Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10415Visninger
AA

15. Lektier med veninderne

 

Lørdag står i lektiernes tegn. En beskæftigelse ingen af mine værelseskammerater finder specielt attraktiv. Jeg forstår dem godt. Lektier er heller ikke min ynglingsdisciplin. Jeg sidder op ad en sengestolpe med min matematikbog åbnet i skødet. De andre sidder også bøjet over deres hjemmearbejde. Jeg prøver at koncentrere mig uden det store held. Selvom vi har besluttet at få lektierne overstået hurtigst muligt, er det en umulig opgave for mig.

Mine øjne bliver ved med at glide i, og mine tanker kredser om alt andet end regnestykkerne, jeg er alt for træt. Han ledte efter mig igen i nat. Jeg kunne føle ham som en kold skygge, der gled hen over alle energierne i rummet, inden han forsvandt. Mine arme havde været dækket af myrekryb, og mit hjerte havde gallopperet afsted ligesom syv vilde heste.

”Vil du ikke øve den der besværgelse, vi har fået for, med mig?” spørger Pernille og kigger bedende på mig med store, blå hundeøjne.

”Selvfølgelig.” Jeg er på benene, inden ordet har forladt mine læber. Jeg er lykkelig over at slippe for matematikken lidt. ”Men jeg tror, det ville være smart med lidt mere plads omkring os.”

”Kan I ikke bare gøre det her?” spørger Victoria. Hun har lagt blyanten fra sig og betragter mig spørgende. Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg mente præcis det samme første gang, jeg skulle prøve det. Hvad skulle lidt ekstra plads gøre godt for? Han, der lærte mig det, syntes så bare lige, det kunne være underholdende, hvis jeg selv fandt ud af det. Det var det ikke!

”Tro mig, jeg taler af erfaring. Først gang jeg fik noget til at svæve, fik jeg ved et uheld samtlige bøger i rummet i hovedet.” Ordene efterfølges af en lille latter. Jeg går hen til døren og går ud på gangen, både Pernille og de to andre følger efter mig ud.

”Det her bliver jeg nødt til at se,” hvisker Victoria.

”Første gang hun prøvede? Gad vide, hvor mange gange hun har gjort det,” hvisker Lisa, kun lige højt nok til at jeg kan opfange det. Jeg fører dem ned ad gangen, ned ad trappen og ud på en stor græsplæne lige foran Kompasset. Jeg lader blikket glide hen over landskabet uden at få øje på noget, der udgør en umildbar trussel. Der er selvfølgelig altid risikoen for at få et træ slynget i hoved, men jeg tager chancen.

”Her er fint,” konstaterer jeg og vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med Pernille.

”Godt, forstår du grundprincippet i besværgelsen?” spørger jeg og mine stemme antager et toneleje, jeg har stjålet fra min egen læremester. Jeg løfter øjenbrynene let. Hun nikker. Et stort smil breder sig over mine læber. Så er den sværeste del overstået.

”Har du også den fornødne teoretiske viden for at få besværgelsen til at fungere i en praktisk sammenhæng?” spørger jeg. Pernilles ansigt krøller sig sammen i en uforstående maske. Hun ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg kan ikke lade være med at grine.

”Har du en ide om, hvad du skal gøre?” spørger jeg. Hendes sammenkrøllede ansigt folder sig straks ud og forvandler sig til noget, der er kønnere at se på. Hun nikker.

”Rigtig godt. Hvis I to vil være så venlige at træde nogle skridt tilbage,” siger jeg henvendt til Lisa og Victoria. Jeg stikker hånden ned i min ene bukselomme og trækker et halvbrugt viskelæder frem. Jeg lægger det på min udstrakte hånd og holder det frem imellem Pernille og mig.

”Nu vil jeg have dig til at fokusere på hviskelæderet og intet andet. Du skal lægge mærke til dets form og størrelse, når du føler dig klar så nik.” Jeg lader ordene hænge i luften. En koncentreret rynke viser sig imellem Pernilles øjenbryn. Så nikker hun.

”Meget fint. Nu har du et billede at viskelæderet gemt i din hukommelse," siger jeg. "Nu skal du række ud efter det med din energi. Nærm dig det langsomt. Mærk, hvordan dets energi bevæger sig. Omslut det med din egen energi. Løft det.”

Jeg venter med tilbageholdt åndedræt. Sekunderne tikker afsted i hurtig rækkefølge. Langsomt forvandler de sig til minutter, tiden får musklerne i min fremstrakte arm til at trække sig sammen. Endelig kigger Pernille op på mig. Hendes øjne er blanke, og hendes stemme er forvirret, da hun spørger: ”Hvorfor virker det ikke?”

Jeg lader min arm falde ned langs siden, så musklerne kan få en chance til at slappe lidt af. Jeg lader min anden hånd glide igennem luften, der hvor viskelæderet befandt sig før. Det prikker i håndfladen, men ellers sker der intet.

”Noget, formentligt i omgivelserne, forstyrrede din koncentration,” siger jeg og spidser munden. Jeg klikker med tungen, imens jeg tænker. Jeg nikker for mig selv.

”Lad os prøve noget andet. Sæt dig ned og sæt dig behageligt.” Pernille kigger skeptisk på mig, men ender med at gøre som jeg siger. Da hun har sat sig ned, placerer jeg viskelæderet foran hende og stiller mig bag hendes ryg. Jeg lægger to fingre på hver af hendes tindinger.

”Nu gentager du bare processen,” siger jeg. Mine energier lukker sig om os og danner et svævende røgslør omkring os. Det lukker verdenen ude, imens det pulserer omkring os. Mine sanser skærpes. Jeg opfanger alt inden for røgsløret, varmen, der flyder ud fra Pernilles krop, græsset under mine fødder, luften, der danser omkring os, lyden af vores åndedrag og hjerteslag, men alting uden for er usynligt for mig. Jeg mister tidsfornemmelsen.

Pernilles energi skyder ud og omslutter viskelæderet. Jeg kan mærke, hvordan hun spænder kæberne i koncentration. Med et løfter viskelæderet sig fra græsplænen, som havde en usynlig hånd lukket sig om det. Det bliver hængende i luften foran os. Jeg lukker øjnene. Et øjeblik nyder jeg, at være fuldkommen afskåret fra omverdenen, så åbner jeg øjnene igen og lader hænderne falde ned langs siden.

Mine energier trækker sig tilbage til mig, røgsløret forvinder, viskelæderet falder mod jorden. Et stød går igennem Pernille, hun blinker forvirret og vender hovedet for at kigge på mig.

”Du gjorde det,” siger jeg og sender hende et lille smil.

”Ja, jeg gjorde det virkelig. Det…” siger hun med stolt stemme. Glæden får hele hendes ansigt til at lyse op. En fjoget latter fylder luften omkring hende og får hendes hår til at danse om hendes skuldrer. Der lyder skridt bag mig, og snart fylder Victoria og Lisas lykønskninger luften sammen med Pernilles latter.

Varmen breder sig i kroppen på mig. Et øjeblik føles det, som om mine lemmer bliver gennemstrømmet af en elektriskimpuls, der får alt håret på min krop til at rejse sig. Smilet på mine læber skinner om kap med solen og får mine øjne til at lyse op. Jeg ville ønske, dette øjeblik kunne vare evigt. Lige nu føler jeg mig glad og tryg, to ting jeg ikke har været rigtigt i alt for lang tid.

Lisa henvender sig til mig: ”Amelia, vil du ikke?”

Hun lader som om hun løfter noget med den ene hånd uden at røre det. Jeg ryster på hovedet. Lisa ser bedende på mig og folder hænderne foran sig. Både Victoria og Pernille slutter sig til hende. De sender mig alle tre de mest bedårende hundeøjne, jeg længe har set, og ved en fælles kræftanstrengelse lykkes det dem at få mit ishjerte til at tø.

”Fint. Fint.” Jeg slår opgivende ud med hænderne og sukker overdrevet dybt. Så rynker jeg panden sammen i påtaget koncentration, presser læberne sammen og klemmer mine øjne sammen til to smalle sprækker. Jeg bakker nogle få skridt, inden jeg får deres hår til at stå lodret op i luften.

”Trada!” Jeg knækker sammen på midten i et rigtigt scenebuk. Tre par uforstående øjne ser på mig, og så vender de sig imod hinanden. Tre hvin, der ville kunne få et glas til at splintres, skærer gennem luften. Et øjeblik står de bare med underkæberne dinglende nede på brystkasserne, men så kommer Victoria til sig selv.

”Få. Det. Ned.” Hendes udbrud får de to andre til at samle kæberne op igen. Jeg træder længere tilbage.

”Amelia…” Victorias stemme antager en truende undertone, den slags man hører i pigernes omklædningsrum, når nogle har taget en andens parfume. Jeg drejer om på hælen og begynder at spurte afsted.

”Amelia!” Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen. Bag ved mig spæner tre piger med hår, der står lige op i luften, efter mig. Jeg glider, da jeg brat kaster mig til højre, og jeg kan høre de andre vælte over hinandens fødder, da de forgæves forsøger at gøre mig kunsten efter. Jeg bremser, glider en halvmeter og vender mig om, og rigtigt nok ligger de i en nydelig bunke på jorden.

Jeg knækker sammen af grin og bliver nødt til at holde mig for maven, da den trækker sig sammen i latterkramper. Mit fokus ryger. Deres hår falder ned om hovedet på dem, da det bliver træt af at trodse tyngdekraften. Da jeg ikke har mere latter tilbage i kroppen, går jeg hen for at give dem en hånd op, men i stedet for at få dem på fødderne bliver jeg hevet omkuld, så også jeg ender på græsplænen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...