Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10415Visninger
AA

35. Min vilde killing

 

Jeg vender mig tilfredst om på siden og trækker min arm op under kinden. Den stedvise rumlen og rumsteren uden for teltdugen er langt fra nok til at tvinge mig ud af de sidste uhåndgribelige rester af drømmeland. Nuradins arm ligger blidt rundt om livet på mig og sender varmebølger igennem min krop. En eller anden stikker hovedet ind i teltet.

”Op, nu!” råber stemmen. Både Nur og jeg sidder op, inden stemmen når at fortsætte. ”Røvere.”

Vi udveksler sigende blikke med hinanden. Selvom jeg ville have foretrukket at sove mindst en times tid længere, så skal det nok blive sjovt at jage røverne på flugt. Vedkomne i teltåbningen, Kerun, kan jeg konstatere nu, fortsætter: ”Jeg ved, at du kan kæmpe,” det er henvendt til mig, ”og du kan sikkert også, så afsted med jer!”

Kerun trækker sig ud af teltet og fortsætter med at råbe og skrige af alle andre også. Ved siden af os sidder en skræmt Gammelmor, og imens jeg skifter min for længst overbrugte nederdel ud med en ny en, prøver jeg at berolige hende, så godt jeg nu kan.

Til sidst tager Nur min hånd og fører mig ud af teltet. Det er det rene galehus herude. Fortumlede trupmedlemmer løber forvirrede og skræmte rundt. Røverene kommer galopperende på heste eller luntende på deres egne ben med tomme tasker over skulderen, men når de forlader vores lejer, forventer de nok, at poserne er knapt så tomme.

”Hvis tror du, det er?” Jeg læner mig fremad og siger ordene direkte i Nurs øre, så jeg er sikker på, at han hører dem. Han kigger rundt på røverne, der næsten er gjort blinde ved udsynet til et ordenligt bytte, ikke at jeg kan se, hvad de skulle ønske at finde her.

”Vores,” griner han og peger imod en af rytterne. Med det blotte øje ligner hun en hvilken som helst af de andre røvere, bortset fra at hun er en kvinde, men så får jeg øje på hendes striber. At hun har to striber er i sig selv ikke nok til at fastslå, at hun er skygge, men det er hendes energier til gengæld.

”Så må ordet være dit,” siger jeg og med de ord, kaster vi os ud i kampen. Jeg kniber ikke øjnene sammen i koncentration, men det er tæt på. Få sekunder senere styrter en af røverne til fods igennem luften, inden han kolliderer med en rytter, og de begge ryger til jorden. Bag mig lyder en halvkvalt hosten, da Nur rammer en af røverne på halsen med håndkanten og tvinger ham ned at ligge.

Både Nuradin og jeg kæmper os vej igennem de angribende røvere, og uanset om de er til fods eller til hests styrter de, når deres og vores veje krydses. Nur ser mere flydende ud end jeg, da han svinger sig op på en nu rytterløs hest og fortsætter med at nedlægge røverne. Til forskel fra Nurs er mine bevægelser fuldkommen glidende, når jeg står imellem de mægtige dyrs ben.

Ilddanserne, Badja, Kerun, Bako og en stor del af truppens resterende befolkning kæmper en brav kamp for at beholde deres værdigenstande. Jeg lægger først mærke til det, da Nur springer af hesten få skridt fra mig, de er alle sammen stoppet.

De røvere, der før lå på jorden, kommer nu stønnende på benene og vakler hen for at angribe igen. En ensom rytter fanger mit blik. Skyggekvinden sidder stadigvæk på hesten uden så meget som at have fået en skræmme. Hverken Nur eller jeg har angrebet hende, hun er en skygge.

En af røverne kaster en dolk igennem luften, men den stopper få tommer fra mit ansigt. Jeg har ikke løftet en finger. Et pludseligt vindstød slynger manden tilbage, og hans ryg hamrer ind i en mat brun træstamme. Måske er det indbildning, men jeg er sikker på, at jeg hører, noget brække i sammenstødet.

”Forsvind!” buldrer Nurs stemme igennem luften, og den får selv mig til at krympe mig.

”Og hvem tror du, du er?” spørger den unge skyggekvinde rapkæftet. Det er tydeligt, at hun ikke ved, hvem Nuradin er eller har set hans striber. Huden spændes og afslører derved alle Nurs muskler.

”Den ældste, Kita,” hvæser Nur faretruende blidt. ”Og jeg har retten til at dræbe dig.”

Den unge skygge ser for første gang hundrede procent opmærksomt på Nur, og så går det op for hende, om ikke hvem han er, så hvad han er, og hvad han mener. I en hurtig bevægelse læner hun sig forover og svinger begge ben over på den ene side af hesten, inden hun lader sig glide ned på knæ på græsset.

Nur bliver stående, hvor han er, indtil kvinden, Kita, har fremsagt den obligatoriske undskyldning, men musklerne på hans ryg slapper ikke af af den grund. Hen over hans spinkle, muskuløse skulder får jeg øje på Bako og Keruns undrende blikke. Jeg ryster så kraftigt på hovedet, at jeg er bange for, at det falder af, men så rykker Nur sig, og jeg har ikke råd til at splitte min opmærksomhed op.

”Nur!” Jeg placerer en hånd på hans underarm sekundet før, et lysshow uden mage ville brænde den stakkels Kita ned til tåspidserne.

”Nur,” gisper Kita. ”Nuradin?”  Og for første gang tror jeg, at det går op for hende, hvem hun uforvarende har lagt sig ud med. Hendes øjne udvider sig, indtil de har samme størrelse som Kompassets middagstallerkner.

”Nej.” Jeg træder ind foran Kita og blokerer ham vejen. Nænsomt lægger jeg en hånd mod hans kind. Tiden snegler sig afsted ulideligt langsomt, imens skyggekvinden mumler den ene paniske undskyldning efter den anden. Til sidst møder Nurs uvejrsgrå øjne mine.

”Forsvind, Kita,” siger han med en stemme, der kan få selv istapper til at fryse til. ”Du kan takke, Kat, for dit liv.”

Bag mig kan jeg høre den fortumlede Kita kommandere sin bande til hest. De af dem, der havde noget i sækken, har det ikke længere, da de forsvinder ind imellem træerne langs vejen. Jeg bliver stående foran Nur, indtil jeg ikke længere kan høre røverne, så lader jeg forsigtigt min hånd slippe hans arm.

Nurs øjne går fra at være det værste uvejr i mands minde, til det hårde stål, indtil de antager figur som en blød, bekymret, grå masse. Han lægger armene hårdt om mig, efter han har kontrolleret, at jeg ikke er kommet noget alvorligt til. Han holder mig lidt ud fra sig, og jeg kan se, hvor meget han ønsker at kysse min mund, men han gør det ikke. I stedet sætter han et blidt kys på først min pande og så min næse, inden han trykker mig hårdt ind til sig igen.

”Hvad skete der?” forlanger Kerun at få at vide, da han træder op ved siden af os. På Nur kan jeg mærke, at han ikke har tænkt sig at svare, så noget modvilligt svarer jeg for ham.

”Lad os bare kalde det lidt mindre familiedrama.” Kerun er langt fra tilfreds med det svar, men det er alt, han får. Han ender med at ryste opgivende på hovedet, inden han forsvinder for at hjælpe med at lappe folk sammen.

”Nur,” hvisker jeg. ”Vi bliver nødt til at hjælpe dem.”

”Nej,” sukker han bestemt i mit hår.

”Jo,” siger jeg lige så bestemt og skubber fra imod hans bryst. Meget imod sin vilje lader han mig slippe fri, selvom han stadig holder fast om min hånd. Jeg går hen og sætter mig på knæ foran den nærmeste tilskadekomne.

”Du må kun dræbe hende, hvis hun rent faktisk forsøger at slå mig ihjel, Nur,” siger jeg hen over skulderen og lukker mine hænder om den sårede mands lår.

”Min elskede, naive killing,” hvisker han, og jeg kan høre hans opgivende tonefald. ”Du har muligvis læst lovbogen, men du mangler erfaring.”

”Hvad mener du?” spørger jeg irriteret og går videre til den næste.

”Hun prøvede at slå dig ihjel, killing.” Han griner bitteret.

”Manden prøvede at dræbe mig,” siger jeg, ”og lad så være at kalde mig killing, ellers er det dig, der skal lappes sammen.”

”De mænd trækker ikke vejret, hvis de ikke har fået besked på det,” siger han. Jeg tænker over det og healer endnu en skræmme, men så tilføjer han: ”Killing.”

Jeg springer på benene i en adræt bevægelse, vifter med fingeren, og et knækket stykke træ flyver igennem luften. Han løfter ikke engang hånden for at stoppe det i luften. Hans energi smyger sig forbi mig og hiver i et eller andet. Få sekunder senere suser noget hårdt og rundt i min retning. Jeg dukker mig og træder et skridt frem. Mit håb er, at han selv får stenen i hovedet, men den stopper en centimeter bag mig og falder tungt til jorden.

I stedet for at hamre ind i hovedet på ham med en hastighed, der kunne få en galopperende hest til at sakke agterud, træder han hen til mig og låser min arm bag ryggen. Hans anden arm snor sig rundt om min hals. Selvfølgelig ville han ikke risikere, at jeg kom til skade, det havde mit instinkt glemt.

”Jeg er ældst, min egen killing,” hvisker han i mit øre. Hans tag om min arm løsnes, og hurtigere end jeg kan nå at tænke, har jeg låst ham fast på jorden under os.

”Hvem er en killing nu, Nur?” hvæser jeg i hans øre. Mit hår hænger ned som et sort slør imellem os og verdenen. Vi kan begge to mærke, at alvoren er gået af slagsmålet. Han ruller rundt, så han kommer til at ligge øverst. Hans røde hår er endnu mere uigennemtrængeligt end mit og endnu længere. Min brystkasse hæver og sænker sig anstrengt. Hver gang den går op, støder den imod hans bryst.

”Min vilde killing, Kat,” hvisker han. ”Du vil altid være min vilde killing.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...