Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10430Visninger
AA

27. Magiker eller karavanevagt

 

”Hvad kan du så?” spørger Badja, da vi vandrer af sted i hælene på en af truppens hestevogne. Jeg har min taske svunget over skulderen, og jeg har iført mig mine læderstrimlesko. Hver gang jeg sætter fødderne ned på vejen, hvirvler en lille håndfuld støv op.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad du mener,” siger jeg, imens jeg nynner med på en melodi, nogen af dem bag os går og spiller. Det er en fløjtespiller, der slår rytmen an, og en håndfuld glade stemmer bakker de spinkle toner op.

”Du ved, noget du er god til. Gammelmor laver mad og sådan, Kerun er historiefortæller, jeg er akrobat, du ved. Hvad er du god til?” Badja løfter den ene arm højt i vejret og laver et lille, klodset buk, imens han fortsat tilbagelægger flere støvede skridt landevej. Jeg skæver ud af øjenkrogen og betragter hans ørnenæse. Et lille smil farer flygtigt hen over mine læber.

”Magiker eller karavanevagt eller sådan noget, vil jeg gætte på,” siger jeg. Tasken bumper imod mine hofter i takt med mine skridt og fløjtespillerens melodi. Ved siden af vejen står gamle træer, som har set flere rejsende, end jeg kan drømme om at komme til at møde i mit liv.

Badja slår en høj latter op, der er ligeså støvet som vejen vi går på. Han bruger de næste tre skridt på at le maven afled, og så råber han højt: ”Kerun!”

”Badja, tal, min dreng,” knurrer den tatoverede mand tilbage over larmen fra de skramlende hestevogne. ”Fortæl mig, hvad du har på hjerte.” Kerun falder ned langs optoget, så han ender med at gå i takt med os, men på den anden side af den kraftigt byggede bryggerhest. Jeg kan se, hans skaldede isse poppe op og derefter forsvinde bag hestens manke, men ellers er han bare en stemme i luften.

”Tag et gæt og fortæl mig så, hvad Katharina siger, hun er god til,” råber han så højt, at mit øre nær falder af. For mig virker det som et mirakel, at hestene ikke er blevet øreløse endnu, men de har nok vænnet sig til det efterhånden. Den tatoverede mand tænker sig lidt om, inden han svarer drengen.

”Slangemenneske?” gætter han sig prøvende frem, og jeg kan ikke lade være med at smile af hans gæt. Jeg er selvfølgelig naturligt smidig, en af de bedste ting ved at være jæger, men så smidig er jeg heller ikke. Hvis jeg skulle sno og kringle mig sådan, er jeg ret sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at gå oprejst igen, men det er da altid dejligt, at nogen har tiltro til en.

”Nop,” griner Badja smørret. ”Magiker eller karavanevagt.” Bag os stopper fløjtespilleren sin melodi, så han kan følge med i Badja og Keruns samtale. Det er bare et skud i tågen, men jeg vil gætte på, at jeg har valgt et forkert område at være god på.

”Magiker kan vi alle sammen være, min ven, men karavanevagt er straks en anden sag.” Det er tydeligt at hans ord er henvendt til mig og ikke den krumnæsede fyr ved min side. Jeg lægger hovedet tilbage med et smil, så den køligt blå himmel næsten sniger sig ind i mine irisser, inden jeg svarer ham.

”Hvis du siger det, men jeg tror nu, jeg ville være ret god til det.” Det er den første kommentar jeg indfører i samtalen, som rent faktisk handler om mig, men jeg er temmelig ligeglad med resultatet af den. Om det bliver det ene eller det andet, ja, eller noget helt tredje, rager mig en høstblomst.

Kerun stopper op, indtil vogne er kørt forbi ham, så træder han bag om den og op på siden af os. Badja rykker om på min højre side, så jeg kommer til at gå i midten. Jeg hanker lidt op i tasken, så den ligger lidt bedre hen over min skulder.

”Du har ikke set Bako,” siger Kerun og spænder i kæbemusklerne og de overmalede overarme. ”Ellers ville du ikke sige sådan noget, tro mig.” Navnet Bako siger mig ikke en meter, så jeg peger det ud for Kerun, der med glæde leder mit blik hen til den to meter høje, store, bjørnelignende mand, og straks forstår jeg, hvad han mener.

Bako er stor som et bjerg, og hvis jeg havde været en normal syttenårig pige, ville han have skræmt livet af mig, men jeg er ikke en normal pige på sytten. Jeg er mig, og for mindre end to uger siden vandt jeg over en skyggejæger, så Bako får mig ikke ligefrem til at stikke halen mellem benene. Han er menneske, så under en kamp ville min magi være en ekstra fordel for mig.

”Jeg er nu stadigvæk villig til at gøre forsøget,” siger jeg bare efter at have studeret Bjerget Bako nøje.

”Du må være sindssyg,” mumler Badja ved siden af mig, og hans rustrøde hår glimter mat i sollyset. Jeg ignorerer hans kommentar fuldstændig, måske har han ret, men hvad forskel ville det gøre? Ikke nogen jeg kan få øje på. Kerun skænker heller ikke Badjas kommentar megen opmærksomhed, i stedet henvender han sig til mig.

”Fint, fint. Hvis du stadig har mod på det, når vi stopper, så lad os da se, hvad du kan,” siger han med hård stemme, hvorefter han går videre med et andet emne, og hans stemme får en hel anden glød. ”Nu til magien, lad os se!”

Jeg tænker mig grundigt om. Den tatoverede Kerun minder mig et øjeblik om professor Eskil, men denne gang kan jeg ikke klistre alle fast til gulvet. For at være helt ærlig, tror jeg heller ikke, at det ville imponere Kerun, det ville nok nærmere forvandle ham til en frådende puma. En ide slår pludselig ned i mig.

Jeg lukker øjnene halvt og trækker vejret ind igennem næsen. Støv og heste, sol og sved, luft og jord, alle disse krydrede lugte snor sig ned igennem mit svælg og forvandler sig til noget mere håndgribeligt, da de møder min magi. Jeg former læberne til en trutmund og puster langsomt ud. Min udånding får luften til at danse i gyldne spiraler, der samler sig og forvandles til florlette sommerfugle, som bliver et med solens lys. En let prikken breder sig over min tunge, og jeg smiler. Mine sommerfugle er mindst ligeså flotte som hans, selvom hans var lavet af måne- ikke sollys.

Mit hoved drejer, da alt luften i mine lunger har forvandlet sig til sommerfugle og tilbage igen. Jeg vil slå ud med armene, men klemt ind imellem to af medlemmerne i truppen er det ikke en mulighed. I stedet knækker jeg over i hoften og laver et let buk. Min hofte folder sig ud igen, mine øjne finder Keruns ansigt og kigger spørgende på ham.

”Flot,” siger han. Hverken hans tonefald eller ansigtsudtryk afslører, hvad han rigtigt mener. Begge dele er udtryksløse, så alt, hvad jeg kan gøre, er at gætte på meningen bag.

”Kerun, Kerun, Kerun,” messer en rynket stemme bag os. Jeg genkender den med det samme, og jeg ved, at ansigtet, der følger med, er mindst ligeså rynket. ”Lad nu være med at plage pigebarnet." Gammelmor vender sit vidende blik om imod mig og smiler skævt til mig. Jeg smiler tilbage til hende, da hun siger: ”Det var flot, min pige.”

Den tatoverede mand sender den gamle kvinde et blik, der kunne få knogler til at knække. Alligevel sidder den gamle kvinde ligeså rank, som hendes krumme ryg tillader. Med stærke skridt skridter truppens føre frem, så han igen går nogle vogne foran os, og Gammelmor vender tilbage til at lappe huller i sokkerne.

”Var det et godt-flot, eller et det-kan-gøres-bedre-flot?” spørger jeg Badja. Han laver et gadedrengehop og vender sig om, så han går med ryggen fremad. Han smiler stort til mig.

”Det var, et jeg-ved-ikke-helt,-hvad-jeg-skal-mene-om-det,-men-det-var-faktisk-ikke-helt-skidt-flot,” siger han, og mine hjernemuskler kommer næsten på overarbejde for at kunne følge med i hans alt for lange flot.

”Så vælger jeg at tage det som et godt-flot,” leer jeg og springer frem imod ham. Jeg rammer ham midt på brystkassen, så han vakler bagud, inden han genfinder balancen. Han springer frem imod mig med armene strakt frem, men lige før han ramler ind i mig, træder jeg et skridt til siden, så han fortsætter forbi mig og næsten løber ind i hestene bag os.

Gammelmors sprukne latter får mig til at smile. Det føles godt at smile, det er ligesom den behagelige varme, som finder vej ind igennem huden, når man sidder ved siden af bålet efter en lang dags rejse eller slikker sol på en smaragdgrøn græsplæne. Det er en rar varme, som får alle ens muskler til at slappe af, og det føles godt. Rigtigt godt.

”Det er ikke hende, du skal lægge sig ud med, Badja, hun kan forsvare sig selv,” skratter Gammelmor, og det får mig bare til at smile endnu mere. Vi fortsætter med at rejse af alfavejen, hvor træer og buske bliver stående, når vi bevæger os forbi. Nogle af træerne strækker deres arme ud over vejen og kaster stedvise skygger ned på os og et kort sekunds kølighed. Vi stopper ikke for at spise midt på dagen, maden bliver i stedet delt rundt i optoget, og så går vi ellers og gnasker klapsammenmadder med kød i i os.

Jeg beklager mig ikke, det kan ikke være værre end ikke at få frokost. Derfor er glæden ved Gammelmors madlavning endnu mere værdsat af mig end af resten af truppen. Og udsigten til at spise klapsammenmadder de næste mange dage og få varm mad til aften får min mave til at rumle tilfredst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...