Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10443Visninger
AA

47. Minder

 

”Var der røræg?” spørger jeg ud i luften, da jeg har fået samlet energi nok.

”Uhm,” mumler Nur og nulrer mit hår. Jeg hader, når han nulrer mit hår, det er ikke til at få redt ud bagefter. ”Vi kan få Sep til at hente det.”

Jeg ryster på hovedet. ”Nej, jeg vil spise i køkkenet,” siger jeg og holder stædigt på mit, da han forsøger at overtale mig til ikke at rejse mig. Til sidst overgiver han sig, som jeg vidste, han ville. Han kommer på benene først og skræver hen til skabet, hvor han trækker et mislykket forsøg på en hjemmestrikket trøje frem.

”Det kan du ikke mene, Nur,” klager jeg og krydser armene over brystet.

”Det er den,” siger han faretruende, måske håber han, at trøjen vil få mig til at blive i sengen? ”Eller at spise i sengen.”

I valget mellem to onder, vælger jeg det mindst frastødende-den hjemmestrikkede trøje, eller det der skulle have været en hjemmestrikket trøje. Opgivende trækker jeg den grimme ting over hovedet og kæmper mig på benene. Han lader sin arm glide rundt om livet på mig, inden han støtter mig hele vejen ud i køkkenet, indtil han kan få mig gelejdet ned på en stol.

”Te?” spørger jeg Nuradins ryg, da han begynder at varme min nu kolde røræg op igen. Han nikker bare, så det glatte, røde hår danser om hans nakke. Det er alt for langt hans hår, men han har nægtet at klippe det de sidste mange år, han kan åbenbart godt lide det langt.

”Du sagde til Pano: at du…” begynder han, imens han hælder vand i en gryde. ”At du huskede sommerfugle.”

Jeg nikker, selvom han ikke kan se det, men jeg har altid haft ham mistænkt for at have øjne i nakken. ”En femøret kanin, en haleløs hund og en knurhårskat.”

Nur vender sig om og placerer en varm tallerken røræg og en dampende kop te foran mig. Jeg smiler taknemmeligt til ham og sætter den først bid solgule æg til livs. Det tager meget lang tid at tykke af munden, og da jeg synker, åbner jeg munden med et spørgsmål i stedet for at tage en til bid.

”Hvad ved du om Kobrakæden?” spørger jeg ham. Jeg stopper endnu en bid i munden. Han bruger lang tid på at tænke sig om, inden han svarer.

”Alt for lidt, er jeg bange for,” siger han.

Hvad ved du om Kobrakæden?” gentager jeg, men denne gang lægger jeg trykket anderledens. Jeg er ligeglad med, hvor meget han ved, jeg vil vide, hvad han ved.

”Den varsler en enes død,” hvisker han med ru stemme. Jeg nipper til den varme citruste, imens han fortsætter.

”Kobrakæden har fået navn efter Den Smukke Kobra, hun var den første, der døde,” siger han, men hans stemme glider i baggrunden.

Et lydefrit, rødt æble. En halvspist morgenbolle. Citronte, der havde trukket lidt længere end denne her, fylder mine tanker. Et lyshåret ansigt med brune øjne, en muskuløs dreng og endnu et lyshåret ansigt denne gang med blå øjne, flyder igennem mine tanker.

”Den udvælger en skyggejæger,” han vrænger ordet jæger, ”og en ene i dennes omgangskreds dør.” Hans ordstrøm fortsætter, selvom jeg kun hører ham med et halvt øre.

Una. Benjamin. Pernille Itallo. Lisa Bun. Victoria Brems. Alle navne bliver efterfulgt af et ansigt. Victor Hansen. Emil Bun. Jack Belzeboop. Pega. Marcus. Ali. Zea.

”Den har kun været aktiv to gange før,” hvisker han. ”Den første gang var Kobra og hendes skygge, Talino, den anden gang var med Gulli og Peter, det er, dem, Mit Liv Som Jæger, er skrevet over.”

”Gulli?” spørger jeg mekanisk. Gulli er det eneste ord, der formåede at trænge igennem alle de andre ord, der farer rundt i mit sind.

”Hun hed vist nok Gulliviano,” siger han, som om han ikke lægger mærke til mit tonefald, og måske er det lige netop, hvad han ikke gør.

Det sidste halve år vælter ind over mig med en styrke, der kommer fuldstændigt bag på mig. Stolebenene skratter hen over gulvet, jeg rejser mig op og tumler nogle skridt baglæns, inden jeg falder pladask på halen. Nede på gulvet kommer jeg op på alle fire og videre op på begge to, inden jeg styrter ud af køkkendøren.

Bag mig kan jeg høre Nur komme på benene. Jeg styrter hen til døren i den fjerneste ende af gangen. Låst. Jeg kaster et febrilsk blik over skulderen. Jeg kan stadigvæk nå hen til den nærmeste dør. Jeg smækker den efter mig og låser.

Sveden triller ned over min krop som store perler. Alle mine lemmer spjætter, mine arme og ben vikler sig ind i sengetøjet. Gispende lyde fylder mine øre. Stønnende ruller jeg om på siden, og pludselig lander jeg på gulvet med et brag. Et hårdt stød skyder op igennem min krop, og det hårde gulv er koldt imod min skulder. Kuldegysninger blander sig med myrekrybene. Spøgelser danser for mine øjne, mit syn er spættet af et hav af kulsorte pletter. Luften river i min næse, jeg kan ikke få vejret.

Jeg vælter omkuld på gulvet og kryber hen imod væggen. Min ryg møder sengegærdet.

En dør går op. Nogen gisper. Min krop begynder at ryste ukontrollabelt. Mine fingre lukker sig krampagtigt om min hals. Tårene pibler ned over mine svedige kinder, og det er umuligt at afgøre, om det er af sorg eller smerte. Hastige skridt bevæger sig igennem rummet, inden de stopper ved siden af mig. Noget koldt bliver presset ind imellem mine fingre, det er fuldstændigt glat. Luften finder langsomt vej ned i mine lunger. Både de mørke pletter og spøgelserne forlader mit syn.

Stærke hænder griber fat om min skuldre og holder på mig, så jeg ikke kan flygte. Med fingrene kradser jeg i alt, hvad jeg kan komme i nærheden af. Små, røde dråber sætter sig fast under mine negle.

Jeg er løbet tør for kræfter, så mit hoved ruller om på siden. Flammende hår og uvejrsgrå øjne fylder mit synsfelt. Sengerammen er hård imod min svedige ryg, imens jeg febrilsk forsøger at krabbe mig igennem den. Væk fra den rødhårede mand, der sidder på hug på gulvet foran mig. Stenen, jeg fik presset i hånden, triller klirrende hen over gulvet. Den ruller nogle omgange inden den ligger sig til rette i en revne. Glødende, lilla ligger den på det sortsvedne gulv.

Jeg bliver ved med at kradse, imens jeg klynker ynkeligt. Febrilsk forsøger jeg at presse mig igennem sengen og videre hen til væggen.

Manden rækker en hånd ud imod mig. Et halvkvalt hvin forlader mine læber. Et øjeblik hænger hans hånd stille i luften, han rykker lidt på sig, så et sortsvedent rum kommer til syne bag ved ham. Jeg begynder at hyperventilere. Det afgør sagen for ham. Hans hånd begynder at bevæge sig igen og lægger sig blidt på min hede pande.

Jeg sender en vag bølge af hastigt sammentrukket energi imod ham, men det har ikke den ringeste effekt på ham. Han lader sine arme glide rundt om mig, og selvom jeg skriger, giver han ikke slip.

Min vejrtrækning falder ind i sin normale rytme, og min krop falder sammen på gulvet. Manden løfter mig op og lægger mig tilbage i den bløde seng. Manden sætter sig bag mig og placerer mit hoved i sit skød. Med lange, kolde fingre stryger han mig over håret. Jeg vil rykke mig væk fra ham, men kan ikke.

Da jeg giver op, bliver jeg lagt i sengen med det blågrønne tæppe trukket op om mig. En blid hånd stryger mig over håret, og en fast arm ligger om livet på mig.

”Hvad hedder du, min ven?” hvisker han ind i mit øre. Instinktivt ved jeg, at jeg kunne tale, hvis jeg ville, men det vil jeg ikke. Jeg stirrer bare arrigt på ham. Han bliver ved med at ae mit hår, imens han venter på svar. Til sidst går det op for ham, at der ikke kommer et.

Jeg ligger som forstenet i hans arme. Han aer mig vedholdende over ryggen, selvom det ikke har den ringeste effekt på mig.

”Kat,” hvisker han og stryger en hårlok væk fra mit ansigt. ”Det passer godt til dig, min egen, lille Kat.”

”Slip mig,” hvisker jeg, men han slipper mig ikke.

Mit blik begynder at syde. Jeg er ikke nogen kat! Jeg hedder ikke Kat, jeg hedder Amelia, men det skal han ikke vide. Det er mit navn. Mine forældres og Johans navn, det er ikke hans. Han bliver ved med at stryge mit hår, og bølger af varm energi lister sig ind under huden på mig og får mig til at slappe af.

”Slip mig nu, Nuradin,” hvisker jeg kraftesløst og bander hans fulde navn ud.

”Sov nu, Kat, sov nu,” hvisker han. Mine øjne glider i, og søvnen fører mig bort, denne gang holder mareridtene sig væk.

Men til forskel fra dengang jeg først kom til hans hjem, bliver jeg ikke bortført af søvnen nu, i stedet for ligger jeg stivfrossen i hans favntag.

 

”Jeg bliver nødt til at finde dem,” hvisker jeg, da min krop endelig tillader mig at slappe af.

”Glem det, Kat,” hvisker Nuradin i mit øre, og jeg kan mærke mine nakkehår rejse sig. Jeg vender mig om, så vi ligger ansigt til ansigt.

”Jeg finder dem uanset hvad,” siger jeg. Mit blik finder hans uvejrsgrå øjne. ”Hjælp mig. Vær nu sød, Nur.”

Han sukker og lader sin hånd hvile på min kind. Jeg lader mine egne fingre sno sig ind imellem hans. De er kølige og slanke, og jeg fører dem ned til mine læber. ”Vær nu sød, Nur,” hvisker jeg igen og kysser let hans håndflade. Til sidst nikker han samtykkende og presser sine læber imod min pande.

”Så lad os komme af sted,” siger han og trækker mig med op af sengen. ”Ved du, hvor de er henne?”

Jeg tænker mig kort om og nikker. Jeg har en fornemmelse af, hvor jægerne ville dumpe mine venner. Jeg smiler djærvt til ham og rejser mig op. Inden jeg endnu engang sætter kursen mod Kompasset, bliver jeg altså nødt til at skifte tøj. Jeg nægter at gå rundt i denne vederstyggelighed af en trøje.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...