Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10398Visninger
AA

11. Noget familiært

 

Madrassen buler ned under Unas vægt, da hun sætter sig på den. Hendes mund trækker sig op i et venligt smil, så der dannes to små smilehuller ved hver mundvig. Jeg lader det ene ben kure ned, så det til sidst ligger helt udstrakt. Jeg hviler hagen på det andet bens knæ.

Una og jeg sidder bare og betragter hinanden for en stund uden at sige noget. Min ene hånd stryger en hårlok om bag øret drevet af ren og skær vane, og et lille smil tvinger mine læber opad. Med blikket udforsker jeg rummet, jeg befinder mig i.

På min højre side strækker et tomt stykke gulv sig hen imod døren og skabene med glaslåger i, så man har udsigt til deres indhold. På min venstre side strækker seng efter seng sig ud over gulvet. Hver og en af dem er pænt klædt i rent sengetøj, spartansk, men nydeligt. En pude, et tæppe og en dyne, alt sammen hvidt.

”Amelia, du kan lægge dig i en af sengene ovre ved vinduet, hvis du har lyst til at sove lidt,” siger Una med blød stemme.

”Mange tak, men jeg er har ikke lyst til at sove. Ikke lige nu." Jeg kigger ned i sengetæppet, da jeg siger det i frygt for, at hun vil bliver sur over det, jeg siger. "Jeg ville også føle mig trykkere med drømmefangere og vindspil over sengen.”

”Det tænkte jeg nok. Kom, lad os finde dig et par sokker og måske en kop kamillete, nu vi er i gang.” Una rejser sig op og rækker mig en hånd. Tøvende tager jeg imod den, og hun hjælper mig på benene. Hendes hånd er blød og varm, og jeg slipper den først, da jeg er sikker på, at jeg kan stå på benene uden at falde.

Hun leder mig ned imellem sengene og drejer af, da vi når et sideværelse forenden af sygeafdelingen. Endevæggen er dækket af tre store, så vidt jeg kan bedømme, østvendte vinduer. Una leder mig ind i det lille sideværelse. Det er hyggeligt og på størrelse med mit eget værelse. Det virker bare større, da der kun er en enkelmandsseng, et skab, et skrivebord med tilhørende stol, en reol og et lille tekøkken. Der er to døre i rummet, den ene kom vi ind af, og den anden er formentligt et badeværelse.

Jeg står i brøkdelen af et øjeblik fuldstændigt desorienteret og kigger rundt i det lille rum, inden jeg beslutter mig for at sætte mig på skrivebordsstolen. Una går hen til det lille tekøkken og tænder for blusset. Imens hun tryller nogle kopper frem fra et skab, studerer jeg hendes bogreol. Ikke at den er superinteressant. Der står en enkelt notesbog og en fem eller seks bøger, hvis rygge tyder på, at de jævnligt bliver læst.

”Finder du noget spændende?” spørger Una hen over skulderen og river min opmærksomhed væk fra reolen.

”Det ved jeg ikke rigtigt, måske,” sige jeg og trækker på skuldrene.

”Du må godt kigge i dem, hvis du har lyst.” Hun nikker opmuntrende til mig, inden hun kigger på vandet, der er på vej i kog, igen. Jeg rejser mig op og går hen og hiver bøgerne ned fra deres plads på hylden. Jeg lægger dem fra mig på skrivebordet og sætter mig tilbage på stolen, denne gang i skrædderstilling.

 

Jeg finder stort set, hvad jeg havde forventet at finde. En bog om healende besværgelser og lægeurter, en om healende symboler og objekter og en opslagsbog over diverse magiske sygdomme, men to bøger tiltrækker sig min opmærksomhed.

Den ene bog er egentligt ret normal, men jeg havde stadigvæk ikke forventet at se den her. Det er en bog af Bella Carnavan, en selvudnævnt profet, der påstår at kunne tyde alle tegn og se ind i fremtiden. Det mest grundlæggende i bogen skulle vist være godt nok, men resten skulle være en værre omgang sludder, så vidt jeg har hørt.

Den anden bog er straks mere interessant. Jeg har kun set den få gange før. Den ene gang var, da min familie blev dræbt, og den anden gang var under en mindre heldig familiegenforening. Sado Jägers Kærlighedens væsen med den blodrøde forside med den kridhvide rose og de grønne torne på. Sidste gang jeg så bogen, fik jeg lov til at læse den. Højst overaskende, dens indhold taget i betragtning.

”Finder du noget spændende?” spørger Una og stiller en kop dampende varm kamillete på bordet foran mig. Jeg rækker ud efter den, puster på den og nipper forsigtigt til den, imens jeg overvejer mit svar. Den varme damp lægger sig som et tynd hinde vand på hele mit ansigt, og den varme væske bobler sig vej ned igennem min hals. Den smager sødt til at starte med, men så kommer en stærk eftersmag.

”Måske, jeg er ikke helt sikker,” siger jeg sandfærdigt. På den ene side overraskede bøgerne mig, på den anden side var det, hvad jeg forventede at finde.

”Måske ikke helt, hvad jeg forventede. Jäger og Carnavans bøger virker lidt for flyvske i forhold til de andre, må jeg ærligt indrømme.” Jeg tager endnu en slurk te.

”Det kan man vel godt sige,” siger Una og trækker let på smilebåndet. Også hun tager en tår af sin te. Jeg kan tydeligt se, hvordan hun bakser med et eller andet, der formentligt ikke vil gøre mig ovenud lykkelig, så hendes spørgsmål kommer ikke helt bag på mig.

”Amelia, hvem er Johan? Du drømte om ham, gjorde du ikke?” spørger hun og bider sig i læben og ser ud som en, der fortryder, at hun overhovedet spurgte. 

”Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil,” skynder hun sig at tilføje, men det er allerede for sent. Tårene hober sig op i mine øjne og begynder lige så stiller at trille ned over mine dampvåde kinder. Jeg skæver op på Unas gyldne fletning og derefter ned i den brungrønne te, der langsomt drejer rundt nede i tekoppen.

”Ja, det gjorde jeg. Han er…” Jeg strammer grebet om koppen, så mine knoer bliver helt hvide, og jeg brænder håndfladerne på den varme porcelæn. Jeg tager en dyb indånding, før jeg er i stand til at forsætte.

”Johan er…var min bror. Min familie døde for nogle år siden. Mine forældre havde taget min bror og mig med til en hytte for at komme lidt væk fra det hele. Hytten brændte ned. Jeg overlevede, jeg blev fundet af en bekendt af familien. Jeg har boet hos ham de sidste mange år, han reddede mit liv,” siger jeg, den samme historie jeg gav rektor Claudius.

Og dræbte min familie, tilføjer jeg, men siger det ikke højt. Der er stille, da jeg lukker øjnene for at klare tankerne. Imens jeg prøver at finde hoved og hale i det virvar, jeg har inde i hovedet, kan jeg mærke Unas blik hvile på mig.

”Du gør også ret i at antage, at jeg har prøvet det før. Det var derfor, jeg sagde, at I skulle finde Stella Stenaris, for, som du selv fortalte mine venner, er stjernesten godt imod mindesøvn. Jeg kom mest til skolen for at slippe af med drømmene, slippe af med fortiden, finde ud af fremtiden. En sidste gestus, kan man vel kalde det.”

Jeg lægger ikke mærke til det, imens jeg taler, men mine skuldrer ryster ukontrollabelt, og jeg bliver nødt til at sætte koppen fra mig for ikke at spilde. Pludselig kan jeg mærke Unas arme holde om mig. Hvis det havde været en hver anden, ville jeg have vristet mig fri, men noget familiært i Unas energi får mig i stedet til at skjule hovedet ved hendes bryst.

Blidt vugger hun mig frem og tilbage, imens hun aer mig over håret, indtil jeg holder op med at skælve, og min gråd holder inde. Selvom hun stopper med at ae mit hår, giver hun ikke slip på mig. Jeg trækker vejret dybt ind og en sød duft fylder mine næsebor. Et stort gab fra min side får hende til at slippe mig.

”Kom så, lad os få lagt dig i seng igen,” ler hun og hiver mig op. Hun puffer mig hen imod sin sneg og får mig skubbet ned på den. Jeg udstøder nogle halvhjertede indvendinger, der mest omhandler manglende drømmefangere, men jeg er for træt til at komme med nogle oprigtigt protester. Først da jeg for syttende gang mumler noget om drømmefangere og vindspil, lader det til, at hun hører mig.

”Se op, Amelia,” siger hun, og da jeg lægger nakken bagover, får jeg øje på tre brune drømmefangere, der er hængt op i en trekant, med et klirrende, blåt vindspil i midten. Jeg vælter om på madrassen og lægger mig med ansigtet ind imod væggen.

Lyset bliver slukket, og lidt efter kan jeg mærke, hvordan Una glider ned i sengen bag mig. Hun trækker et blødt tæppe op over os begge to, lægger en varm arm rundt om livet på mig og hvisker: ”Prøv nu at sove, Amelia, så skal jeg nok passe på dig.”

Det burde føles forkert at ligge i ske med en af de ansatte på skolen i vedkommendes seng. Det burde føles forkert, at hendes arm ligger rundt om mit liv. Det burde føles forkert, at fornemmelsen af hendes varme ånde beroliger mig, det ved jeg godt, men det føles ikke forkert. Tværtimod. Det føles helt rigtigt, beroligende.

For første gang i meget lang tid føler jeg mig sikker. Som jeg ligger der med varmen fra Unas krop sivende over i min egen, kan jeg mærke, hvordan alle spændingerne, jeg har anskaffet mig de sidste uger, løsner sig og forsvinder. For første gang i meget lang tid, føles det, som om det er sikkert at lægge sig ned og sove.

Langsomt, men sikkert, overtager det mørke, der kommer med søvnen, mit sind, men lige inden jeg forsvinder helt ind i drømmenes verden, strejfer en tanke mig. Det føles næsten, som da jeg var lille, og mor holdt om mig, når jeg havde haft mareridt. Men også kun næsten, og så er jeg væk i søvnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...