Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10423Visninger
AA

20. Så stopper gemmelegen

 

”Det kommer overhovedet ikke jer ved,” siger jeg og krydser armene foran brystet. Jeg kan ikke undgå at føle mig som en stædig treårig, men det er der ikke ret meget, jeg kan gøre ved lige nu.

”Hvad snakkede I om, Amelia?” spørger Una blidt og lader sig glide ned i sengens fodende. Hun sidder lige præcist på det sted, Victor sad for mindre end et minut siden. I en ubevidst bevægelse stryger hun en vildfaren hårlok om bag ved øret. Hendes hoved ligger blidt på skrå, og hun kigger på mig med blide, brune øjne.

”Det kommer jer heller ikke ved,” siger jeg og gennemborer dem med et olmt blik.

Una sukker og ruller øjnene rundt, så de kigger op i loftet. Hun forsøger at fange mit blik. Forgæves. Jeg vil ikke se hende i øjnene. Jeg lader mine øjenlåg glide ned over mine irisser, men det føles, som om pupillerne brænder sig vej igennem den sarte hud. De har absolut ingen ret til at spørge mig om den slags ting. De holder ligeså mange hemmeligheder for mig, som jeg holder hemmeligheder for dem, mere eller mindre i hvert fald.

”Amelia,” siger Benjamin indtrængende og knæler ned på stengulvet ved siden af min seng. Jeg studerer hans ansigt, hvor et svagt ekko af et blåt øje stadigvæk kan anes mod hans solbrune hud, hvis man ved, hvor man skal kigge efter det. ”Vi vil så gerne hjælpe dig, Amelia, men det kan vi ikke, hvis du holder noget tilbage, der kunne være vigtigt.”

”Hmm, lad mig nu se, hvad kunne være vigtigt?” Jeg vender øjnene imod loftet, der er en næsten eksakt kopi af gulvet, og spidser læberne til. Jeg glider ud af sengen og begynder at vandre frem og tilbage over det mørke gulv. Jeg stopper brat og løfter pegefingeren op foran næsen, idet jeg drejer rundt på hælen, så vi står ansigt til annsigt.

”Nu ved jeg det!” udbryder jeg overentusiastisk og slår hænderne sammen med en imponerende lyd. ”Jeg er ikke besat af en ond ånd eller noget som helst andet for den sags skyld, så I kan ligeså godt sige til jeres venner, at de ikke behøver dukke op.”

Una og Benjamin udveksler en række lange blikke, og for et kort sekund minder de mig om et gammelt ægtepar, der kan føre lange, lydløse samtaler over få sekunder, og ligesom et gammelt ægtepar bliver de enige om deres næste træk uden at ytre et eneste ord, og inden jeg eksploderer i hovedet på dem. Una rejser sig op, og Benjamin kommer på benene og springer elegant hen over sengen, så de danner en menneskeligmur foran mig. Jeg fniser lidt, da jeg ser dem stå ved siden af hinanden. Den store, muskuløse Benjamin overskygger totalt den lave, noget spinklere Una.

Mine hænder lukker sig om mine hofter, mit hoved hælder, jeg løfter øjenbrynene, så min pande krølles sammen. Som en ren refleks smutter en tynd, pulserende hinde ud over min hud som et tyndt lag magisk hud, der beskytter mig. Mine mundviger løfter sig en anelse. Magihuden er så tynd, at hverken den ene eller den anden opdager, at den er der. Noget, som har krævet en hulens masse øvelse at mestre.

Begge jægerne kigger indtrængende på mig. Bekymringen i Unas øjne stikker ligeså dybt som brændenældens rødder, og alvoren bakser som en fugl i bur om Benjamin. Skiftevis prøver de at overtale mig til ikke at holde hemmeligheder. Det nytter ikke noget, de kan ikke hjælpe mig så, siger de. Deres argumentation har en modsatrettet effekt, og i stedet for at punge ud, som de ønsker, klapper jeg i som en østers. Latter, så klar og let som en forårsdag, kanter sig op under loftet og pumper alt luften ud af mig. Jeg knækker over i hofterne og presser hænderne mod maven, men det gør overhovedet ikke nogen forskel.

Da luften endelig beslutter sig for at begynde at finde vej ned i mine lunger igen, og latteren låser sig selv nede i min mave, retter jeg ryggen, så jeg endnu engang står ret. Jeg stryger en vildfaren hårtot om bag mit øre og ryster kraftigt på hovedet.

”I vil belære mig om hemmeligheder, der kan man bare se, det er da vidunderligt,” siger jeg smilende og ryster på hovedet. Jeg lukker øjnene i og koncentrer mig i brøkdelen af et sekund, så åbner jeg øjnene og begynder at citere: ”'Hvad ville du ikke tænke om mig, hvis du kendte mit sande jeg? Hver en løgn, jeg skjuler. Hvad ville du ikke tænke, hvis du vidste, hvad jeg har gjort? Hver en ugerning. Hver eneste hemmelighed. Hvis du vidste det, ville du ikke længere se mig som mig, men som en anden person. Du ville væmmes ved mig.'

Med albuerne ude skubber jeg mig vej igennem den menneskelige mur og skræver hen over stengulvet. Jeg står midt i døråbningen, da jeg kommer i tanke om noget. Knips. Jeg drejer rundt på hælen og får den røde bog på sengen til at løfte sig op i luften, så den svæver lige foran ansigtet på dem.

”Sado Jäger, Kærlighedens væsen.” Med de ord er jeg ude af døren, og inden de når at finde mig, er jeg forsvundet langt ind i det labyrintiske netværk af gange og korridorer, der fylder skolens indre ud.

 

Det bliver hverken Una eller Benjamin, der finder mig, men Eleonora. Jeg sidder i en vindueskarm oppe i et af tårnene, ikke det tårn jeg fandt halskæden i, men et af de andre. Et gammelt, mølædt gardin er trukket halvt for og skjuler mig, men alligevel ved hun, at jeg er her. Hun træder hen til mig og sætter sig over for mig på en stol, der knirker faretruende, idet hun læner sig lidt tilbage.

Det rum, jeg befinder mig i, minder en hel del om det rum, hvor jeg fandt halskæden. De to rum er i hvert fald lige støvede, men i virkeligheden er det nok den eneste lighed. Der står et bredt skrivebord, et halvt hav af lasede bøger på en vakkelvorn reol og støvede stabler på gulvet. Op ad den ene væg står en seng, der ikke ser ud til at have været brugt i flere årtier. Også i dette rum har jeg slået skodderne fra vinduet, så vinden suser mig om ørene, og jeg svinger det ene ben ud af det åbne vindue, risikoen for at jeg falder ud er stor, men uvæsenlig.

Fra min siddeplads har jeg en svimlende udsigt over det omgivende landskab og vejen, vi kom af, da vi ankom til Kompasset. Mit bryst har trukket sig sammen til en lillebitte kugle, og det ikke løsthængende knæ bærer min hage. Eleonoras vejrtrækning er den eneste lyd i rummet ud over vindens susen, indtil hun beslutter sig for at stille mig et spørgsmål.

”Hvis ikke jeg tager meget fejl, er du ikke vild med Una og Benjamin.” Jeg ryster på hovedet, hvorefter jeg trækker på skuldrene.

”Jeg har ikke noget imod dem som sådan, jeg kan bare heller ikke lide dem,” siger jeg. Selv i mine ører lyder det skørt.

”Det er kompliceret,” siger jeg for at kaste lidt lys over mit mærkelige svar. Eleonora vælger heldigvis ikke at forfølge emnet mere eller i hvert fald ikke den del, der involverer Una og Benjamin direkte. I stedet spørger hun, om der er mere, der er kompliceret. Mine øjne bliver fjerne, og mit blik forsvinder bag skyerne.

”Det hele, alting eller lige der omkring vil jeg mene,” siger jeg med ligegyldig stemme, men følelserne farer rundt inden i mig. Jeg burde ikke fortælle hende noget som helst, men jeg vil så gerne ud med bare en lille håndfuld af alle mine hemmeligheder.Eleonora skubber det rødbrune hår om bag ørerne og læner sig lidt frem, hvilket får stolen til at knirke voldsomt. Lyset spiller i hendes hår og får det til at gløde varmt. Hun er smuk, meget endda.

”Har det noget at gøre med dit mareridt og besættelsen?” spørger hun. Jeg vender mig om, så jeg kan se på hende uden at vride nakken af led. Jeg smiler bittert til hende.

”Jeg er ikke besat.” Jeg svarer kun på halvdelen af spørgsmålet, men hun giver ikke op så let. Hendes nysgerrighed er vagt, det kan jeg se. Hendes øjne lyser langt væk af spørgsmål. Hun rynker panden i eftertænksomhed.

”Dit navn er Amelia August,” begynder hun at remse op, da hun forsøger at få hold på alt, hun ved om mig. Den første halve sandhed.

”Du er sytten år. Din familie døde i en ildebrand, da du var elleve år gammel," fortsætter hun og ramler direkte over i den anden halve sandhed. "Der fik du dine kræfter."

”Du har boet hos en bekendt af din familie, efter de døde.” Det er tekniskset sandt.

”Du kan huske alt, hvad du læser. Du går på første årgang. Du er magiker og en temmelig god en af slagsen,” afslutter hun. Rynken pryder hendes ellers så glatte pande, da hun prøver at få enderne til at mødes.

”Dit navn er Eleonora, du kan ikke lide dit efternavn, eller også synes du ikke, at det er vigtigt.” Jeg kniber øjnene i og betragter hende for at fastslå hendes alder.

”Du er et sted i trediverne, tættere på de tredive end de fyrre. Ingen kæreste. Ikke den selskabelige type. Du underviser i forsvar. Ulv,” siger jeg. Min liste er ikke ligeså imponerende som hendes, men den kommer alligevel bag på hende.

Man skulle næsten tro, at jeg var en sjælden dyreart, hvis man skulle dømme efter den måde, hun kigger på mig. Hvilket godt kunne gå hen og være rigtigt i hendes verden. Jeg svinger benet ind ad vinduet. Hendes stemme er knapt nok mere end en hvisken, da hun spørger, hvordan jeg kan vide alt det. Jeg påpeger, at hun selv sagde, at jeg er magiker og en temmelig god en af slagsen, selvom sandheden er langt simplere, enhver idiot kunne have regnet sig frem til det samme ved at holde øjnene åbne.

 

Skridt haster op ad den ikke uendelige vindeltrappe, og døren flyver op med en sådan kraft, at støv danser over hele gulvet, og jeg frygter, at den skal falde af sine rustne hængsler. Benjamin kommer stormende ind tæt efterfulgt af Una, men jeg registrerer dem kun lige. En krybende fornemmelse sniger sig op langs min rygrad og får de små hår i min nakke til at rejse sig.

Alle mine sanser skærpes. De små støvfug, der danser om hinanden i luften, sætter farten ned, så jeg kan følge dem med øjnene. Lyden af en fod, der rammer gulvet, og støv, der hvirvles rundt, ligger de små hår i mine øregange ned. Men det, der slår mig allervoldsomst, er mine energier, der fylder hver eneste luftpartikel i hele tårnværelset. Jeg trækker min energi til mig, så hurtigt jeg kan, så tæt jeg kan. Jeg står stiv som et bræt, halvt vendt imod vinduet, halvt vendt imod døren. Jeg holder vejret. Den frysende fornemmelse glider længere og længere væk.

Han må være desperat, når han bevæger sig rundt på denne måde på denne tid af døgnet. Selvom jeg er rædselsslagen på mine egne vegne, kan jeg ikke helt undsige mig at være bare lidt bekymret for ham også.

Noget suser igennem luften. Det suser hen imod mig, der hvor jeg står i vinduet. Det lyser svagt rosa i sin flugt igennem periferien af mit synsfelt. Tiden sætter farten endnu mere ned, end den allerede har sat sig ned. Jeg rykker mig ikke ud af stedet. Ikke en tomme. Ikke en millimeter. Min magi udvider sig, danner er skjold. Det er kun et tyndt, ekstra lag hud, men det er nok. Min magi udvider sig, han vender om, han kommer tilbage. Som en gennemsigtig skikkelse dukker han op foran mig.

Det næste, der sker, sker så hurtigt, at det er umuligt at sige, hvad der skete først. Hans stålgrå øjne fanger mine brune. Hans røde hår gløder og slår flammer om hans ansigt som en altomfattende ildebrand, der opsluger hans ansigt. Den lysende kugle rammer mit skjold og eksploderer hen over dets overflade, og så forsvinder den. Han løfter sin hånd. Mit hjerte galopperer afsted i mit bryst. Jeg vil vige tilbage, men mine fødder er tunge som bly og som sømmet fast til gulvet. Hans slanke fingre stryger hen over min kind. Jeg kan mærke hans lettelse flyde over i mig, lige inden jeg falder sammen på gulvet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...