Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10418Visninger
AA

6. Skygger i natten

 

Jeg smutter hurtigt op ad trappen til førstesal, hvor min årgangs værelser ligger. Med tasken svunget over skulderen, haster jeg ned ad den lange gang, der ligger badet i papirlampernes skær. Dør efter dør suser forbi mig, inden jeg endelig kan ånde lettet op inde på mit værelse. Jeg overlevede første dag, en lovende start.

Værelset er tomt med undtagelse af mig, hvilket jeg beslutter mig at udnytte. Med et hult bump lander min taske på gulvet ved siden af min seng, hvorefter jeg dumper tungt ned på sengen. Varmt lys falder ind igennem vinduet uden at nå mit ansigt. Det giver værelset et behageligt skær. Med det ene ben hængende ud over sengekanten, sukker jeg tungt og lader tankerne flyve.

 

Mine øjne flyver op med et sæt, da to par skridt nærmer sig døren. Lynhurtigt har jeg sat mig op i sengen og hevet min taske op i skødet. Med stive fingre begynder jeg at fumle med min filosofibog. Det er Lisa og Victoria, der træder ind ad døren, imens de diskuterer, hvilken lære, der er værst. Historie- eller matematiklæren.

”Hej Amelia,” hilser de, da de lader sig glide ned på skrivebordsstolene. Idet samme stormer Pernille ind ad døren med et stort smil. Døren smækker i en trækvind og hiver de to brunetter ud af deres samtale.

”Hvem har fået dig til at smile sådan?” spørger Lisa med sød stemme og lægger hovedet lidt på skrå.

”Jeg havde geografi i sidste time,” siger Pernille og lader sig vælte om på sengen med et drømmende suk. ”I min klasse er der denne her dreng, og han er bare så…” Hun fortsætter med at snakke, men jeg stopper med at lytte.

Med et lille hvin springer Victoria hen på Pernilles seng og begynder at udspørge hende om alle detaljerne. Heller ikke Lisa kan helt lade være med at stille et spørgsmål i ny og næ, men ellers er det mest de to andre, der fører ordet.

Pernille er den, som afbryder snakken, da hun proklamerer, at hun er sulten. I løbet af ingen tid er jeg den eneste, der endnu sidder ned. Jeg lader stadig, som om jeg er optaget af filosofibogen, selvom jeg allerede har læst den fra for- til bagside. De tre piger styrer imod døren, men i sidste øjeblik lader det til, at Lisa kommer i tanke om mig.

”Hvad med dig Amelia, skal du ikke med?” spørger hun. Hendes øjne flakker rundt i lokalet, inden de lander på mig.

”Nej, gå I bare. Jeg er ikke sulten. Vi ses bare senere,” siger jeg og vinker hende af med et stort smil. Hun kigger på mig med sammenknebne øjne, tilbageholdt af sin dårlige samvittighed over næsten at have glemt mig.

”Godt, ses.” Hun skynder sig ud af døren, hvor de to andre venter. På deres vej ned imod Den Store Sal, kan jeg høre deres glade stemmer. De når mig ligeså tydeligt igennem den lukkede dør, og jeg kan høre, hvordan emnet går fra lækre fyre til dumme lærere.

Jeg lader skolebogen falde ned på gulvet fuldstændig ligeglad med, om en side bliver krøllet. Med et dybt suk lader jeg mig falde tilbage på madrassen, så den buler let ned. Jeg spreder mine arme og ben så langt ud til siden, som de kan komme, uden at jeg skal begynde at rive væggen ned.

Jeg drejer hovedet og snuser ind. Sengetøjet har en dejlig duft. Den minder mig om sol og sommer, varme og tryghed. Roser, går det op for mig. Det er den velkendte duft af roser, sengetøjet har. Min mor elskede roser, især de hvide. Hun sagde, at far gav hende en hvid rose, da han friede. Jeg vil hellere dø end miste din kærlighed, havde han sagt. Jeg har altid synes, at det var så romantisk.

 

Noget skramler. Lys bliver tændt, rammer mine øjenlåg. Automatisk skyder min hånd op for at afskærme det ubønhørlige, hvide lys. Et lavt støn forlader mine læber, da jeg får kæmpet mig op på albuen.

”Åh, undskyld. Vækkede vi dig?” spørger Victoria. Pernille lukker døren ud til gangen, og det meste af det hvide lys forsvinder. Hun kigger undskyldende på mig.

”Lidt, men det gør ikke noget. Hvad er klokken?” spørger jeg med søvndrukken stemme. De andre tre kan ikke lade være med at grine.

”Kvart i elleve,” siger Pernille og trækker hårelastikken ud af hestehalen, så hendes hår får lov at ligge som et gyldent tæppe om hendes skuldre.

”Mmmm? Så vil jeg børste tænder,” gaber jeg, så alle mine tænder bliver synlige. Jeg svinger benene ud over sengekanten med ulideligt langsomme bevægelser. I det samme langsomme tempo bevæger jeg mig igennem rummet og hen til badeværelsesdøren.

”Uff!” hviner jeg. En iskold fornemmelse skyder op igennem mine bare tæer, der rammer det kolde flisegulv på badeværelset. En klar latter trænger igennem den hvidmalede dør, jeg ryster på hovedet, og min mundvig bevæger sig opad. Jeg får hurtigt skrubbet mine tænder og spyttet ud i vasken.

Jeg kigger ind i spejlet og møder mine egne brune øjne. Med den ene hånd skubber jeg en sort tot hår om bag øret. Jeg sender mig selv et træt smil. Jeg tænder for det kolde vand og skyller tandbørsten af. Den skramler rundt i tandkruset, da jeg stiller den fra mig. Jeg stikker hovedet ind i vandstrålen og slukker for vandet. Gurglende læner jeg nakken bagover, inden jeg spytter ud. Mit blik strejfer mit spejlbillede, da jeg skal til at vende mig om. Mine øjne låser sig fast ved min refleksion.

Knaldrød og ikke til at overse snor en stribe sig ned langs mit venstre kindben. Min kæbe spændes, og jeg bider tænderne sammen. Satans! Mit blik farer rundt på badeværelset. Der må være noget jeg kan bruge til at fjerne den fordømte stribe med. En neglesaks suger mit blik til sig, som var den en magnet og mit blik magnetisk. Den kan bruges. Den ene hånd lukker sig om saksen, den anden lukkes om den røde stribe.

Et hurtigt tryk med fingrene og saksens kæber har bidt den røde stribe ud af mit ravnsorte hår. Jeg smider det røde hår i toilettet og skyller ud, hvorefter jeg vender mig om mod spejlet igen. Perfekt, endnu engang viser mit hår ingen tegn på min herkomst. På vej ud lægger jeg saksen på plads.

”Sov godt,” mumler jeg og kryber ned under den dejligt varme dyne.

”Godnat. Sov godt, Amelia,” griner Lisa og ryster på hovedet af mig. Med et lille smil vender jeg mig rundt, så jeg har ansigtet vendt ind imod væggen og ryggen imod rummet.

”Beskyt mig i nat, skjul mig for hans blik,” hvisker jeg så lavt, at ingen andre end jeg hører det. Der går ikke mange minutter, så slukkes lyset, og de andre lægger sig også under deres dyner. Jeg trækker min lidt længere op under hagen. Rosenduften fra puden og varmen fra dynen får mig til at slappe af, og selvom jeg også i dag ligger vågen lidt, falder jeg hurtigere i søvn end i går.

 

Vindspillet klirrer let. Mine øjne springer op. Rummet er mørkt, fuldkomment tyst bortset fra Pernilles regelmæssige snorken. Jeg holder vejret. Intet. Og så falder tiøren. Jeg ved, hvorfor vindspillet klirrer. En alt for velkendt energi bevæger sig rundt i nattemørket. Jeg stirrer blindt ud i mørket, prøver at få øje på en skygge blandt skygger.

Jeg trækker dynen endnu tættere om mig og ruller mig sammen i fosterstilling. Jeg kniber øjnene sammen, opgiver mit umulige forehavende. Jeg trækker min energi så tæt ind til kroppen så muligt. Jeg prøver at fylde så lidt som muligt, så jeg kan holde mig skjult længst muligt.

Jeg ved ikke, hvor længe det varer, men det føles som en lille evighed. Det er formentligt ikke mere end et par minutter, men da han endelig forsvinder, sidder mit hjerte helt oppe i halsen ude af stand til at sætte farten ned. Jeg trækker vejret uregelmæssigt, men duften af roser får hurtigt sat skik på min vejrtrækning. Med rystende hænder trækker jeg dynen helt op over næsen og trækker mine stivfrosne ben op til brystet.

Mørket holder om mig ligesom min dyne, men det bringer mig ingen varme. Gåsehuden løber ned over mine arme, men lidt efter lidt forsvinder den. Mine øjne er knebet så tæt sammen, som det er menneskeligt mugligt, eller magiker mugligt er nok tættere på om end ikke helt korrekt. Jeg bliver ved med at gentage den samme sætning for mig selv.

Du er sikker. Faren er ovre. Du er nødt til det. Du er i sikkerhed, gentager min indre stemme, som var det et mantra, den havde lært udenad. Den lyder langt mere sikker, end jeg føler mig. Hvilket på et eller andet plan føles dejligt beroligende. Jeg ønsker sådan at tro den.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...