Deres skuldrer hænger, og den ene af mændene undgår at støtte på det ene ben.

”Mødte i vagterne?” spørger jeg, inden de når at falde i søvn. Kvinden nikker fraværende, imens hun aer sin niece over håret. Det er ikke til at sige, om det er for at berolige sig selv eller pigen. Mine øjne glider kort i, og jeg ånder lettet ud. De har ikke gjort dem noget, ikke endnu i hvert fald, og jeg håber, det bliver ved med at være sådan.

”Hvem er du?” spørger den ene mand med brysk stemme.

”I morgen, så skal jeg nok fortælle det hele,” siger jeg og lader mig glide ned op ad en træstamme. ”Nu skal I sove. Jeg holder vagt.”

De tre jægere falder hurtigt i søvn, og efter noget, der føles som en mindre evighed, hvor den ene tanke efterfølges af den næste, den ene er mere ubehagelig end den næste, falder jeg endelig i en nervøs døs. Klar til at springe på benene ved selv den mindste lyd. Lige før det virkelige mørke bliver byttet ud med drømmens, berøres min kind af en blid brise.

 

”Hvem er du? Hvor kommer du fra? Er du skyggejæger? Hvorfor har du kun den venstre stribe?” Alle disse spørgsmål og mange flere regner ned over mig, ligeså snart nattens nytilkommende vågner ved daggry. Mine øjne bliver fjerne, jeg glider ind i et stadie med af et tvedelt sind, den ene halvdel lytter til spørgsmål, den anden holder et skarpt øje med omgivelserne. Både Zea og resten af mine rejsekammerater sover endnu, så vi prøver alle sammen at holde støjniveauet på et minimum.

Zea er den første, der vågner. Hun glipper med sine bedårende øjne. Gabende sætter hun sig op, og de buttede kinder har mærker efter det tæppe, hun har haft brugt som pude. Den del af min opmærksomhed, der ikke lytter til de evindelige spørgsmål, er helt og aldeles opmærksom på den lille pige.

”Sommerfugle Ammi,” hviner hun glad og stormer mig i møde. Før nogen af os ved af det, er hendes korte arme hægtet fast om halsen på mig. Kærligt stryger jeg hende over håret.

”Godmorgen, sovetryne,” smiler jeg og prikker hende på næsen. Mine rejsekammerater når at vågne, inden en ny byge af spørgsmål beslutter sig for at hagle ned over mig, og det er jeg glad for.

”Pak jeres ting,” siger jeg til mine gabende venner. ”Vi kan godt gå ind nu.”

I løbet af nul komma er de klar til at tilbagelægge det sidste stykke vej hen til skyggejægerklostret. I går var de ved at falde døde om ved tanken om et skridt mere, og nu kan de ikke vente. Det er utroligt, hvad tanken om en rigtig seng og varm mad kan gøre ved folk.

Jeg går først med Zea i armene, uden at høre på familiens protester. Pigen vil gerne sidde hos mig, andre godkendelser end det behøver jeg ikke. Imens vi tilbagelægger de sidste alt for mange meter hen til klosterets port. Et skridt af gangen, tasken over skulderen, pigen på armen og en hale af trætte mennesker bag mig, det kunne ikke være bedre.

Synet af Thróren Bjergene er ikke mindre imponerende i dagens første lys, end det var i dagens sidste. Det er, som om bjergene har fået et helt andet liv i morgensolen, end de havde i går aftes, og det klæder dem. De ser mere levende ud end i går. Mere lovende, men ligeså skræmmende.

Jeg tilbagelægger de sidste skridt hen til porten, men allerede før jeg kan nå at banke på, åbner den sig knirkende ind ad, som var vi ventet alle sammen. Måske har de holdt øje med os siden i går, eller også har de måske fulgt den sidste del af vores vandring, uanset hvad er det en lettelse, da dobbeltdørene går op foran os og lukker os ind i Umbra Thrórens beskedne indre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...