Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10408Visninger
AA

45. Skygger i klosteret

 

Uanset hvor mange gange man ser det, vænner man sig ikke til det. Ens hjerne nægter at tro, hvad øjnene fortæller den, de ser, men det sker virkelig. Virkelige, levende skikkelser af kød og blod træder op fra den flade, uhåndgribelige, mørke plet, der engang var nogens skygge. Denne gang er ingen undtagelse, jeg tror det ikke, før de står lige foran mig.

Et kollektivt gisp går igennem alle skyggejægerne. Nogen begynder at mumle indædt for sig selv, andre samler energi til kampklare kugler i deres hænder. Jeg sender mine rejsekammerater et stift blik, der råber; hold mund, I siger ikke et ord! tydeligere end noget andet.

”Hvad fanden skete der lige, Amelia?” spørger Pernille lammet og undlader bevidst at stirre på de to skygger, som både hun og mine tre andre venner må have tilbragt den sidste halve måned sammen med, mindst.

”Der er en grund til, at vi kalder dem skygger,” siger Benjamin og rejser sig op. Med den ene hånd børster han støvet af sine bukseben. ”De kan blive et med folks skygger.”

Mine venner kigger skræmt fra Benjamin, til skyggerne og til sidst til mig, som om jeg burde have fortalt dem noget. Helt kort lukker jeg øjnene og trækker luften dybt ned i maven. Den føles kold mod min gane og har en afslappende effekt på mig. Mine øjenlåg åbnes igen, de mødes af op til flere par alvorlige skyggejægerøjne.

Energien pulserer stadigvæk uhindret igennem mig og omringer de to skygger. Magien danser om sig selv og danner skiftevis den ene og så den næste sætning i runer. Jeg ved, hvad der står, men kun takket være at jeg selv holder runerne i gang. Alle andre i den inderste gård har ikke den mindste ide om, hvad runerne danner for ord.

”Victoria, hent min taske og min jakke,” kommanderer jeg i håbet om, at den brunhårede pige faktisk vil gøre, som jeg beder hende om. Der går ikke længe, før hun er tilbage med de forlangte ting. Med den ene hånd roder jeg rundt, indtil jeg finder den spinkle halskæde med den lilla sten i. Jeg lader kæden smutte over hovedet på mig, og håret får lov at hænge inden for kæden.

”I der,” gungrer en stemme i samme øjeblik, som Septus gør et blidt udfald imod den lysende magi, alligevel står der gnister op fra alle sider. ”I hjælper hende med at holde cirklen.”

Tynde reb af levende energi snor sig rundt om mine egne runer og forstærker den magiske indespærring. Selvom vi nu er syv jægere om at opretholde magien, slækker jeg ikke det mindste på min del af besværgelsen. Af erfaring ved jeg, hvor stærkt et par de to skygger udgør, når de sætter sig noget for.

”Hvordan vidste du, at der var skygger i skyggerne?” spørger manden med de blå striber.

”Jeg…” begynder jeg, men jeg afbrydes, inden jeg når at snakke færdig.

Lad mig hjælpe dig, Kat, hvisker Nurs stemme i mit sind, lokkende og blød. Jeg kniber øjnene sammen og åbner dem igen. Pegas krystalklare øjne hviler på mig fyldt med alle de negative følelser, det har været muligt for hende at opstøve.

Jeg afslutter sætningen; ”…kunne mærke det. De var kolde, skyggerne med skyggerne i.”

”Amelia, lad Benjamin overtage din plads i cirklen,” fortsætter manden. Mit blik flakker uroligt først fra ham, så til Benjamin og så til Nuradin.

Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dem, hvis det er det, du er bange for, hvisker Nuradin sukkersødt i mine tanker, men der er noget ved det, jeg ikke kan lide.

”Nu, Amelia.” Jeg slipper, og i det samme sekund overtager Benjamin min plads. Min ryg strejfer hans overkrop, og varmen fra ham flyder over i mig, inden vi får byttet plads. Nuradin kaster en energikugle imod Benjamin, men energifeltet stopper den, inden den får blæst hovedet af ham.

Fumlende får jeg fat i min taske og kantet mig hen ved siden af mine veninder. Min hånd lukker sig om Victors, han klemmer let om den. Hele tiden hviler mit blik på Nurs i øjeblikket stålgrå blik og ildrøde hår.

”Amelia, er disse skyg…?” Til at begynde med lytter jeg rent faktisk til spørgsmålet, men så opfanger jeg det. De små tegn. Det er, som om tiden sætter farten ned. De små støvkorn danser i solstrålerne, og jeg kan se, hver eneste muskel i hver eneste kampberedt krop spændes og løsnes under huden. Ulideligt langsomt vender jeg mig om og griber fast i mine tre veninder.

Glem, hvisker min stemme som en brise i en skov til først Victoria, så Lisa og til sidst Pernille. Luften eksploderer bag mig, Victor snubler nogle skridt væk fra mig og falder på røven på de hårde sten. Nogen bander bag mig, andre ømmer sig, og andre igen bevæger sig frem imod de to løsslupne skygger med våbnene trukket og magien parat.

Nogen griber fat i mig bagfra. Jeg bliver trykket imod en varm brystkasse, og fugtig ånde får mit hår til at bevæge sig. Med venstre hånd griber jeg ud efter Victors hånd. Jeg hives et skridt baglæns, men mine fingre snitter Victors hånd, det er nok. Glem, hvisker jeg til ham.

Gårdspladsen er totalt kaos. Mindst tolv skyggejægere forsøger at angribe de to skygger samtidigt. Ingen af dem kommer så meget som i nærheden af deres mål; drab. I en kort åbning i mængden får jeg øje på Zeas gyldne hår, der stikker ud bag en halvlukket dør, og de bekymrede øjne kigger lige ind i mine.

”Nej!” skriger jeg. ”Slip mig. Slip mig!” Jeg kæmper vildt for at komme fri, men intet af det hjælper. Armene presser mig bare endnu tættere ind imod brystkassen, som ikke engang viser tegn på at være midt i en kamp imod mindst tolv skyggejægere. Han kunne ligeså godt have ligget i sengen og sunget for mig, som han kunne kæmpe imod en mindre hær bedømt på hans åndedræt.

 

Den mærkelige summende fornemmelse, der omgiver min krop, blander sig med den snurrende følelse, der har taget bolig i mit bryst. Lidt efter lidt bliver det umuligt for mig at adskille de to fornemmelser fra hinanden. Jeg kan mærke, hvordan jeg folder mig sammen til et stykke fladt papir og som siden i en bog, daler jeg imod jorden, inden den omfavner mig ligesom de bestemte arme om livet på mig.

Tårene løber ned over mine kinder i en lind strøm, som jeg ikke kan gøre noget for at stoppe. Jeg ved, at han har gjort mig til en del af skyggerne. Det føles uhyggeligt. Det er som at gå rundt i en anden verden dannet af grå nuancer. Jeg kan ikke se forskel på op og ned, men på den måde Nuradin går, kan jeg mærke, at han ved præcis, hvor han er på vej hen.

Da jeg åbner munden for at sige noget, kommer der ikke en lyd ud. Omgivelserne absorberer mine ord. Hvisken, tale, råb og skrig, intet af det giver den mindste lyd fra sig på dette sted. Han stopper op og stryger mig kærligt over håret.

Lempeligt får han sat mig ned på det mærkelige underlag, der hverken er rigtigt hårdt eller rigtigt blødt. Hen over hans skulder kan jeg se Septus’ brændende glorie af en frisure, og som det eneste her har deres hår den normale farve. Jeg gad vide, om striben i mit hår, har den samme brændende farve som deres hår. Selv Nurs øjne, der ellers er grå, ser ud til at indeholde tusind farvefacetter på dette mystiske sted.

Nuradin kysser mig blidt på panden, inden han gelejder mig ned at ligge. Bag ham dukker den mørkeblå farve, som udgør himlen op, og de tusindvis af små sølvfarvede lys, der dækker den spejler sig i mine øjne og lagrer sig i mit sind.

Han siger ikke noget, Nuradin, han sidder der bare. Hver gang jeg prøver at rejse mig op, skubber han mig blidt tilbage. Vi bliver ved med vores lille magtkamp, indtil jeg er så udmattet, at jeg ikke længere kan holde øjnene åbne. Jeg falder i søvn med hans hånd på min skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...