Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10393Visninger
AA

7. Magitime og halskæde

 

Professor Eskil kommer ind ad døren med en høj stak tynde bøger i favnen. Det er dagens femte lektion, men alligevel bliver alle stille, da han træder ind. Professoren sætter bogstakken fra sig på lærens bord, hvilket ser ret spøjst ud, da han bliver nødt til at stå på tæer, for at få den nederste bog op på bordpladen.

Han vender sig om imod os og lader sine varme, blågrå øjne glide hen over os. Pernille, der sidder til højre for mig på første række, læner sig hen til mit øre og hvisker: ”Ham kan jeg godt lide. Han virker sød.”

”Godeftermiddag alle sammen. Jeg er jeres lære i magi, mit navn er Eskil," siger professoren, og hans varme øjne lander på Pernille og mig. "Vil I to ikke dele bøgerne ud, imens jeg forklarer det mest grundlæggende om faget? En til hver.” Jeg nikker, Pernille kommer med en bekræftende lyd, vi tager begge to en håndfuld bøger fra stakken og begynder at dele ud, imens Eskil fortsætter med at forklare med et mildt smil.

Jeg bider mig i læben. Jeg skulle have holdt på mit. Insisteret på at vi skulle sidde bagerst, men Pernille ville sidde forrest, og sådan blev det så. Hun skulle jo nødig gå glip af noget. Jeg begynder i venstre side af lokalet. Imens jeg bevæger mig ned imellem to rækker dobbeltpulte, lader jeg en bog dumpe ned til hver elev, som jeg passerer dem.

”I mine timer vil I ikke blot lære at bruge jeres kræfter, men også at kontrollere dem. For de fleste af jer vil det at skulle bruge kræfterne både virke nyt og skræmmende, og I ved formentligt endnu ikke, hvad I er i stand til. Det er det, jeg skal hjælpe jer med at finde ud af.”

Jeg er løbet tør for bøger, så jeg vender tilbage til kateteret for at hente en stakfuld mere, da der stadig sidder en del bogløse elever. Pernille er også færdig med sin række, men da jeg har taget de sidste bøger, sætter hun sig bare ned på sin plads igen.

”Som I nok har lagt mærke til, er her udelukkende magikere tilstede. Grunden, til at her ikke er nogen skiftere, er, at de ikke er i stand til at bruge magi, ligesom I ikke kan skifte. Så de har ikke magi, og I har ikke forvandling,” siger professoren og klukker let.

”Der findes tre former for magi,” siger han, idet jeg giver den sidste bog til drengen med de store kinder og flade, brune hår.

”Er der nogle, der kan fortælle mig hvilke tre?” spørger han og lader sit blik glide hen over hver eneste række i hele rummet, hvor enkelte elever genert rækker hænderne i vejret. Han peger på en, der sidder lige bag mig. Jeg drejer hovedet lidt, så vedkommende kommer til syne i perferien.

”Jack Belzeboop,” præsenterer drengen sig selv, inden han fortsætter.

”Der findes som sagt tre former for magi. Den første er hverdagsmagi, den anden er angrebs- og forsvarsmagi, og den tredje er healermagi.” Jack lukker munden og ruller en blyant imellem sine pølsefingre, imens han kigger på Eskil med et lille selvtilfredst smil, der får ham til at ligne en femårig dreng.

”Mange tak, hr. Belzeboop,” siger professor Eskil til drengen, som overhovedet ikke ligner en Belzeboop. Professoren begynder at forklare, hvad magi de tre kategorier dækker over. Efter det fortsætter han med at fortælle noget om magiens natur, men jeg mister hurtigt interessen. Mine fingre fletter sig sammen, som skulle jeg til at bede, og mine tommelfingre begynder at danse om hinanden, imens jeg gør et forgæves forsøg på at følge med.

 

Mit blik er fjernt, imens jeg studerer luftens krusninger. Næsten al luften i rummet bevæger sig i samme rytme bortset fra luften længst inde i hjørnerne og den luft, der kommer ind under dør sprækken, der næsten står fuldkommen stille, fordi vores energier ikke kan nå eller bevæge den helt der inde.

”Amelia!” Pernille skubber til min skulder. Jeg kigger på hende.

Hvad? mimer jeg. Hun laver et lille kast med hovedet. Langsommeligt drejer mit hoved, og jeg får hurtigt øje på en muggen professor Eskil, der står med sine side solide hænder plante i siderne.

”Hører du efter, frøken…” Han ser på mig med sine dybtliggende øjne.

”August,” siger jeg, ”og nej, det gør jeg faktisk ikke.”

Professoren taber både næse og mund, da han hører mit svar. Det var nok ikke lige det, han havde forventet, at jeg ville svare, men at lyve på stående fod er ikke mit speciale. Mine evner som løgner er mere end rustne, har jeg opdaget de sidste par måneder, man skulle ellers tro, at nogle måneder på landevejen ville gøre underværker.

”Godt, hvis du vil gøre dig selv den tjeneste at følge lidt mere med i fremtiden, ville vi begge to blive gladere. Nå,” siger han og betragter os alle sammen, det sidste er henvendt til hele klassen, ”der er ikke så lang tid tilbage nu, men jeg vil lige spørge jer om noget. Er der nogle af jer, der kan bruge magi og har lyst til at vise os det? Det kunne være lærerigt for os alle sammen at se, at det ikke er så svært.”

Ingen fingre ryger i luften. Mine fingre ryger ikke i luften, men alligevel lander professor Eskils blik på mig. Mon det er hævn? svæver igennem mit hoved. Måske vil han ydmyge mig foran alle de andre, så vi fremover vil følge mere med i timerne, men hvis det er planen, må han gå skuffet hjem.

”Frøken August, du skulle vel aldrig kunne vise os andre et lille trick eller to?” spørger han sleskt.

”Det kommer jo an på så meget,” siger jeg honningsødt. ”Har du noget specielt i tankerne?”

”Bare gør, hvad du nu lige føler for,” siger han og ligner en, der tror han har fået skovlen under mig. Han skal blive overrasket.

”Fint,” mumler jeg og drejer hovedet fra side til side i jagten på inspiration. Alle mine tandhjul arbejder på højtryk, man kan næsten høre dem kværne rundt inden i mit hoved. Tiden tikker afsted, så slår det ned i mig. Jeg lukker øjnene og koncentrer mig et øjeblik, så slår jeg dem op igen.

Jeg strækker mine mentale fingre ud for at være sikker på, at min magi ikke efterlader sig nogle spor, som kan lede lige til mig. Jeg finder ingen uanset, hvor gundigt jeg gennemsøger mine omgivelser, hvilket er godt. Så vil han heller ikke finde noget.

Stilheden fylder rummet, men da der ikke sker noget stort og farverigt, begynder mine kammerater at mumle indbyrdes. Et tilfredst smil breder sig over Eskils læber, da han konstaterer, at det var et godt forsøg, men at jeg mangler en del øvelse for at få styr på det.

”Virkelig,” siger jeg med hævede øjenbryn. Jeg skubber mig selv op fra stolen og griber min skoletaske.

”Jeg tror, timen er færdig nu. Åh, og næste gang, du beslutter dig for at gøre nogen til grin, så vær sikker på, at de er nybegyndere, professor.” I et adstadigt tempo går jeg hen imod døren.

”Frøken August, kan du så…” begynder professoren, men da han vil følge efter mig, kan han ikke løfte sine fødder fra gulvet. Han får overbalance og bakser med armene for ikke at vælte. Rummet fyldes af en flerfarvet latter.

”Ellers kunne det jo ende galt,” siger jeg og stryger ud af døren. Stoleben skraber hen over gulvet, latteren forstummer. Det er ikke kun professor Eskils fødder, der er groet fast til gulvet.

”Amelia! Amelia, vent!” råber Pernille og farer ud af døren bag mig. Af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at inkludere hende i besværgelsen. Hendes lyse stemme når min øregang, men jeg ignorerer den og skynder mig videre. For enden af gange drejer jeg af og forsvinder i skyggen bag et blodrødt fløjelsgardin.

Hendes skridt lyder som piskesmæld i mine øre, da hun stopper op få meter fra mig. Ud gennem en revne kan jeg se hendes profil, der kigger først til højre og så til venstre. Jeg krydser fingre for, at hun ikke opdager mig, og ganske kort tid efter fortsætter hun i den modsatte retning af mig. Selvom hun er forsvundet ud af syne, tør jeg ikke komme frem, før hendes skridt ikke længere giver genlyd i gangen.

Med et blik over skulderen går jeg forbi en lang række vinduer, der alle sammen er dækket af røde gardiner. For enden af gagen er to trapper, en, der fører op, og en, der fører ned. Jeg vælger den, der fører opad. Mine fødder springer fra trin til trin, og min hånd følger muren, der går rundt og rundt og rundt. En uendelig spiral, en vindeltrappe, men den er ikke uendelig.

Luften føles tæt og klam, ligesom når man vågner om morgenen, inden man lufter ud. Men der er også noget andet med luften, den lugter. Ikke dårligt, men heller ikke godt. Jeg skræver over en kasse, der formentlig har stået her siden skolens første år. Støv hvirvler op fra gulvet, hver gang jeg tager et skridt, men endelig er jeg henne ved vinduet.

Jeg slår skodderne op, og som en moders hånd kærtegner vinden mit hår og mit ansigt. Den friske luft gør godt, og lyset, der nu strømmer ind i tårnværelset, lader mig se det på en helt ny måde. Det er et smukt rum, eller det ville det være, hvis ikke der lå flere tommers støv over det hele. Der står en enkelt, tom reol og en gammel seng, men det, der fanger mit blik, er et smalt bord. Nysgerrigt går jeg hen til det.

På bordet ligger en gammel bog. Jeg samler den forsigtigt op og tørrer støvet af med mit ærme, ikke at der ligger ligeså meget som i resten af rummet. Forsiden siger intet om bogens indhold, eller det vil sige, den siger alt om bogens indhold. Den er bundet ind i tyndt, sort læder, men det er ikke det, der er det sigende.

Det, der fortæller alt og intet om bogen, er to små cirkler. Den ene er en anelse større end den anden og har en lille sølvfarvet prik i midten, solen. De to cirkler krydser ind over hinanden, så de halvt om halvt hænger sammen. Den anden cirkel er lidt mindre en den første, og i dens midte sidder ingen sølvfarvet plet. Solen og månen, skyggejægernes symbol.

Med bogen i venstre hånd står jeg som forstenet, inden min højre hånd placerer sig på min venstre skulder, og mine fingre kærtegner mit skulderblad ganske let. Forsigtigt åbner jeg bogen og slår op på første side. Den er stiv ligesom forsiden. Underende kigger jeg på den. Heller ikke på denne side står der noget, kun jægernes symbol i sølv. Også denne side vender jeg i håbet om at finde noget. Et chokeret gisp forlader mine læber.

I stedet for sider, sætninger og ord finder jeg et hul, hvor en spinkel halskæde ligger skjult. Varsomt fisker jeg den ud af bogen. Det er en sølvkæde sammensat af småbitte ringe, skyggejægernes symbol dingler fra kæden. Jeg lægger bogen fra mig på bordet.

Mine fingre ryster, da jeg stryger kædens vedhæng. En varm følelse løber op igennem min arm og spreder sig til resten af kroppen. Med tilbageholdt åndedræt vender jeg mig om imod lyset. Vedhænget dingler i kæden og blinker i lyset. Jeg lader halskæden glide ned over hovedet og løfter håret ud af snoren. Jeg putter vedhænget ned under trøjen.

Et øjeblik suser en kold ild igennem min krop. Den får mit hjerte til at brænde og mit blod til at stivne, men ligeså hurtigt som den kom, trækker kulden sig tilbage. Jeg hviler hånden over det sted, hvor symbolet før rørte min hud, men nu er det forsvundet. Det er gledet ind under min hud sammen med kæden, og nu sidder det lige over mit hjerte.

Jeg går hen og lukker skodderne igen, inden jeg drejer om på hælen og forsvinder ned ad trappen. Efter få trin kaster jeg et blik over skulderen. Alting ser ud, som da jeg kom. Næsten alting, ikke bogen. Mine fødder tager et trin ad gangen på deres vej ned. Min hånd glider hen over den ru stenmur, der føles kold imod mine overophedede fingre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...