Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10423Visninger
AA

41. Tilbage på rette vej

 

”Den smukkeste pige i landet,

Venlig og rar som kun få,” småsynger jeg falskt, imens vi går hen ad vejen i det sidste lys fra den nedgående sol. Det er tredje gang, jeg begynder på Den Smukke Kobra, og det er mindst tredivte gang, Pernille, Lisa eller Victoria beder mig om at holde munden lukket, og jeg vælger at overhøre deres klagerier.

”Med et hjerte som intet andet,

Hun spredte glæde hvor end hun gå,” nynner jeg videre ligeså skingrende falskt som de foregående gange. Jeg skal lige til at gå i gang med omkvædet, da en gren knækker. Sekunderne tikker afsted, inden jeg automatisk gennemgår omkvædet ord for ord, tone for tone. De næste strofer følger hurtigt efter den uden at efterlade sig nogen spor i min hukommelse.

Vinden tager fat i mit hår og løfter sneen op, så den danser i bløde spiraler hen over den frosne jordoverflade. Fnidder og sladder, selvom jeg ikke har den mindste ide om, hvad man kan sladre om her, fylder luften og overdøver næsten alt andet. Et sæt fodtrin forlader vores gruppe, der nu består af fire par fodtrin og fem personer.

Normalt ville min hørevidde udvides, når mine fodtrin sagtnedes, men mine er ikke de eneste, og de andres er ligeså larmende som altid. Knæk! Lyden er tættere på nu. Mit hoved vender sig, så jeg kan hviske noget til Victor, men mine øjne er fuldt fokuserede på vores omgivelser. Ingen. Jeg vender hovedet tilbage og studerer den anden side af vejen, heller ikke nogen.

”I tre,” hoster jeg og får luften galt i halsen, ”kom her!”

Sveden løber ned over mine håndflader og min nakke, hvor den forgæves forsøger at ligge de små, strittende hår ned. Hjertet sætter farten ned, min vejrtrækning bliver dybere, så jeg fuldt ud kan udnytte dens indhold af ilt.

”Nu!” hvæser jeg, imens mine øjne konstant farer hen over landskabet. Knæææk! Knæk. Knæk. Flere knæklyde opstår ud af den tomme luft og fylder mine øre til bristepunktet. Pigerne ser ikke helt tilfredse ud, da de stopper og vender sig om imod mig. Victoria er den første til at spørge, hvad der egentligt foregår.

Svaret stryger hen over mine læber, imens tasken stryger ned ad min skulder. Med øvede hænder åbner jeg den og trækker den lille kniv, jeg også brugte til at fjerne den røde stribe med tidligere, frem og lægger den til rette i hånden. Rund og glat, gammel og brugt, men skarp som var den ny. Efter at være stødt på jægerne, sleb jeg kniven, så den endnu engang var så god som ny.

Jeg trækker mine energier til mig og om modulerer dem, så de ikke længere hænger som en kappe om mine skuldre, men mere som en slidt sutteklud. Ikke den mindste anormalitet i luften afslører, at vi ikke er alene på vejen, men jeg ved, de er der.

”Kom frem!” råber jeg ud i den stillestående luft, men tiden lister ubemærket forbi, uden der sker noget. Sekunderne passerer så langsomt, at jeg begynder at tro, at de i virkeligheden er forklædte minutter. ”Jeg ved, I er der.”

”Amelia, har du det helt godt?” spørger Lisa nervøst. Nervøse, flakkende blikke stirrer tilbage på mig fra tre ansigter, uvæsenligt - lige nu, i hvert fald. Huden i Lisas ansigt er bleg af bekymring. Hun ligner næsten en snedronning med den kulør og havde det ikke været for håret og øjnene, kunne hun have gået for en snemand.

”Vend om.” Syv skikkelser træder ud fra skoven, uden at jeg ved, hvor de kom fra. Det er svært at tro på, at nogen stemme kan være så hård, men her har vi et levende eksempel på, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Kvinden, der sagde det, har håret sat op i en stram hestehale, og ligesom resten af de syv skikkelser er hun iført en form for mørkegrønt kamuflagetøj.

”Nej.” Mine stemme er næsten ligeså kold som kvindens, men de sidste to minusgrader kan jeg simpelthen ikke snige ind i det ene ord. De ikke eksisterende energier blusser op og bliver lige pludselig meget håndgribelige. Hvis jeg rakte ud med kniven, ville den garanteret skære lige igennem dem. Kvinden stirrer vantro på mig.

”Enten går I, eller også får vi jer til at gå,” siger en ny stemme. Jeg drejer hovedet og stirrer olmt på manden, der sagde det. Så smiler jeg.

”I kan da prøve.” Et hosteanfald overfalder mig og tager den lille rest af tyngde, som var bag ordenen væk. Victor hanker forsigtigt op i mig, så jeg får nemmere ved at få luft ned i lungerne.

En tredje person kaster sig frem imod os, hurtigere end man kan nå at blinke med øjnene. I det øjeblik han skal til at feje benene væk under Lisa, går tiden i stå. De sidste dryp af ætsende smerte samles til et stort slag og forsvinder. Min krop tager over, jeg er ikke længere herre over den. Min arm ligger stramt om hans hals, jeg trækker ham baglæns og slipper, inden han mister bevidstheden.

Luften nægter at finde hele vejen ned i mit bryst, da jeg retter mig op, så jeg bliver nødt til at hive efter vejret bare for at dække de mest påtrængende behov. Den næste springer frem imod os, processen gentages. Denne gang er det ikke min arm, der ender op om pigens hals, men min kniv, der presser sig imod pulsåren. Jeg opfanger bevægelsen samtidig med resten af jægerne og trækker mig øjeblikkeligt tilbage til mine venner. Tungt støtter jeg mig op ad Victor, da mine kræfter forlader mig, ligesom vandet forlader en si.

”Vi er på vej imod Umbra Thróren,” hakker jeg og smiler skævt til den alvorlige kvinde med den stramme hestehale.

”Hvem er I?” spørger manden, der satte gang i angrebene.

”Pernille Itallo, magiker. Victoria Brems, ræv. Lisa Bun, ravn,” siger jeg og peger dem ud, som jeg får dem præsenteret. ”Victor Hansen, snog. Amelia, jæger.”

Ingen gisp, ingen modsigelser, ingenting. Reaktionen på, at jeg er skyggejæger, er ingenting. Kvinden nikker studst til os, jeg stirrer tilbage på hende. Kvinden vifter med hånden, og ligeså lydløst, som de dukkede op, forsvinder skyggejægerne ind imellem træerne. Kvinden bliver stående midt på stigen.

”Du burde blive,” siger jeg.

”Jeg viser jer vej,” siger hun stift. En af pigerne fniser lidt, men at tage sig af det står nogenlunde nederst på min opgaveliste.

”To skygger,” siger jeg og hiver efter en mundfuld luft. ”En dag eller to. Angrib ikke, så angriber de heller ikke.” Forsøget er dødsdømt, allerede før det forlader mine læber, men det blev nødt til at blive afprøvet.

”Amelia, er du sindssyg?” Pernilles stemme er knap så hæs, som den var tidligere, men den er stadig ikke helt klar til at komme med et imponerende hvin. Kvinden ryster vantro på hovedet af mig, åbenbart deler hun den samme opfattelse som Pernille.

”Nej, I er,” siger jeg og fortsætter hviskende: ”Jeg kan ikke forhindre, at I angriber, men de er stærke. Stærkere end I kan forestille jer.”

En mindre lavine af bebrejdelser og verbale skideballer hagler ned over mig. Jeg gjorde forsøget, og i det mindste går kvinden med til ikke at følge os hele vejen til Umbra Thróren. Fødderne slæber endnu mere efter mig, da vi sætter os i bevægelse igen. Lidt længere fremme svinger vejen, så skyggejægerne forsvinder af syne, men lige inden vi går rundt i svinget kigger jeg mig overskulderen. Der er intet at se, og sådan vil det vedblive med at være, hvis de ikke er forsigtige.

Du prøvede, Kat, hvisker en kærlig stemme inden i mit hoved, men hvad nu hvis det ikke er nok? Ikke at der er noget, jeg kan gøre nu. Jægerne er forsvundet ind imellem træerne og buskene, og vi er mindst halvanden kilometer fra det sted, hvor vi mødte dem. Jeg lukker øjnene.

Min hjerne springer fra det ene problem til det næste uden den mindste varsel. Mine fingre springer også rundt, men dem kan jeg i det mindste følge med. Vejen bliver mere og mere hullet for hvert skridt, vi tager, men jeg går så slæbende i forvejen, at den ligeså godt kunne have været guldbelagt og glatsleben.

De vendte garanteret om, siger en af stemmerne i mit hoved.

Eller også er de fortsat frem, og så stopper de først, når de når Sortefloden, siger en anden af stemmerne inde i mit hoved, og jeg håber sådan, at denne stemme har ret, men jeg frygter, at den næste er tættere på sandheden.

Vær nu ikke dum, Kat, siger den drævent, de fulgte sikkert jeres spor hele vejen igennem skoven. Af alle stemmerne er det denne her dommedagsstemme, jeg håber er længst fra sandheden, for hvis den har ret, er de ikke mere end en halv eller trekvart dagsrejse bag os. Det, sidste vi har brug for, er - det sidste jeg har brug for - at få et spor af døde jægere i kølvandet. Det er den forkerte måde, at undgå at få en mindre hærstyrke på nakken.

Jeg håber, at stemme nummer to har ret, men sandsynligheden for det er mindre end ikke eksisterende. Øjnene åbnes af sig selv, da min ene fod går i et hul, så jeg nær mister balancen og falder så lang jeg er, men heldigvis for mig når Victor at gribe mig, inden det kommer så vidt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...