Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10393Visninger
AA

33. Kend Din Ven

 

Vinden får græsset til at rasle og blander sig med græshoppernes sang. En fugl føjer sin stemme til musikken, så en naturlig trio fylder stilheden ud. Små ben spurter hen over min hånd og kilder på mit håndled. En lille sort myre fordufter i græsset omkring mig, og jeg smiler. Jeg nynner stille og vipper min fod i takt. Mit hoved falder bagover, og solen kærtegner mine øjenlåg.

”Du kender os nemt…” mumler jeg mere end synger, og ordene gribes af vinden. Klar løfter min latter sig op under himlen og fletter sig ind i fuglens triller. Vinden kaster mit hår om ansigtet på mig, og får mit hjerte til at boble.

Kun nogle få dage endnu og så er jeg halvvejs. Trinovia er kun få dagsrejser her fra. Det kommer nok til at tage lidt længere, da truppen nok stopper ved de små byer langs alfavejen. Jeg kunne forlade dem allerede nu og være i hovedstaden inden ugen er omme, men den næste del af min rejse er ikke ligefrem tiltrækkende. Den nordlige del af Venuma er ikke det mest behagelige sted. Røvere og andet godtfolk holder til langs vejen, men det er den eneste vej til Thróren Bjergene og derfor også Umbra Thróren. Men en ting af gangen, lige nu koncentrerer jeg mig om Trinovia.

”Hvad synger du?” spørger Badja og kigger ned på mig, så hans i forvejen store næse ser endnu større ud. Min hånd skubber håret tilbage, så der er frit udsyn til hans ansigt.

”En af skyggejægernes børneremser,” smiler jeg og giver slip på mit hår, så vinden igen begynder at piske det om mit ansigt. Myren vender tilbage sammen med en ven, denne gang kravler den den anden vej på dens vej hen over min hånd. Jeg skutter mig, men trækker ikke hånden til mig. ”Kend Din Ven, hedder den.”

”Skyggejæger?” spørger en stemme bag mig.

”Den har jeg aldrig hørt om,” tilføjer en anden og næsten identisk stemme. Jeg genkender dem straks, ilddanserne.

”Det er en skyggejægerremse, det er derfor. Kun for skyggejægere,” griner jeg og trækker på skuldrene. Det burde da være indlysende, men måske ikke alligevel, jeg har jo en fordel på den front.

”Så du er skyggejæger,” konstaterer Badja. Møg, det var ikke meningen at de skulle nå den konklusion, men det kræver ikke ligefrem det store omløb i hovedet at regne den ud. Jeg slår en høj latter op, som skærer i mine øre, men det giver mig tid til at tænke. Den lille, irriterende stemme inde i mit hoved, der går under navnet fornuft, har selvfølgelig et forslag lige på tungen.

”Nej,” siger jeg og følger fornuftens råd. Jeg har lært af erfaring, at den plejer at have ret. ”Jeg har tilbragt en del tid med skyggejægerne, det er alt.”

Hverken Badja eller ilddanserne ser videre tilfredse ud med mit svar, men det er alt, de får. For at lede deres tanker ned ad et andet spor, foreslår jeg dem, at jeg kunne lære dem den. De nikker heftigt alle tre, så jeg rejser mig op. Jeg fører dem hen til en plet, der er lidt større end den, jeg sad på før. Det er en sangleg, der kræver lidt plads, man kan svinge med armene på. Jeg slår ud med armen for at signalere, at de skal sætte sig ned. Græsstrå stikker imod mine knæ og lægge, da jeg sætter mig ned.

”Kend Din Ven er en sangleg, og jeg vil lære jer den af to omgange. Først sangdelen, så legedelen. Den begynder sådan her;” siger jeg, trækker vejret ind, og så begynder jeg.

”Du kender os nemt på vor hår,

Hvor to striber tydeligt fremstår,

Den højre viser vor styrke,

Nu må du bære den byrde,

Det er at have sin kræft,

En byrde vi altid har haft,” synger jeg den sidste del af det første vers og stopper. Min stemme føles fuldstændig rusten, det at ramme tonerne har aldrig været en af mine stærke sider. Jeg kigger på de tre gøglere og løfter det ene øjenbryn. Så er det jer, siger det, og selv den første gang de prøver at synge verset, lyder det langt bedre, end da jeg sang det.

”Du kender os nemt på vor hår,

Hvor to striber tydeligt fremstår,

Den venstre viser vor mod,

Nu har du set blod,

Nu har du brugt din kræft,

En byrde vi altid har haft.

 

Du kender os nemt på vor ryg,

Hvor mærket sidder så trygt,

Ved fødslen det blev os givet,

Måne og sol hele livet,

Det bærer vor forfædres kræft,

En byrde vi altid har haft.” Jeg tager de sidste to vers på samme tid. Den ene af ilddanserne kan allerede alle tre vers udenad, men den anden ilddanser og Badja kæmper med at huske det andet. Jeg gentager det for dem om og om igen, indtil de kan det både forfra og bagfra, ja, selv i søvne. Så tager vi det sammen.

Det er tydeligt, at jeg ikke er vokset op i gøglertruppen og er totalt tonedøv oveni. De tre andres stemmer er klare, og de rammer alle tonerne. Min stemme lyder så rusten, at den nær falder fra hinanden, og lad os bare sig, at jeg er meget langt fra at ramme en pæn del af tonerne, til gengæld nyder jeg det virkelig, ikke at det gør præstationen bedre.
Jeg får stillet de tre gøglere op på en række, hvor alle har frit udsyn til mig. De skal kunne se, hvad jeg gør, ellers vil de aldrig lære det. De første bevægeler er allerede ved at snige sig ud af mine fingerspidser, da det går op for mig, at vi mangler en, hvis det skal lykkes. Man skal være fem, vi er kun fire.

”Du mangler vist en, Kat,” siger en måneklar stemme bag mig. Han er fuldkommen afslappet med armene krydset over brystet og hovedet lagt lidt på skrå. Et skævt smil pryder hans læber og viser de kridhvide tænder.

”Jeg går ud fra, at du melder dig frivilligt,” siger jeg bare monotont og kigger stift på ham. Han er den sidste, jeg havde forventet at se. Han lader bare armene falde ned langs siden og træder nærmere, så jeg vender mig om imod de tre gøglere. Da han står ved siden af mig, begynder vi at danse om hinanden, som havde vi aldrig gjort andet, og måske er det vitterligt alt, hvad vi har gort de sidste seks år. Danset om hinanden.

Jeg reciterer de to første linjer med min rustne stemme, imens jeg ryster med håret, går baglæns ned i bro og svinger benene over hovedet, så jeg kommer op på hænderne, inden jeg igen står solidt plantet på fødderne. Hver af mine bevægelser følger et taktslag og ved den sidste bevægelse, ender de første linjer.

Jeg går videre til de næste linjer, hvor jeg får en hånd til at vise bevægelserne af min uventede gæst. Han spænder musklerne i armene, og jeg svinger mig hen over dem i en let bue, inden vi fortsætter til den sidste del af verset. Han laver et cirkelspark, der lige akkurat misser mig, og jeg undviger og laver en baglæns koldbøtte.

Sammen fortsætter vi til det næste vers, hvor de første bevægelser er de samme. Jeg kan mærke hans blik i min nakke, da jeg svinger benene bagover, så jeg kommer på fødderne. Græsstråene stikker op imellem mine tæer.

De to midterste linjer er anderledens. Denne gang er det ikke styrken, vi skal vise, men modet. Trinene er hurtige og enkle. Vi træder rundt om hinanden i brøkdelen af et sekund. Han slår ud mod mit bryst og i stedet for at undvige ham, griber jeg fat i hans arm og læner mig bagover. Da han hiver sin arm til sig igen, trækker han mig med.

Jeg står tæt presset op ad hans brystkasse, der hæver og sænker sig uden at vise tegn på nogen form for fysisk anstrengelse. Hans ene arm er lukket om min hals, så jeg ikke kan slippe fri, og jeg kan mærke mit åndedrag blive hurtigere. Han slipper, og vi gentager de sidste bevægelser også.

Sidste vers deler kun delen med cirkelsparket med de to forgående. I stedet for at ryste med håret og gå i bro, lægger jeg ud med at gå i split og lægge mig helt fladt ned på græsplænen. I den anden bevægelse laver jeg en vejrmølle, og i det sekund mine ben danner et V, springer han igennem og lander i et rullefald.

De tre mennesker, der udgør vores publikum, måber med store øjne. De har formentligt aldrig set noget lignende, hvilket er meget langt fra at være mærkeligt. Da jeg begynder at instruere dem i, hvordan de skal udføre bevægelserne, lader han sig glide ned på græsplænen, læner sig tilbage på armene og betragter mig ufortrødent.

Ligeså hurtige de var til at lære teksten og melodien udenad, ligeså langsomme er de til at få bevægelserne til at fungere. De kan de grundlæggende bevægelser. Bro, koldbøtter, cirkelspark, vejrmøller, men ligeså snart, de skal sættes sammen til en serie, går det galt.

Sammensætningen af de forskellige bevægelser og den præcise timing, der ikke må være bare brøkdelen af et sekund forkert, ser ud til at koste dem en del kvaler. At springe igennem benene på en, der laver en vejrmølle, og at angribe med et cirkelspark uden at få et ben i hovedet, kan åbenbart ikke sammenlignes med at sluge sabler.

Det tager hele eftermiddagen at lære dem det godt nok til, at de ikke er til fare for sig selv, når de udfører øvelserne, og til sidst har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg nåede at lægge mig imellem en af dem og et livsfarligt slag. Det, at det tager hele eftermiddagen, betyder også, at jeg ikke får den mindste chance for at spørge ham, hvorfor han besluttede sig for at dukke op netop nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...