Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10429Visninger
AA

24. Tre træningskampe

 

Et skrig sprænger mine trommehinder. En stor ildkugle suser igennem luften på vej imod os. Man kan ligefrem høre luften omkring ildkuglen syde. Skriget tilhører Pernille. Min eneste reaktion på, at en ildkugle har kollisionskurs med min siddeplads, er at læne mig en lille smule længere tilbage. Til forskel fra Pernille ved jeg nemlig, at der ikke er nogen umildbar fare på færde.

Et formidabelt lysshow udspiller sig for øjnene af os, da ildkuglen eksploderer og flader ud over det usynlige kraftskjold, der holder kugle og eksplosion inden for cirklens grænser. En klokkeklar latter, jeg ikke har udfoldet længe, strømmer ud over mine læber som en klukkende elv. Det er et smukt syn, der, hvis jeg havde stået op, ville have slået benene væk under mig. Et hårdt skub og så ligger jeg med hovedet vendt mod skyerne.

”Hvad?” sprutter jeg sprudlende af latter.

”Hvordan fanden kan du bare grine!” hyler Pernille ved siden af mig. Flere end et par øjne hviler på mig, da jeg får skubbet mig op at sidde. Mine skuldrer laver et lille hop, da jeg sætter et ansigtsudtryk op, der får mine øjne til at føles som et antikt urværk.

”Er der sket jer noget?” spørger en bekymret mandestemme. Jeg kigger op og møder mandens blik. Det er den samme mand, der talte, før træningskampene begyndte. Tæt på er der endnu flere ligheder mellem ham og Benjamin. For eksempel har de den samme skilning.

”Jeg har det fint, bedre end fint, faktisk. Fantastisk,” svarer jeg ham med et smil, der fremviser det sidste af mit grin. Pernille nikker bare stumt, og han venter ikke på, at Benjamin svarer. Kun halvdelen af jægerne har trænet med hinanden, men nu træder manden, jeg går ud fra, er i familie med Benjamin, ind midt i cirklen.

”Jeres rektor, jeres lære i kamptræning, professor Eleonora, og vi,” jeg lægger ekstra mærke til ordet vi, han er ikke den, der bestemmer, heller ikke her, ”har besluttet, at vi vil lade jer kæmpe imod en skyggejæger. Hvis nogle har lyst til at udfordre sig selv, så er det nu.”

Jeg krapper mig bagud, så jeg kommer til at sidde ved siden af Jack og Emil, der slynger ord frem og tilbage imellem sig. Jeg puffer let til deres skuldrer for at få deres opmærksomhed.

”Sig ikke, at I ikke vil prøve,” siger jeg i en spøgefuld tone. De kigger begge to bestyrtet på mig, som om de slet ikke kan fatte, hvordan jeg kan spøge med sådan noget. Jeg holder hænderne op foran mig og løfter øjenbrynene let og tilføjer, at det kunne være sjovt at se ham skolens bedste kæmper kæmpe med en skyggejæger. Hurtigt nikker vi alle samtykkende, helt enige. Det ville være underholdende.

Den første kamp indeholder dog ikke skolemesteren, men en dreng fra anden årgang. Han træder noget tøvende ind imellem de ventende jægere. Manden vinker en pige frem, hun er på omtrent min alder, og jeg genkender hende straks som min sengenabo. Også denne kamp har en magnetisk effekt på mine øjne, selvom den ikke har en chance for at blive lige så god som de forrige.

Drengen klarer sig godt de første ti sekunder. Min sengenabo får ikke nogen slag ind, det gør han på den anden side heller ikke. Pludselig mister han fokus. Hans hoved drejer sig få centimeter til højre, hans parader sænkes en anelse, og før han når at opfatte noget, har pigen ham i et forsvarligt greb. Kampen er ovre.

Tredive sekunder, længere kan det ikke have taget. Drengens ansigt kunne oplyse mørket. Det er blodrødt. Pigen slipper sit tag i ham, og fortumlet snubler han tilbage til sin plads.

Stakkels dreng, hvisker en stemme inden i mig, og jeg kan kun give den ret. Slået af en pige. En skyggejæger, men en pige.

Manden med det runde ansigt træder endnu engang frem. Med klar stemme spørger han os, tilskuerne, hvad de to kæmpende kunne have gjort bedre. Noget lasket bevæger sig igennem mit synsfelt, en hånd. Jacks hånd. Vi andre kigger afventende på ham, ingen andre ønsker at svare. Nogle er gjort stumme af ærefrygt. Nogle har ikke den mindste ide om, hvad svaret er. Andre, så som Benjamin og mig, vil bare ikke vise, hvilken viden de sidder inde med.

Med ansigt vendt imod Jack, imens han taler, lytter jeg til hans ord. Han påpeger, at drengen blev distraheret, at han svækkede paraderne og et hav af andre småting, som jeg tvivler på, at andre ville have lagt mærke til. Bare kampens hastighed taget i betragtning er det imponerende, hvor meget han fik med. Da han er færdig, læner jeg mig hen til ham.

”Imponerende.” Han smiler stolt.

 

Ikke mange er villige til at træde ind i cirklens midte og kæmpe imod en af jægerne, men en er der dog. Drengen, Emil pegede ud som skolens bedste, melder sig. Han træder ind i cirklen med fjedrende, selvsikre skridt. Det her skal nok blive sjovt. Hans holdning er afslappet. Løse skuldrer, let spredte ben, et lille smil, men en trækning ved øjnene afslører ham. En flimren bag ved drengen får mig til at aflæse, hvad han er. Ikke magiker, men bjørn. Hans energi snor sig tæt om hans krop, ingen tvivl om, at han har de optimale forudsætninger for at blive god.

Manden træder frem, og inden han sætter kampen i gang, råber han: ”Ingen magi. Ikke noget med at skifte form,” og så er de i gang.

Cirklende om hinanden, ventende på, at den anden laver første træk. Hun ved, at han kan noget. Han ved, at hun er god, men ikke hvor god. Han fortsætter med at cirkle rundt om min sengenabo, inden han langer ud. Hun undviger hurtigt. Derefter følger en hurtig række slag, som jeg nærmere fornemmer end ser. Det er den samme måde, jeg fornemmer slag i tide til at undvige de fjendtlige udfald under en kamp.

Min puls ryger lidt i vejret. Han er faktisk god. Bedre end god. Der går næsten et minut, før han rammes. Det er ikke engang, fordi hans parader sænkes, men fordi hans bjørneside spiller ind. Et langsomt skridt og hun er over ham. Tre hurtigt slag når ham. Hoved, mave, mave. Et cirkelspark og han må bide i græsset. Verdenen ryster lidt, da mine pupiller står stille. Indtil nu har de fulgt hver eneste, lynsnar bevægelse tæt.

Talent? Ingen tvivl. Han har helt klart talent, kun to ting taler imod hans chance for at blive en af de bedste. Han er bjørn, han er ikke skyggejægere. Var han blevet født ind i en skyggejægerslægt, ville han være blevet en af de bedste. Hvis han havde været magiker, kunne han være blevet adopter ind i en skyggejægerslægt. Det sker sjældent, men det sker. Skal man være skyggejæger, skal man være magiker. Der findes ingen skifterskyggejægere, da de ikke er i stand til at afværge skyggernes mere snedige angreb.

Manden træder frem igen. Denne gang er der ikke nogen, der ved, hvad der gik galt. Hverken Jack eller nogen anden. Benjamin ved det garanteret, men det vil han med garanti ikke vise. Jeg ruller opgivende med øjne. Der er ikke nogen grund til, at han skal holde sin identitet hemmelig. Skolen vrimler med jægere, en til eller fra ville ikke gøre den store forskel. Ligesom manden skal til at opgive sit forehavende, rækker jeg hånden op. Hans ansigt lyser ligefrem op. Med løftede øjenbryn peger han på mig. 

”Han er faktisk rigtig god,” begynder jeg og kan ikke lade være med at smile. Jeg fugter læberne inden jeg fortsætter. ”Det var ikke som sådan noget, han gjorde galt, der var afgørende for resultatet. Hans bjørneside blev en ulempe. Den gør ham langsommere end hende, så i længden havde hun fordelen.”

Han nikker bare. Alle dukker sig, da hans blik løber hen over os. Ubehaget hænger nærmest i luften, det føles næsten, som om man kan skære i den med en kniv. Hans blik standser ved mig, eller måske er det ved Benjamin, der sidder et par centimeter væk fra Pernille, der savler efter at hænge på ham. Jeg rækker hånden i vejret.

”Jeg vil gerne kæmpe en træningskamp med en af jer,” siger jeg og begynder at rejse mig op. Det er, som om alles øjne hviler på mig, da jeg er kommet på fødderne. Jack og Emils blikke siger tydeligt, at jeg ikke har en chance, og at jeg må være sindssyg for overhovedet at overveje det. Pernilles blik siger, at hun synes, det er alt andet end en god ide, og Benjamin betragter mig bare med et dødt blik, man ellers kun finder hos frosne fisk.

”Må jeg vælge modstander?” spørger jeg, da jeg står midt i cirklen. Et øjeblik ser manden helt forkert ud i hovedet, men så nikker han. Jeg lader blikket glide rundt i cirklen, inden det stopper. Med en lang finger peger jeg min valgte modstander ud. Hendes muskuløse krop og håret med de to røde striber er ikke til at tage fejl af. Min bror kæmpede engang imod hende, men det er flere år siden nu.

Pega træder frem imod mig. Et let smil spiller på hendes læber, og manden trækker sig tilbage til sin plads. Reglerne er de samme som for deres indbyrdes kampe. Alt inden i mig venter overspændt på, at kampen går i gang.

”Amelia August,” siger Pega med et glimt i sine krystalklare øjne.

”Pega,” returnerer jeg uden glimtet i øjet. Jeg lader mig glide ind i mig selv. Det kan godt være kamptræning ikke er min favoritdisciplin, men det her er noget andet. Noget mere. Da det første slag flyver i min retning, har min krop allerede taget styringen. Jeg behøver ikke engang anstrenge mig, den klare det helt fint selv.

Det føles fantastisk. Den brusende fornemmelse får mit blod til at boble. Mine sanser skærpes, min reaktionstid formindskes. Når jeg ikke forsøger at kæmpe imod, tvinge trangen tilbage, føles det mere som et adrenalinkik end som noget farligt.

Alle Pegas muskler bliver synlige for mig. Jeg kan aflæse hendes næste træk, før hun laver det. Det er næsten som at kunne se fremtiden. Når min krop og jeg arbejder sammen, er vi et forrygende makkerpar, ligesom vi kan være formidable fjender, når vi kæmper indbyrdes.

Pegas energier begynder at syde, de samles til en fast form med kurs mod mig. Uden at tænke over det står et skjold foran mig og blokerer dens bane. I næste sekund flyver en energibølge ud fra mig og tvinger Pega nogle få skridt baglæns.

Vi udveksler endnu en række slag. Den ene langer ud, den anden parerer. Slag, slag, parade. Parade, parade, slag, parade, slag, slag. Jeg øjner et hul i hendes forsvar, og hurtig som en klapperslange hugger jeg ud. Jeg rammer en nerve, det får hende til at knække midt over.

Et velplaceret spark placerer hende på jorden. Kort efter har jeg låst hende fast, så hun ikke kan komme fri. Et kollektivt gisp undslipper mine medstuderende. Ingen af dem havde forventet dette udfald, eller måske havde Victor, men han er kun en person.

”Død,” hvisker jeg i Pegas øre, inden jeg løsner grebet og hopper tilbage. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid kampen varede, men helt kort var den ikke. Vi har begge to fået nogle gode slag ind, men ingen af os er kommet alvorligt til skade.Manden træder frem fra sin plads i cirklen og erklærer kampen for overstået. Med en underlig mine bekendtgør han, at jeg er vinderen. Han undlader den del, hvor der kommenteres på, hvad vi gjorde godt, og hvad der kunne gøres bedre.

Et øjeblik længere lader jeg mig selv nyde den beroligende rus, det giver at være i min tvedelte tilstand. Jeg tipper hovedet bagover. Mine iriser går i skjul i mine øjenhuler. Mine muskler spændes, inden de slapper af. Den boblende fornemmelse i mit blod forsvinder, og endnu engang er jeg bare mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...