Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10424Visninger
AA

21. Sandheden gør ondt, Victor

 

”Amelia. Åh Gud, Amelia,” ånder Lisa ind i mit øre, da mine øjenlåg begynder at sitre. Først ved jeg ikke, hvor jeg er. Alting er så sløret. Jeg ligger i en seng, så meget ved jeg. Sengetøjet dufter af roser, det dufter af mor. Jeg lader øjnene glide i igen, det kræver alt for mange kræfter at holde dem åbne. Det er befriende ikke at skulle fokusere på de udtværede omgivelser.

Noget varmt lægger sig på mine skuldrer. Det rusker i mig, det vil have mig til at åbne øjnene igen. Jeg vil ikke åbne øjnene. Lisas stemme skærer igennem luften, den er bekymret. Hun kalder på Una, vil have hende til at komme med det samme. Hun er bange for, at jeg vil forsvinde igen. Nu er jeg ellers lige kommet tilbage. Hun råber igen efter Una, som åbenbart er for langsom til at dukke op.

Det varme på mine skuldrer forsvinder og erstattes af noget varmt mod min pande. Det er kun en florlet berøring, men det får mig til at krølle mig sammen indvendigt. En andens stemme taler til mig. Den nye stemme vil heller ikke have, at jeg forsvinder igen, den er bange for, at jeg ikke vil komme tilbage. Jeg har allerede været væk i to uger, fortæller stemmen.

To uger, tænker jeg omtumlet. Jeg har været væk i to hele uger.

Jeg tvinger mine øjne op igen. Det er hårdt, det føleles, som om de er limet sammen. Denne gang er alting mindre sløret. Alt inden i mig skriger, at jeg skal lukke øjnene igen, jeg finder hurtigt ud af hvorfor. Få sekunder senere ligger jeg med overkroppen ude over sengekanten, og de sørgelige rester af mit sidste måltid og en god portion mavesyre vælter ud af min mund. Min mave trækker sig sammen, indtil der ikke kommer andet op end klamt slim.

Nogen rækker mig et glas vand, men jeg har ikke styrken til at tage det. Min mund smager forfærdeligt. Surt. Una løfter mit hoved lidt, så jeg kan skylle munden og få opkasts smagen ud. Lisa skubber en pude ind bag min ryg, så jeg kan sidde op uden at bruge alle mine kræfter. Da jeg blev tvangsindlagt for godt og vel tre uger siden, fordi jeg muligvis var besat, var alle sengene, ud over den jeg ligger i, uberørte, men nu er de næsten alle sammen i brug, kan jeg se.

Jeg kigger spørgende på Lisa og Una og derefter på sengene, jeg håber, at en af dem vil forstå mit uudtalt spørgsmål. Una fanger det og giver mig en hurtig gengivelse af de sidste dages begivenheder. Indsatsstyrken er ankommet, som om jeg ikke havde problemer nok i forvejen. Jeg skal under fordriverens kyndige behandling, hvor dejligt. Min mave laver endnu en krampetrækning, og mere surt smagende og ildelugtende galde lander på det stakkels gulv ved siden af min seng.

”Taske,” gisper jeg så lavt, at jeg er bange for ikke at blive hørt. På nærmest mirakuløsvis hører de mig dog og rækker min taske frem. Jeg rækker den ene hånd ud, men den falder kraftesløs ned, inden den når tasken. Et gammelt minde popper op i mit hoved, et minde, der giver mig flere forklaringer, end jeg ønsker at få.

Jeg kniber øjnene sammen og koncentrer mig. Mit sind lukker sig om den lille, lilla kugle og trækker den frem fra indersiden af en sammenkrøllet, skriggrøn strikhue. Den flyver ind i min hånd, hvor mine kildrende fingrer lukker sig om den. En spinkel sølvkæde dingler ud imellem mine fingrer. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage og ligesom et pendul er der noget hypnotisk over dets bevægelser.

Den glatslebne stenkugles kulde spreder sig op igennem min arm og rundt til resten af min krop. Det er ikke en ubehagelig kulde, med sig bringer den en lille smule af min fysiske styrke, så min krop igen kan fungerer normalt, eller næsten normalt.

”Hvor mange skyggejægere?” spørger jeg, men min stemme er stadigvæk hæs. Una behøver ikke engang tid til at tænke sig om. Femten skyggejægere er ankommet, fortæller hun uden at fortrække en mine, der kunne afsløre, at hun er ligesom de nyankommne. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er imponeret, på den anden side er det noget, skyggejægere lærer, allerede før de kan gå. En hurtig hovedregning fortæller mig, at vi er atten skyggejægere samlet under samme tag. Noget, der kan slå benene væk under selv den bedste. Ja, måske endda ham.

”Hvad skylder man æren?” spørger jeg, mest for at stilheden ikke skal få mulighed for at sætte sig. Ham, går det op for mig. Det er nok på grund af ham, men atten jægere under samme tag, det er jo helt vanvittigt.

 

Lisa er gået igen, Una støver af i skabene ved siden af døren, og der er ikke andre i rummet, da Victor træder ind med sin skoletaske over skulderen. Hans skridt giver genlyd i rummet. Jeg ligger med ryggen til døren. Forsigtigt lugter jeg til mit våde hår, der hænger stadig et svagt ekko af mavesyre i det, men den rosenduftende sæbe har gjort underværker. Det er ikke kun mig, der har fået et bad, gulvet har også fået en omgang vand. Det dufter ikke af roser, men i det mindste lugter det ikke længere af opkast.

Madrassen giver efter under hans vægt, da han sætter sig. Hans skoletaske lander på gulvet, ikke det stykke jeg vendte indersiden ud på, hvilket gulvet nok er godt tilfreds med. Det har været rigeligt igennem i dag, vil jeg nok mene.  Jeg vender mig om, så jeg kan se ham og smiler forsigtigt til ham.

”Hej,” siger jeg træt og kæmper mig op at sidde.

”Hej,” gentager han og spejler mit smil. Et kort øjeblik glider et bekymret udtryk over hans ansigt, men det erstattes hurtigt af lettelse. Jeg er langt fra forberedt, da hans arme lukker sig om mig, men efter den første stivhed tillader jeg mig selv at slappe af. Han knuger mig hårdt ind til brystet som en druknende, der klamrer sig til drivtømmeret. Han slipper mig først efter flere minutter, men jeg har ikke noget imod, at knuset varer så længe. Det er rart.

”Jeg ville gerne snakke med dig, om det du sagde sidst,” hvisker han. Vi kaster begge et hurtigt blik hen mod døren. Una er uden for hørevidde. Vi skal lige til at vende blikkene væk, da tre jægere kommer gående ind ad døren. De sludrer lystigt sammen. En anspændt stemning opstår imellem Victor og mig.

”Vi kan sætte os i vindueskarmen,” hvisker jeg tilbage. ”Du bliver bare nødt til at hjælpe mig derhen.”

Skeptisk betragter han mig, inden han hjælper mig op at stå. Med den ene arm om Victors skulder går det rimeligt smertefrit hen til vindueskarmen. Forsigtigt lemper han mig ned i den ene vinduesbænk, hvorefter han sætter sig over for mig. Jeg mimer, at han skal række mig sin hånd. Han gør, som jeg beder om, selvom han undrer sig.

Nu kan vi snakke uden, de hører os, tænker jeg til ham og smiler lusket.

Hvordan helvede gjorde du det? måber han.

Jeg er magiker, husker du nok, griner jeg lydløst. Nå, hvad skal vi så snakke om?

Victor kigger ned på sine knæ, og sveden får hans hænder til at blive glatte. Den gruppe af småsludrende skyggejægere, der kom ind af døren for lidt siden, har sat sig på sengen nærmest os, og selvom jeg ikke kan høre deres lavmælte snak, stikker deres blikke stadigvæk i min nakke. Endelig møder Victors nervøse øjne mine.

Du sagde, at Aniss er hans søster, hvisker han, og den stammende tendens lurer lige bag ordene. Han er din værge ikke? Du har boet hos ham, siden din families død.

Jeg nikker, mine mundviger svinger mellem at ville op og ned samtidig, til sidst ender de på et mærkeligt mellemstadie. Victor fortsætter, da han har fået vished, han havde jo ret.

Du er en udvalgt ligesom Tom, konstaterer han. Aniss var Toms skygge, Aniss’ bror er din skygge, det er altså skørt, siger han med  hovedrystende stemme. Jeg kan godt følge ham. Det er ligeså forvirrende for mig, som det er for ham. Jeg ved ikke helt, om jeg bryder mig om tanken. En pludselig indskydelse, som faktisk ikke er så pludselig endda, får mig til at fortælle Victor noget meget ubehageligt.

Victor, Aniss var din onkels skygge. Hun har en bror og en søster, broren er min skygge. Jeg ser ham dybt i øjnene for at være sikker på, at han er med. Aniss blev dræbt af skyggejægerne, Tom døde kort tid efter, men det var ikke selvmord, Victor. Tom og Aniss’ liv var flettet sammen, fra det øjeblik de mødte hinanden. En skygge kan ikke overleve uden sin udvalgte, og den udvalgte dør uden sin skygge.

Victor gisper efter vejret. Jeg kan mærke, at hans greb om min hånd bliver slapt, men jeg giver ikke slip, der er mere, jeg må fortælle ham. Noget jægerne ikke må vide, ikke endnu i hvert fald. Efter et nervøst sideblik i de tre jægeres retning, de er holdt op med at snakke og stirrer helt og holdent på os, måske på grund af Victors blege kulør, fortsætter jeg.

Aniss’ søskende blev overvældet af sorg, de havde mistet deres søster. Hun var blevet taget fra dem. De gik efter skyggejægerne. De dræbte dem, der havde taget Aniss’ liv… Her bliver jeg afbrudt af Victors tankestemme.

Godt! tænker han til mig. Jeg har ikke ondt af dem. I det øjeblik har jeg allermest lyst til at rive min hånd til mig og sende Victor tværs gennem lokalet, inden han kan nå at reagere. Men jeg gør det ikke, jeg styrer mig. På sin vis forstår jeg ham, men mit bryst knuger sig sammen alligevel.

En mand og en kvinde, Victor. De dræbte en mand og en kvinde. Et forældrepar, der havde to børn. Den ældste, en dreng, skjulte sin søster i skabet. Hun så ham blive dræbt.

Victor river hånden til sig. Det begynder at dæmre for ham, hvor jeg er på vej hen. Han svinger sin taske over skulderen og vakler to ubeslutsomme skridt baglæns. Han ryster voldsomt på hovedet, og tårene ligger i hans øjenkroge.

”Hvis hun bare havde været stille, var hun måske blevet fundet af sine slægtninge, men hun var ikke stille. Han fandt hende. Måske var det det bedste, hun var formentlig død ellers. Blevet brændt levende. Jeg var elleve år, Victor.” De sidste ord kan ikke engang kaldes en hvisken, men det er lige meget.

Med hænderne stryger han sit vildfarende, leverpostejsfarvede hår tilbage, imens hans hoved svinger fra side til side. Det er for meget for ham. Han kan mærke tårene presse på bag øjenlågene, og hvordan hans mave forvandler sig til en lille, hård klump. Han kan ikke fatte det. Det er for meget for ham. Med sandede øjne ser jeg, hvordan Victor styrter ud af sygeafdelingen. Alle jægerne kigger efter ham med forundrede blikke. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...