Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10393Visninger
AA

16. Ubehagelige opdgelser

 

Mandag morgen kommer alt, alt for hurtigt. I Phoebes timer føler jeg mig ilde tilpas. Det har jeg gjort siden, hun afviste min undskyldning, ubevidst, men alligevel. Jeg kigger ned i gulvet, og jeg lytter kun med et halvt øre, til det professoren siger, uden at det fanger min interesse. Jeg har det, som om jeg kan falde søvn hvert øjeblik, det skal være. To synlige, blå rande snor sig på den sarte hud under mine øjne, noget jeg kun kan takke mig selv og mine værelseskammerater for. Vi snakkede nok lidt længere i går aftes, end godt er.

”Jeg har bedt nogle af skolens ansatte om at deltage i dagens undervisning. De kan være her når som helst nu. Vi skal i dag prøve at identificere de forskellige arter. Jeg…oh…kom ind. Kom ind!” Professor Phoebe afbryder sig selv, da det banker på døren. Alles opmærksomhed rettes imod dem, der kommer ind igennem døren, også min. Den eneste, jeg genkender, er Una, hurtigt vender jeg blikket væk igen.

En efter en præsenterer dagens forsøgspersoner sig, der er tre kvinder og fire mænd. Phoebe vender sig om imod klassen og inddeler os i femmandsgrupper. Jeg ender i gruppe med Victoria, Pernille og Lisa, og da vi allerede sidder ved siden af hinanden, er det kun femtemanden, Victor, der bliver nødt til at flytte sig. Han dumper ned på en stol ved siden af mig og sender mig et forsigtigt smil.

Da vi alle sammen har fordelt os, fortsætter Phoebe, hvor hun slap, inden forsøgspersonerne trådte ind ad døren. Da hun er færdig, er min gruppe ikke den eneste, som begynder at snakke sammen indbyrdes. Eller størstedelen af vores gruppe begynder at snakke sammen, jeg sidder bare og lytter, og Victor tilføjer højst en halvsnes ord. Når han siger noget, stammer han så meget, at han næsten bliver nødt til at give op. Hans nervøse-jeg er trådt i kræft, ligesom det gør alle steder, der ikke er matematik.

Uanset hvor kedelig en samtale kan gå hen at blive, bliver nogen nødt til at komme med en brugbar kommentar før eller siden. Denne nogen er mig, da jeg er den eneste, som ikke lader sig slå ud af udfordringerne ved at placere folk. Jeg åbner munden og siger: ”Vi skal bare finde ud af hvilken gruppe, de tilhører, ik?”

Jeg slår ud med hånden imod de syv voksne forrest i lokalet og fortsætter: ”Vi ved allerede, hvad vi er, så vi skal bare sammenligne deres energi med vores, og så har vi svaret.”

Jeg kan ikke fatte, at der ikke er nogle, der har tænkt på det før, for mig virker det så selvfølgeligt. Mit forslag sætter gang i endnu en heftig diskussion, og denne gang giver Victor også sit besyv med. Lidt efter lykkes det os at placere de syv personer i to grupper. Una er med i den største gruppe, magikerne, der indeholder de tre kvinder og en enkelt mand. Den anden gruppe, skifterne, indeholder de resterende mænd.

”Amelia.” Lisa henvender sig til mig. Glad for at have noget at fokusere på giver jeg hende min uddelte opmærksomhed. ”Er du og sygeplejersken, Una, i familie? Den nat med mareridtet føltes din energi ligesom hendes bare…stærkere,” siger hun og slutter sætningen af i et helt andet toneleje, end hun plejer.

Familie. Familiær. Tryghedsfornemmelsen. Drømmefangerne. Kærlighedens væsen af Sado Jäger. Og Benjamin, der lige med et var så interesseret i rygterne om mig. Halskæden. Den irriterende prikken i baghovedet, og det der noget, jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, går med et op i en højere enhed. De er ligesom mig. De er skyggejægere. Jeg bliver lang i blikket, imens jeg betragter Una, og mit blik glider hen til Benjamins gruppen. Det må have været ham, der rakte hånden i vejret den første dag, så den viste, at han fik sine kræfter som fjortenårig. Mine fingre føles helt kolde, og min mund vil ikke helt det, jeg vil have den til.

”Nej,” siger jeg som svar på Lisas spørgsmål, ligeså meget som en benægtelse af realiteterne. Nej, ikke så vidt jeg ved i hvert fald. På den anden side er mit kendskab til min familie højst begrænset. Jeg ved, at min mor havde en adoptivsøster, og at alle mine bedsteforældre er døde ligesom mine forældre og min bror, men mere ved jeg ikke om min familie.

Phoebe beder grupperne om en efter en at fortælle, hvad de er nået frem til. Da turen kommer til vores gruppe, er det Victoria, der fører ordet. Vi er den sidste gruppe og den eneste, der har gættet rigtigt hele vejen igennem. Da alle har gennemgået deres resultater, er tiden gået, og alle myldrer videre til deres næste time. Victor siger et hurtigt på gensyn, inden vi forsvinder i hver sin retning.

 

Historietimen foregår som i en døs. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet. Una og Benjamin er skyggejægere. Før jeg ved af det sidder jeg på min plads nede bagi sammen med Victor, imens professor Marchello gennemgår dagens program. Vi har lige afsluttet ligninger og er gået i gang med negative tal, et emne jeg normalt elsker, men som lige nu ikke vækker selv den mindste smule interesse.

Hvordan kan jeg ikke have set det? Svaret dukker op i min hjerne, endnu inden spørgsmålet er blevet formuleret fuldt ud. Jeg ville ikke se, derfor så jeg det ikke. Jeg ville ikke mindes min familie. Jeg kom til Kompasset for at give slip, ikke for at opsøge fortiden og rippe op i gamle sår. Jeg havde ikke brug for at få på besøg af spøgelser, jeg allerhelst ville have været af med for længst, men skæbnen ville det åbenbart anderledens.

Jeg kigger ned på de opgaver, jeg lige har løst, og det går op for mig, at halvdelen af dem er besvaret forkert. Med arrige bevægelser visker jeg svarene ud og begynder forfra med regnestykkerne. Da timen er færdig, haster jeg videre til filosofi. Et fag, hvor jeg kan sætte mig længst inde skyggerne i det fjerneste hjørne uden risiko for at blive spurgt om noget som helst.

Måske er det godt, at de er ligesom dig, siger en indre stemme, men jeg kan ikke se, hvordan det på nogen måde kan være godt. Jeg kan heller ikke få øje på, hvordan vi er ens. De er jægere, der lever som jægere. Jeg er jæger, men jeg har levet de sidste seks år at mit liv som en skygge. Hvis de vidste det, ville jeg blive udstødt. Jeg har ikke en levende chance for at få min anden stribe. Jeg vil ikke blive rigtig jæger.

En beroligende varme spreder sig fra lige ved siden af mit hjerte og får mig til at slappe lidt af. Det hele skal nok gå, fortæller varmen mig, inden den trækker sig tilbage og forsvinder igen. Med højre hånd strejfer jeg symbolet, der sidder godt skjult under trøjen på min venstre skulder. Jeg tager mig sammen og prøver at være en del af undervisningen, som hvis jeg selv skal sige det, lykkes det faktisk meget godt.

I hvert fald har jeg næsten styr på, hvad læren snakkede om, da klokken ringer ud, og jeg begiver mig ud af klassen. Jeg falder tilbage i mine egne tanker på vej op til værelset og lægger slet ikke mærke til, at jeg er den første, der ankommer. Tasken lander med et dump bump på gulvet, inden jeg flader ud på sengen med den ene arm hængende ubekvemt ud over sengekanten.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid, der går, før de andre ligeså stille dukker op, men jeg ved, at min arm er faldet i søvn. Uden at dreje hovedet spøger jeg ud i rummet: ”Er der en af jer, der har en hue, jeg må låne?”

”Ja, ja, ja!” udbryder Victoria ivrigt, så ivrigt, at jeg bliver nødt til at se, hvad der går af hende. Hun styrter hen til skabet og river lågen op. Det ene moderigtige stykke tøj efter det andet moderigtige stykke tøj får en flyvetur igennem luften, inden det lander på gulvet.

”Her,” hvisker Victoria og retter ryggen. Da hun står, så vi kan se hende, holder hun en skriggrøn strikhue med pink hjerter på imellem tommel- og pegefinger, som stank den langt væk.

”Gud, hvor er den hæslig!” gisper Pernille og holder sig for munden. Jeg kan ikke være mere enig med hende, men den er meget bedre end noget, jeg kan fremtrylle på stående fod.

”Jeg ved det. Jeg ved det. Min bedstemor strikkede den til mig og gav mig den på min fødselsdag, men jeg har ikke haft den på siden den da,” stønner Victoria. "Jeg havde tænkt mig at smide den langt, langt væk og sige, at den forsvandt, men hvis du kan bruge den, Amelia, så tag den.”

En sur grimasse pryder hendes ellers så kønne ansigt. Jeg smiler taknemmeligt og hiver den ned over ørene. Ligeså snart hun ikke længere holder den skrækkelige hue, ryger grimassen tilbage i skuffen, og et smil overtager dens plads.

”Av for Satan!” hvæser jeg og bider tænderne sammen.

”Hvad sker der?”

”Min arm vågner. Det prikker helt ned i fingerspidserne!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...