Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10432Visninger
AA

9. Mindesøvn

 

Spørgsmålene fortsætter med at hagle ned over mig hele aftenen. Først da vi er vendt tilbage til værelset, smutter jeg ind på toilettet og får en smule fred for videre forhør. Jeg gennemgår det samme aftenritual, som jeg har brugt de sidste mange år. Imens jeg børster tænder, nærmer klokken sig elleve. Jeg venter nogle minutter med blikket fæstet til spejlet, imens sekunderne langsomt tikker forbi. Neglesaksen er ladt, så da den røde stribe dukker frem, ender den i toilettet.

Lisa overtager toilettet kort efter, jeg er trådt ud af døren. Jeg vader hen til min seng og forputter mig under dynen. Lisa åbner døren til badeværelset og smutter op i sin overkøje, Victoria ligger allerede under sin dyne. Pernille slukker lyset, og jeg lukker øjnene. Jeg mumler et lille godnat til de andre tre, og deres godnatter glider ud som tågesnak i mine øre, imens mit sind bliver trukket længere og længere ind i drømmeland.

 

Bælgravende mørke omringer mig til alle sider. Vægtløs svæver jeg rundt i intetheden i noget, der ligeså godt kunne være et sekund som en evighed. Jeg vender og drejer mig. Intet. Jeg strækker hænderne ud foran mig, uden at de kommer til syne i mørket, og begynder famlende at bevæge mig fremad. Jeg tager et skridt og et til og endnu et. I takt med min fremrykning trækker mørket sig tilbage. Det går over i en grå nuance. Lyngbevokset hede strækker sig, så langt øjet rækker. Kun en lille, grøn hytte bryder den.

Jeg blinker og under den lyserøde farve, dukker et sæt sommerfuglesløjfer op på papiret. Den lyserøde farve falder på gulvet og triller ind under sengen, men det gør ikke noget. Vi er alle sammen flotte. Mor, far, Johan og mig. Mor har en rose i håret, og far holder hende i hånden. Johan holder hende også i hånden, og jeg holder i fars hånd.

”Se, Johan!” griner jeg og holder min tegning op.

”Det er mor. Det er far. Det er dig. Det er mig. Er vi ikke fine?” Mine øjne stråler, da jeg peger os ud på tegning.

”Jo, den er rigtigflot,” siger Johan ligegyldigt uden så meget som at kigge på den.

”Du kigger jo ikke engang, Johan,” klager jeg højlydt til min trettenårige storebror. Han løfter blikket fra den bog, han læser. Den er skrevet af en, der hedder Jäger, det er næsten jæger ligesom os. Han er kun to år ældre end mig, men han har allerede fået sine kræfter.

”Jo, den er rigtigflot, Ammi,” gentager han sig selv. Han kigger næsten ikke på den. Jeg skal lige til at stikke den helt op i næsen på ham, men bliver afbrudt. En stemme kommer ind til os igennem den åbne dør.

”Forsvind!” Tonefaldet er hårdt og kommanderende. ”Du har ingen ret til at være her. Ud nu! Du har intet at gøre her. Forsvind nu, inden nogen kommer til skade.”

Det er far. Hans stemme er hård og kold. Jeg taber tegningen, og den daler ned på gulvet i V-formede buer. Når far lyder sådan, kan det kun betyde en ting. En skygge. Johan er lynhurtigt på benene og henne ved døren. Han lægger en finger på læberne, og så trækker han døren i. Han styrter over til mig og hiver mig på benene. Et skrig når os igennem den lukkede dør.

”Carlos!” Noget ryger på gulvet inde i stuen. Johan river mig hen til skabet.

”Nej. Hold dig væk! Forsvind!” Mors stemme er alt for høj. Skyggen må have stillet et spørgsmål, mor svarer nemlig på noget.

”Hold jer fra dem. I rør dem ikke!” råber hun. Jeg kan hører en høj lyd. Noget sprænges. Så kun stilhed. Johan skubber mig ind i skabet.

”Vær stille og bliv her uanset hvad, Ammi. Forstår du det, Ammi?” Jeg nikker stumt, og han skubber skabsdøren i med et voksent udtryk i ansigtet. Han smider alle mine ting ind under dynen eller ned under dobbeltsengen, det kan jeg se igennem en sprække i skabsdøren. Han farer rundt for at slette alle mine spor, inden skyggen kommer ind. Selvom der kun er to år imellem os, er han allerede næsten jæger. Jeg kan se Johan flå døren op ud til gangen. Skridt kommer nærmere.

Skrapt lys. Et brag. Johan bliver kastet tilbage ind ad døren. Hans sorte hår står i skarp kontrast til den røde forside på bogen, der har samme farve som blodet, der løber ud af hans næse. Jeg presser hænderne hårdt imod munden. Jeg skal være helt stille. Tårene strømmer ned ad mine kinder. Jeg har svært ved at trække vejret.

Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Jeg skælver som et espeløv. En høj mand kaster et blik rundt på værelset, men alt, han ser, er Johans tomme øjne. Hans blik tager endnu en rundtur, så vender han sig om, på vej ud af døren. Jeg ser hans brændende hår forlade rummet, imens det svinger om hans skuldre.

Forsigtigt rykker jeg et lille skridt til siden i det stribede mørke. En kasse vælter. Bang! Den rammer gulvet med et brag. Jeg presser mig så tæt ind til skabets bagbeklædning som muligt. Mine tænder har lukket sig om underlæben, så ikke en lyd kan forlade dem. Mine kinder brænder. Min krop er stivnet.

”Hvad var det?” lyder en musikalsk kvindestemme ude fra gangen.

”Jeg ved det ikke, Septus,” siger manden. Han kommer hen imod skabet. Han rækker ud og åbner døren. Jeg står presset tæt op ad væggen med armene viklet tæt om mig selv. Et øjeblik møder hans stormomsuste øjne mine brune, inden jeg kniber mine hårdt i.

En hånd lukker sig blidt om min skulder. Et højt, gennemtrængende skrig farer over mine læber, mine øjne spiles op. En sensommervarm energi suser ud fra mit hjerte og pumpes rundt med blodet. Den lægger sig som en tynd hinde over min blege hud. Hånden slipper sit greb om min skulder, og mandens ansigt rynker sig sammen i et splitsekund.

”Nuradin?” spøger den musikalske kvindestemme, og et par metalbelagte såler smælder imod gulvet. Mine opspilede øjne søger hen over mandens skulder. En kvinde, der er ligeså høj som manden og har det samme brændende hår, dukker op i døråbningen. Manden, Nuradin, holder en hånd op, og straks stopper kvinden med at snakke.

”Hejsa, min ven,” siger manden og møder mit blik. En underligt summende fornemmelse breder sig i hele min krop. Mine muskler bliver svagere og svagere, og så bryder mine ben sammen under mig. Den brændende mand griber mig i sine arme, før jeg rammer gulvet. Jeg kan ikke bevæge mig. Min krop vil ikke røre sig.

Manden løfter mig op og vender sig om. Kvinden med det røde hår kigger skiftevis på manden og mig. Hendes blik ender med at stå stille ved mandens ansigt, hvor en ny stribe har føjet sig til hans to andre. Hun glipper med øjnene og åbner munden lidt.

”Hun er…Nuradin, hun er din…” Hun kan ikke få sig selv til at sige det, jeg forstår hende godt. Mit hjerte galopperer afsted, imens manden og kvinden ser på hinanden.

”Ja, hun er mine ene, Septus,” siger manden, han har ikke noget problem med at sige det, og hans brystkasse bevæger sig op og ned.

”Men hun er kun et barn, Nuradin,” protesterer kvinden og retter blikket imod mig igen. ”Hun er en…”

”Hun er min ene, og så er den ikke længere, Septus.” Mandens stemme bliver skarp i kanten. Han støder ind i Septus’ skulder, da han stryger forbi hende, men han sørger for, at jeg ikke kommer noget til. Han bærer mig ind i stuen, hvor mine forældre ligger livløst på gulvet med ligeså tomme øjne som Johan. Selvom min krop ikke vil bevæge sig, triller varme tårer stadig ned over mine kinder.

Manden træder ud af hytten med mig i favnen, han vender sig om, så han står med front imod den. Kvinden strækker armene i luften, læner hovedet bagover og rabler en lang række uforståelige ord af sig. Hun vender sig om og kommer hen til os. Som var det svinget med det brændende hår, der gjorde det, slår flammerne op rundt om den mørkegrønne hytte og omfavner den med sin varme favn.

Min brystkasse hæver og sænker sig i et afsindigt tempo. Jeg hyperventilerer. Manden bøjer sig ned og sætter et blidt kys på min pande. Septus og Nuradin går væk fra den brændende hytte, der knitrer lystigt, imens ildtungerne bliver højere og højere. Jeg kan ikke fjerne øjnene fra branden, selvom varmen er ulidelig og får dem til at løbe endnu mere i vand. Mor, far og Johan ligger derinde. De brænder. De er væk. Manden bøjer sit hoved, så en rød hårlok lander på min kind, og hans mund kun er få centimeter fra mit øre.

”Det skal nok gå, min ven. Du skal ikke være bange. Det skal nok gå alt sammen, det lover jeg,” hvisker han. Hans ånde kilder mit øre, varm og fugtig. Jeg lukker øjnene og lader tårene strømme ned ad mine stikkende kinder. Det føles ikke, som om alting nok skal gå. Jeg stoler ikke på ham, han dræbte dem, og jeg er bange. Jeg kan ikke lade være.

 

Jeg vrider mig i sengetøjet. Mit hjerte galoperer afsted. Min vejrtrækning hiver. Mit indre krummer sig sammen til en lille kugle, der ikke har en chance for at udfylde min sveddryppende krop. Mine fingre er iskolde, og mine øjne svier, som efter man har grædt i flere timer eller stået i vindretningen ved et lejerbål. Men jeg kan ikke slippe fri af sengetøjet, uanset hvor meget jeg river og flår. Jeg er fanget. Hjælpeløs.

Jeg spærrer øjnene op, men ser intet andet end mørke og lameller. Jeg vælter ud af sengen med sengetøjet stående om mig. Jeg kan ikke få luft. En knude sidder fast i halsen. Jeg ligger foroverbøjet på alle fire med knyttede hænder. Mine åndedrag er overfladiske, og mine lunger skriger af smerte. Røde pletter danser i mit bryst.

”Amelia,” lyder en stemme bag ved mig, men jeg ved ikke, hvem den tilhører. Nogen knæler ned foran mig.

”Amelia.” En eller anden tvinger mit ansigt op, men alting virker så sløret.

”Pernille hent en voksen. Hurtigt,” kommanderer en stemme. Måske er det den samme som før, men jeg kan ikke afgøre det. Døren går op, og paniske skridt forsvinder ud af hørevide. Jeg kan ikke fokusere. Febrilsk prøver jeg at få vejret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...