Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10429Visninger
AA

8. Matematik med Victor Hansen

 

Jeg sætter kurs imod sproglokalet, men da jeg ankommer, strømmer folk leende ud af døren. Jeg ændrer kursen og bevæger mig hen imod matematiklokalet i stedet for, det sidste fag jeg skal have i dag. Rundt om mig vrimler de andre elever rundt i små grupper, men det ligner ikke, at nogle af dem har synderligt travlt. Da jeg nærmer mig matematik, støder jeg pludselig ind i en, så han taber alle sine bøger på gulvet. Jeg bukker mig ned og begynder at samle dem op. Jeg griber den sidste og rejser mig op.

”Det må du undskylde, jeg så dig ikke,” siger jeg, idet jeg rækker bøgerne frem. Mine øjne søger opad i jagten på et ansigt, mine møder et brunt blik, der hurtigt søger væk fra kontakten.

Victor, hvisker en lille stemme i baghovedet. Victor Hansen.

”Det…det gør ikke noget. A-amelia, ik? Vi havde matematik sa-sammen i går,” siger han venligt til mig. Jeg nikker. ”Du skulle have haft matematik i ottende lektion, ik? Professor Marchello blev ved med at mum-mumle noget om, at nutidens unge ikke er opdraget godt nok.” Han griner koket, men han stopper dog hurtigt igen. Jeg smider hovedet i hænderne og ryster på hovedet. 

”Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, sig at jeg ikke missede matematik. Professor Marchello må hade mig! Først kommer jeg for sent, og så kommer jeg slet ikke!” Min klagende stemme går næsten tabt i mine hænderne, som jeg fjerner midt i sætningen, så jeg kan se drengens ansigt. Victor griber min arm og hiver mig op ad trappen hele vejen op til anden sal. Han hiver mig ned ad en gang, der ligesom underetagens er dækket af farverige gobeliner. Han hiver mig ind ad en dør og ind i en lille opholdsstue, hvor der er placeret tre små, runde borde med tilhørende stole. Han viser mig hen til det fjerneste bord og trykker mig ned i stolen.

Jeg sætter tasken på skødet og trækker stroppen over hovedet. Stolen er perfekt. Formen er perfekt at sidde i, og så er den hård. Man synker ikke ned i den som i rektorens. Hårdhed er noget af det, jeg sætter pris på, når det kommer til stole. Jeg bryder mig ikke om at synke ned i dem, så man ikke kan komme op igen.

Opholdsstuen er et relativt stort rum, jeg ikke har været i før, ja, som jeg end ikke vidste, var her. Lige præcis det er måske ikke så mærkeligt, da jeg stort set lige er ankommet. De tre borde har hver deres størrelse. To små med plads til tre eller fire personer og et stort, hvor der er plads til seks mennesker. Alle bordene er lavet af lyst træ.

Et bump river mig ud af mine tanker. Victor har trukket sine matematikbøger op ad tasken og har smidt dem på bordet. Han vender de første sider, hvorefter han kigger op på mig. Jeg sidder bare og glor dumt på ham uden at vide, hvad jeg skal gøre.

”Hvad venter du på? Bøgerne frem. Vi kan jo ikke have, at du kommer alt for langt bagud allerede den første uge, kan vi?” griner Victor og sender mig et strålende smil, der kan jage alle skygger væk.

Skoletasken driller, da jeg vil åbne den. Klappen ender med at gå op, så jeg kan trække mine bøger ud. Først trækker jeg min bog frem, så mit hæfte og sidst, men ikke mindst, mit penalhus. Jeg kigger hen i Victors bog, så jeg kan slå op på samme side som ham. Da begge vores bøger er åbne, begynder Victor straks at forklare, hvad dagens timer gik med. Først peger han nogle opgaver ud, hvor man skal finde værdien af de ubekendte, som de gennemgik fælles i klassen. Derefter peger han på lektierne og det, de lavede i timerne.

Imens jeg begynder at løse opgaverne, går Victor sine svar igennem og retter hist og her, men han bliver hurtigt færdig. Mine nakkehår rejser sig, imens han læner sig tilbage og kigger på mig. Det føles mærkeligt, at han kigger på mig, imens jeg løser opgaver. Pludselig ryger et spørgsmål over mine læber. Jeg bliver nødt til at gentage det, da Victor ikke fik det hele med.

”Havde du forvandling i dag?” gentager jeg det uplanlagte spørgsmål.

”Du ved, at jeg er skifter, men nej, jeg skal først have det i morgen,” siger han. Jeg kaster et hurtigt blik op på ham, og ganske kort mødes vores øjne, inden jeg fortsætter med opgaverne. Imens jeg skriver løsningen på et regnestykke, overvejer jeg, hvad jeg skal sige. Jeg kunne fortælle sandheden. At jeg kan genkende arterne, men jeg har en fornemmelse af, at det nok ikke vil falde i god jord. Mit sind hælder til både det ene, det andet og det tredje.

Sig at du ikke så ham til magitimen, siger min indre stemme. Du lovede, husker du nok.

Og jeg husker det godt, jeg lovede at lytte til stemmen, på den anden side er det en bedre løgn end mine egne.

”Du var ikke til timen i magi, så jeg gik bare ud fra, at…du ved…at du ikke er magiker.” Jeg krydser fingre for, at han køber min dårlige undskyldning for en løgn.

”Du ved godt, at der er lige omkring tres magikere på førsteårgang alene, ik? Der er, hvad, tredive elever per klasse? Jeg kunne næsten ligeså godt have været magiker, ik?” siger han og ryster på hovedet. Først nu går det op for mig, at han ikke stammer.

”Jeg havde jo ret,” smiler jeg og fortsætter med at løse matematikopgaverne. Luften omkring ham undergår en grundig undersøgelse, da jeg prøver at finde ud af, hvad han er. Snog eller hugorm kommer jeg frem til efter to opgaver, jeg har altid blandet de to sammen.

”Jeg tror, du er en…” begynder jeg.

Stop lige der, Kat. Du siger ikke hugorm. Sig silkeabe eller papegøje, men ikke hugorm! råber min indre stemme rasende af mig.

”…silkeabe,” afslutter jeg betuttet.

”En silkeabe?” gentager Victor vantro. Han ryster på hovedet, så det leverpostejsfarvede hår danser om hans ansigt, imens han prøver at undertvinge et kort grineanfald. ”Du skal altså øve dig på at genkende arter, Amelia. Ved du godt det?”

Jeg vender tilbage til mit hæfte, så mit hår falder ned som et slør. Imens han griner, bliver jeg ved med at gentage, at han umuligt kan være andet end en silkeabe. Silkeaberne begynder åbenbart at danse rundt i hans hjerne, for han ender med at afsløre, at han altså er en snog.

Min lille løgner tvinger mig til at komme med et tvivlende udbrud, som ikke kunne overbevise ret mange mennesker. Jeg prøver at mønstre et forundret ansigtsudtryk. Jeg gør mit bedste for at lede ham bag lyset, og det lader til, at det lykkes mig. Vi sidder lidt i behagelig tavshed, inden det næste spørgsmål finder sin vej ud.

”Du er god til matematik, hvor har du interessen fra?” Det lyder klodset og opdigtet, men svaret interesserer mig virkelig.

”Min onkel,” siger han kort uden yderligere uddybning. De næste minutter sidder vi i en mørk stilhed, inden samtalen bevæger sig ind på lysere land. Selv da jeg er færdig med alle opgaverne, fortsætter vi med at snakke. Vi snakker bare, som to venner snakker sammen. Jeg har trukket benene op til brystet, så mine fødder hviler på kanten af stolesædet. Jeg har lagt hagen på mine knæ og betragter Victor, imens han fortæller om algebra. Pludselig stopper han med at fortælle og kaster et blik på sit armbåndsur. 

 

”Hvis vi vil have varm aftensmad, må vi nok hellere komme afsted.” Vi pakker begge to vores bøger væk og svinger taskerne over skulderen. Hele vejen ned ad trapperne fortsætter vi vores samtale. To etager og en kort gåtur senere, stopper vores samtale, da vi står foran døren ind til Den Store Sal. For enden af langbordet skilles vi.

Jeg sætter mig længst nede mod døren, Victor fortsætter længere ned langs bordet. Han sætter sig ved en gruppe på tre drenge. Den ene er Emil Bun, den anden Jack Belzeboop, men den sidste kender jeg ikke navnet på. Maden står dampende på bordet. Jeg hælder en skefuld ris op på min tallerken og overhælder den med en tilfældig sovs.

Gaflen stikker til maden, inden den fører den første bid ind i min mund. En lille trækning hiver ned i min mundvig og får mig til at rynke på næsen. Ris og sovs brænder sig hele vejen ned igennem mit spiserør. Styrken i sovsen får mine øjne til at løbe i vand og min næse til at rende. Endnu en mundfuld finder sin vej ind på min tunge, hvorefter en hvid serviet må lade livet for min næses hånd.

”Amelia!” skingrer en høj stemme. Nogen dumper ned ved siden af mig og på de to ledige pladser over for mig. Det er Victoria ved siden af mig. Lisa og Pernille over for mig. Sidstnævnte stirrer på mig.

”Pernille,” hilser jeg. ”Lisa, Victoria.”

”Jeg har været så bekymret, Amelia. Du må ikke bare forsvinde sådan. Hvor har du været hele eftermiddagen, jeg har ikke kunnet finde dig nogen steder,” siger Pernille denne gang uden at skingre og begynder at øse mad op på sin tallerken.

”Øh…pas på, den der er stærk,” siger jeg imellem to bidder chilisovsoverhældt ris.

”Hvad skete der, Amelia?” Pernille går uden om chilisovsen og går i stedet efter en gul sovs, der dufter af karry.

”Skete hvad hvornår?” siger jeg dumt, da jeg ikke aner, hvad ellers jeg skal sige.

”Er det rigtigt, det Pernille siger, Amelia?” bryder Victoria smaskende ind, men sænker ikke Pernilles ordstrøm.

”I magi. Efter magi.” Pernille borer øjnene ind i mine. Hun prøver at vride svarene ud af mine irisser. Hun tager en bid af sin karryris og peger på mig med den tomme gaffel. Jeg skynder mig at skovle endnu en mundfuld mad indenbords for at vinde mig et par sekunders tænketid. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.

”Jeg ved det ikke,” ender jeg med at svare. ”Jeg fandt et øde rum og sad lidt der. Jeg har brugt det meste af eftermiddagen på at lave matematik i et opholdsrum på anden sal.” Jeg mumler det sidste ned i min tallerken, som om den gider høre, hvad jeg siger.

Victoria rømmer sig, så jeg drejer overkroppen for at kunne sidde med front imod hende. Hun sidder med bestikket i hænderne og peger på mig med sin gaffel. I dag har hun sat sit hår op i en fletning, der hænger ned langs hendes ryg.

”Nå, er det så rigtigt, hvad Pernille siger?” spørger hun og kigger på mig med nysgerrige øjne. Det er åbenlyst, at Pernille har vrænget sit hjerte ud til de andre, og resten af mine klassekammerater fra magitimen har nok næppe været tavse.

”Det går an på, hvad hun har fortalt jer,” siger jeg. Min mund klæber sig sammen ved tanken om at skulle genfortælle, hvad der skete. For det første fulgte jeg ikke med. For det andet brugte jeg magi. For det tredje stak jeg af.

”At professor Eskil spurgte, om nogle ville vise de andre lidt magi, og så valgte han dig, selvom du ikke rakte hånden i vejret.”

”Han ville bare hævne sig, fordi jeg ikke fulgte med i timen.” Både Lisa og Victoria vil gerne have flere detaljer, og jeg har kun ringe chancer for at snige mig udenom.

”Jeg spurgte ham, om han havde noget i tankerne, det havde han ikke. Jeg rejste mig op og sagde, at timen var forbi, og han skulle vælge sine ofre med mere omhu fremover. Og så skred jeg.” Jeg trækker på skuldrene og spiser videre.

”Du springer delen over, hvor du limede alles fødder fast til jorden.” Pernille skyder sin kommentar ind. ”Jeg fulgte efter hende, men hun forsvandt bare.”

Lisas mund står lidt åben, som om hun overvejede at sige noget, men fortrød. Victoria har drejet hovedet for at se på mig, hendes øjne er store og runde. Pernille ser bare på mig. Jeg krymper mig under deres blikke, der alle sammen hviler på mig.

”Hvordan gik forvandling?” spørger jeg beklemt og håber, de vil lade være med at glo på mig. Det er ikke tilfældet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...