Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10398Visninger
AA

19. Tom og Victor Hansen

 

Victor kommer og besøger mig fire dage efter, at jeg er flyttet ind på sygeafdelingen. Mine værelseskammerater har også været på besøg en enkelt gang. Lisa to, men tiden har alligevel sneglet sig afsted. Der er intet at lave på sygeafdelingen, og jeg må ikke forlade den uden enten Una eller Benjamin, som åbenbart er blevet fritaget fra sine timer for at kunne følge mig i hælene fireogtyve timer i døgnet.

Faktisk er Victors besøg det første, der varer mere end en halv times tid. Det er også et af de besøg, jeg bedst kan lide. Victor er en af dem jeg bedst kan lide. Da han kommer ind ad døren, sidder jeg med en af Unas bøger svævende i luften foran mig, imens siderne åndsfraværende vender sig selv med jævne mellemrum.

Victors gennemsnitlige krop, der kunne tilhøre en hver ung mand i Venuma, og normale, lettere generte fremtræden er en kærkommen afveksling fra Benjamins evigt kampklar personlighed. Ja, sort det alle hvis personlighed jeg har været i kontakt med de sidste sytten år.

Han sætter sig i fodenden og kigger nysgerrigt på den svævende bog, hvor siderne stadig vender sig selv, selvom jeg har rettet min opmærksomhed imod Victor. Han rækker hånden frem og rør forsigtigt ved bogen. En side vender sig og rammer hans hånd. Jeg trækker min koncentration til mig, så bogen dumper ned på madrassen og lukker sig selv sammen.

”Hej Amelia,” siger han lavt, men han stammer ikke, lægger jeg mærke til, da han snakker. En kendsgerning, der ikke helt kan undgå at få mig til at føle mig en smule speciel. ”Noget af et nummer, hva’?”

”Ja, Victor, noget skal jeg jo få tiden til at gå med, når jeg ikke må deltage i timerne.” Et lille smil breder sig over mine læber. Hans læber følger mine, som var han mit spejl og bortset fra det lille smilehul ved venstre mundvig, er hans smil da også en perfekt kopi af mit. Han griner lidt, og vi udveksler nogle ligegyldige høfligheder med hinanden, inden vi får drejet samtalen ind på et emne, der er sikker grund for os begge to.

Timerne flyver afsted, imens vi diskutere matematikken. Vi snakker om både algebra, tredjegradsligninger, sandsynlighedsregning, funktioner, potensregning, ja, stort set alt mellem himmel og jord, der så meget som tænker på noget matematisk.

 

”Victor?” spørger jeg forsigtigt, da der opstår en naturlig pause i vores diskussion. ”Hvorfor kom du egentligt? Det var ikke kun for at snakke om matematik, vel, der er noget mere, ik?” Den fornemmelse har plaget mig de sidste minutter. En fornemmelse af at han tager tilløb til at sige…et eller andet.

Han kigger ned på sengebetrækket, så jeg får godt udsyn til hans leverpostejsfarvede hår. Han bidder sig selv i læben og trækker benene op til sig. Jeg kaster et kort blik rundt, og ser Una komme gående ud af døren fra hendes værelse. Jeg holder en finger op foran mig. Et øjeblik, siger den.

Jeg lukker øjnene og koncentrer mig. Jeg koncentrer min energi om at skabe en kuppel omkring os, så vi kan tale uden nysgerrige øre. Mine sanser skærpes, samtidig med at min magi danner et pulserende røgslør omkring os. Det er det samme, jeg gjorde med Pernille, men dette er sværere. Med Pernille havde jeg kropskontakt, det har jeg ikke med Victor. Jeg nikker til Victor. Værsgo, siger nikket.

”Rektor Claudius siger, at der vil komme skyggejægere til skolen,” hvisker han med rystende stemme. Jeg burde have set det komme, men nyheden formår stadigvæk at tage mig på sengen. Der kommer mindst to, den ene af dem er fordriveren. Victor kigger op på mig, overrasket over at jeg ikke kommer med et udbrud af en eller anden art, men min eneste reaktion er tavshed.

Da det går op for ham, at jeg ikke vil sige noget, fortsætter han: ”Skyggejægere.” Hans stemme forvrides af en afsky så dyb, at den kun kan skyldes flere års sorg, hvor man ikke ved, hos hvem man ellers skal placere skylden. Hvis den er. Hans tonefald sårer mig dybt, den rammer mig på et uudholdeligt ømt sted. Det får mit hjerte til at knuge sig sammen af skyldfølelse.

”Hvad skete der?” spørger jeg, men min stemme er knap nok hørlig. Det er ikke et emne, jeg normalt bryder mig om at snakke om. Faktisk ville jeg ikke engang røre det med en ildtang under normale omstændigheder, men det her er ikke normale omstændigheder. Men det er heller ikke en undtagelse, jeg har ikke lyst til at tale om det. Der gemmer sig for mange følelser, for mange minder, for meget smerte i det emnes glemte sprækker. Sprækker man ikke opdager, før man er faldet i dem.

”Min onkel,” hvisker han. ”Min onkel forelskede sig i en skygge. Hun blev dræbt. En skyggejæger tog hendes liv. Han kunne ikke bære tabet af hende, så han begik selvmord ikke engang et år efter, at hun var blevet dræbt.”

Jeg kan mærke den dårlige samvittighed skyde igennem mig som et spyd. Jeg bider mig i underlæben. I noget, der føles som en evighed, sidder jeg bare og trækker mod til mig. Da jeg ikke kan holde stilheden ud længere, stiller jeg det uundgåelige spørgsmål, hvis svar jeg frygter.

”Hvad var hans navn, Victor?”

”Tom. Han hed Tom Hansen,” siger han. Mit hjerte springer utallige slag over.

Tom-Tom-Tom-Tom-Tom, runger det igen og igen i mit hoved. Navnet bliver gentaget og kastet rundt inden i mit kranie. Victor fortsætter uden at lægge mærke til min pludselige humørændring.

”Har du nogensinde hørt fortællingerne om skyggerne og deres udvalgte?” spørger han, men det er tydeligt, at han ikke forventer noget svar. ”Når en skygge har fundet sin udvalgte, siges det, at skyggen ikke har noget valg. De vil gøre alt for deres udvalgte, de ville ofre sig selv, hvis det var det, der skulle til. Den udvalgte bliver omdrejningspunktet i skyggens liv. Den del af historien kender de fleste, det er den næste del, der er den ukendte.”

Tårene presser endnu stærkere bag mine øjenlåg, end jeg kan huske, de nogensinde har gjort før. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at begynde at græde. Victor lægger ikke mærke til noget, da hans øjne er begravet i det hvide sengetøj, der dækker både madrassen og dynen.

”Når en skygge finder sin udvalgte, er det ikke kun skyggen, der ikke har noget valg. Den udvalgte bliver uløseligt forbundet med skyggen, de er så at sige to stykker af samme sjæl. Hvis en skygge bliver dræbt, er det nærmest umuligt for den udvalgte at leve videre. De får nærmest revet deres hjerte ud. Det var for smertefuldt for min onkel, han kunne ikke leve uden sin skygge,” hvisker han og knuger hænderne foran sig.

”Havde din onkel et stort, brunt fuldskæg, Victor?” spøger jeg med knastør stemme og hodler vejret. Victors hoved flyver op, og det er svar nok for mig. Tårene falder uhindret som et vandfald ned over mine kinder, og min koncentration løber ud med dem. Røgsløret letter, og som ved et trylleslag bliver vores samtale hørlig for alle, der befinder sig i rummet.

”Jeg anede ikke, at det var din onkel,” hvisker jeg med knudret stemme. Victor Hansen er Tom Hansens nevø, så i teorien er han en form for meget, meget, meget fjern familie, men alligevel. Fjernt registrer jeg, at nogen kommer hen til os. Fodtrin bliver højere og højere, men de er stadigvæk utroligt langt væk. Jeg griber fat om Victors håndled.

Døren går op, fuglen letter, sangen stopper. Det er en mand, der åbner døren. Han lyser lidt op, da han ser os, men han ser meget træt ud. Blå rande hænger under hans øjne. Brunt fuldskæg, det er det, der fanger min opmærksomhed. Det er stort og uglet og får ham til at ligne en skovhugger. Jeg sender ham et forsigtigt smil, det første smil i en måned.

”Undskyld. Undskyld, Victor. Jeg er så ked af det. Undskyld.” Ordene kommer strømmende så hurtigt ud af min mund, at de næsten falder over hinanden. Mine skuldrer hopper op og ned. Tårene drypper lydløst ned fra mine kinder og slører mit blik.

”Amelia!” råber nogen ind i hovedet på mig. En mandsstemme. Benjamins stemme. Hans ansigt er kun et åndedrag væk fra mit, og selv med et dukket tæppe trukket ned over øjnene kan jeg genkende udtrykket i hans ansigt. Ikke nervøsitet. Ikke frygt. Nej, det er nysgerrighed. Ren og skær nysgerrighed er alt, hvad hans ansigt udstråler, til gengæld er der nok nysgerrighed til at lyse nattehimlen op.

Et øjeblik tænker jeg, at han må have stået der i længere tid, end jeg har været klar over. Så svæver noget sort ind foran mit blik, og det går op for mig, at mit hår danser om mit ansigt som fanget i en stille brise. Men jeg er indenfor, der er ikke nogen vind. Min mund bevæger sig, den danner det samme ord om og om igen og igen: undskyld.

”Du burde gå nu, Victor,” siger Benjamin med fast stemme.

”Øm. Øm, A-amelia,” stammer han, og alt hans usikkerhed er vent tilbage med fornyet styrke. Jeg ved ikke, om det er på grund af min opførsel elle Benjamin, men stammer det gør han.

”M-m-min arm,” lykkes det ham at sige. Jeg giver mekanisk slip på den. Med øjnene følger jeg ham, da han skynder sig hen over gulvet, hen mod døren, væk herfra. Benjamin har også rejst sig og går få skridt bag ved Victor. I samme sekund Victor er ude af døren, begynder Benjamin at trække den i efter ham.

”Aniss!” råber jeg. ”Hun er hans søster. Aniss er hans søster!”

Jeg når lige at få et glimt af Victors ophidsede øjne og rynkede pande, inden døren afskærer mit udsyn til ham. Benjamin vender sig om imod mig og kniber øjnene sammen, idet han træder nærmere, forlanger han at få at vide, hvad Victor og jeg talte om. Han vil vide, hvem Aniss er.

Mit råb må have revet Una væk fra, hvad hun nu lavede, for pludselig står hun bag ved Benjamin. Når de sådan står ved siden af hinanden, kan jeg næsten ikke lade være med at sammenligne dem. De ligner hinanden, ikke at de er ens. Han er sorthåret, hvor hun er blond. Han er muskuløs, hvor hun er spinkel. Men ser man bort fra deres fysiske uoverensstemmelser, er de fuldkommen ens. Årvågne, klar til at kæmpe eller flygte hvert øjeblik, det skal være, højst sandsynligt det første. De virker så voksne, der er noget over deres ansigter og bag deres øjne, der får dem til at virke ældre, end de er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...