Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10439Visninger
AA

37. Septus og de andre

 

Solens sidste stråler rammer mig på skulderen, da vi får øje på et lille bål nogle meter fra vejen. Det flakker lystigt, og en håndfuld sorte silhuetter kredser om det. Mit hjerte sætter farten op, og fugten ophober sig i rillerne på mine håndflader. Nur lægger en hånd på min skulder, inden han fortsætter forbi mig. Luften lugter af røg, da jeg trækker den ned i lungerne, og så træder jeg op bag Nuradin.

Fem ansigter vender sig imod os, da vi træder ind i lyscirklen, men det er et af dem, der fanger min opmærksomhed. Flammerne får skyggerne til at danse hen over hans træk og trækker mig tilbage til et andet tidspunkt, hvor jeg var omgivet af andre folk. Et forsvundet tidspunkt, hvor moderlige hænder holdt mig ind til et varmt bryst, imens min bror blev indlemmet i fællesskabet, og min fars arme lå om vores skuldre.

Jeg ryster på hovedet for at jage mindet væk og lader min taske falde til jorden. Et stort smil breder sig over et snehvidt ansigt, der er omgivet af en brændende glorie, hun ligner sin bror så meget, de har altid lignet hinanden. Lettede og glade smil breder sig over de andres ansigter også, da jeg træder helt hen til dem.

”Amelia,” hvisker Lisa og lukker sine arme om mig. Hun lægger hovedet på min skulder, mine arme lukker sig også om hende. Hendes hår er blevet lidt længere, siden jeg så hende sidst, og det klæder hende. Victoria og Pernille omfavner mig begge to ganske kort, Victor nøjes med at smile sky til mig fra den anden side af bålet.

”Vi var så bekymrede for dig, Amelia,” siger Lisa og træder nogle skridt tilbage, så hun tydeligt kan se mig. Jeg smiler til hende og ruller opgivende med øjnene. Det var ikke meningen, at jeg skulle knytte bånd til nogen, men her står vi, og der er blevet knyttet bånd både den ene og den anden vej rundt.

 

Lynlåsen går hurtigt op, jeg trækker mine støvler frem. Lædersnorene om mine fødder er ikke ligeså samarbejdsvillige som lynlåsen, og der går et par minutter, inden det lykkes mig at få dem op. Jeg trækker støvlerne på i stedet for og lyner lædersnorene nede i tasken. Efter et kort blik på de andre, vender jeg opmærksomheden tilbage imod mine støvler.

”Jeg håber, I er klar til en gåtur. Vi skal videre,” siger jeg og rejser mig op igen. ”I må hellere tage noget ordenligt fodtøj på.”

”Amelia, hvad sker der?” spørger Lisa.

”Det kan du ikke mene, Amelia,” siger Victoria og Pernille. Victor trækker bare sin oppakning til sig uden at sige en lyd, og Nuradin står allerede klar med sin oppakning på ryggen.

”Kat? Nuradin?” spørger Septus, imens hun begynder at stoppe sine ting ned i en taske, så vi kan komme videre hurtigst muligt. Jeg beslutter mig for, at de lange forklaringer må lande på Nurs bord denne gang.

”Bare gør det, vil I ikke nok?” siger jeg henvendt til de tre piger, jeg delte værelse med på Kompasset. Jeg når ikke at svare Septus, Nur er allerede på sagen.

”Kats familie,” siger han bare. Kort og godt. For alle andre end hende ville det formentligt ikke give megen mening, men hun ved, hvad han mener med min familie. Hun nikker stift. Få minutter senere er alle klar til at gå, de sidste rester af bålet ryger let, og så sætter vi os i bevægelse.

 

Vejen fortsætter fremad i bløde kurver uden, at den forgrener sig. Det er rart at have støvlerne på. For hver meter vi tilbagelægger, bliver det koldere og koldere, og snart ligger der et tyndt lag sne hen over alting. Det er smukt. Mine fødder giver sig lidt i den tid, det tager dem at vende sig til sålen, men ganske hurtigt føles det næsten, som om jeg slet ikke har støvler på.

”Hvorfor kalder de dig Kat, Amelia?” spørger Victoria og går op på siden af mig. Ud af øjenkrogen kan jeg se silhuetten af hendes hår og den spidse næse. Jeg bider mig i læben.

”Det var vel nemmere end at kalde mig Pigen Uden Navn,” siger jeg monotont og trækker ligegyldigt på skuldrene.

”Eller Pigen Med Den Røde Stribe i Håret går jeg ud fra.”

Victoria piller ved sine perfekte fingernegle, imens hendes tunge kører rundt på indersiden af hendes tænder. Luften er tæt af spændinger, imens hun overvejer, hvordan hun skal formulere sit næste spørgsmål. Jeg kan mærke at tre andre par øre lytter nysgerrigt med, Victoria er åbenbart ikke den eneste, der har undret sig.

”Hvorfor fortalte du dem ikke bare, at du hedder Amelia August?” spørger hun og lægger hovedet lidt på skrå som for at spørge, om det ikke havde været det nemmeste.

”Jeg havde spekuleret på hvilket navn, du gik under denne gang,” griner Septus med en klar stemme. ”Amelia August, du skal da også være så melodramatisk.”

”Melodramatisk, min bare,” mumler jeg. Jeg kan næsten høre smilet i hendes stemme, og af en eller anden grund får det mig til at smile også. Fornærmet krydser jeg armene foran brystet og trækker munden sammen til en trutmund. Hymf, støder jeg ud igennem næsen.

”Du kan selv være melodramatisk, Sep,” siger jeg og lader armene falde tilbage ned langs siden igen.

”Jeg foretrække Katharina,” kommer det fra Nuradin, der går et stykke bag mig. ”Vinter, var det ikke?”

Jeg ruller med øjnene. Selvfølgelig foretrækker han Katharina Vinter, det er hans navn, og så er efternavnet ikke inspireret af den måned, han dræbte min familie. I et snuptag går jeg med ryggen forrest, så jeg har hovedet vendt imod ham. Jeg trækker vejret ind og puster en arrig bisværm lige i hovedet på ham. Han vifter med hånden og opløser den på stedet med en hovedrysten.

Snakken går hurtigt fra, hvorfor de kalder mig Kat til at lære Pernille at blæse arrige bisværme. Da jeg forsigtigt indskyder, at man også kan blæse dem ud som sommerfugle, falder hun hurtigt for tanken om en flok gyldne sommerfugle. Jeg er ikke den eneste, der sætter pris på det.

Hun har ligeså svært ved at blæse sommerfugle, som hun havde ved at løfte viskelæderet fra græsplænen, men hun har lidt nemmere ved det end en del af magikerne fra gøglertruppen. Hun har lige lært at puste en sommerfugl ud, da vi beslutter os for at slå lejer for natten.

Månen har været oppe de sidste mange timer, men nu er vi endelig så langt fra hovedstaden, at jeg tør slå lejer. Nur og Septus ville gerne have fortsat mindst en time endnu, men hverken jeg eller mine venner orker at tage et eneste skridt mere i nat.

Kulden har taget et godt tag i mine hænder, da jeg famler med fyrtøjet. Træet nægter at fænge, og til sidst smider jeg fyrtøjet fra mig og lukker øjnene. Få sekunder senere slår varmen op i mit ansigt og får de små hår på mine arme til at krumme sig sammen.

Da jeg lægger mig ned for at sove, er det endnu engang under åben himmel og kun med min lange, uldne jakke som beskyttelse imellem den frosthårde jord og min følsomme hud. De to skygger har været forudseende nok til at medbringe varme, uldne tæpper og at få mine kammerater til at gøre det samme. Den modvilje, jeg havde imod at dele telt med Nuradin, er pist væk, da han lægger sig ned bag mig med den ene arm om livet på mig og et tykt tæpper trukket hen over os begge to.

 

Jeg vågner ved at morgenen gryr den næste dag. Nur ånder mig varmt og regelmæssigt i nakken, men jeg kan mærke at han ikke sover. Mit hjerte sætter farten op, og mine kinder bliver varme. Vi bliver liggende sådan, Nur med armen om mit liv og jeg med hovedet mod hans bryst, indtil de andre begynder at rumsterer rundt om os. Der går ikke lang tid, før vi er på benene.

Alle mine lemmer er stive efter at have sovet ude i kulden, men de genvinder hurtigt deres smidighed, da vi har gået i et stykke tid. Pernille genoptager sit projekt med at lære at blæse sommerfugle fra aftenen før, og da det lykkes hende at blæse en mindre håndfuld sommerfugle ud, når vi det sted, hvor vejen deler sig i tre.

Vores lille gruppe stopper ved forgreningen. Et skilt står placeret i den ene side af vejen godt gemt under et bladløst pæretræ, der er så snoet, at man skulle tro, det var løgn. Vejen til venstre er hullet og ser ikke ud til at blive brugt særligt ofte. Vejen i midten ser noget mere befærdet ud, men hullerne er ligeså hyppige her som på den venstre. Vejen til højre er fortsættelsen af alfavejen, og denne er både godt vedligeholdt og hyppigt brugt.

Septus går hen til pæretræet og skubber dets grene væk fra skiltet. Hun læser navne på skiltet for at se, hvor de tre veje fører hen. Jeg tager et skridt frem og stopper lige foran den midterste vej. Den højre, alfavejen, fører tilbage rundt om Trinovia, den venstre ender først, når den når Sortefloden, men det er den i midten, jeg vil følge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...