Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10433Visninger
AA

5. Rektor Claudius

 

Jeg rykker uroligt på mig i den ubehageligt bløde stol med de plyssede armlæn. Mit blik flakker rundt i det proppede kontor, hvor lyset falder ind i en skrå vinkel, der får det til at virker endnu mere proppet. Hver eneste overflade i rummet er dækket af gamle bøger, der er soteret efter noget, der i hvert fald ikke er alfabetiskorden. En lavmælt rømmen trækker mit blik tilbage til den rynkede mand bag skrivebordet.

”Så, frøken August, hvis jeg forstår det korrekt, så var du elleveår, da dine kræfter viste sig første gang?” spørger rektor lavt.

”Ja,” siger jeg og nikker. Mit toneleje får hans til at lyde som et råb, så jeg bliver nødt til at gentage mig selv for at være sikker på, at han hører det. Professor Phoebe forlod lokalet lige efter, hun havde sat rektor ind i sagen, hvorefter han bad mig genfortælle det hele en gang til. Jeg piller fraværende ved min tommelfingernegl.

”Ved du selv, hvorfor dine kræfter viste sig så tideligt, Amelia?” spørger Claudius søgende. Han tiltaler mig ved fornavn, prøver at virke venlig. Jeg er tydeligvis ikke nervøs på en videre diskret måde. Hans hvide skæg hopper frem og tilbage. Jeg ser ned på mine hænder, der vrider sig som et dyr i en fælde.

”Frygt, herr’. Det var det, der udløste det,” mumler jeg.

Rektor Claudius ser på mig, imens hans lange fingrer ligger spredt ud på bordet. Han bliver siddende så længe, at jeg begynder at tvivle på, at han nogensinde vil røre på sig igen. Et øjeblik overvejer jeg, om samtalen er ovre, om jeg kan gå, men så bevæger han igen på sig.

”Så dine kræfter blev udløst af en kraftig, følelsesmæssig påvirkning,” funderer han. Jeg kaster et kort blik på ham, men vender så opmærksomheden imod mine korte fingernegle.

”De blev udløst af en blanding af sorg og frygt, mest frygt.” Jeg lægger benene overkors og begynder at vippe med foden i en hurtig rytme.

”Fantastisk,” mumler han henrykt og skubber sin stol tilbage med en gennemtrængende lyd. Jeg følger ham ud igennem øjenkrogen, da han går hen til den ene væg, der er fyldt med bøger, og stopper op.

Du skulle have sagt, at du var fjorten, Kat, så havde du ikke siddet her, skælder fornuften ud inde i mit hoved. Jeg bider tænderne sammen, som havde jeg lige bidt i noget surt.

Med en knoklet pegefinger bevæger han sig hurtigt hen over reolens indhold, bogryg efter bogryg, inden han hiver en slidt bog ned fra en tilfældig hylde. Han vender sig om imod mig med bogen i hånden, men uden at gøre mine til at sætte sig igen.

”Janniko Belgus beskrev noget lignende i Kræfternes natur. Det skulle gerne stå her et sted, hvor er det nu, det er?” mumler han, imens han hurtigt bladrer igennem den tykke bog med det matte, røde læderomslag.

”Det er på side 94, i fjerde kapitel, der går under navnet: Når kræfterne bliver tvunget frem,” remser jeg af mig med lukkede øjne. Det er ved at være nogle år siden, jeg læste bogen, så dens indhold skal lige graves frem fra gemmerne.

”Så vidt jeg husker, skriver han noget i retning af: Kræfterne viser sig som oftest, når det magiske væsen er halvt barn, halvt voksen. Hyppigst forekommer kræfterne, når man er 15 eller 16 år gammel.

Så skriver han noget om skyggejægerne, der ofte får deres kræfter et par år tidligere, og så fortsætter han: Dog sker det i sjældne tilfælde, kun i et ud af hundrede, at kræfterne kan udløses af en kraftig emotionel påvirkning. Dette er et spændende fænomen, som videnskabsmænd og filosoffer igennem flere generationer har prøvet at finde en forklaring på. Den mest udbredte teori er dog, at hvis man oplever denne form for emotionel påvirkning, påvirker det også det område i hjernen, hvor kræfterne sidder, hvilket resulterer i en for tidlig udløsning.

Efter det følger en del teorier, som han skiftevis understøtter og undergraver. Han kommer med en række med- og modargumenter, ikke ligefrem noget man bliver klog af, men virkeliginteressant,” afslutter jeg og åbner øjnene igen.

Hele min krop slapper af. Hver eneste muskel, hver eneste sene. For første gang i måneder føler jeg mig på sikker grund. Jeg ved for en gangs skyld, hvad jeg taler om. Min fod stopper med at steppe huller i luften, og mine stakkels negle får fred. Et lille smil pryder mine læber. 

Jeg drejer ansigtet, så jeg kan se rigtigt på ham. Han står med en dyb rynke i panden, der får alle de andre rynker til at stå endnu tydeligere frem. Han kigger ned på bogens sider, og jeg går ud fra, at han læser det, jeg lige har sagt. Hans øjenbryn sidder helt oppe i panden på ham, de får ham til at se komisk ud.

”Utroligt, du kan citere Belgus,” hvisker han.

”De fleste har knapt nok hørt om ham, og du citerer ham bare sådan,” siger han og knipser med fingrene. Han ryster vantro på hovedet ude af stand til at fatte det. En behaglig følelse løber igennem min krop og får mit bryst til at løsne op. Sådan får jeg det altid, når jeg citerer. Rektor lader sig synke tilbage i sin stol, der ser lige så uindbydende blød ud som min.

Jeg lægger hovedet lidt på skrå. Han synes både, det er fantastisk og utroligt, gad vide, hvad det næste bliver. Han ryster fraværende på hovedet og stryger sig over skægget. Inden han åbner munden, skyder hans tunge ud for at fugte den.

”Imponerende, frøken August,” siger han, endnu et ord til samlingen, ”og hvor har du så lært at citere Janniko Belgus henne?”

”Min familie døde, da jeg var elleve, herr’,” siger jeg, og med et føles samlingen af ord ikke så tiltrækkende længere. ”De brændte inde. Fik aldrig en rigtig begravelse. Min magi beskyttede mig. Den dannede et løst skjold og skærmede mig for faren. Jeg blev fundet af…en bekendt af familien. Jeg har boet hos ham lige siden, en slags værge kan man vel kalde ham. Han forærede mig Kræfternes natur,” siger jeg og beder til, at han ikke opdager min tøven, da jeg omtaler den bekendte af familien.

Han er for langt væk i sine egne tanker til at lægge mærke til noget, lader det til, heldigvis, så behøver jeg ikke forklare mig yderligere. Jeg bliver siddende, imens tiden tikker forbi. Uden at sige noget, lader jeg rektoren tænke, indtil han selv bryder tavsheden.

”Frøken August, du må nok hellere vende tilbage til time, ikke? Lad os nu se, hvad klokken blev,” siger han og kigger på et ur, han har hængende i en kæde om halsen. ”Tiden er løbet fra os. Hvad har du i femte lektion?”

Jeg svarer kort, at det må være matematik. Han nikker let, skribler noget ned på et stykke papir og rækker det til mig.

”Giv det her til professor Marchello, du kan gå nu,” siger han. Hurtigt er jeg på benene og ude af det lille kontor. Da jeg lukker døren bag mig, kan jeg se, at rektor Claudius falder tilbage i sine egne tanker.

 

Med hastige skridt skynder jeg mig hen til det lokale, hvor matematikundervisningen foregår. Men først efter at jeg er faret vild et par gange, når jeg frem til døren. Jeg stopper op og trækker efter vejret, så banker jeg på. En stemme beder mig træde ind, hvilket er lige præcis, hvad jeg gør.

En lavstammet mand står med hænderne i siden. Med et ironisk smil udtrykker han sin glæde over, at jeg kunne finde tid til at deltage i timen. Idet jeg rækker ham sedlen fra rektor Claudius og undskylder for forsinkelsen, ved jeg, at jeg ikke kan lide ham. Han kigger knapt nok på sedlen, inden han giver mig den tilbage.

”Amelia August, siden du kommer for sent, har du vel intet imod at løse ligningen på tavlen?” spørger han på en måde, så det er tydeligt, at jeg ikke har noget valg.

Et anstrengt smil pryder mine læber, da jeg træder hen til den og griber et stykke kridt. Jeg lægger hovedet på skrå og betragter ligningen et øjeblik, hvor efter jeg hurtigt lader kridtet bevæge sig hen over tavlen. Det er en lærebogsligning.

Da jeg er færdig, lægger jeg kridtet tilbage på plads og venter på, at læren skal sige noget. Han finder svararket frem og tjekker mit svar. Surmulende må han konstatere, at den er løst korrekt, hvorefter han sender mig ned til en plads bagerst i lokalet.

Da jeg sætter mig ned, smiler min sidekammerat til mig. Jeg smiler tilbage til ham. Det viser sig at være Victor Hansen. Han læner sig hen imod mig, og uden den mindste antydning af en stammen hvisker han ud af mundvigen: ”Du skal ikke tage dig af ham, han har været sådan hele timen. Du er den anden, der har løst en ligning.”

”Hvem var den første?” hvisker jeg tilbage ud igennem mundvigen, imens jeg lader, som om jeg følger med i det, der foregår oppe ved tavlen.

”Den første var mig,” hvisker han med et stolt smil, der smitter af på mig. Jeg tror ikke, at nogen af os følger ret meget med efter det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...