Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10406Visninger
AA

10. Stella Stenaris

 

Skridtene vender tilbage, denne gang har de selvskab. Døren går op igen. Et par kølige, slanke hænder griber fat om mit ansigt og tvinger det op. Et udtværet ansigt svæver i luften foran mig, og en rødbrun glorie danser rundt om det.

”Frøken August, kan du høre mig? Amelia!” Jeg tror, det er ansigtet foran mig, der snakker. Den brune glorie bevæger sig i hvert fald i takt med ordene. Jeg har ikke luft nok til at svare, men mit hoved udfører den mest sølle undskyldning for et nik i mands minde. Jeg tvinger endnu en stædig klynge luftpartikler ned i mine lunger.

”Amelia August, jeg bærer dig ned til Una nu. Hun kan hjælpe dig. Du skal bare blive hængende lidt længere, hører du?” siger stemmen igen. Et par stærke arme glider ind under mine knæ og om bag ved min ryg og løfter mig op. Min krop forlader jorden, og mine arme og ben dingler frit i luften. Jeg vil have armene til at slippe mig, lægge mig ned igen, men jeg har ikke kræfterne til at protestere. I det øjeblik beslutter jeg mig for, at jeg ikke bryder mig om armenes ejer.

”Frøken Bun, hvis du vil åbne døren,” siger stemmen, der bærer mig, det er jeg sikker på, for brysterne begynder at summe. Da kvinden begynder at gå, vugger jeg i takt med hendes skridt. Fra side til side, fra højre til venstre. Fra min plads i kvindestemmens favn kan jeg se verdenen suse forbi, men jeg kan ikke fokusere. Alle farverne løber ud og bliver til en stor, brunlig masse, der findes ingen faste former.

”Una!” råber stemmen, der holder mig. Jeg hiver efter luft igen, og denne gang lykkes det mig at få ilt nok til at formulere tre ord.

”Find Stella Stenaris,” gisper jeg i min kamp på at få mere luft ned i lungerne, men det mislykkes. De røde pletter, der danser i mine lunger, har fundet vej op igennem min hals og begynder at overtage mine øjne. Det yderste af mit synsfelt bliver rødligt.

”Schyy. Bare træk vejret,” siger stemmen, og hvis jeg havde kunnet, ville jeg have grinet over det ironiske i det. Bare træk vejret er ikke sådan bare lige til. ”Una!”

De røde pletter bevæger sig hen over mine hornhinder og forvandler sig til sorte klatter, der lægger sig som et slør over verdenen. En let smerte breder sig fra min nakke, imens mit hoved dingler fra side til side. Selvom mit syn er blevet erstattet af en mosaikrude, fejler min hørelse ikke noget. Lette fodtrin nærmer sig, de tripper hen over stengulvet med klaskende lyde som fra en, der har bare tæer.

”Eleonora, det er midt om natten, hvad la…” Stemmen stopper midt i spørgsmålet. Et nyt blik borer sig ind i min blege hud. Tre par lette skridt løber efter Eleonora, et par skridt haster i forvejen, og et åndedræt bliver svagere og svagere.

”Læg hende på den seng der, Eleonora. Hvad skete der?” spørger stemmen bekymret, men alligevel lyder den myndig på en eller anden måde. Unas stemme, det må være Unas stemme, det var hende, Eleonora ville tage mig ned til.

”Jeg ved det ikke, Una,” siger Eleonora samtidig med, at hun sænker mig ned på noget blødt. Det giver efter under mig, og mit hoved triller om på den ene side. Jeg tør en lille smule op, da jeg ikke ligger fastklemt i en favn, uanset hvis favn det så er.

”Har hun sagt noget?” spørger den bekymrede stemme, men denne gang er der mere professionalisme end bekymring at spore i den.

”Hun sagde: Find Stella Stenaris,” siger en ny stemme, inden Eleonora når at svare. Noget kløver luften. Nogen begynder at pusle rundt. Låger og døre bliver åbnet og lukket. Ting rasler i glas, kasser og metalgenstande ryger klirrende på gulvet, imens vedkommende mumler så lavt, at ordene går tabt i larmen.

Skridt nærmer sig. Noget koldt, kantet og lilla bliver trygget ind i min svedige håndflade. Blidt bliver mine fingre lukket om den lille sten. Tusind nåle bliver stukket i mine fingre på den hånd, der holder stenen. Min hånd begynder at snurre. Den snurrende fornemmelse snurre hurtigere og hurtigere, den drejer op igennem min arm. Den løber hen over mit bryst og ned igennem min anden arm og ud i min tomme hånd.

Usynlige fingre sniger sig ind under min ryg. En fast hånd tager fat om min overkrop. Den river min ryg op i en stiv bue. Den usynlige hånd lader mig falde ned på madrassen igen. Endnu et hårdt ryk tvinger mig op at sidde. Mit hoved falder fremover, de sorte pletter fordufter.

”Johan,” hvisker jeg ud i rummet, hvor et enkelt lys kaster udtværede skygger rundt imellem væggene. Lyset gløder ihærdigt i sit forsøg på at jage mørket på flugt. Uanset hvor hårdt det kæmper, er mørket for tykt. Hånden, der er alt, der holder mig oppe, slipper pludseligt sit tag i mig. Med et blødt bump falder jeg tilbage i lagnerne. Den snurrede fornemmelse fortager sig og lader kun en lettere snurrende fornemmelse tilbage.

”Johan,” hvisker jeg igen, men denne gang er min stemme grødet, og mine læber bævrer. Fingrene bliver slappe og følelsesløse, de går op, og den lille, lilla sten falder til gulvet med en hul lyd. Hele min krop ryster som under et jordskælv, og mine skuldre skælver. Halvkvalte hulk forlader min mund, imens tunge tårer danner plamager på hovedpuden.

”Amelia,” siger en venlig stemme ved siden af mig. Ganske langsomt drejer jeg hovedet og prøver at fokusere på personen, der taler. Jeg kæmper for at blinke tårerne væk fra mine øjne, så jeg kan se, hvem det er, der snakker.

”Amelia,” siger stemmen igen, men nu kan jeg se, hvem den tilhører. Det er Eleonoras. Hendes hår hænger løst om ansigtet, hvor blå rende løber under de bekymrede, grønne øjne. Igen bliver mit blik sløret, for selvom hendes stemme er blid, da hun fortsætter, får hun trykket på den forkerte knap. ”Kan du fortælle, hvad der skete, Amelia?”

”Johan, han…død. Ild. Jeg så…han…han… Mor, far, de…ilden. Jeg ku… Jeg sku…men jeg…” hikster jeg ind imellem mine hulk. Med en kræftanstrengelse kommer jeg op at side, så min ryg læner sig op ad hovedgærdet. Jeg trækker benene op til brystet og skjuler ansigtet i hænderne. Jeg kan ikke stoppe med at græde.

Det er længe siden, jeg sidst har været plaget med mareridt om den dag, min familie døde. De startede igen for nogle måneder siden, mareridtene, efter i flere år ikke at have plaget min nattesøvn. Det var en af grundene, grunden, til at jeg tog til Kompasset i første omgang.

”A-amelia?” spørger Lisa, og hendes stemme ryster lidt, da hun udtaler mit navn. Jeg løfter hovedet fra hænderne og kigger på hende med røde øjne. Hun står med uglet hår ved siden af Pernille og Victoria. De står klinet tæt op ad Eleonora, som ællinger flokkes om andemoren. Bag dem står døren på klem og viser et lille glimt af en lang gang.

Jeg kan ikke holde ud at se på deres bekymrede ansigter. Jeg drejer ansigtet væk og stirrer stift ind i den hvidkalkede væg. Til forskel fra resten af skolen er dette rum ikke dekoreret med gobeliner og billeder, lægger jeg mærke til, imens jeg forsøger at få hold på mig selv. Over for min seng står endnu en seng, sengerækkerne løber langs alle væggene, den halve skole kunne ligge herinde.

Lidt efter lidt genvinder jeg kontrollen over først min vejrtækning, så mine rystende lemmer og til sidst mine lækkende tårekanaler. Med håndryggen tørrer jeg tårerne bort, tørrer de værste tårespor bort med bagsiden af mit pyjamasærme. Mine fingre glider igennem mit uglede hår, inden jeg vender blikket tilbage til mine værelseskammerater.

En hånd lægger sig på min skulder, men ikke fra den forventede side. Hånden kommer bagfra. Fra sengens venstre side, den, der vender væk fra døren. Min overkrop er kun få sekunder om at vende næsen rundt. Mit blik møder et par rare øjne. Ud over de rare øjne møder en stor næse og smalle læber mit blik. En stram fletning hænger helt ned til hendes hofte.

”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig. Mit navn er Una, jeg er skolens sygeplejerske,” præsenterer hun sig selv. Jeg prøver at sende hende et smil, men det bliver ikke til mere end et nik. Jeg holder tungen lige i munden, da jeg forsøger at afgøre, hvad hun er. Hun er sværere at aflæse end mine medstuderende, men til sidst kommer jeg frem til, at hun må være magiker, selvom der stadig er noget, der nager mig.

Hendes energier er lidt for tætte for en magiker, men det er heller ikke den samme hvirvlende energi, der omgiver skifterne. Et øjeblik kan jeg fornemme en undertone i hendes energier, en undertone jeg er stødt på før. Uplacerlig og så er den væk.

”Kan du huske dit navn?” spørger Una og kigger på mig.

”Amelia,” siger jeg. Hvorfor mit navn er vigtigt, kan jeg ikke lige hitte rede i. Selvfølgelig, kan jeg huske, hvad jeg hedder. Efter brøkdelen af et sekund tilføjer jeg: ”August.”

”Du har prøvet det her før. Det er ikke første gang, vel?” Hun formulerer det som et spørgsmål, men mener det ikke som et. Hun ved, at jeg har prøvet det før. Hun ved, at det ikke er første gang, det afslører hendes stemme, og Stella Stenaris afslører mig. Hun fortsætter uden at vente på svar. ”Det var derfor, vi skulle finde et stykke Stelle Stenaris.”

Jeg nikker bare. Jeg ved ikke, hvad hun forventer, jeg skal sige. Hun har jo lige sagt det hele. En stemme bag mig får mig til at dreje ansigtet igen. Pernille vil gerne vide, hvad Stella Stenaris er for en størrelse. Jeg slikker mig om munden for at svare, men Una kommer mig i forkøbet.

”Stella Stenaris går også under navnet stjernesten, da de siges at være stykker af stjerner, der er faldet ned fra himmelen,” begynder hun. ”De er ikke så udbredte, ikke at de er sjældne, og så er de uhyre effektive. Stella Stenaris hjælper på søvnbesvær, mareridt, besættelse når man sover, søvngængeri og mindesøvn.”

Jeg følger nøje, hvordan Pernilles ansigt ændrer sig, imens Una fortæller. Det går fra uforstående, til nysgerrigt, videre til undrende og til sidst en anelse mere forstående end til at begynde med. Una vender sig om mod Eleonora. De går lidt væk fra sengen og hvisker mumlende sammen.

”Åh, Amelia,” hvisker Lisa og griber fat i min hånd. Mine tre værelseskammerater kommer hen til mig. Lisa lader sig falde ned på sengekanten sammen med Pernille, imens Victoria stiller sig bag ved dem.

”Du skræmte nær livet af os,” siger Pernille og ryster på hovedet uden at tage blikket fra mig.

”Nu går jeg glip af min skønhedssøvn, Amelia,” beklager Victoria sig, men bag ved beklagelserne ligger bekymringerne på lur. Stille forsikrer jeg dem om, at jeg har det fint, men det lader ikke til at overbevise dem fuldstændigt.

Heldigvis kommer Eleonora, om end uvidende, mig til undsætning. Med armene i siden kommanderer hun mine veninder tilbage til værelset. Lisa giver mig et hurtigt kram, Pernille klemmer forsigtigt min hånd, og Victoria sender mig et opmuntrende smil, inden de bliver gennet ud af døren af Eleonora.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...