Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10390Visninger
AA

26. Truppen

 

Kraftig, krydret og stærk. Ja, næsten rød lister luften sig ned i mine næsebor og trækker mig væk fra den sorte søvn. Det er ikke ligefremt mindre sort i vågen tilstand. Ingen stjerner, der oplyser himlen, men så går det op for mig, jeg ligger i et telt. Jeg skubber mig op at sidde, så mine øjne kan se hele vejen rundt i det fremmede telt, da de har vænnet sig til mørket. Selv ejer jeg ikke noget telt, så jeg er ikke længere alene på min lejerplads. Jeg griber min taske, der går i et med alt det andet sorte, og kommer på benene.

Jeg skubber teltflappen til side og træder ud. Et knitrende lejerbåls varme slår imod mig. Flammerne brænder sig ind i mine øjne og får min røde stribe til at gløde som en brændeknude. Mere end tøvende bevæger jeg mig nogle få skridt tættere på. En ring af mennesker sidder samlet rundt om bålet. Nogle snakker sammen, en spiller en munter melodi på sin lut, og en anden spiller med på fløjte. Smilet breder sig over mine læber.

En halvmeters penge bag den glade ring af mennesker stopper jeg lydløst op. Her fra er varmen fra bålet endnu tydeligere, og den tvinger min hud til at trække sig sammen i gåsehud. Mine fødder er ømme, mine fingrer er kolde. Jeg træder et skridt længere frem, og så står jeg lige bag den nærmeste dreng. Jeg holder mine stivfrosne hænder frem imod flammerne.

”Badja, ser du ikke om pigen er vågen?” spørger en rynket stemme. ”Sig til hende, at der er mad, gider du?” Jeg kan ikke se personen, der snakker, da hun står på den anden side af bålet. En ranglet knægt springer på benene, så håret danser ham om skuldrene. Et øjeblik vender han siden til lyset, så hans ørnenæse står i klar silhuet, han vender sig om imod mig. 

”Åh,” udbryder han overrasket, da han næsten støder ind i mig. Det tager ham ikke mange sekunder at få styr på talegaverne. ”Der er mad nu, hvis du er sulten.” Og så vender han sig om og sætter sig tilbage på sin plads ved bålet. Jeg nikker bare stumt og lader mig falde ned et stykke væk fra de andre. Fra min nye plads kan jeg tydeligt se kvinden, jeg ikke kunne se før. Hun virker gammel og skrøbelig med sin puklede ryg og det snehvide fehår.

Jeg sidder og piller ved lynlåsen, imens livet fortsætter rundt om mig. Af og til kan jeg mærke et stjålent blik på mig, og af og til stjæler jeg mig til mine egne skjulte blikke. Jeg trækker skuldrene op og smiler sagligt. Jeg strækker hænderne ud og nyder varmen. For første gang i næsten en uge er jeg ikke bundfrossen.

”Her.” En stemme river mig ud af min behagelige konkon. Jeg kigger op og møder et rynket ansigt og et smil, der blotter en manglende fortand. Den gamle, pukkelrykkede kvinde rækker mig en skål dampende varm kødgryde. Jeg smiler taknemmeligt til hende og fører den første skefuld op til munden.

”Tak, det er fantastik. Tak,” siger jeg og kigger sultent ned på den næste skefuld. Den reagerer som en smagsbombe. Stærkt og krydret. Den gamle kvinde går tilbage rundt om bålet og sætter sig ned. Det her er vidunderligt. Jeg spiser langsomt, jeg nyder hver eneste mundfuld.

Rundt om mig blusser snakken op igen efterhånden, som folk får spist færdigt. Nysgerrigt lytter jeg til de brudstykkerne af de samtaler, jeg opfanger, og ud fra dem sjusser jeg mit frem til, hvem de er. De er en gøglertrup, går det op for mig efterhånden, som jeg får stykket brudstykkerne sammen. De er på vej imod Trinovia, Venumas hovedstad. Samme vej som jeg skal, nordpå. Langsomt skraber jeg de sidste rester op ad skålen og begynder at dreje den i hænderne.

En tatoveret mand rejser sig op og tiltrækker alles opmærksomhed, da han begynder på en historie. Hvilende på den ene hånd læner jeg mig tilbage og nyder fortællingen. Den er ikke til at rive sig fri af. Historien har jeg hørt før, men den tatoverede formår at fænge sit publikum. Og det er ikke kun mig, der er fanget. Alle omkring mig befinder sig også i en form for behagelig trancetilstand.

 

Mine ben glider ud, og mine ankler krydses. Det er svært ikke at falde hen i en døs. Mine fødder dunker, da varmen kryber op igennem dem. Ømme efter flere dages vandring tager de glædeligt imod flammernes varmedis, og jeg har ikke tænkt mig at trække dem tilbage. Jeg sukker tilfredst. Nogen skubber til mig. Langsomt vender jeg hovedet. Ham, der sidder ved siden af mig, nikker i retning af den tatoverede.

”Jeg hedder Kerun. Det her er min familie,” siger han og gentager helt klart sig selv. De omgivende ansigtsudtryk fortæller alt. ”Hvem er du? Og hvad laver du herude på egen hånd?”

Hans stemme er venlig, men min hjerne synes ikke at mene, der er noget valg, jeg bliver nødt til at svare. Mine hænder begynder at vride sig, mine øjne pendulerer frem og tilbage. Hvad skal jeg sige? Jeg kniber øjnene sammen og tænker mig hurtigt om.

Brug et nyt navn, Amelia, hvisker fornuften til mig. Men hvad skal jeg så sige, fortæller den mig ikke. Jeg fristes til at gå under Amelia August igen, men så kommer fornuften op med et pokkers godt argument. Den skal altid være så pokkers fornuftig.

Hvis du går under det navn igen, bliver det nemmere for dem at finde dig. Jeg kan næsten mærke det bebrejdende blik mod min indre nakke. Min hjerne arbejder på højtryk. Den prøver at komme op med et muligt alias, men det falder den ikke ligefrem naturligt.

Men hold dig tæt på sandheden. Du skal ikke finde på alt muligt, så går det galt. Fornuften bliver ved med at komme med gode råd, men ingen løsninger. Jeg træffer en hurtig beslutning. Navn og historie er på plads, nu skal de bare fortælles overbevisende. Forsigtigt løfter jeg blikket og kigger ud under øjenvipperne.

”Jeg hedder Katharina Vinter,” siger jeg og bider mig let i læben. Kat, det var det, han kaldte mig de første mange, mange måneder. Altså inden jeg gav ham mit navn, selvom han aldrig helt lærte at bruge mit rigtige navn, kun når han blev specielt vred på mig, eller jeg havde overgået mig selv i dumhed.

”Jeg er på vej imod Trinovia. Når jeg er nået dertil, skal jeg videre til Thróren Bjergene,” fortsætter jeg uden at se op. Jeg kan ikke genkende mig selv, da jeg uden det mindste problem bøjer sandheden. For nogle måneder siden pinte det mig at omgås sandheden lemfældigt, og nu sidder jeg her og gør det uden problemer. Jer er ikke sikker på om det her er mig, eller om pigen på Kompasset var mig.

”Thróren Bjergene, hvad skal du dog der?” spørger manden videre med en rynket pande, der får hans tatoveringer til at ligne et ekstra lag skygger. Jeg smiler sky og løfter blikket, så jeg kigger ind i ilden.

”Det er en form for familieanliggende.” Jeg trækker beklagende på skulderne. Jeg ryster på hovedet og trækker på smilebåndet. Mit hjerte dunker unaturligt langsomt, og jeg sveder ned ad nakken.

Kerun stiller mig en række spørgsmål, hvor af jeg kun kan svare på halvdelen uden at omgås lemfældigt med sandheden og den anden halvdel slet ikke. Til sidst trækker han på skulderne og sender mig et bredt smil. Med et kast med armene byder han mig velkommen til familien. Med høj stemme proklamerer han, at jeg kan komme med dem til hovedstaden, men at vores veje må skilles der.

Jeg smiler taknemmeligt til ham. Indvendigt sukker jeg lettet. Nu får jeg et varmt måltid hver aften, og jeg kan sidde ved et bål, når mørket falder på. Det føles godt til forskel fra de foregående dage. Jeg kan ikke lade være med at grine af mig selv. Jeg er et værre brokkehoved. Man skulle ikke tro, at fem dage kunne være så slemme, men jeg er ude af træning. Det er ved at være meget lang tid siden, jeg sidst har været på farten i længere tid af gangen.

 

Først sent på aftenen går truppen til ro. Det viser sig, at jeg deler telt med den gamle kvinde, der går under navnet Gammelmor. Da jeg ligger godt pakket ind i min jakke og med tasken under hovedet, kan jeg ikke lade være med at tænke på Victor og de andre. Det er svært at holde sine tanker beskæftiget, når man går. På et tidspunkt kan de forbipasserende træer ikke længer distrahere en, og man bliver tvunget til at tænke på noget andet.

Det er det samme om aftenen, når man skal sove. Indtil nu har jeg klaret det godt nok, men de river i mit bryst. Mange gange har jeg stoppet mine tanker på deres tilbagetog til Kompasset. Jeg kan ikke…må ikke tænke på dem, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg vender mig, så jeg ligger med ansigt ind mod teltdugen, og slynger armene om mig selv. Med lukkede øjne begraver jeg ansigtet i taskens sorte stof, der end ikke har antydningen af selv den mest sølle rosenduft.

Jeg tør ikke falde i søvn. Jeg tæller sekunderne imellem Gammelmors skrattende snorken. To hurtige snork, en lang pause, et langt snork, en lang pause og to hurtige snork igen. Uden for teltet tuder en ensom ugle i træ langt væk, og et natdyr pusler forsigtigt rundt i buskadset. Ligesom jeg ikke sover, sover de ikke, selvom natten er tiden til at sove. Til forskel fra mig kan de sove om dagen, men når solen står op, må jeg videre. At tælle sekunderne imellem Gammelmors snorkelyde holder op med at virke, og jeg kan mærke søvnens komme. Trods mine forsøg på at holde mig vågen, må jeg overgive mig til mørket.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...