Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10415Visninger
AA

34. Nuradin

 

”Hvad laver du her?” hvæser jeg, imens bålet knitrer lystigt i baggrunden, og hyggelig snak kredser rundt imellem truppens medlemmer. Jeg stirrer på ham, så det hvide kommer til syne hele vejen rundt om mine irisser.

”Jeg savnede dig, Kat,” smiler han til mig uden så meget som at blinke. Et opgivende suk forlader mine læber. Den del havde jeg ligesom regnet ud, men det er jo bare ikke hele grunden. Hvis det var, kunne han være dukket op når som helst, siden han fandt mig på Kompasset, det er ikke ligefrem, fordi jeg har gjort meget ud af drømmefangere og vindspil på det sidste, men han dukkede jo ikke bare op.

”Hvor er Septus henne, Nur?”

”Hun venter på den anden side af Trinovia sammen med dine venner.” De sidste ord får et rul med øjnene med på vejen. ”De ville absolut med.”

”Hvad?”

”Ja, de fulgte efter os, da vi forlod Kompasset, og de nægtede at vende om, så nu venter de med Septus på den anden side af hovedstaden.” Mine øjne begynder at koge. Mine hænder knyttes til to hårde knolde for enden af mine arme. De er på ingen måde forberedt på, det der venter os, og han lod dem tage med. Et kraftigt vindstød løfter mit hår fra min hovedbund.

Skridt nærmer sig henne fra bålet, imens jeg gennemsøger min hjerne for at finde et ord, der er tilstrækkeligt grimt til at dække alle de ting, jeg føler for den rødhårede mand lige nu, det er vel at mærke ikke i den positive ende af skalaen, men jeg kan ikke finde et.

”Nu generer han dig ikke, vel, Katharina?” spørger en tordnende stemme bag mig, og en hærdebred skikkelse tårner sig op bag mig. Et grimt blik genborer Nuradins pulserende uvejrsskyer af et sæt øjne, inden jeg drejer om på hælen med et beroligende smil på læberne.

”Nej, det er fint, Bako.” Smilet i min stemme er så tykt, at det næsten er lige til at tage at føle på, men også kun næsten. Hans kæmpe næve føles ru imellem mine slanke fingre, da jeg giver den et beroligende klem. Han trækker vejret dybt ind og sender et advarende blik hen over min skulder, inden han med et sidste blik på mig vender tilbage til bålet. Uden at se mig over skulderen følger jeg efter ham og lader mig dumpe ned ved siden af hans massive skikkelse.

Nuradins skridt er så sagte, at jeg aldrig ville have hørt dem, hvis ikke jeg havde vist, hvad jeg skulle lytte efter, men jeg opfanger dem ganske tydeligt. Han dumper ned, eller dumper er så meget sagt, jeg tror ikke, at den mand kan dumpe nogen steder hen, om han så prøvede, på græsset nogle få skridt bag mig. Flere år tilbragt sammen med ham har lært mig, hvad jeg skal lytte efter.

Gammelmor kommer hen til mig med to skåle dampende hønsekødssuppe i hænderne og rækker mig den ene af dem. Det fine net af rynker, der ligger hen over hendes ansigtshud, folder sig lidt sammen, da hun ser undersøgende frem og tilbage imellem mig og Nuradin.

”Mon ikke den unge mand er sulten, min kære,” mumler hun og ser ned på mig.

”Du kan jo altid spørge ham, Gammelmor,” siger jeg i et tonefald, der hverken afslører morskab eller sarkasme, men er fuldstændig neutral. ”Han bider kun, når jeg ikke er i nærheden til at holde ham i ørene.”

Et øjeblik ser den gamle kvinde på mig med skæve øjenbryn, inden hun med en del møje og besvær skræver hen over mig med suppen i hænderne. Min mave rumler højt ved udsigten til den varme suppe, men jeg er for optaget af samtalen bag mig til at spise noget.

”Nu skal du se, min ven. Her har du lidt suppe, du må være frygteligt sulten efter sådan en lang dag,” kvidrer den gamle dame med sin rustne stemme.

”Mange tak, Gammelmor, det dufter udsøgt,” siger han høfligt og tager imod suppeskålen. Godt at vide, at han er ligeså uudholdelig, høflig som altid, og at han lægger et øre til mine samtaler, det har jo altid sådan en beroligende effekt på folk. De to gamle menneskers samtale fortsætter, selvom Gammelmor nok er overbevist om, at hun er den ældste, og han ved, at hun ikke engang er halvt så gammel som ham.

Jeg holder op med at smuglytte, sulten overvinder forholdsreglerne, min hjerne har opsat. Hønsekødssuppen virker langt mere tiltalende end deres høflighedsfraser. Og hvem kan bebrejde mig det? Jeg kan i hvert fald ikke.

Gammelmors ansigt lyser, da hun med klagende knogler får bukseret sig ned ved siden af mig. Det er, som om en del af hendes rynker er blevet glattet ud af at tale med ham. Det skulle ikke undre mig, hvis det virkelig var tilfældet.

”Jeg tilbød den unge mand at overnatte i vores telt, indtil vi når Trinovia,” siger Gammelmor uvidende om, hvor ironisk det er, at hun kalder ham den unge mand. Det skulle ikke undre mig, hvis han er mindst ti gange ældre end hende, men hvor skulle hun også vide det fra?

Mit hjerte synker helt ned i maven på mig, da betydningen af hendes ord går op for mig. Jeg kommer med en uartikuleret række spørgelyde, som Gammelmor åbenbart tager som en opfordring til at uddybe, hvilket ikke er alt for langt fra lydenes virkelige formål.

”Ja, han manglede jo et sted at sove, og I to ser jo ud til at kende hinanden, og han sagde ja, så det er sådan, det bliver.” Hendes stemme er fast til at begynde med, men bliver mere og mere drømmende. Det sidste siger hun med hæs stemme og rødmer imellem rynkerne. ”Det er også alt for længe siden, der har ligget en mand i mit telt.” Gud, hvorfor skal de alle sammen være så umulige i aften? Det var da ufatteligt.

 

Min frakke er varm og tyk, da jeg hviler hovedet på min taske. Foran mig ligger Gammelmor med det lange, tynde hår samlet i en fast fletning, der snor sig om hendes knoklede skikkelse. Også hendes regelmæssige snorken snor sig om hende som en hvislende slange. To hurtige snork, en lang pause, et langt snork, en lang pause og to hurtige snork igen, jeg kender hendes rytme ud og ind, ligesom jeg kender Pernilles. Det er dog ikke Gammelmor, jeg vender ryggen til, men hvis øjne stikker i ryggen på mig som dolke. Jeg vender mig træt om.

”Kig på noget andet, Nur,” mumler jeg uden den fornødne styrke til at få ordene til at falde med tilpas slagkraft. Stilheden varer flere sekunder, og uden for teltdugen tuder en ensom sneugle. Dens karakteristiske skrig er ikke til at tage fejl af, det er lyden af en fantastisk fugl og en endnu mere imponerende jæger.

Nuradin bryder endelig tavsheden, men hans øjne sender stadig kolde hedebølger ned langs min rygrad. Det ene fyldige ord efterfølges af det næste, idet han prøver at sætte ord på sine følelser. Min egen ordstrøm ville nok give ligeså lidt mening, hvis jeg forsøgte med det samme, de ville bare være mere roede, mine følelser altså.

Hans ordstrøm forstummer. Stilheden trygger ned på min brystkasse, jeg ved hverken ind eller ud. Jeg bider mig i læben. Med et lille suk drejer jeg rundt, så jeg kommer til at ligge på den anden side med hovedet vendt imod Nur. Mine øjne undgår både hans øjne og ansigt, men min krop er vendt imod ham.

”Nur,” mumler jeg med besværret stemme. Han er holdt op med at snakke, men hans ord giver stadig genlyd i mit hoved som ekkoet efter en stemme i en klippehule. Det er umuligt at stoppe den, men med tiden vil den tone ud og forsvinde. Mine øjne føles ru imod mine øjenlåg, mine øjenvipper føles tunge.

”Kat,” hvisker han tilbage, men hans stemme er ikke tynget af et hav af modstridende følelser. Det eneste, der flyder ud over kanterne af hans stemme, er bedrøvet ømhed. Jeg ved ikke, hvorfor den er bedrøvet, eller måske gør jeg. Ømheden har dog altid været der, og den har ikke ændret sig de sidste seks år, i hvert fald ikke til det mindre.

En selvlysende, hvid hånd rækker ud efter min kind i det nattemørke telt. Lysten til at trække mig væk er nærmest uimodståelig, men min krop bliver liggende lige der, hvor den har ligget hele tiden. Hånden stopper hængende i luften få centimeter fra min kind, den trækker sig tilbage, væk.

”Min lille Kat,” hvisker han igen det navn, han gav mig, fordi jeg ikke ville fortælle ham, hvad jeg hed. ”Du gjorde mig så bekymret.”

Ordene tvinger tårekanalerne til at åbne op. Ordene rammer en lille, glemt plet allerbagerst i mit hjerte. En plet, som jeg ikke engang eller måske allermindst vil indrømme, eksisterer, over for mig selv. En plet jeg ikke har, men som er der alligevel. Jeg vender øjnene imod hans ansigt, imod hans øjne. Mine øjne møder hans. Blødt brunt mod oprørt gråt.

En hånd bevæger sig igennem mørket i teltet. Denne gang er hånden min. Den sejler ulideligt langsomt igennem luften. Sekunderne snegler sig tikkende afsted, det går så ulideligt langsomt. Mindre end en håndsbredde fra hans kind mister jeg modet, og hånden skal lige til at falde tilbage, den vej den kom.

Mit hjerte springer et slag over. Hans fingre lukker sig om mine og placerer min hånd mod hans kind. Jeg gør intet for at trække den til mig igen. Jeg ønsker ikke at trække den til mig igen. Hans hud er blød og giver efter under mine fingre. Jeg lukker øjnene i og trækker luften dybt ned i maven.

”Nur,” hvisker jeg stille, og han klemmer forsigtigt om mine fingre og presser dem endnu fastere imod kinden, og jeg lader min tommelfinger glide frem og tilbage over hans hud.

Hans hånd lægger sig imod min kind, der blusser op under berøringen. Forsigtigt presser jeg min kind tættere ind til hans håndflade. Den føles varm og blid imod min hud. Jeg åbner ikke øjnene, men jeg kan høre, hvordan han rykker sig tættere på mig. Forsigtigt lægger han den ene arm rundt om mig og putter mit ansigt ind til sit bryst.

”Kat,” hvisker han ned i mit hår, som ligger som en uglet, sort glorie rundt om mit hoved, og kun den blodrøde stribe er synlig i mørket. Hans stemme sender varm ånde ned til min hovedbund. ”Kat.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...