Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10408Visninger
AA

14. Pernilles forelskelse

 

”Amelia?” Nogen vifter en hånd i luften foran mit ansigt. Jeg blinker kraftigt med øjnene og prøver at fokusere på vedkommende. Jeg klistrer det bedste smil, jeg kan fremtvinge, på og formår at komme med en lille spørgende lyd.

”Du spiser ikke noget,” kommenterer Lisa og kigger bekymret på mig og min tomme tallerken. ”Har du det godt? Du virker lidt fraværende.”

Hun har sat håret op med et spænde i den ene side, så det ikke falder ned i hendes øje, men det får hende til at ligne en på tre. Det får heller ikke billedet af en treårig pige til at forsvinde, at hun vifter med sin gaffel, imens hun taler.

”Jeg har det fint, Lisa, jeg faldt bare i staver. Jeg tror ikke, jeg har sovet nok på det seneste,” siger jeg og sender hende mit mest beroligende smil. Ikke at hun lader til at købe det, da hun bliver ved med at sende mig blikke ind imellem sine mundfulde mad, men idet mindste slipper jeg for at skulle lægge øre til hendes bekymringer.

Hun har gået rundt og været bekymret for mig, mere end, hvad godt er, på det sidste, ikke at jeg kan bebrejde hende noget, men det tærer på hende. Den første uge jeg er her, finder folk ud af, at jeg fik mine evner unaturligt tidligt. Så finder de ud af, at jeg kan bruge mine evner, før jeg har haft min første time i magi. Jeg skipper undervisningen, og så havde jeg nær givet mine værelseskammerater et hjertestop, da jeg fik et anfald af mindesøvn. Jeg er godt nok vendt tilbage til timerne efter min tvungne fridag, og vi har haft nogle stille uger, men for to dage siden fandt hun mig med rødrandede øjne inde på værelset efter timen. Næsten en måned på Kompasset, og jeg kunne ikke have vagt mere grund til bekymring.

”Du ser ellers lidt bleg ud,” medgiver Victoria, da hun sætter sig ned ved siden af mig.

”Ja, du kunne godt trænge til lidt sol,” tilføjer Pernille og sætter sig ved siden af Lisa.

”Så er det da godt, at vi har fri i morgen og i overmorgen, så kan vi alle sammen sætte os uden for og slikke sol i det dejlige sommervejr,” siger jeg med en stemme, der drypper af ironi. Der er højst fem grader udenfor, og halvdelen af døgnets lyse timer regner det så meget, at man bliver våd bare ved tanken om at gå uden for en dør. Pernille skal til at sige noget, og tre par øjne betragter mig indgående.

”Helt ærligt I tre, jeg har det fint. Virkelig. Jeg er bare lidt træt, det er det. På æresord,” prøver jeg med min mest overbevisende stemme og holder en hånd med lange- og pegefinger op ved sind af panden. Der hviler stadig tre par øjne på mig, da jeg lader fingrene falde ned igen.

”Hvordan går det med ham fyren fra geografitimen, Pernille?” spørger jeg og håber på, at hun vil være med på legen. Hun hopper da også i med begge ben. Lisa ser ikke videre tilfreds ud, men jeg får hurtigt opbakning af Victoria, og snart står hun for alle spørgsmålene. Jeg ved af erfaring, at de er umulige at stoppe mindst en halvtime fra nu af.

 

Den ene hånd stryger hen over det sted, hvor den røde hårstribe burde have været, men ikke er. Imens en del af mig prøver på at virke oprigtigt interesseret i drengesnakken, befinder en anden, og det er langt det meste af den, del af min bevidsthed sig i en form for trance. Et stadie jeg har befundet mig i lidt for meget den sidste tid.

”…imellem ham den tykke dreng med brunt hår, Belzeboop, og Lisas bror…” Pernilles stemme river mig ud af min alt for velkendte trancetilstand.

”Emil,” hjælper Lisa Pernilles hukommelse på vej uden at kigge på hende. Hendes blik er rettet imod et sted længere nede af bordet, det samme er både Victoria og Pernilles, opdager jeg nu. Jeg lader mit eget blik følge deres, indtil det lander på drengen, der sidder imellem Emil og Jack. Mit blik stopper først på Jack, der ligesom den første dag, hvor jeg sad ved siden af ham, stopper en masse mad indenbords.

 

Mit hjerte springer et slag over. Jeg glipper kraftigt med øjnene bare for at være sikker på, at jeg har set helt rigtigt. Hans udseende skiller sig ikke synderligt ud fra de andre elevers. Jeg kan ikke se, hvor høj han er, men jeg ved det allerede. Hans hår er skulderlangt og mørkebrunt, hans hud er en pæn, solbrun farve, og den ligger stramt hen over den muskuløse krop, men det er ikke det, jeg studser over.

Nej, det, der får mine kæbe til at falde ned på brystet, er hans energi. Hans mønster. Det er tydeligt, at han er magiker. Hans energi står om ham som en usynlig kappe, som kun de færreste bærer. Men inde bag den blafrende kappes stof gemmer sig en anden strømning, en anderledens energi, der både er stærk og fast. Jeg ved, at jeg har følt den før, ligesom da jeg følte Unas energi, men jeg kan ikke…

Jeg rynker irriteret panden. Hvorfor kan jeg ikke placere, hvor er det, jeg er stødt på den før? Ganske langsomt som en kat drejer han hovedet. Hans hår fanger lyset og bliver nogle toner lysere, der hvor det rammes af lyset. Noget, måske en tanke, prikker i den bagerste del af min hjerne. En hånd griber fat om mit håndled, og den forsigtige prikken holder brat op, inden jeg når at fange dens indhold.

”Amelia!” hvæser Pernille. Hendes ansigtsudtryk er bebrejdende, og hendes øjne er strenge, inden begge dele bløder op. Hendes pupiller flakker fra side til side, og hendes kinder antager den sarteste rosa farve, som når himlen rødmer ved solopgang.

Stolene skraber under Victoria og Pernille, da de rejser sig op og begynder at gå hen imod udgangen. Deres albuer er hægtet fast i hinanden som slyngplanter, og deres skuldrer ryster af tøset latter. Lisa rejser sig også, tager et par skridt væk fra bordet, men ombestemmer sig og vender sig om imod mig. Det ene øjenbryn ryger spørgende i vejret.

”Jeg skal lige spise færdig, så kommer jeg,” siger jeg og gestikulerer ned imod min tallerken, som stadigvæk er halvfuld. For at berolige Lisa havde jeg øset en skefuld spagetti op på den, ikke at jeg havde lyst til at spise den, men nu fungerer den som glimrende dække. Inden hun når at sætte sig, kommer jeg med en forsikring om, at jeg kommer om lidt, den har ligeså stor effekt som mit beroligende smil. Næsten ingen. På vej hen til døren kigger hun sig flere gange over skulderen, og da hun stopper op i døråbningen, vifter jeg hende afsted, inden hun forsvinder med en utilfreds grimasse.

Med mekaniske bevægelser fører jeg mundfuld efter mundfuld ind i munden. Maden er så varm, at den brænder min tunge, men jeg registrerer hverken det eller smagen. Jeg rynker panden og koncentrerer alt min opmærksomhed om det lille punkt bagerst i min bevidsthed, hvor den forsigtige prikken kom fra. Jeg finder intet.

Gaflen er tom. Jeg tvinger mig selv til at blive opmærksom på mine omgivelser igen. Det er ikke kun gaflen, der er tom, det er tallerkenen også. Jeg lægger gaflen forsigtigt ned på porcelænet, og kniven havner ved siden af med skæret ind imod sit modstykke. Jeg rejser mig, for jeg er rigtigt nok færdig, som bestikket fortæller.

 

Jeg har kun taget de første to trin på trappen, da jeg hører skridt. Jeg knytter den ene hånd foran brystet. Jeg kan mærke en sitren løbe igennem mine fingre. Jeg trækker energi til mig, klar til kamp. Jeg spænder i alle musklerne og tager en dyb indånding.

”Vent, Amelia,” lyder en ukendt stemme.

Jeg fører armen ned, så den hænger langs min side og lader min knyttede næve folde sig ud som en blomst. Jeg drejer rundt på hælen, forberedt på alt. Men der er ingen fare. Ingen angribere, kun drengen Pernille er forelsket i. Jeg slapper lidt af.

”Amelia August, ikke?” spørger han og sender mig et smil, der ville have fået Pernille til at dåne.

”Ja, og hvem er du?” Jeg kunne have slået mig selv oven i hovedet. Spørgsmålet lyder alt for fjendtligt. Afvisende. Heldigvis lader det ikke til at skræmme drengen væk.

”Jeg hedder Benjamin, du stødte ind i mig for noget tid siden,” siger han, jeg kan svagt genkalde mig, at Pernille har nævnt det navn. Han lader til at være uberørt af min hårde tone. Jeg ser afventende på ham.

”Rygtet siger, at du brugte magi i din første magitime, at du kan memorere alt, hvad du læser." Hans stemme bliver mere og mere skeptisk for hver påstand. "Og at du fik dine kræfter som elleveårig.”

Den smule det er lykkedes mig at slappe af, kan ikke opveje det raseri, der turer med at finde vej ud igennem mine hænder. Mit blik kan få selv en istap til at fryse til. Inden jeg gør noget dumt, drejer jeg rundt på hælen og forsvinder op ad trappen med stive skridt.

Alting inden i mig skriger til mig, men uden at kunne blive enige om, hvad der skal skriges. En stemme får overtaget og tvinger alle de andre til at tie. Det er en ulideligt, fornuftig stemme, der får overtaget. Ud af alle stemmerne er den fornuftige i kontrol.

Slap af. Træk vejret. Der er ingen grund til at gå amok. Lad ham være, hvisker den fornuftige stemme inden i mig. En kraftig luftstrøm, bremset af et sæt hvide tænder, får en løs hårlok til at lette fra mit ansigt.

Pernille kan lide ham, Amelia. Du vil vel ikke gøre hende ked af det, vil du? Hun vil hade dig, hvis du skader ham, argumenterer stemmen videre, og den bruger det navn, mine forældre gav mig, ikke det han gav mig. Til min hastigt voksende irritation finder den det eneste argument, der forhindrer mig i at gå grassat.

På et hængende hår, får stemmen banket bare lidt af sin fornuft ind i hovedet på mig. Mine skridt er ikke blevet mere naturlige, men de er blevet længere. Benjamin går ved siden af mig med blikket vendt mod gulvet. Jeg ved ikke, om jeg har været for opslugt af min indre diskussion, eller om han kun lige er kommet op på siden af mig, men der går han.

 

Nogle få døre endnu, bare nogle få skridt, og så kan jeg smutte i sikkerhed bag døren. Eller jeg kan smutte ind bag døren, og Benjamin kan være i sikkerhed. En ide slår ned i mig som et lyn fra en klar himmel. Et smørret smil breder sig over mine læber og blotter mine fortænder. Jeg stopper op foran døren og vender mig om mod Benjamin.

”Vent her et øjeblik, gider du? Du må undskylde, at jeg tog det sådan på vej,” siger jeg og gør alt for at udstråle fortrydelse. Han fanger mit blik og holder det fast, som for at sikre sig at jeg ikke laver sjov med ham, inden han nikker. ”Godt!”

Jeg smutter ind ad døren, men lader den stå på klem, så vores stemmer kan trænge ud på gangen. Det er langt fra retfærdigt, det jeg har i tankerne, især Pernille bliver uretfærdigt behandlet. Jeg må bare håbe på, at Benjamin er en god skuespiller, men noget siger mig, at han er mand for opgaven.

”Pernille!” skingrer jeg og bryder ind i hende og Victorias samtale. ”Pernille, Benjamin, ham drengen, du ved, han så, at vi sad sammen til aftensmaden, ik? Da I var gået ud, kom han hen til mig, og han spurgte sådan set ind til dig.”

Jeg holder en lille pause, for at lade Pernilles hvin komme rigtigt til sin ret.

”Han står sådan set ude for døren og venter,” siger jeg med unaturligt meget glæde flydende ud over stemmens kant. Hendes blå øjne lyser op som små juveler, idet hun retter lidt på sit hår og stryger ud af døren med verdens største smil om læberne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...